Jeg bliver ved med at forelske mig i deprimerede mennesker

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien/NZ

Før i tiden jokede jeg med, at jeg kun kunne score mænd med depressioner. Sådan var det både gået med samtlige af mine længerevarende forhold og med de mindre flirts. Jeg havde aldrig været sammen med nogen, der ikke havde været på antidepressiv medicin eller tilbragt tid hos psykiateren. Den mørke, grublende, indadvendte type: det tænder mig bare.

Jeg har altid selv kæmpet med angst og depression i perioder, så jeg har let kunne sætte mig i deres sted. Og så har jeg altid været ret omsorgsfuld; jeg kan godt lide at passe på folk, at prøve at udbedre situationer, og jeg elsker at forbinde folk med de mennesker, der ville kunne hjælpe dem. Jeg læser desuden til socialrådgiver.

Jeg vil ikke sidestille mine oplevelser som partner til nogen med en depression med den kamp, det er at være deprimeret. Men efter at have bruge mange år på at elske folk, der nok aldrig vil være i stand til at gengælde min kærlighed på samme måde, har jeg lært noget om at håndtere depressioner, som jeg tror kan være brugbart for andre. Jeg er en af de mange, mange kærester, der har siddet i stilhed med deres elskede og set dem spise for første gang i to dage, hvor de har gemt sig det eneste sted, de var trygge - i deres seng.

Når du er forelsket i nogen med en depression, kan det føles livsændrende at komme tæt på dem, fordi de ikke troede på, at de kunne være tætte med et andet menneske. Man føler sig speciel, fordi ens tilstedeværelse giver dem færre dårlige dage og flere gode dage. Når man er forelsket i en deprimeret person, lover man sig selv, at man aldrig vil se dem som syge, men i stedet som den intelligente, dejlige og omsorgsfulde person, som vedkommende i virkeligheden er. Som regel består den tanke til det sidste.

Men man bliver på en måde også suget med ind i sygdommens ensomme vakuum. Deres dårlige dage bliver dine dårlige dage. I stedet for at tage i biffen eller ud at spise bruger I bare tre timer på at ligge og putte i sengen midt på eftermiddagen. For det er det eneste, I har energi til.

Det bliver svært at sove. Nætterne går med, at du stirrer op i loftet, mens du tænker på den samtale, I havde tidligere på dagen, hvor han fortalte dig, at han ikke længere kan se en grund til at være i live. Man kan ikke sove, fordi tanken om livet uden den, man elsker, virker endnu mere ulideligt, end den smerte, man føler for ham.

Den angst, man føler for dem, kan blive til en tvangshandling: hvis man ikke tænker nok på dem og deres lidelse, eller tager sig nok af dem, så går det galt med dem. Du bliver besat af, hvad mere du kan gøre for at hjælpe dem.

Når du er forelsket i nogen med en depression, vil jeres telefonsamtaler nogle gange kun handle om, at han får en ny tid hos psykiateren. Kontakt studievejlederen på deres universitet. Sørg for, at han møder op til aftalt tid hos lægen. Du er grundpillen i han liv, fordi du elsker ham.

Engang, da jeg var på ferie i udlandet, blev jeg så optaget af min kærestes depression, at jeg var bange for at forlade mit hotel, hvis nu han skulle få brug for at komme i kontakt med mig. Jeg fik et panikanfald på Vancouver Island, da jeg ikke havde hørt fra ham, og jeg var sikker på, at han havde gjort sig selv fortræd.

Set i bakspejlet er det ret tydeligt, at det hverken var en sund eller holdbar måde, jeg prøvede at håndtere min partners sygdom på. Jeg følte mig helt hul indeni efter de forhold. Men der er ingen, der lærer dig, hvordan du skal passe på dig selv. I en ung alder bliver vi, især os kvinder, lært, at man skal sætte andre før en selv.

Men sandheden er, at man ikke kan redde nogen fra at drukne, hvis man ikke selv har lært at svømme.

Man kan ikke være en ordentlig støtte for et andet menneske, hvis ens egen psykiske sundhed bliver påvirket af deres depression. Jeg blev reddet af et 12 ugers mindfulness-kursus, der hjalp mig med at håndtere stressen og den paralyserende angst, der havde listet sig ind på mig, mens jeg havde prøvet på at få min eks-kærestes depression under kontrol.

Jeg fortryder helt klart at være gået ind i de her forhold uden nogle klare grænser og et støttende netværk. Men jeg har aldrig fortrudt et forhold med nogen, der var deprimeret. Mest fordi deres sygdom aldrig har været det, der har tiltrukket mig. Trods dens symptomer er depression ikke en ensom eller selvisk lidelse. Det kan godt være, at den påvirker alle, der elsker den deprimerede person, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er ingens skyld.

Du kan kun prøve at forstå, at du aldrig vil kunne kurere dem, uanset hvor højt du elsker dem, og hvor mange timer du bruger på at putte med dem. Den eneste, der kan gøre det, er dem selv.

Alle illustrationer af Madison Griffiths

Læs mere fra VICE lige her:

Jeg bliver ved med at forelske mig i heroinmisbrugere

Derfor droppede jeg min kæreste og to bedste venner ved at slette dem på Facebook

Jeg sagde 'ja' til alle de klamme stoddere, der lagde an på mig på gaden