Mød den danske hjerneforsker, som vil kurere depression med psykedeliske svampe

En fredag aften i januar står David Erritzøe i Auditorium 1 på Rigshospitalet og kæmper med en powerpoint, der ikke makker ret. Han er lige blevet mødt med et kæmpe bifald fra en fyldt sal, der tæller alt lige fra studerende, læger, businesstyper i jakkesæt til psykonauter med dreadlocks og spraglet tøj. Alle, inklusiv mig, har valgt at bruge vores fredag aften i selskab med den danske psykiater og hjerneforsker, som har gjort store opdagelser inden for den psykedeliske forskning. Det er han kommet for at fortælle om.

Min sidemand, som arbejder i filmbranchen, siger med beundring i stemmen: "Prøv at se, hvor afslappet, han er. Det er helt vildt." De to veninder, som sidder på min venstre side nikker samtykkende. Den ene er psykiater, den anden arbejder i medicinalindustrien, og de taler om den store interesse, der har været for foredraget i deres netværk.

Så går hovedpersonen, tilbagelænet og uhøjtideligt, i gang med at tale. Først en grundlæggende introduktion til de psykedeliske stoffer, så præsenterer han erfaringerne fra de opsigtsvækkende pilotforsøg, som han sammen med et hold forskere på Imperial College i London står bag. Her har de givet syntetisk fremstillet psilocybin – det aktive stof i svampen spids nøgenhat – til en gruppe depressionsramte patienter, som ikke har haft gavn af behandling med traditionelle antidepressive lægemidler som for eksempel lykkepiller.

David Erritzøe viser ved hjælp af kurver og diagrammer, hvordan forsøgsdeltagerne har fået det markant bedre efter den første "session", og det mest imponerende er, at de positive effekter ser ud til at vare ved flere måneder efter. David Erritzøe konkluderer, at behandlingen med psilocybin på de 20 personer, som er med i pilotstudiet, har vist sig at være mindst lige så effektiv som den traditionelle behandling.

En "session", eller det, de fleste nok kender som et svampetrip, er i den her sammenhæng et terapeutisk forløb, hvor patienterne får en dosis psilocybin, som de indtager liggende i en seng på en hospitalsstue med en psykiater og en psykolog ved deres side, der støtter dem gennem oplevelsen.

For at lægge en dæmper på de kliniske omgivelser er stuen specialindrettet med planter på gulvet, behagelig, afdæmpet belysning og et ambient-soundtrack, der er skræddersyet til at optimere den spirituelle oplevelse. Navnene på et udvalg af kunstnerne brugt på soundtracket kommer op på storskærmen i auditoriet, og det får tilhørerne i salen til at fiske mobilkameraerne frem for at knipse billeder af playlisten.

På et tidspunkt viser David Erritzøe et slide med et citat fra den legendariske tjekkiske psykiater Stanislav Grof, som var - og er - glødende fortaler for brugen af psykedeliske stoffer i psykoterapi: "Psychedelics, used responsibly and with proper caution, would be for psychiatry what the microscope has been for biology and medicine or the telescope is for astronomy."

Igen knipses der flittigt i salen. Pointen, som Erritzøe erklærer sig enig i, er, at psykoaktive stoffer som psilocybin, lsd og mdma kan være nøglen til at forstå – og helbrede – sindet, og derfor fortjener en central plads i psykiatrien. Det er derfor også naturligt nok, at det er den nystiftede forening Psykedelisk Samfund, der står bag det totalt udsolgte arrangement.

Psykedelisk Samfund har som erklæret mål at "fremme reintegrationen af psykedeliske stoffer i det moderne samfund", og det formål flugter med Erritzøes og mange andre hjerneforskere, psykiatere og neurologers nyfundne interesse for psykedelisk videnskab.
Men fælles for stofferne, der kommer under luppen, er, at de har status som ulovlige rusmidler i næsten hele verden, og det begrænser mulighederne for at udvide forskningen.

"Jeg vil ikke tøve et sekund med at sige, at den her gruppe af stoffer er fejlklassificerede. Deres status som illegale substanser stammer fra en tid, hvor emnet var totalt politiseret, og hvor hele det psykedeliske forskningsfelt blev lammet af den krig mod stoffer, som USA's præsident Richard Nixon indledte i slutningen af 1960'erne," siger David Erritzøe, da jeg møder ham to dage senere i Naboløs' lokaler i Studiestræde. Her skal han igen på talerstolen, inden han om aftenen flyver hjem til London.

Men trods de gode resultater er der lang vej til, at depressionsramte kan komme i psilocybinbehandling. Forsøgene skal først ind i den såkaldte fase tre, der kræver flere hundrede forsøgspersoner, en masse penge og i det hele taget et setup, der kræver et stort tilløb.

David Erritzøe mener selv, at alt mellem fem og 10 år et realistisk bud på, hvornår psilocybinbehandling kan blive godkendt af sundhedsmyndighederne. Men i Danmark kan en gammel, betændt sag spænde ben for velviljen.

