​Mød den 90-årige dame der forførte og dræbte nazister som teenager

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

90 år gamle Freddie Oversteegen var en af de få kvinder, der var aktiv i den hollandske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig, sammen med sin søster Truus og Hannie Schaft, som blev dræbt, lige før krigen sluttede. Da Freddie var 14 år gammel, kom en fin herre på besøg og spurgte hendes mor, om hun ville tillade sine døtre at blive en del af modstandsbevægelsen – ingen ville mistænke to unge piger for at være rebeller, mente han. Og han havde ret. Oversteegen-søstrene flirtede med nazikollaboratører, ledte dem ud i skoven, hvor mændene fik en kugle for panden i stedet for en tur i høet.

Hannie Schaft endte med at blive berømt: En biograffilm blev lavet om "Pigen med det røde hår," og hun fik en hædersbegravelse med deltagelse af Dronning Wilhelmina og Prins Bernhard af Holland, mens over femten hollandske byer har gader opkaldt efter hende. Truus Oversteegen fik en karriere efter krigen som taler ved mindehøjtideligheder, og som kunstner. Hendes lillesøster Freddie fik aldrig så meget anerkendelse for sin deltagelse i modstandskampen, indtil den hollandske filmskaber Thijs Zeeman besluttede sig for at gøre hende og hendes søster til emnet for sin nyeste TV-dokumentar To søstre i modstandsbevægelsen.

Jeg besøgte Freddie 4. maj – den årlige mindedag i Holland - for at spørge, hvordan det var at forføre og dræbe nazister.

VICE: Jeg kan forstå på det hele, at vi ikke har så lang tid til interviewet.
Freddie Oversteegen: Det er korrekt. Jeg skal mødes med nogle andre kl. 2 for at spille Scrabble. Det gør jeg to gange om ugen. Man kan ikke melde afbud, når man har sagt, man ville komme.

Vinder du tit?
Ingen kommentarer.

Hvordan er det for dig at tænke tilbage på krigen på mindedagen? Hvordan har du det, når du vågner på sådan en dag?
Jeg føler en smule frygt. Og det er endnu værre i dag, fordi jeg skal til tandlægen i morgen. Det glæder jeg mig ikke til.

Skal du nogle steder hen i dagens anledning?
Ja, jeg skal til IJmuiden. Folk lægger kranse der, også en i mit navn. Og jeg får lov at sidde på forreste række blandt alle de store kanoner.

Hvad tænker du på under de to minutters stilhed?
Ikke noget. Jeg lukker bare fuldstændig ned for tanker. Og så tænker jeg på at mange mennesker er faldet. Jeg kan huske, hvordan folk blev hentet i deres hjem. Tyskerne hamrede på dørene med kolben fra deres gevær – det larmede så meget, at man kunne høre det i hele nabolaget. Og de råbte altid – det var meget skræmmende. Hvilken avis er det her interview til forresten?

Det er til VICE, som er et online medie. Jeg kan se, du har en computer, så…
Ja, men den har ikke internet. Mine børn mener, at det er bedst, hvis jeg ikke går på nettet.

Jeg skal nok sørge for, at du får lov at læse det. Nu tilbage til tiden før internettet. Du var 14, da du og din sister Truus – som var 16 på det tidspunkt – blev spurgt, om I ville kæmpe i modstandsbevægelsen. Sagde jeres mor ja med det samme?
En mand med hat kom gennem døren og spurgte min mor, om han måtte spørge os. Og det gjorde han, så ja, hun var OK med det.

Hvor var din far?
Min mor var blevet skilt fra ham, hvilket var ret unormalt dengang. Hun havde bare fået nok en dag – vi boede på et stort skib i Haarlem, men min far tjente aldrig nogle penge og betalte ikke noget til huslejen. Det var ikke en grim skilsmisse eller noget. Han sang en fransk farvelsang fra forstavnen af båden, da han rejste væk. Han elskede os, men jeg så ham ikke så tit efter det.

