Jeg faldt for en nigeriansk e-mail scam, fløj til Lagos og blev næsten tæsket ihjel

I dag kender de fleste nok til "419" scams, også kendt som "advance-fee" scams eller Nigeriansk e-mail svindel: Det er svindelnumre, hvor anonyme hustlere giver sig ud for at være korrupte Afrikanske regeringsansatte, kongelige eller flygtninge i eksil, der har i sinde at overføre Joachim Von And-agtige beløb til din konto. De sender invitationer ud til tusindvis af e-mailadresser, og indimellem er der et godtroende offer, som bliver narret til at give dem sine private bankinformationer. Der er selvfølgelig undtagelser, men de fleste mennesker, der er i besiddelse af både øjne og tastaturer, kan lugte en lort, når den lander i deres indbakke. Alligevel falder nogle i fælden.

Den slags svindelnumre var trods alt mindre kendte i 2003, som var året hvor en af mine venners far blev seriøst taget ved næsen. Den dengang 42-årige Laurent (ikke hans rigtige navn) var sælger hos et medicinalfirma og bosat på øen Réunion (en franskstyret ø i Det Indiske Ocean). Da han modtog et tilbud via email om at hjælpe med at hvidvaske syv millioner kroner fra en nigeriansk bankkonto, lod det til at være den perfekte løsning på hans finansielle problemer.

I stedet blev han tæsket sønder og sammen og efterladt i et fremmed land. Jeg talte med ham for nylig for at høre, hvad fanden der egentligt skete:

For 10 år siden sad jeg derhjemme og spillede skak på min computer, da der kom en e-mail fra en, der hævdede at være guvernør i Lagos, Nigeria. I emnefeltet stod der bare HASTER, så jeg læste den med det samme – faktisk læste jeg den mange gange i træk. Jeg kunne slet ikke tro mine øjne.

Jeg kan ikke huske e-mailens præcise ordlyd, men i korte træk var det noget med, at guvernøren for Lagos' vestlige valgkreds, Bola Tinubu, havde gemt omkring syv millioner kroner på en hemmelig bankkonto for at undgå at skulle betale skat af dem. Pengene var stjålet fra de offentlige midler, og Tinubu familien kunne ikke bruge dem, fordi de blev overvåget af regeringen.

De havde brug for en udlænding, der kunne komme til Lagos, hæve pengene fra kontoen og indsætte dem i en schweizisk bank. Det var der, jeg kom ind i billedet. Hvis jeg sendte 9000 kroner i kontanter til en adresse i Lagos, ville de booke et værelse på et luksushotel, og så skulle jeg komme forbi og underskrive nogle papirer, som skulle forberedes af en advokat, hvis gebyr ville løbe op i yderligere 9000 kroner. Til gengæld ville jeg få fem procent af de syv millioner, hvilket lød rimeligt i mine ører.

Jeg havde aldrig modtaget den slags e-mails før. Der var nogle sproglige fejl, men jeg tænkte, at det nok bare var fordi, at ham der skrev den ikke talte fransk. Han talte sikkert Hausa eller Igbo eller et af de mange andre sprog, de taler i Nigeria. Og Bola Tinubu var rent faktisk en nigeriansk politiker, som var guvernør i Lagos' vestlige valgkreds. Det var den eneste del af e-mailen, som ikke var løgn.

På det tidspunkt havde jeg gæld og desperat brug for pengene. Jeg havde haft en lang cyklus af ansættelser og fyringer og stod igen yderst på vippen i mit job hos et medicinalfirma. Den nigerianske aftale lød perfekt. Efter jeg havde trukket omkostningerne til flybilletten og de 18.000 kroner, jeg skulle give til de nigerianske kontakter, fra, stod jeg stadig til at tjene over 280.000 kroner, hvilket ville hjælpe min families økonomi tilbage på sporet. Og så ville jeg oven i købet få nogle dages ferie i Nigeria. Jeg er godt klar over, hvor dumt det lyder i dag (og hvor tydeligt det var, at det var fup), men det gav på en måde mening, for jeg vidste godt, at magthaverne i Nigeria var ekstremt korrupte. Jeg tænkte godt, at situationen i e-mailen var lidt langt ude, men det lød også okay sandsynligt, og jeg var desperat for at kunne forsørge min familie.

