Tanzanias guldfeber

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Tanzanias guldfeber

Hundredevis af guldgravere er flokket til en støvet slette midt i Tanzania, hvor de kæmper om at udvinde guldet, før staten overtager minerne.

Alle billeder er taget af forfatteren.

Tanzania er en af Afrikas største guld-producenter. Selvom de store mineselskaber står for størstedelen af guldeksporten i landet, bliver omkring 10% stadig udvundet af fattige guldgravere. De søger desperat efter den store guldåre der, hvor metallet er fundet, men hvor staten endnu ikke har udstedt minelicenser. Hvis de nyopstartede udgravninger viser sig at være frugtbare, rykker investorer ofte ind med udstyr og egne gravere, hvorefter de fattigere guldgravere må forlade området. Fotograf Janus Engel Rasmussen tog i starten af november til en tør slette i det centrale Tanzania for at opleve landets tilbagevendende guldfeber.

Advertisement

Hundredevis af guldgravere er for nyligt strømmet til en støvet slette i midten af Tanzania, efter at der blev fundet spor af guld nær landsbyen Chikloma. Her kæmper de om at udvinde guldet, før staten overtager minerne.

Det skramler når de rustne skovle griber ned i den stenfyldte jord, og luften fyldes med små, røde støvskyer, når sandet slipper skovlen. Det kradser i lungerne, men de unge arbejdere knokler taktfast videre, mens hullet langsomt bliver dybere. Solen bager ned over de beskidte kroppe, der koncentreret flytter jorden fra en bunke til den næste. Mindre jorddynger bliver smidt på en lille hældning, der er overdækket af et stykke net med masker på størrelse med tokroner. En dreng tømmer en balje mudret vand ned over hældningen og vasker det meste af jorden væk, til der kun ligger sten tilbage. Han har bare fødder, og det er næsten umuligt at se, hvad der er hud, og hvad der er mudder. Hvis heldet er med dem, gemmer guldet sig i de tilbageværende sten.

"Jeg stopper, når jeg har to-tre kilo guld. Så tager jeg tilbage til min familie," siger Rashid Ali på 39 år, der er leder af udgravningen ved hullet.

På to uger har han fundet lige under et halvt gram guld til en værdi af omkring 30.000 Tanzanianske Schilling eller ca. 90 kr. Han er rejst hertil fra Mbeya i det sydlige Tanzania og har brugt hele sin opsparing undervejs. Nu håber han på det bedste.

35-årige Godfred arbejder i dybden og har brug for 200.000 TSH (ca. 600 kr.) for at kunne bestikke sig til et nyt job. Før arbejdede han som chauffør, men af grunde han ikke vil ind på, mistede han sit job.

Rashid og syv andre mænd arbejder omkring hullet i alle døgnets lyse timer. De graver stadig i overfladen, for selvom guldminen i Chikloma ikke er mere end en måneds tid gammel, var alle pladserne i bunden af skråningen taget, da han ankom til stedet. Rashid og hans gruppe skal derfor igennem et stort lag af sand og jord, inden de kommer ned til den hårde undergrund, hvor det store udbytte kan findes.

Advertisement

"Senere skal jeg vise dig guld," siger han med et selvsikkert smil uden at stoppe arbejdet.

"Folk kommer ikke hertil for at blive rige. De kommer bare for at få et nogenlunde liv," siger Anton Lyamunda. Som den ældste og mest erfarne blev han udvalgt til at lede en af de andre udgravninger. Sådan udøver minearbejderne en form for selvjustits og undgår på denne måde tyverier mellem arbejderne. Men selvom drømmen om den store guldåre lever, så ved guldgraverne også, at staten før eller siden kommer og udsteder minelicenser til store udenlandske investorer, fortæller Anton.

"Der opstår altid problemer mellem de store investorer og minearbejderne, men i sidste ende tilhører jorden staten," siger han.

Selv for de lokale er den afrikanske sol for hård i længden, så nogle af guldgraverne dækker sig til med elefanthuer og store jakker.

Siden 1979, hvor det blev lovligt at søge efter guld med en såkaldt "exploration-license", har selvstændige minearbejdere som Anton opsøgt lovende områder i håb om at finde guld og arbejde. Ifølge FN ligger antallet af selvstændige minearbejdere på mellem 500.000 og 1.500.000. Staten udsteder licenser til enkeltpersoner og grupper af arbejdere, og hvis udbyttet så viser sig at være omfangsrigt, udstedes en "mining-license" – ifølge Anton oftest til udenlandske investorer, der kan tilbyde bedre værktøj, sikrere arbejdsforhold og en højere indtjening. Desværre har sådanne investorer ofte sine egne arbejdere med, og de fattige guldgravere må søge andetsteds, hvor de kan arbejde under samme forhold uden at have nogen egentlig udsigt til et substantielt udbytte.

Advertisement

"Når investorerne kommer, ansætter de aldrig os, der er her. Sådan plejer det at være," siger Anton

Ved Rashids hul arbejder de for at komme igennem det massive lag sand og jord og ned til undergrunden, hvor de håber at finde guld. Drengene arbejder hver dag og lever hovedsageligt af vand og Ugali (Majsmos).

Selvom Tanzania er blandt verdens fattigste lande, har de haft en del succes med at lokke investorer og donorer til. Landet har i dag en af de bedste vækstrater syd for Sahara med et gennemsnit på 6,9% siden 2006. Dette skyldes blandt andet, at Tanzania har været sparet den slags interne stridigheder, som har efterladt talrige afrikanske lande udmagrede. Landet har en stabil politisk historie, og selvom bølgerne kan gå højt i valgperioder, forløber de demokratisk og fredeligt efter kontinentets standarder. Alligevel er Tanzania et af de fattigste lande i regionen, og omkring 34 procent af landets 44 millioner mennesker lever i fattigdom.

