Jeg hyperventilerede mig til psykedelisk ekstase i et selskabslokale i Aarhus

Der er bind til øjnene, spande til opkast, og bag os står fem hjælpere blandt bunker af shamantrommer, rasler og tamburiner. Foran os sidder en psykoterapeut med en hestehale af gråt hår. Han er leder af den her session, vi nu skal igennem, og han har lige gjort techno-playlisten klar på sin mac-computer, da han indleder en kort introduktion.

"I skal endelig give den fuld gas og ikke bekymre jer om, hvad vi andre tænker. Vi har set det meste udfolde sig på madrasserne," fortæller Bjarne Roursgaard og opremser, hvilke følelser der kan opstå hos en deltager:

Vrede, sorg, glæde. Eller sågar liderlighed.

"Hvis der kommer følelser eller impulser frem, skal I for alt i verden ikke trykke dem ned igen. Gå med dem. Udtryk dem og giv dem en lyd, så I kan give slip på de traumer og følelser, der ligger klemt fast i kroppen," siger han.

Åndedrættet er underfundigt.

Det har jeg måtte sande efter at være sendt afsted i mine følelsers vold til et mørkt sted, hvor tanker ikke eksisterer. Kun ved hjælp af mine lungers kraft.

Jeg har været til åndedrætsterapi, og det minder lidt om at trippe på psykedeliske stoffer. Bare mere kraftfuldt med kroppen, mindre uregerligt for sindet. Teknikken handler om at ånde så kraftigt og hurtigt, at blodet i hjernen bliver fyldt med ilt, svimmelhed indtræder, så bevidstheden kan glide ind i andre dimensioner.

Hvis det lykkes at slippe kontrollen. Jeg har lovet mig selv at gøre mit bedste.

Techno-shamanen
Lungerne er længe blevet brugt af alverdens urbefolkninger til at nå ned i underbevidstheden. Siden 60'erne er åndedrætsteknikker også blevet brugt i vestlige kulturer til forskellige former for psykoterapi.

Det var bare ikke sket uden psykedeliske stoffer.

Udbredelsen af åndedrætsterapi tog nemlig først fart, da lande over hele verden begyndte at forbyde stoffer som lsd i slutningen af 60'erne. En af pionererne bag psykedelisk terapi, Stanislav Grof, havde opnået lovende resultater med stoffet, men sammen med sin kone Christina gik han efter forbuddet fra lsd og over til et mindre sprængfarligt redskab: åndedrættet.

Stanislav Grof oplevede, at åndedrættet kunne sende sindet afsted på samme måde som lsd.

I et selskabslokale i Aarhus kalder de det Shamanistisk Åndedrætssession. Bjarne Roursgaard er uddannet kemiingeniør, men har begået et karriereskift af dimensioner. Han har taget en uddannelse til psykoterapeut, modtager løbende undervisning som shaman i Peru og har nu flere års erfaring med sin alternative terapiform.

Hans åndedrætsterapi er inspireret Stanislav Grofs Holotropisk Åndedræt, men er en god blanding af alt fra techno og tryk på kroppen til den ceremonielle stemning med trommer og fjer, som man også ser til de psykedeliske weekendsessioner med indianerbryggen ayahuasca, som Roursgaards firma Healing Rejser også afholder (og som jeg også har deltaget i).

"Jeg har oplevet folk gå dybere med åndedræt, end de har gjort med ayahuasca," siger han.

Hujen og brølen
Dybde handler i den her sammenhæng om afstanden fra den bevidste tilstand, hvor tanker og kontrol dominerer. Jeg starter på overfladen med at ligge på ryggen med bind for øjnene.

Bassen dunker fra to gulvhøjtalere, og rundt i rummet banker de fem hjælpere i jungletrommer og rasler. De banker højt, og jeg forsøger at puste luft helt nede fra mellemgulvet taktfast ud gennem læberne, mens jeg holder armene ned langs min krop.

"Hep, hep, hep, hep."

En hjælper er over mig med sin tromme, så snart min vejrtræning mister kraft eller jeg kommer ud af takt. Efter godt 10 minutter begynder jeg at blive svimmel, men der er stadig helt sort og roligt bag øjenskyggen.

Anderledes forholder det sig med resten af kroppen. Jeg mærker først små krampetrækninger i brystet, som jeg prøver at dirigere mit åndedræt hen imod. Det føles som vrede.

