Vi spurgte syv danskere, om deres liv er blevet, som de havde regnet med

Da jeg var barn, så jeg 24-årige som fuldvoksne mennesker med pensionsordninger og et fail-filter, der forhindrede dem i at træffe forkerte valg. Nu er jeg selv 24, og mit syn på mine jævnaldrende har ændret sig ret meget. Jeg ved for eksempel, at man (læs: jeg) ikke er immun over for lortebeslutninger, selvom jeg officielt set er voksen.

Apropos voksenlivet: For præcis to år siden i dag var jeg ved at gå til af spænding, mens jeg ventede på at finde ud af, om jeg var kommet ind på drømmestudiet. Hvis jeg ikke kom ind, skulle jeg fortsætte med at gå med tallerkener og grine falsk af folks vittigheder i for stramt, sort tøj. Jeg åbnede mailen med rystende hænder, og til min egen (og mine forældres) lettelse, var jeg blevet optaget. Hvis det ikke var gået sådan, var jeg nok endt i rendestenen – sådan jeg havde det i hvert fald dengang.

I dag er der en masse danskere, der har fået svar på, hvad de skal bruge de kommende år på at studere. Måske er det dig, og forhåbentlig er du glad. Under alle omstændigheder er det godt at sætte det hele lidt i perspektiv, så jeg gik på gaden for at snakke med nogle folk om det sted, de er i dag, og om det passer til de forventninger, de havde, da de var yngre.

Da jeg droppede ud af gymnasiet som 17-årig, havde jeg i hvert fald aldrig regnet med at skulle tage en akademisk uddannelse. Der troede jeg, at jeg skulle være danser, så jeg tog en danseuddannelse, men det viste sig, at det sjove gik lidt af, når det stoppede med at være en hobby og begyndte at blive hverdag. Så begyndte jeg at arbejde som stylist og troede, at det var det, jeg skulle være resten af livet, men sideløbende tog jeg en HF, som jeg afsluttede med mega gode karakterer – og det gav mig blod på tanden i forhold til at læse videre. Nu er jeg lige blevet færdig med min bachelor i digitale medier og design og skal starte på min kandidat efter sommerferien. Der er ikke andre i min familie, der har en universitetsuddannelse, så det havde jeg aldrig troet, jeg ville få. Igennem hele min studietid har jeg arbejdet ved siden af som stylist, DJ og arrangeret fester. Det synes jeg egentlig er ret godt gået.

Jeg ville faktisk være dyrlæge, da jeg var lille. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en idé om, at det var sjovt. Men da jeg gik i gymnasiet, fandt jeg ud af, at jeg gerne ville lave noget med mennesker, og valget faldt på psykologi. Undervejs i studiet kom jeg så meget i tvivl, at jeg endte med at droppe ud, men så vendte jeg tilbage og fuldførte efter tre år, hvor jeg var ude at rejse.

Jeg havde en plan om, hvor jeg skulle være i mit liv, når jeg var 30, og den involverede selvfølgelig børn – ifølge planen ville jeg have fået mit første barn omkring 26-27 år. Det er jeg virkelig glad for ikke skete, men sådan så jeg ikke på det, da jeg var barn. Der tænker man, at man er gammel, når man er 30 år. Gammel på den der måde, hvor man har børn, hus og bil. Ligesom ens forældre. Men jeg tror, det er noget andet i vores generation. Vi er mere uklare om, hvad vi vil, og derfor starter vi også på jobmarkedet senere end vores forældre. Så på en måde starter ens voksenliv også senere.

Det kan godt være, at jeg skulle gjort det anderledes. Det havde nok været nemmere, hvis jeg bare havde færdiggjort mit studie i første omgang og så ikke rejst i tre år. Men jeg tror ikke, jeg havde kunne gøre det anderledes.

Som enhver anden dreng har jeg haft en drøm om at være brandmand, politimand eller mekaniker. Så det var egentlig også min plan: Noget med håndværk eller noget med lov og orden. Efter jeg startede i skole, gik det op for mig, at der var alle mulige krav til, hvad man skulle kunne, før man kunne blive det. Det fik mig til at droppe det. Så skulle jeg finde på noget andet, det blev mekaniker. Det gik superfint til at starte med, men pludselig ville min mester ikke have mig længere. Helt tilfældigt så jeg et opslag om en elevplads som ejendomsservicetekniker. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle stå her og vande blomster og samle cigaretskodder op, men jeg har det superfedt med det. Det er et godt arbejde, og det er lige mig. Det har virkelig overrasket mig, men jeg vil vove at påstå, at jeg har fundet det arbejde, jeg skal have resten af mit liv. Man kan sige, jeg har været mega uheldig, men samtidigt mega heldig.

Det kan godt være, at mit yngre jeg ville sige: "Hvad fanden laver du? Det var da ikke det, vi havde aftalt!" Men i sidste ende handler det jo om at være glad for, hvor man er endt. Og det er jeg.

