FYI.

This story is over 5 years old.

seksuelle overgreb

Hvorfor taler vi ikke om, at mænd bliver voldtaget af kvinder?

"De stereotyper, vi opstiller for mænd, er med til at gøre det sværere for dem at stå frem, når de har været udsat for et overgreb."
Foto: Rachel Bellinsky via Stocksy

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Stereotypen siger, at mænd ikke kan blive voldtaget af kvinder, men ifølge en amerikansk undersøgelse angiver mandlige voldtægtsofre i omkring to tredjedele af sagerne en kvinde som deres overgrebsmand.

Center for Disease Control and Prevention (CDC) ved UCLA har lavet en spørgeskemaundersøgelse om sundhed, som blandt andet ser på seksuelle overgreb. Et problem med resultaterne af undersøgelsen er dog, at CDC ikke opgør separat mænd, som er blevet tvunget til at penetrere en anden person – enten ved fysisk magt eller mangel på samtykke. Centeret inkluderer de overgreb i kategorien "andre overgreb" sammen med tilsyneladende mindre overgreb såsom "uønskede seksuelle oplevelser uden fysisk kontakt."

Advertisement

"De stimler det sammen i én samlet kategori, som også indeholder overgreb, hvor en person blotter sig for dig, eller du får en slesk kommentar fra en fremmed," forklarer Lara Stemple, der er juraprofessor ved CDC. "Altså kategoriseres det sammen med overgreb uden fysisk kontakt, og det er med til at bagatellisere overgrebet."

Sproget, CDC bruger til at kategorisere mandlige ofre for seksuelle overgreb, understreger en bekymrende tendens blandt forskere såvel som krisecentre og myndigheder, fortæller Lara Stemple. Logikken synes at være, at for mænd er al sex god sex.

"Vi er nødt til at ændre den måde, vi taler om mænd og sex på," siger hun. "De her stereotyper, vi opstiller for mænd, er med til at gøre det sværere for dem at stå frem, når de har været udsat for et overgreb."

Lara Stemple har længe forsket i, hvordan seksuel vold mod mænd bliver underrapporteret. I 2014 udgav hun en rapport om mandlige ofre for seksuel vold, som analyserede adskillige amerikanske undersøgelser og konkluderede, at når man inkluderer sagerne, hvor mænd bliver tvunget til at penetrere en anden, så er tallene for uønsket seksuel kontakt næsten de samme for mænd og kvinder: 1,267 millioner mænd rapporterede at have oplevet seksuel vold, sammenlignet med 1,270 millioner kvinder.

Kategorien "tvunget til at penetrere" er ikke den type handling, vi forestiller os, når vi tænker på seksuelle overgreb, skriver Hanna Rosin i en artikel i Slate fra 2014 om Lara Stemples forskning. Men det kan resultere i psykologiske og fysiske konsekvenser, blandt andre seksuel dysfunktion, depression, nedsat selvværd og alvorlige konsekvenser for personlige relationer.

Advertisement

"Jeg mødte en mand, som blev misbrugt af en kvinde, da han var barn. Han er, den dag i dag, stadig bange for at være alene i et lokale med en kvinde."

Selvom der mangler meget arbejde for bedre at kunne forstå effekten af seksuelle overgreb på mænd, så fokuserer Lara Stemples nye forskning på kvinderne, der begår overgreb. I en ny undersøgelse udgivet for få dage siden undersøgte hun og to andre forskere fire stort anlagte spørgeundersøgelser fra CDC og Bureau of Justice Statistics for bedre at kunne forstå adfærden hos kvinder, der begår seksuelle overgreb, ved både at analysere mandlige og kvindelige ofre. Resultaterne modsiger de udbredte stereotyper om, at kvinder er usandsynlige gerningsmænd.

"Folk tror, at kvindelige overgrebsmænd er sjældne," fortæller Lara Stemple. "De tror, det er enkelte tilfælde – en gymnasieelev og en lærer. Men de er meget udbredt ifølge de her undersøgelser, og det er der tilsyneladende ingen, der ved. Det synes jeg er forbløffende."

Truslen, som kvindelige seksuelle overgrebsmænd udgør, er længe blevet misforstået og minimeret af forskere. Selvom den blev dokumenteret i forskningslitteraturen første gang i 1930'erne, blev der ikke foretaget systematiske undersøgelser af seksuelle overgreb udført af kvinder indtil 1990'erne. Og selv da var forskningen underudviklet og fokuserede primært på seksuelle overgreb mod børn. Det er først inden for det seneste årti, at forskning i emnet er vokset frem.

