Navlepiercingen er (måske) på vej tilbage!

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

Året er 1996. Du føler virkelig dig selv og vil gerne signalere til omverdenen, at du er fuld af selvtillid. Så du får en navlepiercing.

Spol to årtier frem til i dag. Du føler virkelig dig selv og vil gerne signalere til omverdenen, at du er fuld af selvtillid. Så du får en navlepiercing.
Er der gået hak i pladen?

Maveblusen, grydefrisuren, selv den mørke gothlæbestift – hvis popkulturen fungerer som barometer, lever 90'erne i bedste velgående i 2016. Men navlepiercingen er – til trods at den har været ude og maveskindet har haft lang tid til at hele – stadig ikke kommet tilbage endnu.

"Der er en vis stigma forbundet med den ligesom en tatovering nederst på ryggen, som kaldes et tramp stamp eller et røvgevir," siger Paul King, en professionel piercer og antroprolog. King blev berømt, da han lod, som om han tatoverede en dengang ukendt Alicia Silverstone i videoen til Aerosmiths "Cryin'" fra 1993. "Piercingen har lidt under sin egen popularitet."

Den video, der vandt en MTV Video Music Award i 1994 som "årets video", har vidt og bredt fået æren for at være startskuddet til navlepiercingens popularitet – et letforståeligt, historisk øjeblik, hvor piercingen for første gang blev introduceret til masserne. I videoen afviser Alicia Silverstone kærligheden og opmærksomheden fra mænd for at tage på en selvrealiserende rejse – og det er en sti brolagt med kropsudsmykning, blandt andet en tatovering og navlepiercingen (krydsklippet med optagelser af Steven Tylers enorme mund).

"Hun tager magten over sin egen krop gennem tatoveringer og piercinger," siger King. "Lige meget hvor triviel og ligegyldig popkultur kan være, så vakte det virkelig genlyd i samtiden. Jeg tror, unge piger og kvinder ville være lige præcis sådan."

Kvinder begyndte at få deres "navler gennemboret" i hobetal. Året efter Aerosmith kom ud med videoen, fortalte et tatovørstudie til New York Times, at bestillinger på navlepiercinger skød i vejret fra én om dagen til 20 om dagen og endda 50 om dagen i weekenderne. Alle der var noget – Britney Spears, Heidi fra S.O.A.P., Fiona Apple – begyndte at vise udsmykkede navler frem. Lige præcis den piercing blev ved med at være den mest populære i Kings arsenal de næste to årtier.

Selvom den nuværende opfattelse af piercingen er skæmmet af de smagløse, glitrende juveler, der fungerede som teenageres mavevedhæng, fandt navlepiercingen faktisk allerede sin niche i 70'erne blandt et undergrundsmiljø, der bestod af især homoseksuelle, som var begyndt at eksperimentere med, hvilke dele af kroppen der kunne gennemhules. Ifølge King tilhørte de første piercede navler sandsynligvis mænd, og de var derfor udstyret med mere maskuline smykker, som en tyk stav eller vægtstang.

For dem, der arbejder med permanent eller semipermanent kropsudsmykning, var navlepiercingen den første model til at blive "moderne" i bred forstand, og på grund af den popkulturelle sammenhæng, den optrådte i, blev den meget hurtigt feminiseret og synonym med meget unge teenagere.

Sammen med tilstedeværelsen på catwalks på Christy Turlingtons og Naomi Campbells maver, hjalp Aerosmith-videoen med at skyde navlepiercingen lige ind i mainstreamkulturen – og det var første gang, at en piercing, der ikke sad i øreflippen, gjorde det. Og selvom det krævede lidt mere dedikation end en grungy skovmandsskjorte, var den funklende navle stadig en måde at vise, hvilken person man var – eller i denne kønsopdelte piercings tilfælde, hvilken kvinde man var.

Det har mere end noget andet været piercingens vedholdende indflydelse. Selvom vi nogle gange gør grin med den i dag, var navlepiercingen et værktøj til at penetrere den kulturelle bevidsthed, så piercinger af alle slags med tiden blev socialt accepterede.

