Når man er veninder i 60’erne, mister man

Venskaber er alt andet end statiske. De vokser i takt med menneskerne i dem, og derfor er der noget dybt fascinerende over venindegrupper, der holder sammen gennem hele livet. Du læser tredje og sidste artikel i Broadlys serie om venskabets livscyklus – fra den første kæreste og det første barn til den første skilsmisse og det første dødsfald. Læs første og anden artikel i serien her.

Erni: Jeg drømte i nat, at der sad en kvinde i den stol. Jette stod bøjet ind over hende. Jeg undrede mig over, hvem det var, men pludselig kunne jeg se det. 'Jamen, det er jo Lis! Er du kørt herop i dag? Det var da dejligt!'

Erni smiler, mens hun fortæller om sin drøm. Men stolen står tom. Lis har den kroniske lungesygdom KOL og kan ikke længere komme med på sommerhustur.

Kirsten: Men Lis kan vi trods alt besøge. Det er værre med Kirsten, som vi mister lige så stille. Hun kan ikke huske alle de ting, vi har oplevet sammen.
Anette: Det føles, som om vi er blevet amputeret.

Det er tre år siden, at Kirsten fik konstateret Alzheimers. Så hvor de før i tiden sad seks om bordet, sidder de i dag kun fire; Jette Dahl, Kirsten Stemann, Anette Andersen og Erni Stokholm Madsen. De lærte hinanden at kende i plastrørsvirksomheden Wavin i Hammel, hvor de alle arbejdede som sekretærer i 70'erne. Jette og Kirsten mødte hinanden i 1971, da de var henholdsvis 21 og 22 år, og over de næste år kom de andre til. I '79 var de alle blevet kollegaer.

Kirsten: Min mand arbejdede meget i udlandet, og jeg tænkte: 'Hvorfor i himlens navn skal jeg sidde alene hjemme med børnene en hel uge?' Så spurgte jeg nogle af pigerne, om ikke de havde lyst til at komme forbi, og så lavede vi lidt fest.

Det endte med, at de drak rødvin, dansede og sang til langt ud på natten. Den aften gik de fra kollegaer til veninder. På arbejdspladsen støttede de hinanden i deres stille kvindeoprør, som når de nægtede at synge med på de lumre sange til julefrokosten eller at lave kaffe til mændene, bare fordi de var kvinder. I dag er de gået på pension, men de nikker alle indforstået, når snakken falder på "unge chefer", og ryster vredt på hovedet over tendensen til at spare sekretærstillinger væk. Selvom de ikke har arbejdet sammen alle sammen siden '84, hvor Kirsten flyttede til Fyn. Det var der, de aftalte, at deres venskab skulle vare ved. Så hvert år siden dengang har de taget deres kalender med til julefrokost for at lægge minimum tre aftaler i det kommende år. Særligt jubilæerne for det år, de lærte hinanden at kende, er noget, som de bruger energi på at planlægge, og som de holder af at mindes. I deres begejstring over minderne er fuldendte sætninger en sjældenhed.

Anette: Kan I huske ved 10 års-jubilæet i Juelsminde i 1989?
Jette: Haha, ja, vi fandt hurtigt ud af, at det hotel, vi havde booket, vidst var for letlevende damer.
Kirsten: Men så gik vi ned og spiste på sejlklubben, og vi havde ikke siddet der ret længe, så var der fire mænd, der begyndte at sende drinks over til os. Så tænkte vi… [hun ruller med øjnene] …og da vi senere kom ud og danse, var Erni og jeg rigtig kærlige ved hinanden, for ligesom at –
Erni: Provokere.
Jette: I lignede sådan et –
Kirsten: Par. Og det kunne vi også godt være.
Jette: I gav den hele armen!
Kirsten: Der blev de –
Jette: Forskrækkede.
Kirsten: Ja, bare fordi man sidder seks enlige piger, så skal de da ikke tro –
Jette: Nej, de skulle ikke tro noget.

Anette måtte holde sig ædru, fordi hun var højgravid, så hun brugte sin aften på at holde styr på flokken. Bølgerne gik ekstra højt, fordi Kirstens mor var rigtig syg på det tidspunkt, og vennerne derfor vurderede, at hun skulle opmuntres.

