FYI.

This story is over 5 years old.

vice guide

VICE-guiden til at finde den perfekte julegave, når du er flad og desperat

Fordi vi alle sammen har levet af postevand og pebernødder siden den fjerde december.

Det er den 22. december, og du har ingen penge. Du er flad, ludfattig, broke as fuck. Og det er du ikke, fordi du er økonomisk uansvarlig, som din ekskæreste siger, eller fordi du "ikke har været studieaktiv i over et år og derfor ikke længere er SU-berettiget", som din uddannelsesvejleder gentagende gange har prøvet at bilde dig ind. Du har ingen penge, fordi dine penge for længst er brugt på de vigtige ting her i livet. Alkohol. Cannabis. Den der fjernstyrede helikopter, som du bare var nødt til at have, fordi du skulle se, om den kunne bære vandballoner. Men nu er det december, det er jul, og dit bullshit holder ikke længere. Du, og din sørgelige saldo på 2,73 kroner skal på en eller anden måde klare jer gennem julefrokoster, pakkelege og sammenkomster med din familie – hvilket du har brugt trefjerdedele af en måned på at fortrænge, hvilket er lig med, at du har 48 timer til at komme op med noget brugbart, hvilket betyder, at du er officielt fucked.

Advertisement

Heldigvis har vi efterhånden oparbejdet en eller anden form for ekspertise i at få folk til at kunne lide os, selvom vi er på røven og har levet på postevand og pebernødder siden den fjerde december, og derfor har vi sammensat en guide med 10 gaveideer til den glade men økonomisk udfordrede og desperate giver:

Billede via Flickr/Owen W Brown. Originalbilledet er redigeret.

Uendelige likes i et år

Likes er på mange måder mere værd end penge. Facebook-likes, Instagram-likes, YouTube-likes – vi lever i en digital tidsalder, hvor vores online thumbs-up er en eftertragtet valuta. En social valuta – og samtidig den absolut minimale anstrengelse, du som menneske kan yde for at vise et andet menneske, at du er nede med dem og det, de står for. Alt sammen på ét nanosekund. Derfor er garantien for, at du og dine likes vil være der, gennem tykt og tyndt, for at bakke op om at alt fra ligegyldige observationer om vejret til nederen, klichefyldte memes, sukkersøde one-liners og high scores i Battle Pirates en af de suverænt bedste gaver, du kan ligge under træet i år.

Og bare rolig – hvis modtageren skulle være en af de der NSA-forskræmte, gaffatape-foran-deres-webcam-typer, der ikke er at finde på nogen sociale medier, kan denne fantastiske gave også fungere med likets offline modstykke: en high-five.

Billede via Flickr/Tomas Amaral

2016-versionen af et mixtape: playlisten

Vi fortsætter i onlinesfæren med gaver, du selv kan generere som konkursramt digital native med perifær adgang til Windows 97-setuppet på dit lokale bibliotek. Playlisten er vor tids mixtape. Der er ikke noget, der siger personlig gave som at kæmpe dig igennem den nådesløse strøm af reklamer for Dr. Oetkers pizzaburger på dit sølle Spotify Free-abonnement for at konstruere en personlig playliste til en, der står dig nær. Men der er ingen, der siger, at du behøver at begrænse dig til musik. Instruér en personlig hjemmevideo på din iPhone. Lav en awesome retro tegning i MS Paint. Det er tanken, der tæller, ing?

Billede via Flickr/Tony Walmsley

Advertisement

Giv de ting tilbage, som du har lånt

Værdien af den her gave varierer alt efter, hvor stor en synder, du er i venne-RKI. Og ja, det er objektivt set et kæmpe dick move at pakke din vens PlayStation-controller ind i hans Samsøe Samsøe sweater, som du lånte i 1.g og siden har brækket dig på og revet flere huller i, smide en sløjfe om det og kalde det en julegave. Men julen handler om at sprede glæde blandt dem, du holder af, og hvis det betyder, at du endelig returnerer den der DVD-boks med første sæson NCIS, som du lånte dengang Bill Cosby stadig blev betragtet som en godhjertet patriark, og som gavemodtageren for længst har glemt: So be it.

Skærmbillede via Staracle.com

Navngiv en stjerne efter modtageren

Du er så heldig at leve i en tid, hvor menneskeracen er så meget på teknologisk forkant, at vi har udråbt os selv til universets enevældige overherrer og tildelt tilfældige internetsurfere retten til at navngive himmellegemer ad hoc. Og det kan du – selv med dit aggressive overtræk – benytte dig af i år via den revolutionære hjemmeside Staracle.com. Her kan frit søge på unavngivne stjerner i kosmos og kalde dem lige, hvad du har lyst til. Der følger et certifikat med og alt muligt.

Selvom et nærmere kig på den crowdsourcede, astrofysiske pionerhjemmesides Terms & Conditions afslører, at navngivningen af stjerner på staracle.com "er en symbolsk handling" og udelukkende noget, "der officielt kan gøres af International Astronomical Union (IAU)", bliver det ikke mindre fedt at have en fucking stjerne navngivet efter sig. Tænk på mulighederne. "Tak for de hjemmestrikkede strømper, farmor. Her er adskillige himmellegemer med dit navn på." Boom. Du er en intergalaktisk erobrer. Du har vundet julen.

