Kinas sidste kommunistiske landsby

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Kinas sidste kommunistiske landsby

Billeder fra landsbyen Nanjie - den sidste bastion for kommunisme i Kina.

Et kommunistisk monument i Nanjie. Alle billeder af Tim Fenby.

Gennem de sidste 30 år Kina taget den vestlige kapitalisme til sig med åbne arme. Men en by med kun 3.000 indbyggere holder hårdnakket fast i Kinas knap så fjerne maoistiske fortid. Nanjie var engang et velfungerende kommunistisk samfund, som hen ad vejen blev et symbol på systemets fortræffelighed. Til at begynde med hældte regeringen penge i byen for at sikre, at dens gode ry blev holdt ved lige. Men i takt med, at resten af landet tog flere kapitalistiske skikke til sig, gik Nanjie fra at være et symbol på succes til at blive en tidskapsel og et knudepunkt for Maostalgi.

Advertisement

Se også: Se billederne fra den indiske landsby, der har været afhængig af opium i 70 år

I dag spiller byens højtalere stadig gamle kommunistiske slagsange på repeat. Det er blevet en turistattraktion for kinesere, der er interesserede i at se, hvordan livet så ud i gamle dage. Den australske fotograf Tim Fenby tilbragte noget tid i Kinas sidste kommunistiske landsby sidste år.

VICE: Hey Tim, kan du fortælle os lidt om landsbyen?
Tim Fenby: Det er en mærkelig bobbel midt inde i Kina, der føles, som om den er i opposition til resten af landet. Ud fra det jeg så, er det meste af Kina ret larmende og fyldt med reklamer og neonskilte over det hele. Men når man går ind i Nanjie, er der brede gader, der er færre biler, og efterhånden som man kommer længere ind i byen, bliver der helt stille.

Mao Plads.

Hvordan kan det være, at byen har holdt fast i den her model?
Det er lidt indviklet. Omkring 1989, da demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads fandt sted, var der en stor del af Kina, der var på vej mod en eller anden form for kapitalisme og privatisering. På det tidspunkt klarede Nanjie sig ret godt økonomisk set, og mange fra det gamle kinesiske styre – politikere og generaler, der ikke syntes godt om forandringen – så Nanjie som et godt eksempel på et funktionelt kollektiv.

Byen var allerede ret venstreorienteret og dyrkede maoisme, så der var mange politikere, der begyndte at kaste penge efter den. Som svar på det begyndte Nanjie at rykke sig længere og længere til venstre i takt med, at resten af Kina langsomt blev mere og mere vestligt.

Advertisement

Så landsbyen blev en form for sidste bastion for den falmede kommunistdrøm?
Ja, de begyndte også at få alle mulige lån fra regeringen. Kaster man et hurtigt blik på Nanjies historie, ligner det umiddelbart en virkelig succesfuld, kommunistisk landsby. Men ser man lidt grundigere efter, vil man lægge mærke til sammenhængen mellem dens tilsyneladende succes og de lån, de blev bevilliget.

En ung kinesisk turist tager et billede af et Stalin-monument.

Hvad gjorde de med de penge, der strømmede ind?
Lånene hjalp dem med at bygge alle de her monumenter. Den anden dag læste jeg, at en af byens ledere brugte flere millioner kroner på at prøve at bygge en evighedsmaskine.

Det er ret vildt. Var monumenterne afgørende for Nanjies overgang til at være en turistattraktion?
Ja, for udefrakommende som mig var det en turistattraktion på samme måde, som jeg tænker Dubai vil blive det i fremtiden. Der var et tidspunkt, hvor der flød en hel masse penge igennem området, og det resulterede i alle de her mærkelige seværdigheder. Og nu begynder de her monumenter at gå i forfald. Som man kan se på billederne, ser meget af det virkelig mærkeligt ud nu.

Men kinesere tager derhen i dag for at se, hvordan livet i et kommunistisk Kina ville have set ud. Tingene føles åbenbart ret meget, som hvordan de var før i tiden. Byens offentlige højtalere spiller kommunistiske slagsange hele dagen. Det er næsten lidt sødt. På mange måder er byen ret rar og charmerende at være i.

Flere turister.

Vi har fokuseret meget på turisterne, men hvordan er livet for de lokale, der bor i det her klichéfyldte terrarium?
Jamen på mange måder er byen en illusion. Kinesiske akademikere kalder den egalitær, men det er lidt at ignorere det faktum, at størstedelen af byens arbejdere er gæstarbejdere. De skal følge byens strikse love uden at tage del i nogen af goderne. De får hverken bolig, uddannelse eller mad, som de lokale ellers gør.

Advertisement

Angående de store lån, byen fik. Hvordan går det med at få betalt dem tilbage?
Der var aldrig nogen forventning om, at lånene ville blive tilbagebetalt. Det var sådan, byen overhovedet kunne eksistere. Jeg tror, de havde 23 selskaber i 2000, hvoraf de fleste var fabrikker, og ud af dem var der kun tre, der havde overskud.

En af byens mange attraktioner.

Alting taget i betragtning lyder det som et ret sørgeligt sted at bo.
Det er svært at sige, hvordan folk har det med det, men det virker, som om de holder hovedet højt. En aften tog jeg alene på byens restaurant, der ligger ved siden af hotellet. Der kom en midaldrende, lokal fyr hen til mig og inviterede mig med hen i et andet værelse for at sidde sammen med hans gruppe. Der sad ti mænd rundt omkring i lokalet og røg - de var midt i en kæmpe festmiddag. De fik mig til at smage på alle de forskellige retter og blærede sig rigtigt med det her store måltid.

Da jeg gik, gav de mig både en pakke lokale cigaretter og noget lokalt risvin. De virkede virkelig opsatte på at vise mig, hvor godt byen fungerede - også selvom det ikke rigtigt passer.

Et par får taget deres bryllupsbilleder i byen.