Heriblandt Anton, der som en af de første, der ankom til Chikloma, fik plads helt nede i bunden af skråningen, hvor der er kortere vej igennem jorden ned til den hårde undergrund. Omkring 15 arbejdere knokler omkring hans hul, der nærmer sig 10 meter i dybden. Med syl og hammer banker de sten ud af undergrunden og samler stumperne sammen i store hvide sække. Hullet er sponsoreret af en privatperson, der stiller værktøj til rådighed og betaler arbejdernes mad. I bytte tager han 60% af det guld, de udvinder, før staten vælger at rykke ind.

Zefania Metada (i midten) har været ved minen i tre uger. Han ankom kun en uge efter de første guldgravere slog sig ned. Han ville ønske, at det stadig var lovligt at bruge dynamit til at fremskynde arbejdet, men han ved det er for farligt. Istedet sætter han tempoet ned ved at ryge bhangi.

Under et halvtag af strå sidder en gruppe minearbejdere i skyggen og venter på, at det bliver køligere. Musik fra skrattende mobiltelefoner kæmper om deres opmærksomhed, og en duft af bhangi (pot) fylder næseborene. De fleste af arbejderne i de dybere huller tager først fat, når solen er gået ned. Udgravningen i dybden er langt hårdere og kan ikke udføres i dagtimernes ubærlige varme. De lyse timer bruges på at oplade batterier via små solceller og på at samle energi. Det gør gruppen ved at ryge stærk banghi og drikke Konyagi (stærk lokal sprut) fra små plastikposer.

Advertisement

Mange har brugt alle deres penge på at komme hertil. En af dem er Godfred på 35. Før han kom hertil var han chauffør, men han mistede sit job. Nu skal han bruge 200.000 TSH for at bestikke sig til et nyt.

"Det er hårdt arbejde; hele kroppen er træt, men vi har viljen, der skal til for at knuse de hårde sten," siger han sukkende, inden han tænder sin spliff.

Majaliwa på 19 år fremviser dagens bedste fund. Guldåren er knap til at se, men hvis han slikker hen over stenen, træder en fin tråd af ædelmetallet frem.

Lige nu ser det hele lidt sort ud. Der er langt imellem de små guldklumper, og maskinen, der maler klippestumperne, er gået i stykker. Han kigger ned på stenen i sin hånd og slikker hen over den, så en mikroskopisk tråd af guld står frem. Det er næsten ikke til at få øje på guldet, og han skynder sig at putte stenen ned i sokken.

"Indtil videre er det kun heksedoktoren, der har bevist, at der findes store mængder guld her," siger hans sidemand Jackson med alkoholfyldte åndedrag.

Han kom hertil for tre dage siden, og selvom det langt fra er hans første gang i en mine, blev han helt overrasket over at finde så mange, nærmest desperate, mennesker på et sted, hvor guldet stort set ikke er fundet endnu.

"Der er endda blevet slået albinoer ihjel her i håbet på, at det kunne bringe held til minerne," fortæller han, mens han ryster på hovedet.

Pandelamper er essentielle for at kunne arbejde i guldminerne. Om dagen er det for varmt til at bryde de hårde sten, så ved de dybere huller arbejdes der hovedsagligt om natten.

Kvinderne fra den nærliggende landsby er mødt op med mad. De sælger kasavarødder, majsmos, sødt brød og lidt ris i skyggerne fra baobabtræerne. En lille kiosk sælger cigaretter, kildevand og sæbe. En anden sælger pandelamper, batterier og tændstikker. Der er opstået en hel landsby omkring den lille mine, men her er hverken ordentlig struktur eller sanitære forhold for de hundredevis af guldhungrende mennesker. Folk går bare længere og længere ud i bushen, hver gang de skal besørge. Det meste vand kommer fra den nærliggende flod, der stort set ikke eksisterer uden for regntiden. Nogle har allerede lagt sig syge, og flere arbejdere udtrykker bekymring for et koleraudbrud. Størst er dog stadig frygten for, at den store guldåre aldrig dukker op.

Advertisement

Rashid fremviser sit guld. Der har taget ham to uger at finde lige under det halve gram, han har i hænderne. Hans mål er at fortsætte, til han har 2-3 kilo.

20-årige Mattihu Mrenas jeans er dækket af orange mudder til op over knæene. Sammen med fem andre jævnaldrende graver han på en god dag omkring 0,2 gram guld frem. Det kan sælges for 12000 TSH, hvoraf deres sponsor tager 60 procent. Dette efterlader under 1000 TSH eller omkring 3 kr. til dem hver - kun lige nok til at supplere de daglige rationer majsgrød med lidt ris, hvis de vil forkæle sig selv. Mattihu er vokset op med minerne og lærte håndværket af sine forældre. Da han hørte, at der var fundet guld her, og at de lokale ikke havde evnerne til udvinde den, brugte han sin opsparing på en busbillet fra Arusha, der ligger 13 timer væk. Nu har han ikke råd til at tage tilbage.

"Jeg fik at vide, at der var mange mineraler her, men der er næsten ikke nogen," siger Mattihu frustreret.

Mere fra VICE:

Billeder af livet på Islands mest isolerede øer

Bøn og gudfrygtighed i lufthavnen

Billeder af 1950'ernes glemte forbrydere og terrorister i Mexico