En hyldest til alle de bedste øjeblikke i ’Grand Theft Auto’

Rockstar Games var geniale, da de fandt ud af, at folk allerhelst bare vil lalle rundt og være gangstere i computerspil. Tænk på alle de timer, der er blevet brugt på Grand Theft Auto-spillene – de er alle sammen bestsellere og klassikere på deres egne præmisser. Overvej, hvor central en plads spillene har indtaget i vores popkulturelle bevidsthed. Hvor tykke fædre i afvaskede band t-shirts har Star Wars-serien, har vi Grand Theft Auto. Det er vores generations episke saga:

Mafiafantasier, motorsavsmassakrer, forræderi, bedrag og følelsen af at tæve folk til uigenkendelighed med en lilla gummidildo. Alfonser, halvhjernede hustlere og hurtige penge. Kæmpe guns, eksploderende biler og ikoniske soundtracks. Med hvert nyt GTA-spil bliver man som spiller velsignet med en enorm – og dybt forstyrret – verden, hvor man kan gå fuldstændigt amok og lade sig selv beruse af de utallige karikaturer og absurde, næsten komiske voldsorgier. Spilseriens fusion af humor og en oprigtig kærlighed til krimigenren, har ikke overraskende formået at holde gamere verden over klæbet til deres skærme gennem årene.

Her er blot en håndfuld af seriens mest sublime øjeblikke.

Vi burde vel alle sammen have set den komme. Spillet var fyldt med rendyrkede gangsterfilmsklichéer op til denne skæbnesvangre mission, så vi burde nok have luret bedraget. Men det gjorde jeg ikke. Det ramte mig som en mavepuster, også selvom navnet på missionen var et ret stort hint. Ikke desto mindre så fuck dig, Lance Vance, og fuck din Lance Vance Dance.

"You sold us out…" siger Tommy Vercetti, da han finder ud af, at hans ven har allieret sig med Sonny; Tommys ærkefjende og tidligere boss.

"No… I sold you out, Tommy," svarer Lance. "I sold you out." Så er scenen sat, og Tommy åbner ild.

Det var kulmination på så mange kulturelle referencer, at mit 13-årige jeg ikke helt kunne værdsætte, at det var den mest perfekte måde at afslutte et spil på nogensinde: at massakrere en ven, der har stukket dig i ryggen, i et kæmpe narkopalæ i en regn af kugler. Det var fuldstændigt legendarisk.

Indtil den mission havde San Andreas ganske vist virket en smule tegnefilmsagtig, men i det mindste var spillet holdt sammen af en slags intern logik. Det var en blanding af alle de billigste gangster-klichéer, man kan komme i tanke om, med dovne referencer til samtlige tidlige halvfemserfilm, men det gav i det mindste stadig mening… men så kom man til "The Black Project".

Glem at San Andreas tidligere bestræbte sig på at være så realistisk, at det tvang spillere til at gennemføre en lang række ulidelige flyveprøver, før de blev erklæret sikre nok til at flyve – nu fik man chancen for at bruge en fucking jetpack, mens man fløj ud af en militærbase opkaldt efter en sexstilling til klak-klak-klak-klak-lyden af sit maskingevær.

Missionen "The Black Project" var orkestreret af en afdanket hippie ved navn The Truth, og den var for at sige det ligeud, fucking fjollet. (Selv i forhold til et spil, der blandt andet også byder på et vanvittigt godt gemt mini-arkadespil, hvor man får point for at knalde sin pixelerede kæreste virkeligt, virkeligt grundigt.) Men den var genial: man skulle bryde ind i San Andreas' version af Area 51, myrde alle på vej ned af en ret frygtindgydende, snoet trappe propfyldt med bevæbnede, camouflageklædte gutter og så stjæle en FUCKING JETPACK og jetpacke den hjem.

For alle de ting, Grand Theft Auto-serien er elendig til – slagsmål, onlinefunktionalitet, absolut alt hvad der har med kvinder at gøre –, er der dobbelt så mange ting, den rammer plet med. Og røverier er noget, serien er exceptionel til.

Selvom GTA IV klart er det mindst vellidte spil i serien, er der noget fedt over, at det også indeholder seriens bedste mission: den hæsblæsende Heat-inspirerede "Three Leaf Clover".

Den begynder med at du, Niko, får en SMS fra en af McReary-brødrene (en bande irsk-amerikanske cokehoveder med blodige, interne magtkampe), som du på en eller anden måde er kommet i ledtog med. Det næste øjeblik er du iklædt et jakkesæt og er med en kæmpe gun og en sæk C4 klar til køligt at tørre Bank of Liberty for en million dollars. Hvordan skete det lige? Det her skulle forestille at være et spil fyldt med småkriminelle og lusede lejligheder.

