Hvor bange skal man være for at blive indlagt?

Jeg har altid været ret bange for at tage på hospitalet. Ikke fordi, jeg ikke har tiltro til de mennesker, der arbejder der, men fordi jeg forbinder selve stedet med sygdom og død og ødelæggelse. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Hvert år dør op mod 2000 mennesker uden grund på danske hospitaler, og omkring hver tiende patient rammes af en infektion under indlæggelsen, fordi hygiejnen er for dårlig. Læger og sygeplejersker kritiserer igen og igen, at de har så travlt med alt muligt andet, at de ikke har tid nok til at tage ordentligt vare på deres patienter, og tidligere i år blev en sygeplejerske dømt for at have dræbt tre ældre patienter med en overdosis af stesolid og morfin. Den sag hjalp heller ikke på min hospitalsparanoia.

Til trods for, at jeg gør, hvad jeg kan for at undgå at sætte mine ben der, har jeg brugt en del tid på hospitaler i det foregående år – først med en brækket håndrodsknogle efter et mislykket segboard-stunt juleaften og så på grund af et overrevet ledbånd i tommelfingeren efter en overmodig cykeltur hjem fra byen – og sygehusfobien sidder stadig i mig.

Det er på tide at se frygten i øjnene. Derfor har vi talt med en patient, en overlæge, en sygeplejerske og en tidligere portør om deres oplevelser på de danske hospitaler – og om man skal være bange for at være der.

Jeg ville selv løbe skrigende væk fra danske hospitaler. Sådan har jeg det i dag.

Forestil dig at ligge vågen uden at kunne bevæge dig, mens en læge skærer i dig. Hvor du slet ikke kan gøre noget. Det er som at blive levende begravet.

Jeg havde aldrig været bange for at tage på sygehuset. Jeg har altid følt mig meget tryg i det system, og da jeg skulle derind, var jeg ikke det mindste bekymret. Min læge havde henvist mig med en betændt blindtarm, fordi jeg samme dag havde besøgt ham med ondt i maven. Det var den, der skulle opereres ud.

Jeg talte med en læge, og så ventede jeg en time på, at der var plads på operationsstuen. Så kom der en portør og hentede mig, og jeg blev kørt ned på stuen for at blive bedøvet. Jeg kan huske, at der var ret god stemning, og jeg tænkte bare, at det skulle overstås, så jeg kunne komme hjem og læse videre til eksamen.

Jeg ved ikke, hvor længe, jeg havde været væk. Men pludselig vågnede jeg op. Der sad tape for mine øjne, så jeg ikke kunne se, og jeg havde fået noget muskelafslappende medicin, så jeg ikke kunne bevæge mig.

Jeg høre og mærke alt, hvad der foregik. Jeg kunne mærke respiratoren, der fyldte min mund og hals. Jeg kunne høre kirurgen sige, at de skulle have styr på mit blodtryk, fordi det var alt for højt. "Det er langt over 200," blev han ved med at sige. Så kunne jeg mærke, at han begyndte at skære i mig. Det var en ubeskrivelig smerte. Jeg lå og råbte alt, hvad jeg kunne, men der kom ingen lyd ud. De blev bare ved og ved, mens jeg lå der og kæmpede.

Det var den værste halve time i mit liv. Jeg følte mig komplet hjælpeløs, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg troede, at jeg skulle dø.

I dag går jeg stadig fuldstændig i baglås, hvis jeg skal opereres. Jeg har mareridt op til, jeg hyler, og jeg kan slet ikke håndtere det. Efterfølgende har jeg fået en undskyldning og fået at vide, at det ikke måtte ske. Der var sket en fejl. Men kirurgen mener stadig, at jeg lyver, og ham har jeg aldrig fået en undskyldning fra.

"Det var bare en rutineoperation," sagde narkosesygeplejersken bagefter. I 2,5 år efter lå jeg på sofaen med depression og angst. I seks år gik jeg til psykolog. I dag er jeg førtidspensionist, og jeg kommer mig nok aldrig over det.

(Patientforsikringen har givet Gitte Lintz Sørensen medhold i, at det er en lægefejl, der ligger bag hændelsen, red.)

Der sker fejl på sygehuset. Sådan er det, når man arbejder med så mange patienter og er under så meget pres.

Jeg har selv en bekendt, der er eksempel på det. Han faldt på en skiferie og brækkede 12 ribben, punkterede en lunge og fik ødelagt en skulder. Først blev han behandlet i det land, hvor det skete, og efter noget tid blev han overført til Danmark. Det sygehus, han kom ind på, magtede slet ikke opgaven, og skulderen blev ikke undersøgt ordentligt. Det var først, da han selv bestilte en diagnose på et privathospital, at han fik den behandling, som var nødvendig.

Sådan nogle ting sker desværre. Der er blevet så travlt, og alt er blevet så produktionsstyret, at det hele ikke længere bliver lavet på de tidspunkter, hvor det skal laves. Og at der nogle gange sker ting, der ikke burde ske.