Jeg testede mine nigerianske kontakter af i en måned. Vi sendte nok ti e-mails frem og tilbage, før jeg var sikker på, at den var god nok. Måske forsøgte jeg underbevidst at overtale mig selv til at gøre det. Jeg er ret overtroisk, så en aften sagde jeg til mig selv, 'Alright, hvis jeg vinder et spil hjerterfri med færre end 15 point, så gør jeg det.' Jeg har aldrig vundet et spil med så lav en score, så da jeg endte med 11 point, tog jeg det som et tegn og besluttede at købe en billet.

Jeg fortalte ikke nogen om turen – heller ikke min kone, for hun vidste ikke, hvor galt det stod til med vores økonomi. Jeg fortalte det kun til en af mine venner – en fyr jeg plejede at gå i byen med. Jeg vurderede, at han ikke ville fortælle det til nogen, og desuden var jeg nødt til at låne penge af ham til flybilletten.

Jeg sagde til min familie og mine venner, at jeg skulle til Nigeria for at forhandle en kontrakt hjem til salg af insulinpumper, hvilket var en plausibel undskyldning i forhold til mit job. Det var endda en slags forfremmelse. Mine venner fejrede min nye status, og min kone var så stolt, at jeg næsten troede på min egen løgn. Jeg sendte de første 9.000 i kontanter til nigerianerne og steg på flyet til Lagos.

Jeg landede i Murtala Muhammed International Airport i slutningen af april, hvor jeg fik et turistvisum for 10.000 nairas (omkring 350 kr). Den første del af rejsen gik efter planen. Da jeg kom ud af lufthavnen, stod der to store fyre iklædt jakkesæt, slips og store guldringe og ventede på mig med et skilt med mit navn på. De kørte mig til et fire-stjernet hotel i en sort sedan. Mine "kontakter" havde rent faktisk booket et hotelværelse til mig - så langt, så godt.

"Vi ses i morgen," sagde en af dem til mig. "Du skal medbringe den anden halvdel af pengene i kontanter. Du modtager en konvolut med 350.000 kroner en time efter, at advokaten går, og så kan du færdiggøre processen alene. Vi venter sammen med dig på, at han kommer tilbage. Vi håber, at den herre vil nyde sit ophold her i Nigeria."

Den herre! Nu troede jeg selvfølgelig mere end nogensinde før på, at alt det her var fuldstændig efter bogen, og at jeg var en meget vigtig person.

Samme aften spiste jeg middag på en fin restaurant inde i byen, hvor jeg mødte en hollandsk ingeniør, der arbejdede for et oliefirma. Efter vi havde talt sammen et par minutter, sagde han til mig: "Organiseret kriminalitet er jo virkelig udbredt i det her område. Nogle gange bliver folk berøvet, banket og endda kidnappet for penge – især europæere."

På det her tidspunkt havde jeg allerede brugt så mange penge på at komme til Nigeria, at jeg besluttede mig for at ignorere, hvad der i bagklogskabens klare lys var en stor, fed advarsel. For mig galt det kun om at få fat i pengene så hurtigt som muligt. Efter jeg havde sagt godnat til ingeniøren, hævede jeg de 9000 kroner, jeg skulle bruge for at færdiggøre handlen, og gik op på mit værelse.

Sent om aftenen modtog jeg to opkald fra mine nigerianske kontakter, som bekræftede vores møde dagen efter, og et tredje opkald fra en ivoriansk mand, der præsenterede sig som advokaten og understregede vigtigheden af at medbringe de 9000 kr.

"De penge gør os i stand til at færdiggøre overførslen og alle transaktionerne," sagde han på fransk med en tyk afrikansk accent. Jeg forstod ikke alt det, han sagde, men jeg svarede, at jeg nok skulle tage pengene med.

Om morgenen modtog jeg endnu et opkald, og denne gang fik jeg at vide, at vi skulle mødes i finanskvarteret tæt på hotellet. Jeg var overhovedet ikke nervøs. Der er masser af mennesker dernede, og de ville ikke have en chance for at mishandle mig på nogen måde.

Jeg blev eskorteret fra hotellet og hen til den samme bil, de havde hentet mig fra lufthavnen i. Da chaufføren gav mig de juridiske papirer på parkeringspladsen, blev jeg for første gang seriøst i tvivl om handlens autencitet. De her angiveligt officielle dokumenter, som skulle være underskrevet af nigerianske myndigheder, var tydeligvis falske. De var printet dårligt, og der var stave- og grammatikfejl over det hele.