"Three Leaf Clover" er en vild mission, der kræver, at du nakker alle, der går i vejen for dig – inklusiv horden af hylende politikøretøjer, der dukker op. Hver eneste kulisse i missionen bliver en begivenhed i sig selv: Michaels død, gidslet, der dræbes til gengæld, den første NOOSE-helikopter, flugten gennem Chinatown. Et lækker narrativ og en sindssyg lydside. Missionen tager alt, der er godt ved Grand Theft Auto, og stopfodrer dig med det, til du skider i i bukserne.

Jeg tror, jeg sagde "fuck" eller måske "holy shit". Jeg var ti år gammel og sad på min ven Tylers seng, og han havde lige sat Grand Theft Auto III på. Jeg husker det som om, det tog 20 minutter at loade. Og så kom det frem på skærmen. "Fuck."

Efter at have set den her fyr dukke op i en gyde iklædt en slidt, sort læderjakke og militærbukser, insisterede jeg hårdnakket på, at intet nogensinde ville toppe det her spil. Mine øjne var limet til skærmen fra første sekund. Det her var ikke et spil – det var en film, som jeg styrede. Dialogen var skarp og sjov, musikken var fantastisk, og missionerne var udfordrende, voldelige og en smule sindssyge.

Men trods spillets pomp og pragt havde det også en unik stemning. Det føltes råt og beskidt. Det føltes farligt. Ligesom Resident Evil havde en splatterfilmsatmosfære fyldt med rendyrket ondskab og indvolde, emmede GTA III af brugte kanyler, udbrændte biler og hævn med baseball bat. For mig var det definitionen på kærlighed ved første blik.

Du er langt ude i ørknen og Johnny, den elskede biker-protagonist fra GTA IV-udvidelsen The Lost and Damned, snakker med Trevor, som bare er en eller anden stodder iklædt en opkastplettet wifebeater. Ser du, Trevor har lige kneppet Johnnys dame, og det er Johnny ikke specielt glad for…

Indtil videre havde Grand Theft Auto V næsten været en smule undervældende. Det udspillede sig på en kæmpe skala, og detaljerne var exceptionelle, men historien? Meh. Men så kom Trevor.

Trevor er langt fra at være seriens fedeste karakter, men han var det tætteste på en manifestation af rendyrket ondskab, serien nok nogensinde kommer. Der var han på din skærm med pikken fremme, mens han trampede en vellidt karakters hoved til uigenkendelighed, mens han råbte "Cunt! Cunt! Cunt!" som Sexy Beast's Don Logan. Og der sad du så en lørdag morgen i dine boksershorts og fik lov til at styre den her psykopat. Han var en karakter, der holdt et spejl op foran genren og viste os, hvordan en rendyrket skurk så ud: bitter, hadsk og grusom.

I IV føles det som om, der går hundrede år, før man får en pistol. Man løber bare ærinder og møder folk, og glemmer egentlig lidt at man spiller et spil, hvor man har brug for et skydevåben hele tiden… og så får man et. Og så bruger man det. Det er højt og skræmmende, og lyder som om det skyder med torden, når man sender blod fossende ud af hovedet på folk. Det føltes som om, man var blevet givet et ansvar; noget man skulle håndtere med respekt og forsigtighed (i hvert fald i et stykke tid).

Når man skal myrde det østeuropæiske pikhovede af en skurk Vlad, der får dig til at løbe rundt og lave sit beskidte arbejde og så stikker dig i ryggen, føles pistolen tung i din karakters hænder, og det føles faktisk virkelig, virkelig træls at skulle til at slå et andet menneske ihjel. Det er ret imponerende, at et spil kan få en til at have det sådan. Du kidnapper Vlad og tager ham med ned til floden. Han tigger for sit liv, indtil du skyder ham i hovedet og ser hans livløse, blodige krop falde sammen og synke til bunds i floden. Det føltes oprigtigt chokerende at gøre det ved nogen.

Serien kom aldrig rigtigt tæt på den samme intense følelse af skyld og skam og menneskelighed igen, men i et flygtigt øjeblik ramte de plet.

Mere fra VICE:

Sådan fik jeg hævn over min dræbte far

Kapløbet om at begrave mennesker på Månen

Danmarks første behandlingsforløb for spilafhængighed starter på Frederiksberg