Dit liv bliver bedre, hvis du dropper din smartphone

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på VICE US.

Det føles næsten som en kliché overhovedet at spørge, men findes der et stykke elektronik siden fjernsynet, som har forandret vores liv hurtigere og lige så gennemgribende end iPhonen? På papiret lignede Steve Jobs' "tre revolutioner i én" mest af alt en opgradering fra adskillige andre produkter, som allerede fandtes. En lidt finere Blackberry, en mini-computer og den sexede Apple-version af en Nokia med WAP funktion. Men den har vist sig at være denne generations mest definerende stykke teknologi, som landede hårdere og hurtigere end selv internettet, som var over ti år om at blive mere end Quicktime-pornovideoer og IMDb på et grimt computerbord i aluminium i hjørnet af din stue.

iPhonen har ikke kun ændret den måde, vi kommunikerer på, som Jobs proklamererede som sin mission med produktet tilbage i 2007 ved den oprindelige lancering, men også vores adfærd, vores måde at tænke på og vores måde at se verden. På under ti år er iPhonen i stigende grad blevet portalen til vores ydre liv - arbejde, fritid, sex og kultur. For at forbruge alle de goder skal man igennem sin iPhone. For at leve i verden anno 2016 er man nødt til at eje en. Folk der ejer en Blackberry, er ligesom dem, der stadig bruger Internet Explorer eller kører på de der cykler, hvor man ligger ned. iPhonen er en millenials Folkevogn - udgangspunktet, konstanten, standarden. Den eneste mulighed.

Men jeg har ikke en iPhone, og det er en beslutning, jeg glæder mig over næsten hver eneste dag af mit liv. Det startede med et rimeligt uheldigt møde for to år siden (det var to mod én, der var ikke eneste redningsmand i sigte, og jeg havde et lille bærbart objekt til 4000 kroner i hånden midt i en finanskrise), men jeg besluttede mig for ikke at købe en ny iPhone som erstatning for den, jeg fik stjålet. Det var ikke ideologi, der lå til grund for det - det var mere dovenskab og frygt for bureukratiet: At skulle gå ind i en butik for at få løst mine tekniske problemer, indignationen over at være tvunget til alle mulige opgraderinger og skatter for at fortsætte med det, jeg hele tiden havde gjort, og at blive behandlet som den der type, som bestiller en cheeseburger på en restaurant i Thailand. Så jeg blev ved med at tænke måske i morgen, måske næste uge, måske aldrig.

I starten var det ret besværligt og irriterende, og jeg oplevede ofte at blive brændt af, låst ude og nogle gange simpelthen glemt. Men ret hurtigt kunne jeg mærke et skift i den måde, jeg så verden på. Jeg startede ikke længere min dag med, at nogle andres problemer tikkede ind på min skærm. Jeg blev bedre til at adskille dag fra nat, arbejde fra fritid, vigtigt fra ligegyldigt. Jeg fik ikke længere de der "hej venner, lad os lige få 'et skriv' på den her idé i dag, ikke?" Der var ikke nogen krav om at få gjort noget med det samme. Folk begyndte at tage større hensyn til mig, og jeg begyndte at leve mere efter, hvad klokken rent faktisk var, end hvad den var for mig. Jeg begyndte at kigge mere ud af vinduet i bussen, jeg læste mere og så flere film, og jeg tænkte mindre på mig selv.

Jeg havde det som om, at jeg havde snydt systemet. Ved at nægte at anskaffe mig en iPhone og ved ikke at være konstant tilgængelig, var jeg fritaget fra alle andres lort. Nogle gange ser jeg folk skrive e-mails på vanvittige tidspunkter af døgnet, og så er det ligesom at kigge på en eller anden fremmed tradition, som jeg aldrig vil forstå - som en religiøs festival i en lille by, som jeg kører igennem. Det føles virkelig ikke som mit problem længere.

For at gøre det helt klart, så er jeg slet ikke teknologi-fornægter eller sådan noget, og jeg betragter ikke mig selv som værende "retro". Mit arbejde og min kulturforståelse er næsten udelukkende funderet i internettet. Ligesom de fleste andre fra min generation, så kan jeg godt lide sneakers, techno og Twitter, kattevideoer og ulovlig filmstreaming. Jeg tror på teknologiens magt.