Jeg arbejder selv med klinisk mikrobiologi. Det betyder, at jeg ved, hvordan infektioner opfører sig. Blandt andet hvordan infektioner spreder sig internt på sygehuse, og hvordan det ofte er på de travle afdelinger, at det er værst. Så bliver de hygiejniske retningslinjer ikke altid overholdt, og man får ikke altid vasket sine hænder. Det er svært at påpege bagefter, for som regel går der nogle dage, fra infektionen er overført, til patienten bliver syg.

Ikke at det er farligt at tage på sygehuset. De fleste kommer sig, og som regel er de infektioner ikke særligt alvorlige. I mine år som overlæge har jeg ikke hørt om mange fejloperationer, og det er sjældent, at der sker noget meget fatalt.

Men der er nedlagt mange sygehuse, og der er nedlagt mange sengepladser, så det hele er blevet meget hektisk. Det betyder, at man simpelthen skal nå mere. Man kan godt blive træt i hovedet, og det kan være svært at holde fokus. Det er ikke sådan, at vi løber frem og tilbage på gangene, men vi skal nå så mange patienter, at vi nogle gange ikke når at spise eller at holde en pause. Så kan man godt blive så træt, at det øger risikoen for fejl.

Jeg synes ikke, man skal være bange. I gamle dage var det farligt at tage på sygehuset – det er det ikke mere. Men der er kommet mere stress, og det er ikke nogen god ting.

Som portør er du med hele vejen. Du ser alt og møder patienten, når han eller hun kommer ind på sygehuset og følger ham eller hende rundt, til vedkommende bliver udskrevet igen.

Man ser det hele: Jeg har mødt mennesker, der har fået det bedre, og nogle, der har haft det meget dårligt. Når du arbejder på et hospital, ser du livets barske realiteter. Og selv små fejl kan have store konsekvenser.

Derfor forstår jeg også godt, at nogle mennesker er bange for at komme på sygehuset. Jeg kunne mærke det på de patienter, jeg kørte rundt – når man har kørt med patienter i så mange år, kan man ofte læse dem som en åben bog. De var bekymrede for, hvad der kunne gå galt, og hvad de gik ind til. Så var mit job under transporten at lytte til dem og at tale med dem, når de havde lyst til det.

Selvfølgelig opstår der nogle paniksituationer. Ting går ikke altid, som man ønsker, og nogle gange er man nødt til at gøre noget hurtigt for at redde en situation. Men jeg har aldrig oplevet, at nogen er gået bort på en operationsafdeling. Eller at der er sket store og virkelig alvorlige fejl på operationsbordet.

Det er ikke det samme som at sige, at det ikke kunne være bedre. Der er blevet mere travlt, og nogle morgener kunne afdelingen stå med 30 patienter, der skulle opereres, selvom vi kun kunne nå 20. Man kunne også godt ønske sig, at de læger og sygeplejersker, der lige havde været med til en stor operation, havde mere tid til at drøfte, hvad der lige var sket, og hvad de kunne gøre anderledes næste gang. Der er ofte ikke tid nok til at evaluere hele situationen. Og det er jo store ting, man laver.

Men efter 43 år som portør vil jeg faktisk sige, at jeg har fået et mere roligt forhold til sygehuset. Før kunne jeg godt blive lige så bange som mange andre, men nu føler jeg mig helt tryg. Jeg har stor sympati for dem, der arbejder der, og stor tiltro til deres professionalisme.

Der er blevet flere opgaver og færre til at varetage dem. Og jo flere opgaver, du har, jo større er risikoen for, at du overser noget. Sådan er det bare.

Jeg har heldigvis ikke oplevet nogen fatale fejl. Men jeg oplever mange småfejl i et forløb: Medicin, der ikke bliver givet på det rigtige tidspunkt. En undersøgelse, som patienten skulle have været til, som man har overset. Blodsukker, der ikke er blevet målt. Fejl, som ikke har alvorlige konsekvenser for det samlede forløb, men som betyder meget for patienten.

På sygeplejeskolen handlede det meget om relationer, etik og pleje. På hospitalet handler det meget om drift, produktion og aktivitet. Der er ikke altid tid til at give den pleje, man ønsker at give patienterne. I stedet må man foretage hårde prioriteringer. Og det går nogle gange ud over det menneskelige.

Jeg stoler sindssygt meget på de individer, der arbejder på sygehusene. Det er meget dedikerede mennesker: Alle lægerne, sygeplejerskerne, bioanalytikerne, alt rengøringspersonalet – alle er meget indstillede på at skabe en tryg behandling og en god og sikker hverdag for patienterne.

Men nogle gange må man gå på kompromis. Jeg er blevet meget overrasket over vilkårene på hospitalerne. De vilkår, vi har til at udføre vores arbejde, og som gør, at vi ikke altid kan leve op til vores faglighed.

Jeg forstår godt, at nogle mennesker kan være bange. Især, når de møder personale, som ikke altid har tid til at kende alle forløb ned til mindste detalje. Det er med til at skabe utryghed. Men det er ikke sådan, at man skal være bange for at komme på hospitalet. Der er ingen fare for at få savet det forkerte ben af eller for at blive forvekslet med en anden patient. Jeg har været sygeplejerske i tre år, og selvom der er blevet mere travlt, er det stadig et godt sted at modtage behandling og pleje.