Der var fire mænd i jakkesæt inde i bilen, da jeg satte mig ind. Der var fuldstændig stille under køreturen, der endte ti minutter senere i en lille gyde. Pludselig kunne jeg mærke en boblende fornemmelse i maven – min tvivl, som havde været der hele tiden, blev pludselig bekræftet, og jeg vidste præcis hvad, der skulle til at ske.

"Giv os alt hvad du har," sagde en af fyrene til mig.

I starten nægtede jeg og truede med at gå til politiet. Det kunne de ikke lide, så tre af dem sprang på mig og tævede mig, til jeg mistede bevidstløsheden - og den mistede jeg hurtigt.

Jeg vågnede i et tomt rum med blå mærker overalt på min krop og mit ansigt. Jeg var sikker på, at de ville slå mig ihjel. Efter omkring et kvarter kom en af dem ind og sagde, "Hør, vi vil ikke gøre dig fortræd – det eneste vi vil have er dine penge. Men hvis du går til politiet og sladrer om noget som helst, så slår vi dig ihjel med vores bare næver. Vi skærer din fucking hals over. Er det forstået?"

Jeg nikkede.

De slæbte mig ud til bilen, kørte langt ud midt i ingenting og smed mig ud af bilen. Jeg rejste mig op og børstede mig af. Jeg var i live og havde det tøj, jeg stod i, men ingen pung og intet pas. Udover nogle træer og nogle små huse i det fjerne var der ikke andet end støv og den brændende varme, asfalterede vej, der strakte sig ud i horisonten.

Jeg fandt til sidst et busstoppested. Her tiggede jeg om at få lov til at køre med tilbage til byen, hvor jeg hentede min taske og mine sidste euro på hotelværelset. Der var ikke booket mere end en enkelt nat på luksushotellet, så jeg måtte tage et værelse på et snusket hotel, der primært blev beboet af prostituerede og deres kunder. Stønnelydene holdt mig vågen hele natten.

Om morgenen så jeg mig selv i spejlet. Mit hævede ansigt var dækket af mærker, der gik fra en let lyseblå nuance til helt blodrød. Jeg tog hen til den franske ambassade for at udfylde en ansøgning om et nødpas. Mens jeg ventede på, at det bureaukratiet kom i sving, tiggede jeg de lokale om at få lov til at bo hos dem. Der var et par stykker, der sagde ja, og i fire dage tog jeg fra den ene lejlighed til den anden og sov, hvor jeg kunne. Jeg tror, at alle kunne regne ud, hvad der var sket med mig, ud fra mit sønderbankende ansigt.

Jeg havde ikke lyst til at tage hjem til Réunion Island, for jeg kunne ikke se folk i øjnene derhjemme. I stedet ændrede jeg destinationen på min returbillet og besøgte min fars hus i Paris' forstæder for at være lidt alene. Jeg ringede til min familie dernedefra, og de var meget bekymrede. Det var dejligt at tale med dem, men det var samtidig ubehageligt og gjorde ondt. Jeg var nødt til at lyve for min kone om, hvad der var sket i Nigeria, og hvorfor jeg var i Paris. I den version, jeg fortalte, var forretningsrejsen gået fint, men der var problemer med min far. "Jeg er nødt til at blive her hos min far," sagde jeg til hende. "Han har det virkelig skidt, og jeg er nødt til at blive hos ham, hvis der sker noget med hans hjerte."

Jeg blev i Paris i næsten en måned for at samle tankerne og vente på, at de blå mærker fortog sig. Jeg arbejdede online for medicinalfirmaet fra Frankrig og tog et deltidsjob for at tjene nogle af de penge tilbage, som jeg havde mistet, og for at kunne betale for flybilletten tilbage til Réunion. De eneste job, jeg kunne finde, var som graver, så jeg arbejdede på en kirkegård i tre uger.

Jeg kom tilbage til øen i starten af juni og talte så lidt som muligt om, hvad der var sket. Jeg er sikker på, at det har virket virkelig underligt, men jeg kunne ikke gøre andet. Ind imellem kigger jeg på nigerianernes e-mails, og så ser jeg masser af ting, som ikke giver mening, og bliver rasende på mig selv for at være sådan en idiot. Til sidst slettede jeg dem, enten af stolthed eller for at skjule dem fra min kone – jeg er stadig ikke helt sikker.

Jeg får stadig e-mails ligesom den, der ledte mig ud på min katastrofale rejse, men nu sletter jeg dem med det samme uden overhovedet at læse, hvad der står i dem. I dag er jeg blevet skilt fra min kone, som stadig ikke ved, hvad der skete i Nigeria. Jeg har aldrig talt om det før nu.