Roland Møllers mange roller

Da jeg ankommer til starten af Blågårdsgade til aftalt tid, er Roland Møller ingen steder at se. Fotografen er til gengæld ankommet og peger mig i retning af en imposant person i dunjakke, der er på vej den anden vej, mens han fumler med at tænde en cigaret. Jeg halser efter denne Roland Møller-lignende type, som øjensynligt forsøger at løbe fra vores aftale i et, indrømmet, rimeligt taknemmeligt tempo. Jeg indhenter ham foran en sportsbutik længere nede af gaden, hvor han kigger på kondisko, og får stakåndet fremstammet hans navn.

Det går op for mig, at jeg har sneget mig ind på manden, der gennem sin rasende ubehagelige karakter "Mureren" i filmen R i årevis har hjemsøgt mine rolige stunder. Han vender sig i langsomt om, og jeg bereder mig på at tage imod det, der nu utvivlsomt kommer min vej. Men det er ikke psykopaten Mureren, der står foran mig. Det er skuespilleren, som jeg for nyligt oplevede i Martin Zandvliets film Under Sandet, der i øjeblikket går sin sejrsgang verden over.

"Er du Andreas? Jeg er Roland. Hyggeligt at møde dig," lyder det på klingende fynsk.

Roland Møller er opmærksom og fortæller levende og med store bevægelser. Selvom han netop er vendt hjem fra en promoveringsturné, der har taget ham rundt over hele kloden fra Toronto til Tokyo, virker han oprigtigt interesseret i at underholde såvel som at sikre sig, at vi nyder hans selskab denne eftermiddag. Man mærker tydeligt, at man står over for en mand med livserfaring. Hans ansigt er furet, og selvom han ikke udsender andre signaler end venlighed, fornemmer man alligevel antydningen af den person, som den smilende og muskuløse krop foran mig engang husede. Det til trods, er det alligevel svært at koble det menneske, der i en årrække levede af kriminalitet, til personen, der nu står foran mig med en espresso i hånden.

Roland Møller startede først sin karriere som skuespiller tidligt i sine fyrrere, men ifølge ham selv har et liv med kriminalitet været et godt udgangspunkt; en god indgang til hans nye profession. "Jeg har spillet skuespil hele mit liv. I den verden, jeg løb rundt i før, da jeg var kriminel, handlede det om at spille skuespil og kalde hinandens bluff."

De mange år som kriminel er ellers ikke noget, som Roland Møller bryster sig af. Han erkender, at det ikke var nogen let sag at bryde ud af den kriminelle løbebane, og at han stadig har kontakt til folk i miljøet.

"Det var sgu svært nogen gange. Når man sidder pisse flad og hører nogen snakke om kriminalitet, så tænker man, hvis jeg satte ham her sammen med ham den anden, jeg snakkede med igår, så kunne jeg lave 10.000 nu og her," siger han. Han står ved sin fortid, men han er også træt af, at han altid skal være ham den tidligere kriminelle.

Siden Roland Møller slog igennem med R, hvor han i bedste fængselsstil gjorde Pilou Asbæks karakter Rune's liv til et helvede bag tremmerne i Horsens Statsfængsel, har han skabt furore i den danske filmbranche. Dengang gik bølgerne højt om denne tidligere kriminelle, der blev nomineret til en Bodil for sin første filmrolle. Som tiden gik blev det dog lysende klart, at Roland Møller var kommet for at blive. Denne autodidakte skuespiller, som stjal scenen fra sine nye kollegaer, lagde kun på, som rollerne langsomt blev større og større.

Nu har han taget endnu et skridt op af karrierestigen med sin første hovedrolle i Martin Zandvliets film Under Sandet, der handler om en flok tyske drenge, som bliver tvunget til at rydde miner på den jyske vestkyst efter 2. Verdenskrig. Filmen har allerede inden den officielle premiere i december været genstand for masser af hype i udlandet. For Roland Møller er filmen ikke alene hans første bærende hovedrolle - det er også første gang han skal spille skuespil på et fremmedsprog, da de fleste af hans replikker i filmen er på tysk.

"Jeg løj jo helt vildt meget, da jeg blev tilbudt rollen og fik at vide, at jeg skulle tale tysk. Eller, jeg troede faktisk, at jeg kunne tale tysk, så måske løj jeg ikke rigtigt. Min mormor var tysker, og hun lærte mig at tale sproget. Men jeg har ikke talt tysk siden hun døde, da jeg var en 17-18 stykker."

"Da vi så var til kostumeprøve i Tyskland, hvor jeg første gang mødte de tyske drenge, var der en, der fik det lyse indfald, at vi skulle øve replikker. Da jeg så begyndte at tale tysk, var den første af drengene flad af grin. Jeg prøvede at blive i rollen, så jeg bad ham tage armbøjninger. Kort efter lå der otte drenge og tog armbøjninger, mens de andre stadigvæk grinende. Så kiggede jeg lidt rundt og sagde: jeg skal nok hjem og øve mig lidt på sproget."

