Mit personlige farvel til queer-ikonet George Michael

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey

I 1998 sad jeg i en billedkunsttime i skolen og malede med vandfarver, mens jeg talte med min bedste ven om det eneste, der rent faktisk betød noget i vores 13-årige liv: MTV. Vi levede og åndede for musikvideoer. På en helt almindelig dag skyndte vi os hjem fra skole, ringede til hinanden på fastnettelefonen og gav et direkte kommentarspor til de videoer, der blev vist den eftermiddag. Vi diskuterede Janet Jacksons nye koreografi eller oprigtigheden i Madonnas religiøse overbevisninger. Ikke overraskende var vi begge to homoseksuelle, selvom vi dengang manglede den følelsesmæssige modenhed til selv at indse det – ligesom de fleste i de tidlige teenageår.

Jeg kan tydeligt huske, at vi den dag, i den billedkunsttime, talte om Marilyn Mansons video til "The Dope Show" – en milepæl i vores uendelige forsøg på at skille os ud fra vores sirlige, kostskole-agtige omgivelser. En af vores klassekammerater overhørte vores samtale om Marilyns rumvæsenagtige brystkasse og blodrøde kontaktlinser, og ledsaget af et svirp fra sin pensel sagde hun: "Ja, det lyder virkelig skørt, men det er ingenting sammenlignet med George Michael."

Det var kort efter udgivelsen af "Outside", som var George Michaels musikalske kommentar til hans berygtede anholdelse tidligere på året for at have tilbudt sex til en civilklædt betjent på et offentligt toilet i Beverly Hills. Jeg har aldrig glemt, hvad den pige sagde til os, for det lærte mig en værdifuld lektie: For de de fleste heteroseksuelle mennesker er det at være homoseksuel i den virkelige verden langt mere opsigtsvækkende end at lade, som om man er et goth-agtigt sex-rumvæsen. Jeg behøver ikke at gøre mig selv anderledes, naturen og samfundet har gjort det for mig – og min nye virkelighed bliver at navigere gennem en verden, hvor min naturlige måde at være på i bedste fald bliver objekt for folks nysgerrighed. Det var i hvert fald sådan, det føltes dengang, mens seksualiteten stadig var et mørkt hjørne af en skattekiste, der var begravet under pubertetens tunge jordlag.

Kort efter blev "Outside" en slags slagsang for mig. Jeg kan stadig huske hver eneste scene i videoen, og jeg udviklede en næsten pavlovsk reaktion på sangens pulserende rytme. Med svedende håndflader og galoperende hjerterytme sad jeg foran TV'et og fortærede Georges forbudte glimt af homolivet – i al sin overdrevne og primærfarvede herlighed – som blev pumpet direkte ud i stuen. Beskidte pissoirer forvandlede sig til glitrende begærsobjekter. To uforståeligt store bodybuildere omfavnede hinanden i omklædningsrummet. Homo- og heteroseksuelle par var viklet ind i hinanden på gaderne, både jublende og hemmelighedsfulde med deres respektive kinks. Og i fronten af det hele –  iført en kropsnær politiuniform – stod George Michael og svingede med hofterne og slikkede sig om læberne, på hvad der ligeså godt kunne være det selvsamme toilet, han var blevet anholdt på få måneder tidligere. Det var revolutionerende, og jeg var tryllebundet.

Kun en popstjerne med George Michaels kolossale talent og karisma ville være i stand til ikke bare at komme tilbage efter sådan en skandale, men oven i købet at vende kølvandet fra den til et discohyldende hit, der toppede hitlisterne. Det virker fuldstændig utroligt i dag, at han ikke var åbent homoseksuel før den sag i 1998 – efter langt over 15 år som en af de mest berømte sangere i verden. Der svirrede selvfølgelig rygter lige siden storhedstiden med Wham!, og ligesom mange andre kendte dengang blev hans seksualitet forvist til at være en "åben hemmelighed" i offentlighedens bevidsthed – eller også var det bare nemmere at gå i et med mængden i de føntørrede firsere, hvor androgyne mænd var højeste mode, og radioen var fuld af fabulous mænd med make-up. George Michael indførte en snert af queer-seksualitet i det mainstream – når han trådte fra side til side i en Kathatine Hamnett-t-shirt til "Wake Me Up Before You Go-Go" eller var solbrændt og smidig i hvide speedos i "Club Tropicana," – som var mere nede på jorden og tilgængelig end nogle af de mere teatralske (omend ikke mindre gyldige) eksempler fra perioden – uanset om han selv vidste det dengang eller ej.

"Outside" var den første single fra George Michaels greatest hits-opsamling Ladies and Gentlemen, som jeg dykkede hovedkulds ned i, så snart den blev udgivet. Jeg var lidt for ung til rigtig at have påskønnet George Michael som fænomen i første omgang, og jeg var fascineret af hans frygtløshed som performer og popstjerne. "Faith" er til stadighed en af de største genopfindelser i popmusikkens historie, og hans komplette engagement til sin unikhed var det, der adskilte ham fra alle de andre, i alle afkroge af hans karriere. Var han skandaløs? Absolut. Men ligesom alt andet, fra hans sjælfulde stemme til hans tabloide udskejelser, så var han ægte.

Hvis jeg skal være hudløst ærlig, så var der en periode – efter jeg var blevet lidt ældre og var mere forankret i min egen forståelse af seksualiteten – hvor George Michaels allestedsnærværelse i sladderpressen fik mig til at tænke, at han plettede sit eftermæle. Hans adfærd tog en skarp drejning imod selvdestruktion, og jeg tror, det smertede den lille homoseksuelle tween inde i mig at se et af mine idoler så tæt på kanten, uden evne til at vende om (den tankegang gik selvfølgelig også forud for min voksne forståelse af afhængighed og mental sundhed). Jeg ville allerhelst forevige min kærlighed til George i pastel- og neonnuancerne fra Wham!-tiden og den ironiske sensualitet i "Outside" eller "I Want Your Sex."

Efter jeg selv har gjort mig mine egne erfaringer, forstår jeg nu den gæld, jeg står i til ham. Hvor meget jeg skylder hans komplette afvisning af det accepterede, hans ufortrødne, radikale queerness og hans nægtelse af at afdæmpe sin seksualitet i mødet med offentlighedens sindssyge granskning af ham. I et tweet fra 2011 skrev han med store bogstaver: "I HAVE NEVER AND WILL NEVER APOLOGISE FOR MY SEX LIFE ! GAY SEX IS NATURAL, GAY SEX IS GOOD! NOT EVERYBODY DOES IT, BUT…..HA HA!" I dag fryder jeg mig over de ord, mens jeg tænker på pigen fra billedkunst, og jeg bruger George Michaels musik som et skjold, som et tilflugtssted og som en vejviser. George var ikke altid det homoikon, vi ønskede os, men han var ved Gud det homoikon, vi fortjente.