Da jeg var barn, regnede jeg ikke med at sidde i en etværelses som 29-årig og først være færdiguddannet nu. Men jeg synes, det er vigtigt, at man får oplevet en masse ting, inden man stifter familie og binder sig fast.

Som barn havde jeg en klar forventning om at blive noget inden for den medicinske verden, ligesom min far og søster. Jeg vidste bare ikke helt, hvilken vej det skulle være. Derfor er det også endt med at tage længere tid, end jeg regnede med. Jeg er først blevet færdig i år som jordemoder. Jeg synes vejen hertil har været en kamp, men jeg er overbevist om, at man er gladest, hvis man laver noget, man virkelig brænder for og ikke nøjes.

Selvfølgelig ville jeg ønske, jeg havde været mere målrettet fra starten af. Jeg har nok haft brug for at løbe hornene af på min måde og se verden for at kunne træffe en beslutning.
Og så har vi jo heller ikke mere travlt. Så jeg tror, mit yngre jeg ville sige: Godt du er her nu. Det tog sin tid, men nu er du her. Og du sparker røv!

Jeg er vokset op i en meget traditionel familie med en tvillingebror og forældre, der stadig er sammen. Så da jeg var yngre, var det helt klart den vej, jeg troede, jeg skulle. Men det tror jeg ikke rigtig på længere. Jeg er ikke sikker på, om jeg skal have en familie.

Da jeg var 10 år, troede jeg, at jeg ville være arkitekt. Den eneste ting, jeg vidste om studiet, var, at man skulle være god i skolen. Så begyndte jeg at stå på skateboard og blev ligeglad med skolen.

Jeg kunne ikke have drømt om det liv, jeg har nu. Ikke fordi jeg er der, hvor jeg skal ende med at være, men jeg er rigtig glad for det liv, jeg har nu.

Skateboarding har i mange år været det vigtigste, men det er ved at skifte for mig nu, hvor jeg hellere vil lave fotografi og kunst. For mig handler livet om at komme et sted hen rent spirituelt, hvor jeg har det godt med mig selv. Og så dygtiggøre mig i den kunst, jeg drømmer om at lave. Og der føler jeg også, jeg er på vej hen. Men det er helt klart noget andet end det, jeg havde forestillet mig som dreng.

Jeg er vokset op i Vestjylland, hvor janteloven hersker. Så selvom jeg drømte om at blive tandlæge, så turde jeg ikke gå den vej, fordi jeg tænkte, jeg aldrig ville kunne klare det. Heldigvis kunne jeg også godt tænke mig at blive sygeplejerske, så det satsede jeg på i stedet for og færdiggjorde det. Jeg arbejdede i lidt tid som sygeplejerske og fandt ud af, det overhovedet ikke var det, jeg skulle. Efter et ophold i Norge, hvor jeg læste matematik på A-niveau, kom jeg ind på tandlægeskolen, som jeg blev færdig med sidste sommer. Det er jo angstprovokerende at sadle om på den måde i så sen en alder. Især, når alle ens veninder er færdige og med gode indkomster, og man bliver den, der er nødt til at sige nej til café-ture, men det har været det hele værd.

Jeg fik Fiona for to måneder siden, men jeg havde regnet med at få børn væsentlig tidligere. Det er bare svært at planlægge den slags. Så har jeg været i nogle forhold, der alligevel ikke er gået, og så skal man ud og møde en ny og starte forfra. Jeg har det okay med først at have fået barn nu, men det ville jeg gerne ændre, hvis jeg kunne. Både i forhold til at få flere børn og så i forhold til, at de kan have aktive bedsteforældre. Hvis jeg kunne gå tilbage og ændre noget, så ville jeg have læst tandlæge direkte og ikke været kærester med de forkerte. I sidste ende er det jo tilfældighederne, der gør, at man ender, der hvor man gør. Og det har været heldigt for mig, at tingene er gået den vej, som de har gjort.

Det var i hvert fald ikke gymnasielærer, jeg drømte om at blive, da jeg var barn. Jeg tror, jeg var mere ovre i at blive brandmand eller astronaut. Men da jeg var færdig med gymnasiet, var der kun et fag, jeg havde lyst til at læse, og det var matematik. Da jeg afsluttede det, kunne jeg godt se, at der ikke var så mange muligheder for, hvad jeg kunne blive. Det var gymnasielærer. Så underviste jeg i matematik på Efterslægten.

I forhold til familie var det jo meget normalt, at man fik en familie og nogle børn, så det gjorde jeg også. Der er selvfølgelig en masse situationer, hvor man tænker: Jeg skulle nok have valgt anderledes, men det får jeg jo ikke noget ud af at tænke. Jeg er rimelig tilfreds med mit liv.