FYI.

This story is over 5 years old.

Roskilde Festival '15

Sådan er det at være døv på Roskilde

Ifølge Victor skuffede Mew fælt efter Disclosure.

Victor foran Apollo.

De fleste flokker til Roskilde af den åbenlyse årsag, at der er koncerter, man simpelthen bare bliver nødt til at se. Ellers vil din fremtidige alderdom blive forpestet af børnebørn, der lige har opdaget Paul McCartney og aldrig vil tilgive dig for ikke at have set ham. Der er selvfølgeligt også druk og hor og alt det der, men det er under svedende teltduge at du og tusinde andre når ugens mange kollektive klimakser.

Advertisement

Oplevelsen bliver dog en lidt anden, hvis man er helt eller delvist døv. Victor har haft cochlear implantater, der hjælper ham med at høre, siden han var tre. Han kan altså godt høre omverdenen, vinden i træerne, bas, rytme og lyd, men i en ringere kvalitet en normalthørende. Det gør det bl.a. meget svært at forstå sangtekster og resulterer i det hele taget i en meget anderledes koncertoplevelse. For bedre at forstå helt præcist hvordan det er at være på festival med det handikap, besluttede vi os for at tage fat i Victor til en snak om det hele.

VICE: Hey Victor, hvordan går det?
Victor: Det går vanvittigt. Jeg blev 25 i forgårs og blev vækket ved, at en ven bombarderede mig med kanel. Ellers har den bare stået på ølbowling. Så jeg har det super godt.

Fedt. Hvor mange gange har du været på Roskilde?
Det er min anden gang i år. Mine DTU-venner sagde, at jeg absolut skulle med, og det er jeg rigtigt glad for. Det er en kæmpestor oplevelse at bo i så stor en bunke affald. Man lever virkeligt i nuet her, og det er rigtigt fedt.

"Det kan godt være svært at følge med. Derfor er det super lækkert at se noget med meget bas og faste takter."

Og hvad med musikken?
Normalt er jeg ligeglad med musik, men jeg går sjovt nok mere op i det her. Du ved, hvis man bare sidder derhjemme og hører musik, handler det bare om at lytte, men her er det så meget federe. Stemningen er helt vildt - man nyder koncerterne side om side med øl i hånden og er bare i fantastisk selskab. Det er sammenholdet, der gør det.

Advertisement

Klart. Hvad er så en god koncert for dig?
Jeg er døv, og selvom jeg har høreapparater, er der meget jeg ikke kan forstå. Det kan godt være svært at følge med. Derfor er det super lækkert at se noget med meget bas og faste takter. Sidste år blev jeg (og alle andre) blæst helt bagover af både the Rolling Stones og Mø. Det var vildt.

Og hvad med i år? Hvad skal du se i dag?
Jeg kender ikke så mange navne, men Paul McCartney skal jeg se. Jeg kender kun navnet og ikke musikken, men jeg glæder mig til at høre den i aften.

Bedste/værste koncert?
Disclosure var nok den bedste musik, og Kygo havde den bedste stemning på grund af det fantastisk flotte show. Det var virkeligt fedt. Jeg havde ret høje forventninger til Mew, men de skuffede. Det var også bare svært at komme efter Disclosure. Pharrell var også god, men der manglede alligevel et eller andet.

Går du meget op i showet?
Ja, jeg synes det er vanvittigt fedt og vigtigt med et godt show. Det er ligesom med klassisk koncerter. Dem så jeg mange af som barn. Der falder man i søvn, hvis man bare sidder og kigger på orkestergraven, men hvis man sætter det sammen med et show er det fantastisk. Det er derfor jeg elsker ballet og også opera. Det er fedt for mig som døv se folk bruge kropssprog som kommunikation.

Det giver jo god mening. Er det ellers svært at være døv på Roskilde?
Der er mange døve på Roskilde, men de holder sig for sig selv. Det er også svært at være den eneste døve i lejren, men både mine gamle og nye venner har taget rigtigt godt imod mig. Det er jo også svært for dem. Nogen af dem har endda lært tegnsprog for at kunne snakke med mig, og det er jeg meget glad for.

Skønt. Hvad gør du i madboderne og sådan?
Folk spiser kun burger her, så det er ret let. Ellers bruger jeg bare telefonen til at skrive, hvad jeg vil have, men den er godt nok blevet stjålet…

Kommer du næste år?
Hvordan kan jeg sige nej?

Præcis. Tak, Victor.