Derfor giver det ikke mening at arbejde

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Som de fleste har jeg haft mange forskellige jobs. Jeg har været matros på en færge, skraldemand, bartender, administrationsrobot, sikkerhedsvagt, tekstforfatter, redaktør og social media-guru. Og så har jeg serveret te i en L'Oreal butik. Jeg har haft kontrakter på nul timer, jeg har været freelance, og jeg har haft fast månedsløn, men jeg har ikke været tilfreds med nogen af delene. I et land, hvor den gennemsnitlige arbejdsslave bruger 36 dage om året på at skrive e-mails, begynder man at spekulere på, hvad fanden arbejde egentlig skal til for.

Og i disse dage, hvor vi sukkende vender tilbage til jobbet efter nytår, virker det ekstra relevant at spørge: hvad er pointen egentligt med at have et job?

Peter Fleming, som er professor ved City University London, har forsøgt at svare på det spørgsmål i sin bog, The Mythology of Work. Da jeg mødtes med ham på en alt for dyr café , fortalte han følgende: "Modviljen til at arbejde handler ikke om dovenskab." Faktisk sagde han, at "det ikke handler om at lave ingenting. Hvis man vil se folk, der ikke laver noget, skal man i virkeligheden bare besøge en stor virksomhed. Nogle er virkeligt heldige at have et arbejde, som de elsker, men det er ikke tilfældet for flertallet."

En generel antipati over for arbejde gør det endnu mere underligt, at det første spørgsmål, man som regel bliver stillet, når man møder nye mennesker, går på hvad man arbejder med. Fleming forklarer, hvorfor det er naturligt. "Ideologien bag arbejde har nedbrudt alle de andre traditionelle, statusgivende strukturer forbundet med religion, kunstneriske udtryk, at stifte familie og andre statussymboler inden for et fællesskab. Efter disse strukturer er blevet nedbrudt, står vi over for en situation, hvor vi bliver fortalt, at det eneste der betyder noget er det, vi arbejder med – og derfor skal hele ens tilværelse handle om det. Det er sket i forlængelse af den øgede individualisering i samfundet, som har opløst de traditionelle fællesskaber."

En global undersøgelse foretaget af Gallup i 2013 inddelte ansatte i tre forskellige kategorier: Engageret (13 procent), Uengageret (63 procent) og Aktivt Uengageret (23 procent).

De 'engagerede' medarbejdere er dybest set dukse: "De engagerede vil strække sig meget langt for at sikre, at virksomheden får succes, fordi de anser deres trivsel som værende uløseligt forbundet til firmaets. Hvis de opdager noget, som de mener kan gøres bedre, så siger de det."

En 'uengageret' medarbejder har bare givet op – de er ligeglade: "De tager frem og tilbage mellem helvede nummer 1 [hjemmelivet] og helvede nummer 2 [arbejdspladsen]. De lider af 'præsentisme': De møder klokken 9, udfører deres opgaver de første par timer, og så sidder de ellers bare og laver ingenting resten af dagen."

Hvis du læser det her, mens du er på arbejde, så lyder det sikkert bekendt.

De aktivt uengagerede medarbejdere udfører bevidst sabotage. "De sårer organisationen. De ser et problem og har en løsning, men vælger ikke at dele den. De stjæler. De sårer menneskerne omkring sig. For nyligt kom det frem, at en advokat havde puttet sin egen lort i sæbedispenseren på toilettet og blandet det med sæben, så folk vaskede hænder i det uden at vide det. De skader også sig selv enten ved selvmord eller selvpåført smerte."

At skide i sæbedispenseren er høre måske til den mere ekstreme ende af spektret, men hvis du nogensinde har stjålet kontorartikler eller plejet dine dødstømmermænd på en almindelig ugedag, så er du også en del af de 23 procent. Og tillykke med det.

Fleming taler også om den sadomasochistiske tendens i arbejdslivet, som han kalder den "mørke økonomi." Det er den del af vores kultur, der beskæftigere sig med flugt eller kortvarig pauser fra det bedøvende, meningsløse arbejde.

