Hvorfor krymper den? En læges guide til skrumpediller
Alle illustrationer af Erik Pontoppidan

FYI.

This story is over 5 years old.

guide

Hvorfor krymper den? En læges guide til skrumpediller

Fra alle forfængelige mænd til alle forvirrede kvinder. Og mænd.

Det er et ret legitimt spørgsmål. Jeg har en penis, og har derfor førstehåndserfaring med mange af de mytiske, mærkværdige og til tider uforklarlige ting, som det mandlige kønsorgan finder på i løbet af en almindelig dag.

Jeg siger ikke, at vor tids kvinder er uoplyste – tværtimod. Jeg er sikker på, at der findes langt flere kvinder, der er i stand til at afkode kødfløjtens vaner, end der er mænd, der forstår at give den lille mand i båden den omsorg og opmærksomhed, han så hjerteligt fortjener. Alligevel havde den selvhadende og kronisk-patetiske sitcom-legende George Costanza en væsentlig pointe, da han i Seinfeld-afsnittet "The Hamptons" fra 1994 fortvivlet spørger Jerry, "Do women know about 'shrinkage'?" Det desperate spørgsmål kommer i kølvandet på en uheldig episode, hvor George har gjort vennegruppens weekendophold akavet ved at blotte sin kulde-krympede post-swimmingpool-penis for en kvinde i selskabet. Men det kunne lige så vel have været en coke-pik eller en whiskey-pik i kølvandet på en rustur. Eller en olympisk atlets elsker, der bliver fortvivlet ved synet af en motions-mindsket penis.

Advertisement

Men vi lever jo i informationsalderen, tænker du. Kunne man ikke bare google det? Jo, det kunne du. Men selv hvis du kan leve med den stærkt utvivlsomme etos af internettets mange NetDoktor-wannabe pseudomedicinere, der ikke tøver med at hamre Caps Lock i bund og skråle "KRÆFT" af den mest mikroskopiske og uskyldige fregne – har du så helt seriøst lyst til, at "min kæreste har taget for meget coke og nu er hans penis ligeglad med mig" skal være den Google-søgning, der springer frem på din skærm, næste gang du åbner din MacBook foran resten af din læsegruppe? For slet ikke at tale om den Pandoras æske af usselhed og fordærv, du åbner op for, skulle du bede en tilfældig mandlig ven eller bekendt med penis om at gøre rede for de fysiologiske forhold, der kan forårsage "mindskelse" – altså situationer, hvor penis skrumper; trækker sig tilbage; "gemmer sig"; "krymper"; "stikker hovedet i sandet som en metaforisk struds"; et al.

I erkendelse af min egen status som simpel lægmand på området, sætter jeg kurs mod en klinik for seksuelle dysfunktioner i Gentofte for at udspørge en peniskyndig professionel om, hvad der sker, når penis trækker sig tilbage, og hvorfor det sker, og om der kan være fare forbundet med skrumpediller. Jeg bliver budt velkommen af Peter Lyngdorf, der har over 30 års erfaring på området. "Stort set hver dag," svarer den garvede urolog, sexolog og overlæge, da jeg spørger ind til, hvor ofte han kommer i kontakt med det mandlige kønsorgan. (Andres, vel at mærke.)

Advertisement

VICE: Okay. Så er vi i hvert fald kommet det helt rigtige sted hen. På engelsk ved de fleste, hvad man mener, når man taler om "shrinkage" – men jeg synes, at vi savner et medicinsk begreb på korrekt dansk.
Peter Lyngdorf: Du vil gerne bruge ordet "skrumpning", og jeg bryder mig ikke så meget om det udtryk, fordi det lyder irreversibelt. Bare at "den bliver mindre" ville være et korrekt udtryk. Du kan kalde det en 'fysiologisk mindskning'.

Hvor mundret. Nå, men klassikeren er jo, at koldt vand = "fysiologisk mindskning", ikke sandt?
Hvis du kommer fra en normal tilstand og går ud i kulde, så er det en fysiologisk respons, der er tale om. Når der sker ændringer i temperaturen, trækker blodkarrene sig sammen, hvilket vil sige, at der kommer mindre blod til penis, og derved bliver den mindre. Tilsvarende bliver penis også større, hvis du kommer i varmt bad, for der vil blodkarrene udvide sig, så der kommer bedre blodtilførsel.