"AAAAAHHHHHHHHHH!"
"AAAAAAHHHHHHHHH!"

Det er et halvt år siden, min kæreste og jeg er gået fra hinanden efter 13 år sammen. Jeg har egentlig ikke følt mig vred over det, men nu har jeg jo besluttet at gå med de følelser, der opstår.

Fuld gas.

Mine råb kan umuligt overdøve musikken og lyden fra de andre madrasser, og det føles rart at få det ud. Jeg ligger lidt igen og puster videre, og mærker mine fingre krampe lidt sammen. Det er jeg forberedt på – det handler om iltforholdet i kroppen.

Så opstår en ny følelse i brystet. Den tager plads over hjertet som en sitren, og jeg trækker igen vejret intenst. Jeg puster og puster, og der sker egentlig ikke noget, før jeg pludselig har en hjælper over mig igen. Vedkommende placerer blidt to fingre midt på mine ribben, og så går det løs.

Jeg sender et kæmpe hulkebrøl ud gennem mine indadvendte læber, mens tårerne vælter ned over kinderne. Igen føles det rart, selv om jeg ikke ved helt præcist, hvor det kommer fra.

Flertal ud af kroppen
Åndedræt bliver brugt terapeutisk i mange forskellige former.

Stanford Universitet har dokumenteret en kraftig reduktion af symptomerne på posttraumatisk stresssyndrom (ptsd) hos en gruppe amerikanske veteraner, efter de havde trukket vejret med den østlige Sudarshan Kriya Yoga-teknik.

Andre steder i USA er Stanislav Grofs Holotropisk Åndedræt blevet en fast behandlingsform i psykiatrien på grund af de store personlige oplevelser, det kan skabe for deltagerne.

En grundig undersøgelse af 482 patienters erfaringer med behandlingen, har vist, hvad oplevelserne går ud på. 82 procent af dem havde såkaldte transpersonelle oplevelser – ud-af-kroppen, egodød og følelsen af at blive til noget større end et individ.

16 procent af deltagerne fortalte om peranatale oplevelser, der relaterer sig til fødsel og barndom, mens de sidste to procent fortalte, at de slet ikke oplevede noget under åndedrætsterapien.

Hos mig er der stadig helt sort.

Turiyas tomme land
Jeg græder og græder, indtil der ikke er flere tårer tilbage. Så glider jeg over i grin, og jeg får min første egentlige tanke under sessionen: er jeg ved at blive sindssyg?

Igen vælger jeg at fokusere på, at det er rart at sætte lyd på kroppens signaler, og jeg får grinet færdigt – formentlig også påvirket af den skøre shamantechno, der nu dæmper sig og bliver til flydende keyboardanslag og fugleskrig.

De 50 minutter sessionen varer, er gået, og nu skal vi hvile med en afslappet vejrtrækning i 20 minutter. Der er stadig helt sort bag mit øjebind.

Jeg tænker overhovedet ikke noget, men jeg er bevidst om, at jeg kan komme tilbage til tankerne og mit velkendte jeg ved at tage bindet for øjnene af. Sådan har det hele tiden været, men jeg har valgt at smide kontrollen. Jeg føler fortsat lidt trykken i brystet, men hovedet er fuldstændig tomt. Tomt som i universet mellem stjernerne.

Sort, hult, ingen tanker.

Efter de 20 minutter er gået, studser jeg over tomheden. Jeg maler en tegning over mine følelser i kroppen, og efterfølgende deler vi vores oplevelser i plenum. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig, men i undersøgelsen fra den amerikanske psykiatri har forskerne en formodning om, hvad der sker med de to procent, der hverken har transpersonelle eller peranatale oplevelser med åndedrætsterapi.

Deltagerne i undersøgelsen er ikke blevet spurgt nærmere ind til, hvorfor de ikke føler, de oplevede noget, men forskerne mener, deres 'ingenting' kan være udtryk for en oplevelse af turiya. Turiya er et hinduistisk begreb for bevidsthed mellem tankerne. Det er et udtryk for stilhed og en højere bevidsthed end den vågne tilstand.

Den er den reneste form for bevidsthed, et udtryk for at være ét med alle og alting, og den tjener som bagtæppe til alle de tre bevidsthedsformer: den vågne, den drømmende og den dybt sovende.

Jeg tror, jeg har været en tur i Turiya-land, og jeg er kommet tilbage som en lettere mand i både krop og hoved.