FYI.

This story is over 5 years old.

Music

Den nye "Sexbeat"-video fra Luster er et pseudo-pornografisk farveorgie

NSFW? Vi er ikke helt sikre. Men den er svedig. Tjek den ud.
Screenshot fra "Sexbeat"-videoen

Her kommer den nye "Sexbeat"-video fra Luster, og vi kan ikke lyve: it's hot. Ikke hot på en åbenlys måde som Emma Watson eller yogabukser eller det der rum, som Nelly nægtede at forlade i 2002 og i stedet opfordrede alle til at strippe i – men hot ligesom de der familiefilm, som Tyler Durden klipper eksplicitte pik-billeder ind i i Fight Club. Stimulerende og nærgående, uden at du helt har forstået hvorfor. Men hvorfor skulle jeg udsætte mig selv for det?, tænker du måske. Fordi du ellers ikke vil have noget begreb om, hvor godt det er. Og selvfølgelig fordi det er en undskyldning for at se pseudoporno i skole- og/eller arbejdstiden.

Advertisement

Luster er Jacob Haubjergs soloprojekt. Jacob er oprindeligt fra Vestjylland, men har base i København. Han lægger selv bas og vokal til, men har også Brian Batz med på guitar, Anders Bach på trommer og Morten Søgaard på keys. "Sexbeat" er kun hans tredje single nogensinde og kommer i hælene på dobbeltsinglerne "Good Dreamer" og "You've Got the Heat", der droppede i foråret. Debutalbummet forventer Luster at have klar til starten af 2018.

På "Sexbeat" leverer Luster tre og et halvt minuts sveddryppende, peppet pop rock med en stigende intensitet ikke ulig landsmændene Vampire Blow eller Molly. "Der er som sådan ikke nogen melodi, der vendes tilbage til, når først en linje er blevet udforsket og smagt på. Det er ét langt build-up til et klimaks," udtaler Haubjerg selv om "Sexbeat". "Et ganske godt billede på hele temaet i sangen."

Som det bedste sex altid gør, starter den Jonatan Mose-instruerede video med en række vildt usexede ting; en, der mopper et gulv; en chick, der stener over en tallerken pomfritter. Men pludselig er der hænder overalt og porno i fjernsynet – en masse liderlige typer (blandt andet en dude, der ligner Crispin Glover 1:1), der i den grad lader til at kunne mærke…sexbeatet.

"Jeg har været optaget af arthouse pornofilm fra starten af firserne," siger instruktør Mose om det saftige, visuelle farveorgie, han har lagt til Haubjergs hanky-panky-hymne, hvilket gør en del for at forklare, hvorfor musikvideoen med sine pink og røde farveeksponeringer ligner introen til en Bond-film fra firserne.

"Om"-teksten på bandets Facebook-side lyder ganske simpelt: dream and dance baby – en beskrivelse, der mest af alt lyder som en mdma-høj pickup line. Men eftersom vi alligevel alle sammen er nogle beskidte sexdyr, der er hjælpeløse, når det kommer til at nedkæmpe vores perverterede, dyriske sexdrifter, kan du lige så godt give efter og se videoen til Lusters "Sexbeat" her:

Undgå musikalske blue balls og få mere "Sexbeat" når Luster indtager Spillestedet Stengade sammen med Lunar den 15. november.