Er det kun vand, der virker sådan?
Kold luft eller koldt vand – det er underordnet. Det handler om temperaturforskelle i det helt taget. Det er ligegyldigt, hvilket medium, det foregår i. Man kan sammenligne det med pungen. Sædcellerne skal have en bestemt temperatur for at kunne overleve. Og hvis den temperatur bliver for høj eller for lav på overfladen af pungen, så vil pungen enten udvide sig for at kunne øge sin fordampning eller afgive varme, ellers bliver pungen trukket op for at mindske temperaturfaldet i og omkring testiklerne – det er ren fysiologisk respons.

Advertisement

Har penis så et temperaturmæssigt nulpunkt? En smertegrænse?
Den får den temperatur, som der er i omgivelserne på kroppen. Så selvom penis trækker sig ind, kommer der blod igennem alligevel, men i mindre målestok. Hvis du er i frostvejr, så bliver penis jo ikke nul grader. Den vil have kroppens temperatur.

Men sig mig så lige, Peter – hvorfor opstår "polar-penis"?
Det er bare en ekstrem grad af det samme. Jeg tror aldrig, at der har været koldbrand i penis, heller ikke i polar-egnene. Den skrumper simpelthen for meget. Tværtimod er det mere hænder og fødder, det kan dreje sig om, fordi fingrene kan jo ikke skrumpe. Der er knogler i vejen. Det er det samme med tæerne. Der er jo ikke nogen knogler i penis, så den kan næsten gå fuldstændigt ind i kroppen, og så er man beskyttet.

Hvordan så med motion? Du ved, en hård løbetur og en pik, der lige pludselig synes halvt så stor?
Atleter har jo en enorm gennemstrømning af blod i deres muskler. I den situation, hvor man har en masse adrenalin i kroppen – det hæmmer blodtilførslen til penis ganske gevaldigt. Der kommer heller ikke noget blod til dine tarme ved maksimal idrætsudøvelse. Der kommer stort set kun blod til din hjerne, dit hjerte og til dine muskler. Når du dyrker idræt, så stiger din kropstemperatur. Og der vil du komme til at svede, fordi dine blodårer bliver udvidet for at øge varmetabet. Så der er ikke noget beskyttende i det, som med kulden.

Advertisement

Så post-fodboldtrænings-mikropenis er altså en adrenalin-ting – og ikke en motions-ting?
Ja. Men når du bliver stimuleret til at udføre en fysisk aktivitet, så kommer der en kampgejst op i dig. Så pumper der også mere adrenalin.

Hvad hvis man ikke løber rundt, men befinder sig i en presset situation, hvor der alligevel er adrenalin i kroppen?
Så gør det samme sig gældende, hvis du for eksempel er stresset. Så bliver din hud også kold.

Okay. Lad os snakke om præstationsangst …
Ja, hvis folk har haft en ubehagelig oplevelse på den ene eller den anden måde – det kan have gjort ondt, eller vedkommende kan være kommet for tidligt. Det kan være deres egen skyld, eller det kan være partneren skyld. Så kommer der en mental barriere hos patienten. Man vil hele tiden tænke: "Hvad nu næste gang jeg er sammen med den her person? Hvordan går det så? Kan jeg mon holde rejsningen længe nok?" Og, jamen, så falder rejsningen jo. Det kan ske, hvis partneren for eksempel kommer med nogle sårende udtalelser. Der vil det meget tit gå galt. Og det er meget mere sårende, hvis det er en, der står dig nær.

Hvordan kan det ske, rent fysiologisk? Hvad er koblingen mellem frygt og penis?
Det er en mental barriere. Når han først har frygtet det, så bliver der frigivet nogle nervestoffer. De impulser, der normalt skal fremme potensen, ophører. Og så falder rejsningen. Det er en mere mentalt betinget form for penismindskelse.

Advertisement

Er der måder at modvirke det på?
Det kommer an på, hvor dybt det er forankret i personen. Hvis det er en tilstand, der har stået på i lang tid, så tager det også lang tid at udbedre det. Der findes mange øvelser og træninger til at genformidle en person, så de kan komme op på et normalt lejde igen. Og det kræver ihærdig træning af personen selv, men også gerne af patientens partner.