Vi har efterhånden bevæget os fra Blågårdsgade og hen til kvarteret omkring Guldbergsgade og Skt. Hans torv, hvor Roland har boet i en årrække. Hvert hjørne har sin egen historie, og Roland kender dem alle. Vi går på en juicebar, hvor han bestiller det sædvanlige, æblejuice med ingefær og mynte, som i øvrigt ikke er at finde på menukortet.

Roland taler lidt vind og vejr med ejeren, som han kender indgående, da en ung fyr kommer ned i det rummelige kælderlokale.

"Får du passet din træning?" spørger Roland. Den unge mand nikker og forsikrer ham om, at han skam træner flere gange hver dag.

"Han boede hos mig på tidspunkt, da han ikke havde andre steder at gå hen. Han er en god knægt, MMA-kæmper, han skal nok blive til noget," fortæller Roland, mens han tænder endnu en cigaret i det øjeblik, vi kommer udenfor. Den evige cigaret i hans højre hånd har dagen igennem fungeret som en rekvisit. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke, at dette møde på sin vis har karakter af en opvisning, hvor jeg selv og fotografen er det eneste publikum. Men så snart tanken har manifesteret sig brydes illusionen, da Roland Møller, for gud-ved-hvilken-gang, med samme iver anråber en cyklist, der haster forbi os på Guldbergsgade.

Roland Møller befinder sig bedst i rollen som den undertippede. Da han kom hjem fra Tyskland med et bedre begreb om sine egne tyskkundskaber, hyrede han en privat tysklærer og terpede verber. Sproget kom hurtigt tilbage og snart oversatte de to alle hans replikker, så de lå tættere på hans eget sprog. Når folk forventer han vil fejle, så arbejder han endnu hårdere for at vise kritikerne, at de tager fejl – at han kan sit fag, selvom han ikke har gået på teaterskolen.

"Jeg synes ikke, jeg kan tillade at kalde mig selv for skuespiller. Folk har studeret det her hele deres liv. Derfor er det også liv og død, når kameraerne kører. Så skal jeg levere," forklarer Roland Møller. Han kender sit eget ry i branchen. Som ham, der kom ind fra gaden. Ham, der fik sin første store rolle foræret. Han føler, at han skal arbejde hårdere og længere end de andre. Han ved, at hver gang han får en rolle, så er der en uddannet skuespiller, der må gå skuffet hjem fra audition.

Han er også klar over, at der er meget om faget, han ikke ved. "Jeg har stadig svært ved at græde foran kamera. Når jeg græder, så er det til X Factor eller Extreme Makeover - ikke over mig selv," siger den fynske skuespiller, der måtte ty til at kigge på et billede af sin afdøde hund på sin iPhone, da han skulle lade tårerne trille i en scene i Under Sandet, der dog ikke er med i filmens endelige version.

Vi forsøger at tale videre, men hver gang samtalen får lidt liv, bliver vi afbrudt af Rolands bekendte fra kvarteret. Alle vil hilse og småsludre om alt og ingenting, ikke mindst Roland, der gladeligt kæler med hunde og spørger ind til familier og hverdagsproblemer. Ingen bider mærke i mig og fotografen, der med slet skjulte utålmodige smil skutter os i efterårskulden. Fotografen og jeg beslutter os for, at vi må væk fra Guldbergsgade, hvis interviewet skal han chance for at fortsætte. Vi går forbi Rolands gamle lejlighed og samtalen bliver gradvist mindre letbenet og mere alvorlig.

"Alt det arbejde, jeg laver med de her drenge," siger han med henvisning til sit frivillige arbejde med at hjælpe unge drenge ud af kriminalitet, "det gør jeg selvfølgelig for dem, men jeg gør det nok lige så meget for mig selv. Jeg har mistet en masse år på at være i et kriminelt miljø og ved at hjælpe unge med at styre væk fra kriminalitet, kan jeg i det mindste få de år til at betyde noget."

"Du får mig hele tiden til at snakke om det," siger han til mig, ikke uden irritation.
Før R udkom gik han selv til pressen og lagde alt på bordet. Men her, fem år senere, er historien stadig interessant. Han fortæller, at han i øjeblikket har blikket fast rettet mod udlandet, mod at lave film i Hollywood, og at han allerede har en agent i LA LA land - "den samme som Tom Hardy," som han siger med glimt i øjet.

"Men du må da også vide, at hvis du først får succes i udlandet, så skal du til at fortælle om din fortid igen," siger jeg. "Ja, det er rigtigt. Men det er jo Hollywood, det må man bare tage med."

Mere fra VICE:

Sådan fik jeg min panikangst under kontrol

Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag

Ting du bør vide, hvis du skal i fængsel i Danmark