Mød fotografen, der kæmper mod portrætteringen af "kropspositivitet"

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

Fotografen Anastasia Kuba er ekspert i nøgne kroppe. Hun har blandt andet arbejdet som boudoir-fotograf siden 2008, og så er hun også kvinden bag den populære portrætserie til Woman Enoughs virale bare-kampagne, der havde til formål at promovere kropspositivitet ved at præsentere billeder af kvinder i alle former og størrelser. Men efter et stykke tid blev Kuba træt af at tage billeder af folk, der skulle forestille at føle sig godt tilpas med deres nøgne kroppe. Hun blev mere interesseret i at vise ambivalensen, angsten og utilpasheden, som de fleste mennesker oplever i den situation. Hendes nye projekt, Nothing but Light, opstod i den anledning. I en verden, der sætter lighedstegn mellem en kvindes nøgne krop og hendes frihed, så farves modellernes kroppe her i stedet af usikkerhed. Og Anastasia Kuba arbejder med modeller på tværs af kønsspektret.

Som tidligere eksotisk danser er Kuba ganske godt bekendt med personlige grænser. Derfor har hun etableret et sæt spilleregler, der skal skabe trygge rammer for deltagerne – for eksempel er det "kun billeder som både model og fotograf er enig om, der bruges i projektet" – og på den måde bliver Nothing but Light til et helt særligt projekt.

Deltagerne skal indsende et følgebrev sammen med deres portrætter. Der er ingen specifikke krav til, hvad de skriver om i det personlige brev. En kvinde skrev et digt om at få fjernet sin spiral, en anden skrev om, hvordan det er revolutionært at være "sort og forfængelig" og en tredje – en mand – beskrev sit forhold med et sex-surrogat.

For at vise folk som mennesker og ikke objekter får modellerne også lov til at fotografere Kuba nøgen. Hun er også meget lydhør overfor deres respons gennem hele processen og i forbindelse med udstillingen af det endelige resultat på hendes hjemmeside. Hvis modellerne fortryder, kan billederne fjernes når som helst. Vi talte med Kuba om, hvor ideen til projektet kommer fra, faldgruberne ved kropspositivitetskulturen, og hvordan samtykke kan forvandle kommunikationen mellem mennesker.

BROADLY: Hvor fik du ideen til Nothing but Light fra?
Anastasia Kuba: Jeg tog en del boudoir-billeder, men var ved at miste interessen i det. Jeg ville gerne lave noget, der var mere autentisk og viste alle sider af den menneskelige oplevelse – ikke bare seksualitet. Det at være nøgen handler om meget mere end bare seksualitet.

Hvorfor var det vigtigt for dig at tage billeder af kroppen i et ikke-seksuelt lys?
Der var ét billede, der især ændrede min syn. Jeg var 23 og boede på et hostel. Jeg havde allerede en ret stor portefølje med billeder af sexede unge kvinder – andre dansere – og der boede en anden kvinde sammen med mig på det hostel. Hun var ældre, og hun fortalte mig, at hvis jeg var på udkig efter ældre modeller, så stillede hun gerne op. Vi lavede en fotosession på stranden i Venice, og det her er billedet, vi fik ud af det. Jeg inviterede en af mine venner forbi, så derfor er der to på billedet.

Forskellen på det billede og dem, jeg havde taget tidligere, var meget slående, fordi det var så følelsesladet. Det er jeg gået efter lige siden. Det har taget mig årevis at udvikle det følelsesmæssige rum, hvor en person, jeg arbejder med, kan stille sig foran kameraet uden at udstråle seksualitet eller være bundet af en opfattelse af, hvordan man præsenterer sig kønsmæssigt. Folk har en naturlig tendens til at ville optræde foran kameraet.

Når folk kommer forbi mit studie, og de har smykker på, som betyder meget for dem, plejer jeg at sige, "Du må godt have dem på, men ellers vil jeg gerne have, du fjerner alle de ting, du udsmykker dig med." Jeg beder også folk om ikke at lægge makeup, inden vi går i gang.

Mange folk, der enten arbejder som eksotiske dansere eller som sexarbejdere eller har været modeller i mange år, har ingen problemer med at tage tøjet af, men de har svært ved at lade glimmeret ligge. Det er ikke så meget det, at de er nøgne – det handler mere om, at de ikke har noget på. Der er intet lag i mellem kroppen og kameraet.

Nogle folk bruger tøj og makeup til at udtrykke sig med, men det lyder, som om dit projekt ser det som en måde at skjule sig på.
Det er et interessant spørgsmål. Hvis du kigger på hjemmesiden, så ser du billeder af en kvinde ved navn Joie, hun er transkvinde, og da hun opsøgte mig, havde hun det virkelig svært med det. Det var let nok for hende at være nøgen og afsløre sin krop, men at skulle optræde uden makeup og smykker, der signalerer femininitet, var utroligt svært for hende.

Når jeg arbejder med en ny person, starter vi med en fotosession på tre timer. Der er ingen, der kan holde masken i tre timer. Jeg er ret udholdende og kan blive ved i lang tid. Sådan fungerer min arbejdsproces. Når jeg arbejder med nye folk, spørger de altid, "Hvordan skal jeg se ud? Hvordan skal jeg stå?" Og jeg svarer altid, "Sid, hvor du vil, og gør, som du har lyst til." Jeg nægter at instruere dem.