Advertisement

Billede via Flickr/erocka

Din helt egen personlige, moderne slave

Forær dig selv væk som personlig assistent-slave for en dag. Eller giv gaven, der bliver ved med at give: Party-kortet. Party-kortet er et fiktivt kort, din gode ven kan smide, og så skal du stå til rådighed i 24 timer (eller indtil din ven ikke gider mere). Du skal så give din ven den ultimative festoplevelse, være hans wingman og sørge for, at han har det max sjovt. Kortet går på tur og trumfer alle andre faste aftaler.

Det eneste, der sådan set bestemmer, hvor grænsen går, er, hvor meget af din værdighed, du synes, du har tilbage og vil give afkald på. Bare husk at holde nogenlunde styr på, hvor mange party-kort, du giver væk, så du stadig har lidt tid til overs næste år til at få styr på dit usle, pengeløse trainwreck af et liv.

Blod, sæd, en lever eller øvrige dele af din anatomi

Nogle gange er det først, når du kigger ind i dig selv, at du kommer på de allerbedste gaveidéer. Dybt inde i dig selv. I forlængelse af budskabet fra forrige punkt om ting, du altid vil kunne forære væk, har du nu endelig svaret på, hvad du skal give din ven med akut nyresvigt i julegave. Har du et familiemedlem eller en kammerat, der er ved at blive skaldet? Paryk af eget hår. En god ven, der ikke kan få børn? To ryk og en julegave-aflevering. Har du den sjældne blodtype '0', som næsten alle kan bruge i en eventuel transfusion? Så er det med at lade blodbanken jage en nål i dig og dokumentere det og voila – filantropens foretrukne julegave, der potentielt kan redde liv.

Billede via Flickr/Maggie Brauer

Advertisement

En platonisk spiller

Det siges, at prostitution er verdens ældste erhverv, og i forlængelse af det, er der en vis sandsynlighed for, at seksuelle tjenester også er verdens ældste gave. Det er der en grund til. Hvis en SmartBox til en middelmådig champagnebrunch er noget, vi som samfund accepterer som en legitim julegave, kan jeg ikke se, hvad der skulle stå i vejen for at forære nogen en venligtsindet, platonisk spiller. Du behøver ikke engang foretage dig noget fysisk, hvis du føler, at det vil skabe akavede spændinger i venskabet. Hvis det at give en god gave betyder mere for dig end, at du ender som potentielt onaniobjekt for alle med internetforbindelse – for evigt – er der heller intet i vejen med noget godt, gammeldags, hjemmelavet amatørporno.

Der er selvfølgelig tilfælde, hvor denne gave er ekstremt upassende. Eller direkte ulovlig.

Billede via Flickr/Tim Patterson

Et eller bras du har liggende

Det her er en klassiker. Bare snup et eller andet bras, du formentlig engang har fået af en eller anden, du har glemt, hvem er på vej ud af døren. En statistik, som jeg netop har fundet på, illustrerer, at der hver jul anskydes at være et sted mellem 25.000 og 100.000 gaver i konstant omløb under de danske juletræer, der går fra den ene utaknemmelige modtager til den næste, i en uendelig kæde af re-gifting. Dette er både en fremragende løsningsmulighed til pakkelegsgaver, hvor gennemsnitsbudgettet som regel er lavt, og afsenderen anonym, samt en oplagt måde at skille dig af med noget af det ligegyldige ragelse, du har fyldt dit liv med. Alternativt: Plant en stikling fra en af dine stueplanter i dit grimmeste kaffekrus og lad, som om at det er noget, du har set på en eller anden hipsterific boligblog. Forvis uværdig litteratur og grimme nipsting fra din bogreol til gavesækken. Du behøver alligevel, allerhøjest, at eje to lysestager.

En sten kan også være kunst. Billede via Flickr/Nikolay Semenov

Advertisement

"Lån" noget

Lad os lige få én ting på det rene. Selvfølgelig opfordrer jeg dig, af juridiske og moralske årsager (mest juridiske), ikke til at begå kriminalitet. Specielt ikke her i juletiden. Men der eksisterer en kæmpe gråzone mellem de ting, der klassificeres som "tilhørende dig" og de ting, der "tilhører andre mennesker." En løs (læs: komplet ødelagt og defekt) brosten for eksempel. Et ægte stykke københavnsk historie, som du kan røre med dine egne hænder. Et par af de blomster, der er plantet uden for Borgerservice. De der rørepinde fra Starbucks. Servietter. Go-Cards. Gavemulighederne synes næsten uendelige – det er kun din fantasi og afslappethed omkring det, der står mellem linjerne i Straffeloven (eller måske på linjerne, hvem ved, du har ikke lige læst den for nylig), der sætter grænser.

Billede via Flickr/m01229

Bare skriv dit navn på nogen andres gave

Let's face it – trods alt mit besvær, er det nok det her, du ender med at gøre. For ikke alene er du fattig – du er også doven. Husk nu bare i det mindste at spørge dine forældre om, hvilken type blender, der er i den gave, dit navn nu er skrevet på, så du i det mindste ikke fremstår åbenlyst overrasket, når den bliver åbnet.