​25-årige Dmitrij er ved at dø, og han lader hele verden følge med på sin blog

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Den 1. februar 2015 skrev Dmitrij følgende på sin blog:

Fire år tidligere, tidligt i december 2011, i Marburg: Dmitrij er 20 år gammel. Det sner udenfor, men indenfor på klinikken er der ingen årstider. Dmitrij venter i et rum alene, og han er stadig udmattet efter den MR-skanning, han lige har været igennem. Han har ligget i maskinens beigefarvede rør i næsten en halv time. Det tager kun lægen et par sekunder at stille diagnosen.

"Hjernetumor," siger han. Ondartet svulst i hjernen.

Dmitrij taster sin mors nummer og siger: "Vi ved, hvad det er." Hans mor er glad. Endelig ved de, hvad der er galt.

Dmitrij læser psykologi i Marburg. Han tog til lægen, da han ikke længere kunne holde sine daglige smerter ud og gik rundt med en nærmest konstant følelse af at skulle brække sig. Den ortopædiske speciallæge antog, at det var spændinger. Fysioterapeuten henviste ham til en anden læge.

Det tog en måned - som føltes meget længere på grund af smerterne - før han endelig sad i en neurologs venteværelse. Dmitrij spiller Tetri og stabler højt, før han pludselig falder helt sammen. Han vågner op på universitetsklinikken i Marburg. Han skal opereres den følgende morgen. Han glæder sig til det. Også til den stråling, der kommer bagefter. Endelig vil det være slut med smerten, slut med at kaste op, slut med at besvime, tænker han.

"Vi tager os af det," siger lægen.

Han får det dårligt efter strålingen.

Han brækker sig igen.

Dmitrij tog et semester fri fra universitetet. I begyndelsen fik han strålebehandling hver sjette uge. Til sidst var det kun en gang hver anden måned. Han forsøgte altid at stille lægen et spørgsmål. Lægerne havde ikke så meget tid til ham. Nogle gange spurgte lægen ham, hvordan han havde det.

Dmitrij var altid for længe om at svare. Han skulle bruge ti sætninger på at beskrive hvordan det, han oplevede, føltes. Lægen afbrød ham allerede efter første sætning. Der var en gang, hvor Dmitrijs bukser blev smurt ind i blod, efter lægen havde taget en blodprøve. Der var ingen, der sagde undskyld.

Efter at have været fri for kræft i to år, holdt Dmitrij op med at bekymre sig om det. Men man kan først officielt kalde sig kræftfri efter fem år.

Han vendte tilbage til sin uddannelse og mødtes med sine venner for at spille computerspil. Han så massevis af film, medvirkede i et teaterstykke på universitetet som skuespiller, og besejrede edderkoppe-parasitten Ghomas fra The Legend of Zelda. Han diskuterede film på forummet Moviepilot og mødtes med nogle af brugerne derindefra i virkeligheden. Fælleskaberne var altid meget vigtige for ham. Da han blev syg, spredte nyheden sig hurtigt via Facebook. Folk der kendte ham fra internettet, som han kun havde chattet med, begyndte at ringe til ham. Dmitrij havde 680 DVD-film. Han elskede Kill Bill, Moonrise Kingdom, og Garon Tsuchiyas sydkoreanske klassiker Oldboy. Når han på en dag er død, vil disse film tilhøre en anden. Han har allerede bestemt, at en af dem, han bor sammen med, må arve hans køkkengrej.

I april 2015, et år før han officielt vil blive erklæret rask, er han tilbage hos lægen. Diagnosen: et tilbagefald - samme svulst på samme sted. Endnu en operation efterfulgt af stråling og kemoterapi. Nedtællingen på de fem år starter forfra. Han skal igen have foretaget en MR-skanning hver sjette uge.

I slutningen af 2015 bliver hans rygmarvsvæske testet. Han har fået en dattersvulst. De kan ikke en gang forsøge at operere. Lægen indleder en omgang kemoterapi. Det gør ondt. De har ikke mulighed for at fjerne dattersvulsten. "Men vi vil gerne give dig en så høj livskvalitet, som muligt," siger lægerne. Nu er der ikke længere nogen, der taler om chancer. Kun om pleje.

Dmitrij var ikke overrasket. "Jeg vidste det," sagde han. "Det giver mening." Ingen operation betyder, at han kan tilbringe julen sammen med sin bedstemor. Han gik glip af hendes fødselsdag på grund af kemoterapi.

Den 1. februar, klokken to om morgenen, postede han følgende på sin blog:

Han kalder sin online-dagbog "At dø med swag". Han skriver et nyt opslag hver fjerde dag. Han vil gerne vise, at det uhelbredelige, det uundgåelige, ikke er så slemt. Han vil gerne efterlade sig noget.

