At leve med dysmorfofobi

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Body Dysmorphic Disorder (BDD) – eller dysmorfofobi på dansk – er en angstlidelse, hvor personen oplever et forvrænget billede af, hvordan de ser ud. Lidelsen kan komme til udtryk på et utal af måder: At man konstant tjekker sig i spejlet eller fuldstændigt undgår spejloverflader, at man piller og kradser i sin hud, at man isolerer sig, eller får foretaget overdrevne kosmetiske indgreb. Den slags adfærd kan afskære ofrene fra resten af verden, og indkapsle dem i en cyklus af frygt og selvforagt. I de mest ekstreme tilfælde kan dysmorfofobi føre til selvmord.

Det er stadig en relativt ny lidelse set i forhold til forståelsen af den og offentlighedens kendskab til den. Den blev først anerkendt som værende en del af 'obsessive-compulsive spektret' – med relation til OCD – i 2013. En ud af hundrede personer i Storbritannien menes at have lidelsen, selvom det virkelige tal formentligt er endnu højere. Eksperter på området er fælles om at mene, at kognitiv adfærdsterapi kombineret med angstmedicin p.t. er de bedste metoder, hvormed terapeuter og læger kan behandle lidelsen. Men der findes også en mere menneskelig tilgang til problemet, som er blevet benyttet i meget længere tid: At se frygten og følelserne i øjnene gennem kunsten.

Kunstnerne Liz Atkin og Leigh de Vries tager råmaterialet fra deres angst og lidelse og behandler det gennem fotografi, performance- og filmkunst.

Liz Atkin, som primært arbejder med fotografiske selvportrætter, har kradset sig selv siden hun var otte år, for at lindrede hendes angst, der opstod i forbindelse med problemer i hendes barndomshjem. Hun er oprindeligt uddannet i dans og drama, og i forbindelse med et skoleprojekt begyndte hun at bruge sin lidelse i sin kreativitet. "Jeg var nødt til at konfrontere min lidelse, da jeg begyndte på en master i dans. Jeg var 29, og på det tidspunkt indså jeg, at jeg kunne bruge min sygdom og studere dens bevægelsesmønster i og på min krop. Jeg anede ikke, at det ville ændre min lidelse så meget… det ændrede mit liv."

Hun begyndte at tage billeder af sig selv med en computerscanner, hvor hun dækkede sig til med mælk, hår, lim og maling for at skabe nye billeder af sig selv. Hun var fascineret af kroppens tekstur og overflade, så hun besluttede at lave en mere detaljeret undersøgelse af de dele af sin krop, som hun var mest optaget af.

Tidligere i år blev det første event afholdt af Body Dysmorphic Disorder Foundation i London. En af Storbritanniens førende eksperter på området, David Veale, holdt et foredrag om, hvordan selvportrættering kan være en del af behandlingen af lidelsen. Et af de nyere resultater af forskningen viser, at personer med BDD eller OCD har en anderledes reaktion på angst end personer uden lidelsen. Når det limbiske cortex – den del af hjernen, som styrer "fight or flight" funktionen, er aktiv, så vil en person med BDD reagere på frygten ved at aktivere den del af hjernen, som fokuserer på detaljer. For at føle sig "tryg" vil en BDD-patients hjerne udse sig noget – for eksempel hår, hud, ben osv. – som værende kilde til følelsen, og vil desperat forsøge at skjule og maskere det for at få det bedre. I tilfældet med selvkradseri (Dermatillomani) vil handlingen i sig selv skabe en lindrende, trance-lignende effekt. Liz Atkins egne værker behandler også fokus på detaljer som kilden til frygten.

