FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Sådan er det at udforske sin seksualitet som ung kvinde i Pakistan

Pakistans tabubelagte sexkultur fik mig til at undertrykke min seksualitet, og det var svært at blive endeligt fri for den giftige, fordømmende stemme i mit hoved.

Foto via Wikimedia

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.

Pakistan er et islamisk land, og samtidig har det den befolkning i verden, der ser mest porno. Det er i sig selv et kendetegn ved pakistansk kultur: Vi er liderlige og sexdesperate, men Gud forbyde, at vi rent faktisk dyrker det. Sex er et tabubelagt emne i Pakistan. Generelt ser man ikke ned på mænd for at have sex i vores patriarkalske samfund, men hvis en kvinde fra en underprivilegeret eller middelklassefamilie bliver opdaget i at have sex før ægteskabet, så bryder helvede løs.

Advertisement

Kvinder fra fattige kår risikerer alle mulige straffe for at have sex før ægteskabet. Den praksis begyndte med den tidligere præsident Zia-ul-Haqs "islamisering", som inkorporerede Zina (stening) og Hudood (straffe som piskning, amputation og æresdrab) i Pakistansk lov. Hans regering afslog kvinders voldtægtsbeskyldninger og dømte dem i stedet som ægteskabsbrydere og sendte dem i fængsel. Disse middelalderlige former for straf er langsomt på retræte, men lurer stadig i baghovedet på fundamentalister, imamer og politibetjente. Sharialoven er også skyld i mange kønsdiskriminerende politikker i muslimske samfund – såsom manglende opbakning til ytringsfrihed, kvinders rettigheder og i sidste ende menneskerettigheder.

Selvom jeg havde haft mere end ti sexpartnere, før jeg kom til Canada for at gå på college i 2012, så var det ikke noget, jeg talte åbent om. Når jeg ser tilbage på det, forstår jeg, at min seksualitet stadig var dybt undertrykt. På grund af alle de restriktioner under vores livs mest liderlige år – i verdens statistisk set mest liderlige land – var vi nødt til at være kreative med vores seksuelle udfoldelser i vores postpubertære ungdomsår.

Vejen til en orgasme indebar for eksempel at have sex i en bil med tonede ruder parkeret midt i ingenting, at snige mig hjem til min sexpartner midt om natten, at snige mig ind på min sexpartners fars kontor, som havde et tilstødende soveværelse (WTF!). Alt det blev gjort med forhåbningen om, at ingen kunne finde på at sige det til min far, som var alene med mig. (Undskyld far!). Han ville være flippet ud. Hotelværelser var også en stor hjælp. Der var kun to hoteller i Islamabad, hvor jeg voksede op. Det ene var Mariott, som kostede mellem 1000 og 1400 kroner for en nat, hvilket var en vanvittigt høj pris for en teenager. Men ak, selv i Pakistan var det ikke nok bare at betale for et seksuelt frirum. Personen, der bookede værelset (manden), skulle gå op først, mens den anden ventede i lobbyen i omkring et kvarter for at være sikker på, at ingen blandt personalet fattede mistanke til, at man var på vej op for at have vild og uhæmmet sex uden for ægteskabet.

Hvis man så rent faktisk blev opdaget, kunne man se frem til en shitstorm af raseri. Min mosters kæreste blev banket sønder og sammen af min morfar, som ville "beskytte hendes ære." Da mine egne forældre opdagede mine eskapader, kastede de sig ud i en lang, irrationel og melodramatisk svada om, hvordan jeg ødelagde min fremtid og forbød mig nogensinde at tale med fyren igen (efter at have informeret hans forældre og min skole).

Jeg kunne heller ikke tage magten over min seksualitet gennem mit tøjvalg, fordi jeg skulle gå med posede t-shirts, som afledte opmærksomheden fra mine bryster.