Anette: Kan I ikke huske, da vi kom tilbage til hotellet? Så dansede vi rundt, sådan som man danser nede sydpå, tror jeg.
Jette: Ja, der var sådan en stor diskokugle i alle mulige farver, og gamle mænd med thailandske piger. Det var noget af et hotel, vi var kommet på der.

De griner alle sammen henover bordet, hvor der står sild, fiskefrikadeller, lammepølse og karrysalat. I glassene er der specialøl og en enkelt snaps. Når de tager i sommerhus, er det altid med overnatning og altid uden mænd. "Fortroligheden er ikke den samme, når de er her," som de siger. Sommerhuset er stort nok til, at de kan få hver deres værelse, hvilket er heldigt, da de efterhånden alle sammen snorker. Før i tiden "væltede de butikkerne" i lokalområdet, men det gider de ikke mere.

Kirsten: Når man når en hvis alder, så siger man: 'Nej, der har jeg været, det har jeg set, og for øvrigt sover jeg bedst i min egen seng. Så vi skal skynde os at få det hele med."

Deres 20 års jubilæum blev fejret i Skagen, hvor de stod og dansede på bordene til Sussi og Leo-koncert, 25 års jubilæet var i Dragør, hvor Jette sov i en skuffe, 30 års jubilæet kan de ikke lige huske, og 35 års jubilæet blev fejret i Frankrig, hvor de drak rosé og dansede med hinanden. Men udover alt det sjove, de har oplevet, har de også været igennem svære ting i årenes løb. I starten var det børn med kolik og problemer med at blive gravid. På det seneste har det været sygdom. Erni er blevet opereret for livmoderhalskræft, Jette har haft en blodprop efterfulgt af en blodsygdom, Anette har haft stress, det samme har Kirsten, der var nødt til at sælge sin forretning. Og så en dag fik de et opkald fra gruppens anden Kirsten.

Anette: Hun ringede og sagde, at hun havde fået light Alzheimers, og nu ville de tage kørekortet fra hende. Men det var ikke noget særligt, sagde hun, for hun havde det godt.
Jette: Men vi vidste godt, at den var gal.
Erni: Vi havde været nede og besøge hende i Fåborg, og så skulle vi ud og spise frokost på Magasingården, og der kunne hun sagtens vise os ned, men det kunne hun så bare ikke alligevel.
Anette: Da vi var heroppe for fire år siden, sad hun også der i stolen og sagde, at hun havde lidt svært ved at huske.
Jette: Var det der, hvor hende og Lis sad og sov faktisk?
Kirsten: Ja. Og når man tænker på, hvor vilde vi har været.
Erni: Førhen kunne vi jo gå i byen hos hinanden en hverdagsaften, og så var klokken pludselig blevet to, inden vi kom hjem.

Nu om dage foretrækker de at mødes tidligt. Senest har de flyttet deres årlige juledekorationsaftale fra klokken 16 til klokken 9. Men de taler lige så meget, som de altid har gjort. De afbryder hele tiden hinanden og starter konstant nye samtaler op i deres iver. De taler om børn, børnebørn, deres mænd og deres gamle arbejdsplads. Og om bøger, film og politik. De taler også om sygdom, men kun lidt. "Vi tager en runde, og så er det slut". Og så snakker de om alle deres fælles minder.

Erni: Der er jo gået et helt liv, siden dengang vi mødte hinanden.
Kirsten: Det er underligt, for hold op, hvor er de 40 år gået stærkt, og hvor har man startet som sorgløs. Vi har danset og sunget. Og når vi er sammen nu, så kommer der pludselig noget af det tilbage.
Jette: Det er en fantastisk følelse, og den får man ikke med ret mange mennesker.
Kirsten: Vi har fået børn sammen, og nu begynder vi at blive ældre. Altså i gamle dage ville vi jo næsten være døde nu.
Erni: Jeg gruer for, når den første af os falder væk.

For første gang bliver der stille omkring bordet.

Så kommer Anette i tanke om noget: "Det var da i Ribe, vi holdte vores 30 års jubilæum!" Og alle råber i kor: "Riiiiibe, ja!"