Altså, mental penis-træning?
Ja, det kan du godt kalde det. Men det er jo sådan en reinforcering, der foretages mentalt, hvor man simpelthen begynder at genvinde en tro på sig selv og langsomt forstærker den over en længere periode.

Nu vi er ved det – Penis bliver jo også mindre efter sex…
"Der vil jeg bestemt ikke bruge udtrykket 'mindskning'. Det har jo ikke noget med det at gøre. Det er ganske naturligt, at efter rejsning, så falder penis til sin normale størrelse igen, så det er jo kun en relativ formindskelse. Når man bruger ordet mindskning, er det mere en patologisk tilstand. Efter sex antager penis jo bare sin nødvendige form.

Hvad med kokain? En coke-pik er umiddelbart ikke noget, man ønsker sig.
Der sker mange ting under en kokainrus. Der sker blandt andet ændringer i nogle af de hormoner, som findes naturligt i organismen. For eksempel adrenalin eller noradrenalin, der får blodårene til at trække sig sammen. Det vil sige, at der kommer mindre blod til penis, og dermed bliver penis også mindre. Her er det igen fysiologien, der spiller ind. Kokain kan også give nogle andre mentale skavanker. Folk, der har taget en for stor dosis kokain, kan simpelthen ikke få rejsning. De kan være nødt til at tage Viagra.

Advertisement

Så coke gør under ingen omstændigheder noget godt for penis?
Narkotika i det hele taget er jo skadeligt. Også i den sammenhæng. Man har sommetider talt om, at LSD skulle være i stand til at give en bedre oplevelse. Men det er nok mere en mental oplevelse. Men det har jo været svært at lave forsøg med LSD siden 60'erne og 70'erne, fordi man ikke må gøre det i praksis. Sådan noget som hash hjælper ikke. Det er med til at fremme impotens. Det kan give nogle permanente skader.

Shit. Hvad er det, der afgør, hvor længe den her form for penismindskelse varer ved?
Det afhænger af, hvilke stimulus du bliver udsat for. Hvis du vedvarende bliver udsat for kulde, så bliver penis ved med at være lille. Så kan du selvfølgelig stimulere den på anden vis, så du får en øget blodtilførsel. Hvis det er kokain, så vil der ikke ske ret meget, fordi der er nogle hormoner og nerver som gør, at der ikke kommer noget blod ned til den.

Alkohol er en anden klassisk synder. Hvordan hænger det sammen?
Det kommer an på, hvor stor en dosis, du indtager. Nogle få genstande kan have den modsatte virkning, fordi så løsner man mentalt op og kan komme over den barriere, som nogle folk kan have, for at være sammen med en partner – uanset køn. Men er der for meget alkohol, fungerer penis ikke.

Er det noget, der gør sig universelt gældende for alle, der har en penis? At der er en bestemt mængde, man kan drikke, før penis stopper med at fungere?
Der er forskel fra person til person. Nogle mennesker får måske et par genstande, og så kan de slet ikke, mens andre kan tåle en masse genstande og stadig kan. Det er meget individuelt – også i forhold til, hvor hurtigt, folk drikker det, og hvor meget, de er vant til at drikke. Som hovedregel kan man sige, at et par genstande er ganske glimrende til at få folk til at løsne op.

Gælder der forskellige 'regler' for forskellige typer alkohol – eller hedder det bare whiskey-dick, fordi det lyder godt?
Nej, det gælder for alkohol i al almindelighed.

Er der andre forhold, som jeg har glemt, hvor penis bliver mindre?
"If you don't use it, you lose it." Det er et meget godt udtryk, som englænderne har. Hvis man ikke bruger sin penis, så bliver den faktisk en lille smule mindre. Det er noget, der godt kan genoptrænes igen. Der er ikke noget præcist tal på, hvor meget mindre, den bliver. Men den bliver umiddelbart kortere at se på. Hvis folk er blevet opereret, kan den også blive mindre.

Går det så også den anden vej?
Nej, den bliver ikke større af at blive brugt meget.

Nederen. Tak, doktor.