Visse eksperter har ikke glemt de skandaløse lsd-forsøg i kælderen under Frederiksberg Hospital i slutningen af 1950'erne og cirka 10 år frem, hvor over 400 psykisk ustabile patienter blev fastspændt og injiceret med store doser af det hallucinogene rusmiddel, hvorefter de blev overladt til at gennemgå voldsomme og skrækindjagende hallucinationer alene. Nogle af patienterne begik efterfølgende selvmord, og mange fik smadret deres liv af de kroniske, psykiske traumer, de pådrog sig. I 1986 vedtog Folketinget en særlov, der tilkendte de overlevende patienter enorme erstatninger.

David Erritzøe minder om, at forskningen er nået langt siden de primitive forsøg på Frederiksberg Hospital, som er blevet skræmmeeksemplet på, hvordan man ikke skal gøre det. Forsøgsdeltagerne på Imperial College bliver grundigt screenet og mentalt forberedt, inden de får psilocybin, og undervejs i sessionen er de overvåget af specialtrænet personale.

Alligevel tror Poul Videbech, professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup og en af landets førende eksperter i depression, "ikke umiddelbart", at han kommer til at tilbyde sine patienter psilocybinbehandling.

"Det er rigtigt nok, at man kan kontrollere den akutte effekt ved at passe godt på folk, når de tager stofferne, men problemet er, at der er nogle mennesker, som tager de her stoffer, som bliver vedvarende psykotiske - eller også så dukker psykosen op på et senere tidspunkt, uden at de har taget stoffet igen. For de mennesker vil prisen være meget, meget høj. Og problemet er, at man ikke kan forudsige, hvem der vil reagere sådan på det. Vi kender i det hele taget ikke noget til eventuelle skadevirkninger i det lange løb," siger han og understreger, at det "bestemt fortjener at blive udforsket nøjere."

David Erritzøe er udmærket klar over, at der er mennesker, der ser ham og hans forskningsgruppe som en slags bannerførere i den psykedeliske revolution, men det er ikke et prædikat, de vil have siddende på sig.

"Det er simpelthen ikke det, vi er sat i verden for. Vi har ikke nogen tung politisk agenda – måske i den udstrækning, at vi gerne vil have gjort det nemmere at lave den her forskning – og hvis det kræver en omklassificering af nogle stoffer i forskellige lande, så vil vi gerne skubbe til den udvikling, men vi arbejder først og fremmest på at komme med nogle valide, evidensbaserede input til, hvad det her kan bruges til."

Ulovlige stoffer eller ej, så er der flere og flere, der får øjnene op for potentialet. I august var David Erritzøe inviteret til at tale på en stor konference i Amsterdam om forskning i psykedeliske stoffer, han har netop holdt en TED-talk i Aarhus foran 800 mennesker, og rækken af interviews, han har givet til aviser, radio- og tv-stationer er efterhånden så lang, at han har mistet overblikket. Én ting er medieopmærksomheden, noget andet er den anerkendelse, som deres grundforskning høster blandt fagfolk verden over. Hele feltet "eksploderer", som han siger, med unge forskere i Europa, USA og Sydamerika, der kaster sig over nye studier af forskellige psykedeliske stoffer og deres terapeutiske effekter på hjernen – ikke kun i forhold til depression men også angst, PTSD, stress, kroniske smerter og sågar eksperimentel behandling af alkohol- og nikotinafhængighed.

Danmark er også med i feltet. Neurocentret på Rigshospitalet planlægger at give psilocybin til (raske) forsøgspersoner for at undersøge stoffets effekter på hjernen, og David Erritzøe er medvejleder for en af de bærende kræfter i projektet. Der er, med andre ord, momentum som aldrig før.

"Vi bliver inviteret til de rigtige konferencer, hvor vi førhen ikke havde fået lov at tale. Før måtte vi banke på døren for at få lov at tale om vores forskning, men nu er det omvendt. Nu vil de gerne have folk som os til at komme og tale og få psykedelikaen bredt ud i de konventionelle grupperinger inden for psykiatri og neuroforskning," fortæller hjerneforskeren og siger, at meget af opmærksomheden hænger sammen med de gode resultater, som forsøgene med psilocybin har vist. Spørgsmålet er, hvordan stoffet virker på patienterne.

"Der er flere lag i det," forklarer David Erritzøe og uddyber:

"Den ene historie handler om hjernebiologien og farmakologien, men det bliver meget kompliceret. Den anden del af det knytter sig til selve oplevelsen. Det ser ud, som om at dybden af oplevelsen har en dæmpende effekt på depressionen. Folk beskriver en øget grad af sammenhæng, åbenhed, at man ikke bare eksisterer som et isoleret individ, men at man er en del af noget større. Det kan være ekstremt svært for folk, der lider af for eksempel svær depression og angst, at bryde ud af de mønstre, der fastholder dem i tilstanden. Vi kan så at sige få folk gen-connected. Det, forsøgspersonerne fortæller os, er, at det åbner op for nogle andre idéer og måder at tænke tingene på. Det er det, der er baggrunden for den transformation, folk gennemgår og fastholder. Det har intet at gøre med normal behandling," siger han.

Professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup peger på, at det med et stof som psilocybin er vanskeligt og dyrt at lave de trials, der skal bane vejen for godkendelsen, og der mangler i det hele taget en masse viden om stoffet, før det kan frigives til behandling. Men der er grund til optimisme, mener han.

"Resultaterne ser jo lovende ud. Det fantastiske ved den her forskning er netop, at det åbner nogle helt nye felter, hvor vi har tænkt meget traditionelt med de gammeldags antidepressive stoffer, som ligner hinanden utrolig meget", siger professoren, og efter en kort tænkepause tilføjer han:

"Noget af det mest interessante er faktisk det, vi ikke ved: Om psykoseeffekten overhovedet er nødvendig for effekten af psilocybin. Er det den spirituelle oplevelse, der gør, at man får det bedre, eller er det en farmakologisk effekt på nervecellerne?"

Jeg indføjer, at David Erritzøe og hans kolleger nok vil hævde, at det er kombinationen af de to.

"Ja, og det kan sagtens være, han har ret. Det hælder jeg mest til. Men problemet er, at der ikke er en djævel, der ved det med sikkerhed."

En person, der i hvert fald kommer tættere på at kende svaret, er Thomas Christensen, som selv har døjet med tilbagevendende depressioner igennem det meste af sit voksenliv. Han er medstifter af Psykedelisk Samfund, selv en erfaren herre udi psykedelika og ikke et sekund i tvivl om, at hans terapisessioner med psilocybinsvampe har rustet ham til at håndtere de depressive tanker.

"Grundlæggende handler det mest om de spirituelle oplevelser. Sessionerne har givet mig en form for åbenbaring, kan man kalde det. En følelse af, at det hele ikke er så slemt, som man godt kan tro, når man står midt i en depression."

Den 39-årige familiefar har svært ved at sætte ord på, hvordan han konkret er blevet hjulpet af at tage psykedeliske stoffer, fordi det er så subjektivt og nærmest umuligt at beskrive for udenforstående – men effekten er ikke til at tage fejl af:

"Uanset hvordan jeg i øvrigt går og har det, så har jeg fået en form for vished for, at livet altid er værd at leve. Jeg går simpelthen ikke ned med flaget på samme måde som tidligere," siger han.

Thomas Christensen mener ikke, at der er belæg for at sige, at vi mangler viden om stofferne og deres skadevirkninger.

"Når man taler om de klassiske, psykedeliske stoffer, som er psilocybin, lsd, dmt og meskalin, så er der en meget stor population, som allerede har prøvet dem – og for nogle af stoffernes vedkommende gennem hundredvis af år. Og det er altså bemærkelsesværdigt så få problemer, der er kommet ud af det. Det taler for sig selv."

Thomas Christensen understreger, at stofferne skal behandles med "den største respekt" men mener samtidig, at man skal passe på med at overdrive konsekvenserne. Både han og David Erritzøe henviser til et norsk-amerikansk studie fra 2013, som påviser, at der faktisk ikke er nogen sammenhæng mellem psykedeliske stoffer og psykisk sygdom.

Tilbage i Studiestræde begynder de første gæster at sive ned i lokalet, hvor David om lidt skal åbne tilhørernes øjne for den psykedeliske forskning.

Under fredagens foredrag sagde han, at den offentlige holdning til et (ulovligt) stof først for alvor flytter sig, når lægemiddelvidenskaben tager det til sig. Eksemplet er cannabis, som Californien godkendte til medicinsk brug i 1996, og som flere og flere amerikanske delstater og nationer verden over nu tager skridt til at legalisere.

Men der er forskel på et mildt rusmiddel som cannabis og et kraftigt hallucinogen som psilocybin. Kan vi være tjent med, at sådan et stof bliver bredt tilgængeligt?

"Det er klart, at psykisk sårbare mennesker, som får store doser psykedeliske stoffer i en utryg og ukontrolleret sammenhæng, det er der en åbenlys risiko ved. Alle, der ved noget om de her stoffer, er klar over, at de er ekstremt potente, og at de skal tages i trygge rammer og fornuftigt. Det er det, der er det afgørende," siger David Erritzøe.

Lige inden han går på scenen, spørger jeg, og der ikke er nogle faldgruber – eksempelvis dem som Poul Videbech nævner – der får ham til at tænke, at vi skal holde lidt igen.

"I kraft af de resultater, som vi og alle de andre, som kigger på det her, har, så kan jeg ikke se, at der skulle være grund til at holde igen. Jeg ville faktisk synes, det var decideret uetisk at bremse udviklingen, som det ser ud nu. Hvis det nu om tre år viser sig, at vi har gjort ti procent af patienterne kronisk psykotiske, så er det selvfølgelig en anden snak – men vi har simpelthen ingen grund til at tro det – vi tilbageholder jo ikke data, og man kan heller ikke klandre os for at være i lommen på medicinalindustrien. Det her er jo ikke et eller andet nyt mirakelstof, som er udviklet i et laboratorie. Det kan slet ikke sammenlignes".