Der er intet at gemme sig bag, så gradvist brydes barrieren ned, og jeg tror, det er derfor, mine modeller ofte ender med at ligne børn på billederne. De ligner helt små børn. Jeg har brugt hashtagget #TheBodyIsInnocent, for når du er helt nøgen, så dukker det indre barn op, og det er noget, jeg har bemærket hver gang. Det var ikke noget, jeg stilede efter fra begyndelsen. Men jeg endte med at finde frem til barnet. Jeg tænker lidt, 'Vi er alle sammen bare babyer.'

Det lader til, at samtykke er en vigtig del af processen. Det er interessant, fordi det sjældent er noget, vi taler om udenfor en sexkontekst. Hvorfor har du valgt at fokusere på det?
Når jeg fortæller andre fotografer om, hvordan min proces fungerer, er de altid målløse. "Det er jo vanvittigt. Det kan du da ikke. Du spilder dine ressourcer." Jeg bruger ressourcer og penge på mit arbejde, og når en model hopper fra efter en fotosession, så er det tid, jeg kunne have brugt på en anden. Folk siger, "Nej, den skal du ikke bruge." Det bedste billede i mine øjne, er ofte det billede, modellen selv mindst kan lide. De er sårbare på de billeder, og det kan folk ikke lide.

Men det er den eneste måde, det her projekt fungerer på. Hvis du ved, att der står en dør på klem, som du kan gå ud af, ville det så ikke ændre din indstilling under selve fotosessionen?

Formentlig.
Det er grunden til, at jeg lægger vægt på samtykke. Modellen skal engageres på en helt ny måde. Du kommer ikke bare ind og gør det hele på mine præmisser, så du først skal forholde dig til dine egne følelser bagefter. Når man ikke giver et menneske noget at sætte sig i mod, så er vedkommende tvunget til at søge dybere ned i sig selv.

Alle de folk, hvis billeder ligger på hjemmesiden lige nu, vågnede op i morges og traf endnu engang den beslutning, at billederne skal blive liggende. Og det er ikke, fordi folk ikke får negativ respons på dem – især kvinderne, som er overvægtige. Der er ingen, der får så meget brok som store kvinder gør, og det meste af det kommer fra andre kvinder. Når folk optræder i et offentligt rum og viser sårbarhed på den måde, og de bliver udsat for ondsindede trolls, så vil jeg ikke føle, at jeg er med til at såre dem. Jeg vil være helt sikker på, at personen har fuld kontrol over situationen hele tiden.

Fordi projektet er baseret på samtykke, har folk også været meget åbne omkring seksuelle traumer, voldtægt og overgreb, de har oplevet tidligere i livet. Det er ikke noget, jeg vil tage fra et andet menneske. Det skal komme af sig selv. Det er meget intimt. Det er et kropspositivt projekt, men i selve begrebet kropspositivitet ligger der en ide om, at det at fremvise sin krop handler om at signalere styrke og selvsikkerhed, men det er kun et aspekt ved det at optræde i en sårbar situation.

Hvor ser du den version af kropspositivitet udspille sig?
I 2014 arbejdede jeg som fotograf for den internationale bare-kampagne, der var meget populær. Det var en kampagne, der handlede om kropspositivitet, men jeg forlod i sidste ende projektet, fordi jeg ikke syntes, jeg kunne stå inde for det.

Folk kom ind til fotosessioner og havde på forhånd fået at vide, at de skulle signalere styrke i gennem deres nøgenhed. På den måde ender man som fotograf med at fortælle folk, hvad de skal føle. Men hvad hvis de slet ikke føler den styrke? Hvad hvis de, ligesom Joie, ser på billederne og er forfærdede? Hvorfor skal man være nøgen for at signalere styrke?

Jeg ville have alle de andre følelser i spil. Jeg ville vise angsten. Jeg ville vise sorgen. Jeg var ikke interesseret i at vise et billede af styrke. Jeg ville vise et billede af det hele, og jeg ville tale om det.

Hvad er forskellen på et billede, der præsenterer styrke, og et, der objektiviserer modellen?
Det afgørende aspekt er samtykke – ikke før, ikke efter, ikke én gang, ikke på visse betingelser, men som en fortsat forudsætning, så modellen har agens hele vejen igennem processen. Det andet er, at jeg ville have ansigter med på billederne. Jeg ville se folk i øjnene. Hvis der ikke er et ansigt på billedet, så er det bare en krop, der kan tilhøre hvem som helst.

Men det er op til den enkelte at afgøre, hvorvidt det kan være en positiv oplevelse for dem. Det er også forskellen på pornoskuespilleren, der signalerer styrke i kraft af sit valg, og pornoskuespilleren, der bliver objektiviseret. Det handler om, hvordan individet har det med det. Derfor handler projektet så meget om samtykke. Jeg spørger folk, fordi de er de eneste, der kan afgøre, om det er en god oplevelse eller ej.