Så I tre fandt et andet sted at bo?
Ja, i en lejlighed, hvor vi sov på stråmadrasser. Min mor havde selv lavet dem. Jeg kommer fra en ret speciel familie. Vi havde ikke meget, men min mor fandt altid på noget. Og vi sang altid. Lidt senere fik vi en lillebror fra en anden far.

Skjulte I også mennesker i huset?
Ja, bestemt. Før krigen brød ud i Holland – da vi stadig boede på båden – var der nogle folk fra Litauen skjult i bunden af skibet. Under krigen havde vi et jødisk par, der boede med os, og det var derfor, at min søster og jeg vidste så meget om, hvad der foregik. De skulle egentlig være vores fjender, fordi de var kapitalister og vi var kommunister.

Da du blev spurgt, om du ville være med i modstandsbevægelsen, havde du så nogen anelse om, hvad det indebar?
Nej. Jeg troede, vi skulle starte en hemmelig hær. Manden, der hvervede os, sagde, at vi ville modtage militær træning, og de lærte os ting og sager. Nogen lærte os at skyde, og vi lærte at marchere i skoven. Jeg tror, vi var syv personer dengang – Hannie var ikke kommet med endnu, og vi var de eneste to piger.

Meget senere var der en højtstående nazist, der blev dræbt i den samme skov, og han blev også begravet der. Men Truus og jeg fik ikke lov til at være der, da det skete – de mente ikke, det var noget for piger.

Hvad var din rolle i den mission?
Jeg skød ham ikke – det gjorde en af mændene. Jeg skulle passe på min søster og holde udkig fra et højt sted for at sikre, at ingen kom forbi. Truus havde mødt ham på en dyr bar, forført ham, og så taget ham på en lille tur i skoven. Hun sagde: "Vil du med ud og gå en tur?" og selvfølgelig ville han det. Så mødte de nogen – det skulle ligne et tilfælde, men han var en af os – og den ven sagde til Truus: "Unge dame, du ved godt, at du ikke burde være her." De undskyldte, vendte sig om og gik væk derfra. Så blev skudene affyret, så manden vidste, hvad der ramte ham. De havde allerede gravet et hul, men den del fik vi ikke lov til at se.

Det havde du det okay med?
Ja, jeg havde ikke lyst til at se det. De fortalte os senere, at de tog alt hans tøj af, så man ikke kunne se, hvem han var. Måske er han der stadig.

Du var to år yngre end din søster. Var hun den modigste af jer to?
Da vi var yngre, sagde hun altid: "Det her er min smukke søster." Og det var sandt. Hun var et grimt barn. Men hun var den modige. Og hun var virkelig god til at tale foran forsamlinger – det gjorde hun også en del efter krigen. Hun kunne altid sine taler udenad. Hun havde aldrig brug for noter. Men sådan er det ikke mere.

Du nævnte, at hun lider af demens. Plejede I at snakke meget om krigen?
Ja, altid. Vi behøvede aldrig sige "kan du huske dengang…" for det var altid i ens bevidsthed.

Truus bearbejdede krigstraumer gennem den kunst, hun skabte. Hvordan gjorde du?
Ved at blive gift og få børn. Og jeg babysittede tit Truus' børn, fordi hun havde så travlt. Hun besøgte Hannie meget – Hannie Schafts mor. Jeg har altid været lidt misundelig over, at hun fik så meget opmærksomhed efter krigen, men så tænkte jeg bare, "jeg var også i modstandsbevægelsen." Ved du, hvad jeg vil nu?

Hvad?
Lave en sandwich og en kop te. Jeg har været oppe siden klokken 6.

Læs mere fra VICE om 2. Verdenskrig og nazisterne:

Sådan er det at vokse op som sort barn i Nazi-Tyskland

Hitler og de andre nazister var tossede med crystal meth og morfin

"Greetings from Auschwitz" er en bog fyldt med postkort fra den værste ferie nogensinde