Hjemmesiden 'Internet History' udstiller dine gamle, glemte billeder

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Engang imellem kan jeg godt lide at kigge mine gamle gallerier igennem, for at minde mig selv om, hvor nederen jeg var. Det var mine første, forfængelige forsøg på at lege fotograf, hvor jeg brillerede med ting som billeder af mine converse-sko, der var spejlvendt og virkelig lortede selfies. De fleste billeder blev taget med mit Canon Powershot S230 med 3.2 megapixel, når jeg kedede mig i weekenderne eller efter skole. Noget af det sidste jeg lagde op omkring 2008, var en pinlig billedserie fra gymnasiet, hvor jeg fangede tatoverede piger med gasmasker og natkjoler, og så selvfølgelig de sporadiske makro-billeder af blomster.

Jeg nævner de frygtelige billeder, fordi jeg elsker at kigge på den slags "dårlige" fotografier i dag. De seneste fem år har Doug Battenhausen gennemsøgt forladte billedgallerier, rådne links og måske din gamle MySpace-profil, for at samle en lang række af den slags fantastisk deprimerende fotografier. Jeg tog en snak med Doug om, hvad der tiltrækker ham ved den type billeder, og hvordan ændringerne i fotokvalitet gør det sværere at finde materiale til hans blog i dag.

VICE: Hvorfor lavede du Internet History?
Doug: Jeg begyndte at lægge billeder, jeg havde fundet, op på min blog i slutningen af 2010. Dengang syntes jeg ikke, der var meget på internettet, der var værd at kigge på - udover de ting, jeg selv fandt. En af mine venner og jeg plejede at sende links til hinanden med de mærkeligste eller mest deprimerende ting, vi kunne finde på nettet, når vi kedede os på arbejdet, og jeg tænkte, at det lige præcis var den slags indhold, jeg gerne ville se på en blog. Så jeg lavede den selv.

Hvor finder du hovedsageligt dine billeder?
Tusindvis af billederne har jeg fundet på en hjemmeside, der hedder Webshots, som ikke fungerer længere, og som er lidt af en foto-kirkegård. Der var ingen, der havde rørt hjemmesiden i årevis, og jeg tror en del teenagere brugte det til at poste billeder, de lagde på deres MySpace-profiler, så det var et fedt sted at gå på jagt efter forladte billeder. Men siden den side blev slettet, har jeg brugt Photobucket og Flickr. Engang imellem finder jeg billeder på andre hjemmesider, der poster billeder og blogs, som ikke er blevet opdateret i årevis.

De fleste billeder er ret slum. Er det med vilje? Du har sektioner på hjemmesiden som "hvide piger, der danser", så jeg går ud fra, at det er bevidst.
Da jeg begyndte på hjemmesiden, var størstedelen af billerne ret smadrede: Fester i klamme kældere, stive folk, der var blevet tegnet med tusch. Den slags ting. Jeg blev ret hurtigt træt af den slags billeder. I 2011 lavede jeg et 32-siders mappe, som jeg kaldte Strangers Playing Beer Pong. Den lille folder indeholdt 70 billeder, der viste præcis, hvad titlen lovede. Efter det gad jeg ikke længere bruge tid på billeder af folk, der drikker.

Da jeg blev træt af festbillederne, kastede jeg mig over at dokumentere dagligdagen. De fleste af dem, der holdt fester i deres kælder havde internet og havde råd til et digitalkamera, var hvide amerikanere fra middelklassen. Jeg endte med en stor samling billeder af biler, fastfood, skolearrangementer, hygge, de første år på college, indkøbscentre og baghaver. Det er uendeligt mere interessant at se, hvad de unge fra middelklassen tager billeder af, når de keder sig, end når de er fulde.

Hvordan beslutter du, hvilke billeder, der skal lægges op?
Helt seriøst, så går jeg efter en underliggende sørgmodig tone. Jeg bliver deprimeret af de her billeder, men på en god måde hvis det giver mening. Måske handler det om nostalgi og afsked, og at alle de her billeder er så skide dystre.

Jeg forestiller mig, at den perfekte gæst på Internet History sidder alene og stiv på en bar og scroller igennem siden på sin smartphone. Det er helt sikkert det eneste tidspunkt, hvor jeg selv føler, jeg virkelig kan få noget ud af det.

Hvad synes du om ændringerne i kvalitet af vores billeder nu i forhold til starten af 00'erne?
Det virker som om, at efterhånden som kameraerne i smartphones bliver bedre, bliver billederne mere sterile og mindre intime. Jeg tror, det handler meget om, at du kan redigere billederne så meget, og rette til (med sepia-filter) inden du lægger dem op på Instagram, som igen er forbundet med Facebook, hvor du er venner med din mor, som ikke må se dig og dine venner ryge.

Nu ser billederne bedre ud, men folk forsøger at få dem til at se gamle ud, og vi går mere op i, hvem der kommer til at se dem - for eksempel forældre og fremtidige arbejdsgivere. Jeg tror ikke, det var lige så stort et problem dengang, da vores kameraer var dårlige, forældrene ikke anede, hvordan man brugte nettet, og den eneste identitet, man havde på nettet, var "xoxo_torn_paper_hearts."

Der er en vis nihilisme og absurditet over mange af billederne. Tænker du nogensinde over, hvem der har taget dem, og hvordan de ville have det med at finde dem igen via din blog?
Normalt ved jeg ingenting om de mennesker, der har fotograferet, udover hvad jeg kan se på billederne, men jeg tænker tit på, hvem de var, og hvad de laver i dag. Hvis jeg nogle gange kan finde information om fotografen, googler jeg dem og ser, hvad jeg kan finde ud af. Der har været nogle interessante sager. Jeg fandt en Flickr-konto, som tilhørte en mand, der blev myrdet i en lagerhal i en lille flække i West Virginia og en anden Flickr-konto ejet af en kvinde, som sidder i fængsel for at bryde ind i hendes nabos hus og brænde det ned til grunden. Men i de fleste tilfælde kan jeg ikke finde anden information end, at de engang har skrevet en artikel til universitetsavisen, og så bliver sporet koldt eller kedeligt, når jeg rammer Facebook eller LinkedIn.

Hvor lang tid tror du, at du vil køre hjemmesiden?
Jeg havde aldrig troet, at Internet History skulle eksistere så længe, som det har, så hvem ved? Jeg bliver nok ved, så længe jeg keder mig på arbejdet af og til.