Leigh de Vries er musiker og kunster og har været plaget af negative tanker om sit udseende siden teenageårene. Hun nåede til sidst et punkt, hvor hun ikke længere kunne styre det. "I alle de projekter, jeg havde arbejdet på indtil det her tidspunkt, skildrede jeg kun, hvordan jeg gerne ville have, at verden skulle se mig. Men jeg fik altid voldsomme BDD-angreb flere uger før et fotoshoot eller videoshoot, eller hvis jeg skulle indspille i studie. Det blev så slemt, at jeg isolerede mig i mit hus i et par måneder – jeg havde slet ikke kontakt med nogen. Så slog det mig: 'Hvorfor udtrykker jeg ikke det her gennem min kunst'".

Hun skabte video- og installationsværket Exposure – The Broken Reality Tunnel, som er to forbundne rum. I hvert rum vises en video af de Vries, der går rundt i centrum af Manchester iført en ansigtsprotese. De to rum er forbundet af mørke tunneller, hvor stemmerne fra Leigh de Vries og andre BDD-ofre fortæller om lidelsen. Det er en dyster og smuk konstruktion, som afspejler følelsen af at være fanget med sine egne tanker.

"Jeg ville skabe det monster, jeg så mig selv som, og fysisk bære det i offentligheden for at skabe lidt bedring i mit sind gennem den oplevelse," fortæller Leigh de Vries.

"Når noget kun er til stede i sindet, så er den version langt værre sammenlignet med, hvis det fandtes rent fysisk. Shaune [special effects make-up artist] og jeg arbejdede med en række skitser for, hvordan jeg troede, at jeg så ud. Jeg forestillede mig, at jeg lignede en med elephantitis med store gevækster i ansigtet og på kroppen. Det tætteste vi kom på det, var en kæmpe tumor, der voksede i mit ansigt. Jeg fik også idéen til at arbejde med skjulte kameraer – jeg ville gerne skildre min egen isolerede rejse men samtidig kommentere på, hvordan folk reagerer på folk med deformiteter. Vi havde de her fantastiske, bittesmå kameraer, som sad fast på et par briller, og som kan optage i fuld HD, og jeg havde et lille kamera på min bluse, så der var tre vinkler. Det var måske den mest skræmmende dag i mit liv indtil videre."

Ingen af de to kunstnere har søgt professionel behandling for deres lidelse. Leigh de Vries har været i kontakt med andre ofre via de sociale medier og gennem sit arbejde med Body Dysmorphia Disorder Foundation. For hende er arbejdet i sig selv en behandling. "Det er egentlig meget smukt, synes jeg. Ved at dele min dybeste hemmelighed, så hviler jeg i det på anden måde. Jeg er stolt i stedet for at skamme mig. Jeg føler mig tættere forbundet til folk ved at afsløre alt kaosset, og de føler sig tættere forbundet til mig. Det er på en eller anden underlig måde ligesom at sige, 'Jeg er fucked up' og så siger folk 'Ej, det er jeg også!'"

På samme måde fortæller Liz Atkin, hvordan det at skabe kunst minder om processen, hvor hun "tuner ind" og fokuserer på området, hun kradser. "Det er den samme følelse, når jeg laver kunst – jeg bruger fingrene og gransker min krop." I en særlig svær periode i sit liv for fire år siden kontaktede Liz Atkin en læge for første gang, som vurderede, at hun allerede var i gang med, hvad terapeuter ville kalde et fremskredent gennembrud.

Både Liz Atkin og Leigh de Vries ønsker at bruge deres værker til at hjælpe andre. De er blandt andet involveret i kunstterapi og støttegrupper for unge (lidelserne begynder oftest i teenageårene),

Vi er alle ofre for vores negative selvopfattelse ind imellem. Når vores sind fyldes med mørke tanker, kan kunsten vise os, at vi ikke er alene. Liz Atkin og Leigh de Vries har vist os, at kunst kan være smukt, selvom de ikke ligger inden for de konventionelle rammer. Præcis ligesom med os selv.

Mere fra VICE:

En piges guide til kropsidealer

Saudi-Arabiens kunstverden er rystet over digteren Ashraf Fayadhs dødsdom

På Broadly: Sådan er det at være transkønnet aktivist i Island