Advertisement

Lara Stemples nye undersøgelse præsenterer resultaterne af CDC's mest nylige telefonrundspørge, som konkluderede, at 68,6 procent af mændene, der anmelder et seksuelt overgreb, angiver en kvindelig overgrebsmand. Og blandt mændene, der anmeldte at være blevet tvunget til at penetrere – "den form for uønsket sex, som mænd har langt størst risiko for at opleve i deres levetid," ifølge undersøgelsen – var det 79,2 procent, der angav kvindelige gerningsmænd.

"Folk tror, at kvindelige overgrebsmænd er sjældne. De tror, det er enkelte tilfælde – en gymnasieelev og en lærer."

Forskerne bag undersøgelsen kiggede også på, hvordan kvindelige seksuelle overgrebsmænd handler bag tremmerne. Ifølge det amerikanske justitsministeriums spørgeundersøgelser – som, i modsætning til andre undersøgelser, benytter direkte betegnelser såsom "blowjob", hvilket Lara Stemple fortæller forøger nøjagtigheden – er det langt mere sandsynligt, at kvindelige indsatte bliver misbrugt af andre kvindelige indsatte end af det mandlige personale. Dertil kommer, at 80 procent ud af alle indsatte, der rapporterede et seksuelt overgreb begået af personalet, angav kvindelige overgrebsmænd. I ungdomsfængslerne var andelen endnu højere; 89,3 procent. Måske mest overraskende, hvis man tager det billede, populærkulturen maler af livet i fængslet i betragning, så konkluderede den samme undersøgelse, at hyppigheden blandt kvindelige indsatte, der bliver ofre for seksuelle overgreb, er omtrent tre gange så høj som blandt de mandlige indsatte.

Advertisement

Den statistik taget i betragtning er det endnu mere slående, at så få kvinder ender i registret over kendte sexforbrydere. En undersøgelse af registrene på tværs af fem stater konkluderer, at mellem 0,8 procent og tre procent af personerne i sexforbryderregistret er kvinder – andre undersøgelser har fundet tal på under to procent.

På den anden side er der mange barrierer for de mænd, som ønsker at rapportere seksuelle overgreb. Ifølge Lara Stemples undersøgelse er mange forlegne over at rapportere overfaldet på grund af den udbredte forestilling om kvinder som ikke-truende. Andre lyver og siger, at de blev seksuelt overfaldet af en anden mand eller følte sig presset til at anskue deres overgreb som et "overgangsritual." Undersøgelser viser, at jo ældre mændene bliver, jo mere sandsynligt er det, at de får skylden for deres overgreb, sammenlignet med de kvindelige ofre.

Kønsstereotyperne, der portrætterer mænd som per definition umulige at voldtage, har formentlig heller ikke hjulpet på tallene for anmeldelser. Størstedelen af de college-elever, der deltog i en spørgeundersøgelse i 1992, troede ikke på, at en "stor, stærk mand, kunne blive voldtaget af en kvinde," og de adspurgte i en nyere undersøgelse fra 2012 svarede, at en mand, der blev voldtaget af en kvinde, formentlig ikke ville blive "særligt oprevet."

Læs også: Når en kvinde bliver voldtaget af en kvinde

Seksuelle overgreb udført af kvinder mod kvinder er blevet undersøgt "endnu mindre end kvindelige sexforbrydere mod det modsatte køn," ifølge undersøgelsen. "Heterosexisme kan gøre lesbiske og biseksuelle ofre for kvindelige sexforbrydere usynlige for professionelle," noterer undersøgelsen. "Mens nogle få krisecentre for voldtægt har oprettet små programmer orienteret mod lesbiske, så rapporterer lesbiske og biseksuelle kvinder generelt om, at telefonlinjer, støttegrupper og juridiske rådgivningsorganisationer for seksuel vold er indrettet til dem, som har oplevet et overgreb udført af en mand."

"Jeg mødte en mand, som arbejder med den her problemstilling, og som blev misbrugt af en kvinde, da han var barn," fortæller Lara Stemple. "Han er, den dag i dag, stadig bange for at være alene i et lokale med en kvinde. Som man kan forestille sig, er det meget ubehageligt for ham at dele det med folk – han tror, de vil synes, det er skamfuldt. I dag taler han om det som en, der har overlevet, men tilfælde som ham er meget sjældne. Forestil dig, hvordan andre mænd vil have den samme frygt for at stå frem, især hvis gerningsmanden er en kvinde."