"Man hører ikke om den mørke økonomi i de officielle udtalelser fra politikere eller økonomer, men man ser det, når en bankmand springer ud fra taget af kontorbygningen. Der er en grund til, at afgiften på alkohol er lavere her end noget andet sted i Europa - det er en acceptabel måde at få afløb for udnyttelsesprocessen på. Men den mørke økonomi er uacceptabel – vold i hjemmet og arbejdsrelaterede selvmord og andre symptomer."

Gallup vurderer, at aktivt uengagerede medarbejdere i Storbritannien koster landet imellem 520 og 700 milliarder kroner om året.

Den mængde tid vi bruger på arbejdet – også selv om vi ikke rigtigt udretter noget – er større end nogensinde. Yderligere er der flere og flere firmaer, der gør brug af alkohol på arbejdspladsen. Selvom fredagsbaren på kontoret kan lyde som en god idé, så er Peter Fleming mere kritisk. Han mener, at den slørede grænse mellem arbejde og sjov er farlig. Den moderne leder "vil gerne være din ven, og de er faktisk rare mennesker. Det er det værste, man kan blive udsat for. Hvis min leder betragter mig som sin ven, og vi kan lave sjov sammen, så har de dannet et ubrydeligt bånd til mig. Hvis jeg ikke adlyder en ordre, vil de se det som en personlig fornærmelse, som om jeg afviser en ven. De kan med rette sige, 'hey, sådan behandler venner ikke hinanden'."

Forholdet mellem sprut og arbejde har ændret sig markant gennem tiden. Tilbage i 1700-tallet fejrede man Sankt Mandag – "En praksis hvor de ansatte smed værktøjet, forlod fabrikken og blev ekstremt berusede mandag morgen, lige som dagen skulle til at begynde," forklarer Peter Fleming.

Vi plejede at drikke os fulde for at pisse chefen af, og nu opfordrer bossen til, at kontoret drikker sammen.

I sin bog bruger Peter Fleming udtrykket "bio-proletarianisme" til at forklare den aktuelle tendens. "Bio-proletarianisme refererer til måden hvorpå 'bio' – livet i sig selv – er tæt forbundet til økonomien. Kontrakter uden timeantal er et godt eksempel på det. Hvis ens arbejdstid ikke er specificeret, så er man aldrig utilgængelig. Lad os sige, at du arbejder for et firma, der leverer barpersonale – du har en vagt i aften, og du er ved at gøre dig klar, og du har købt nyt tøj, fordi du selv skal anskaffe din uniform. Så ringer din chef og siger, 'vi har ikke brug for dig alligevel'. Man skal altid være parat til at arbejde, også når man har fri. Livet er sig selv blevet en cyklus af at arbejde hele tiden eller at være parat til at arbejde."

Men hvad skal vi gøre ved det? Hvordan kan man undgå at arbejde? Peter Fleming skriver om en gang, hvor han fik influenza, og hvordan det endte med at være en lettelse ikke at skulle arbejde den uge. Vi bliver fortalt, at det er "sundt for os" at arbejde, men det er i virkeligheden det modsatte – at sidde ned er det nye rygning.

"Modreaktionen er blevet forpurret af økonomiseringen af arbejdsstyrken. Med økonomisering kommer større individualisering. Alle er på individuelle kontrakter eller er freelancere. For eksempel kom det frem i 2013, at 70 procent af Ryanairs piloter er 'selvstændige' – de skal for eksempel selv betale for deres uniformer og transithoteller. Vi er nødt til at re-kollektivisere og genopfinde arbejdskraften."

Peter Fleming fremfører nogle storslåede idéer, som giver stof til eftertanke: højere lønninger, statsejede industrier, en tre-dages arbejdsuge og en affetichering af arbejdet.

Allerførst vil han have os til at forstå, hvad der er i vejen, og hvorfor vi arbejder så meget. Derudover vil han gerne motivere folk, der er i samme position. "Historisk set har samfund, hvor folk arbejdede mere end tre dage om ugen, været slavesamfund. Vi behøver ikke at arbejde mere end 20 timer om ugen."

Tænk over det.

Mere fra VICE:

Kontant Afregning ep. 2 - Arbejde og identitet

Oversprings-onani er det ultimative oprør mod din arbejdsgiver

Sådan føles det at gå ned med stress i 20'erne