"Nu ser vi i højere grad piercinger som et personligt udtryk, noget, man selv har valgt, og måske endda som kunst. Det tror jeg, vi som kultur forstår bedre i dag," siger Christina M. Frederick, der er professor i menneskelige forhold og systemer ved Embry-Riddle Aeronautiske Universitet. Hun undersøgte den psykologiske motivation bag kropsudsmykning tilbage i 2000, da navlepiercingens popularitet var på sit højeste.

Hendes undersøgelse viste, at kropsudsmykning, herunder piercinger, er motiveret af én selv i det omfang, at det stemmer overens med opfattelsen af eget image – også selvom det image naturligvis er påvirket af eksterne faktorer. Om en navlepiercing opfattes som sejt eller taberagtigt påvirker nok, om man har en, også selvom det er ens eget valg. Du kan vælge at gøre det, der betragtes som sejt, men lige meget hvad har du positioneret dig selv i forhold til den overbevisning. Og i 90'erne var en udsmykket navle sexet, vovet og lidt vild.

Hvordan er det så i dag? Det er lidt "forstadsagtigt", som King siger det. Selvom navlepiercingen stadig er standard i piercerens repertoire, er den langt fra det ikon, den engang var. Det er forbandelsen ved at identificere sig med noget sejt, provokerende eller alternativt: Man når uundgåeligt et mætningspunkt, hvor det seje, provokerende og alternative bliver mainstream, passé og kedeligt.

"Når man ser den i dag, tænker man ikke: 'Wow, den person har en piercing i navlen.' Det er bare: 'Nåh ja, der er den'," siger Cora Lundquist, en 20-årig pige med en navlepiercing, øreringe og septum. "Det har folk gjort siden 90'erne. Trends forandrer sig hele tiden."

Lige nu er septum den mest moderne piercing og kan ses i næsen på unge kendisser som FKA Twigs, Lady Gaga og Rihanna. Men selv den opmærksomhed, en septum kan give, er ikke noget særligt i forhold til dens pyntesyge søster nede på maven.

"Jeg tror slet ikke, der er den samme provokation ved en septum, fordi folk er blevet vant til piercinger generelt," siger King.

Om de sidder i din navle, i din næse eller et sted, der først bliver afsløret i en musikvideo eller på Instagram, er piercinger som identitetsskaber blevet normen.

"Piercinger er bare et blandt mange tilbud, det kan også være en særlig frisure eller hårfarve," siger Elayne Angel, forfatter af The Piercing Bible. "Der er bare flere ting at vælge imellem i dag, og det udnytter folk."

Men der er et ganske lille håb. Navlepiercingen kunne være på vej tilbage. I takt med, at ædelmetal bliver mere moderne til piercinger, bliver smykkerne også lettere at gøre personlige end de masseproducerede tingester i rustfrit stål, som vi alle husker. Nye designs – for øjeblikket en tendens, der peger på guld og en raffineret stil – giver navlepiercingen den nyhedsværdi, den trænger til, hvis den skal formå at være moderne i 2036.

J. Colby Smith, en piercer og smykkedesigner fra New York, der har arbejdet med folk som Emma Stone, Zoe Saldana og Emily Weiss, siger, at han "genopliver" gamle navlepiercinger "ret ofte" ved at bruge små fine, diskrete smykker, der ofte er guld, til at opdatere huller på kunder mellem 25 og 45.

King vil heller ikke afskrive den kulturelle magtfaktor, han selv har været med til at skabe.

"Jeg tror ikke, navlepiercingen har de samme negative, udbrændte konnotationer mere," siger han. "Jeg tror, den er modnet. Den kan sagtens være elegant. Den er blevet mere voksen på en måde."

Læs mere på VICE:

Danske transkønnede risikerer livet ved at købe hormoner på det sorte marked

Indsatte fortæller om gør-det-selv-kropsudsmykning bag tremmerne

Folk med ansigtstattoveringer fortæller os hvad de betyder