Dmitrij har et medulloblastom i stadie fire. De kaldes som regel "børnetumorer", fordi det som oftest er unge mennesker, der rammes af dem. Der findes næsten ikke noget forskning, der omhandler unge voksne som Dmitrij. Tumoren sidder på lillehjernen. "Når den er stor, forhindrer den kroppen i at dræne rygmarvsvæske, eller også ligger den pres på den optiske hjernebark. Den kan påvirke balanceevnen og så videre," siger Dmitrij. Lægerne er tvunget til at eksperimentere. Dmitrij vil gerne være stærk. Han siger, at han har det okay.

1x Alizapride - for at behandle kvalmen

2x Inlyta - for at behandle fremskreden kræft i nyrerne

2x Erivedge - for voksne patienter med symptomer fra en ondartet kræftsvulst

2x Hydrokortison - for smitsomme hudsygdomme og allergiske reaktioner

For 25 år siden fødte Dmitrijs russiske mor sit eneste barn i Sovjetunionen. Navlestrengen var viklet rundt om hans hals. Spædbarnet trak ikke vejret. Det tog fire timer at genoplive ham.

Nu vil hun miste det barn. Hun bor 50 kilometer væk i byen Herborn i delstaten Hessen. Når Dmitrij taler i telefon med hende, bliver han hurtigt irriteret. Han har ikke lyst til at flytte hjem igen. "De har ikke engang ordentligt wifi der." Han har et "relativt godt" forhold til sin familie. Dmitrij siger, at hans mor godt kunne være lidt mindre anspændt nogle gange.

Han vender hjem til sin lejlighed efter en tur på klinikken. Han bor der med sin bedste ven Sabine. Han genoptager ikke sin uddannelse.

Han ser film og gamer, indtil han har besejret sidste-bossen.

Han øver sig på Oscar Wildes "The Importance of Being Earnest" med sit teaterhold. Han snubler ud på scenen til premieren. Han spiller sin rolle, indtil bifaldet kommer. De tager ham med på universitetsklinikken, lige efter hans optræden.

Sommetider forsvinder smerten for så at vende tilbage. Rygsøjlen, bækkenpartiet, bagdelen, benene - han kan ikke engang finde ud af, hvor det gør ondt længere.

Læsernes kommentarer hjælper, når det føles som om, klinikkens hvide vægge truer med at lukke sig om ham.

Dmitrij får foretaget endnu en operation. Det er meningen, at han skal strålebehandles i seks uger til. De taler om, at han måske bliver lammet i den nederste del af kroppen. Vil han nogensinde kunne vende hjem igen? Sabine tilkalder en sygeplejerske. Dmitrij skriver sit testamente. Hans DVDer har brug for en ny ejermand.

Han kommer på en genoptræningsklinik, ikke hospice, fordi han dør ikke lige med det samme. Han vil ikke have at vide, hvor lang tid han har tilbage. Hvad skræmmer ham? Ikke døden. Der er dem, der dør, når de er 100 - ulykkelige. Han når ikke at runde de 30. "Men mit liv var fuldendt," siger han. Han kommer ikke til at savne noget. Han har ikke noget ønske om at rejse verden rundt. Der er et par ting, der irriterer ham: At han aldrig har været på den kinesiske buffetrestaurant, der ligger lige rundt om hjørnet. For slet ikke at tale om alle de spil, der ikke er kommet ud endnu.

Bas Zwesten, maj 2016: En solrig dag i Hessen. Folk på genoptræningsklinikken går ture i den nærliggende park. De ligger sig i græsset. Dmitrij er fanget på sit værelse på den neurologiske afdeling, og han kan næsten ikke bevæge sig. Klinikken har to fløje: En for dem, der har psykiske problemer og en for dem, der skal genvinde deres fysiske kræfter. Han er ikke helt sikker på, hvilken fløj han passer ind på.

Han ser film, gamer og glor ud af vinduet. Der er udsigt til skoven. Det interesserer ham ikke. "Jeg har det okay," siger han og begynder at stønne. Han er bekymret for sin ryg. Han vender sig flere gange og kan ikke finde en behagelig position. Til sidst ligger han der bare. Hvordan kan nogen nøjes med kun at ligge på ryggen? Droppet cirkulerer ikke ordentligt. Han tilkalder sygeplejersken. Hun spørger ind til, hvordan han har det.

"Nogenlunde okay," svarer han.

Han får fysioterapi flere gange om dagen, fordi benene ikke vil gøre, som de skal. Den seneste diagnose, som han har fået stillet siden tilbagefaldet, der har spredt sig langs hele hans rygrad, er en metastase, der er vokset ud af en af hans ryghvirvler. Nogle gange kan han ikke se ordentligt i omkring en halv time af gangen.

Dmitrij har været hjemme igen siden den 9. juni, 2016. Når han dør vil Sabine skulle lave hans sidste blogopslag for ham.

Læs mere fra VICE:

Verdens fedeste sted at dø

Jeg prøvede at forstå, hvorfor min ultraliberale ven hader velfærdsstaten

Dustin fra 'Stranger Things' fortæller om Pokémon og livet med en kronisk sygdom