I lang tid havde jeg svært ved at forsvare det modsætningforhold. Hvordan kan man bruge det meste af sin tid på sin bærbare, fordybet i internettets kapitalisme, og alligevel tage afstand fra at have en iPhone? Det virkede absurd, hyklerisk og virkelig prætentiøst. Men jeg kunne instinktivt mærke, at jeg virkelig ikke ville have en, og at mit liv var blevet betragteligt bedre, efter jeg var holdt op med at have en.

Så kom der et interview med Aphex Twin på Noyzelab, som siden hen er blevet slettet. I en del af interviewet bliver det klart, at selvom Richard D. James har en kæmpe teknologisamling og en kæmpe fascination og viden om synthesizere og computere, så ejer han ikke en telefon. "De gør bare ikke folks liv bedre," forklarede han.

Det ramte virkelig noget i mig. Jeg begyndte at researche på folk, som heller ikke havde en. Kanye West hævder, at han ikke har en telefon (selvom en Google billedsøgning giver et andet billede), Werner Herzog bruger ikke rigtig sin telefon og forfatteren Mark Fisher beskrev dem som "individualistiske kontrolcentre." Og endnu mere bekymrende er der foretaget en række undersøgelser, som afdækker telefonernes effekt på os. En spørgeundersøgelse afslørede for nyligt, at 58 procent af briterne føler sig utrygge og stressede, når de ikke har deres telefon på sig.

Smartphones har haft en fundamental indvirkning på vores koncentrationsniveau. Se dig omkring, når toget er forsinket eller i hvilken som helst form for transport og selv på barer, er folk sindssygt og ynkeligt optaget af deres telefoner. Folk stirrer på dem for at finde svar uden egentlig at finde noget meningsfyldt, og nogle synes endda, at det er acceptabelt at føre en samtale, mens de glor ned i skærmen.

Klichéen om menneskerne som slaver af computere er aldrig blevet til virkelighed. Der er ikke nogen, der er så forelskede i deres bærbare. Det er bare et instrument, som vi bruger til arbejde og til at se middelmådige komedieserier på. Det er anderledes med iPhonen. Den repræsenterer 'systemets' værktøj - fingrene på kapitalismens lange arm, som griber ind i vores liv, prikker os på skulderen og minder os om, at der altid er noget mere arbejde, vi kunne udføre.

Til trods for sin tilbøjelighed til cannabis, tennissko og Bob Dylan, så var Steve Jobs en arketypisk kapitalist, som vidste, at et instrument, som kun var målrettet til sjov og tidsfordriv, aldrig ville revolutionere verden. For at en opfindelse virkelig kunne dominere vores kultur, måtte den også blive en del af erhvervslivet. Ellers var det bare en Tamagotchi med Facebook-funktion.

iPhonen er en pengemaskine, som eksisterer på et totalt frit marked. Man kan bruge penge på den, og man kan tjene penge igennem den. Selv de sjove elementer ved iPhonen kan udnyttes til profit. Der er apps, man kan købe, sælge, reklamere for og investere i. Det er ikke ligesom Snake eller en pixeleret version af Tetris. Det er en hel branche i sig selv.

Misforstå mig ikke - man kan gøre utroligt mange spændende ting med en iPhone, som for eksempel at optage en hel film som Tangerine på den. På en måde beundrer jeg det funktionelle, brugervenlige ideal, som de er skabt ud fra, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi pludselig stod uden telefoner. Jeg tænker på det, der allerede er ved at ske med vores selvbillede. Jeg tænker på, om vi får en kultur, hvor folk ikke orker at se noget, der er længere end en Vine, og jeg tænker på, om vi får en epidemi af psykisk sygdom, hvor folk sidder fast i sig selv.

Det bekymrer mig også, at elektronikbranchen tilsyneladende er mest optaget af at optimere systemet til dine arbejds-emails, til trods for alle de utrolige ting, som teknologien har givet til verden, og alle de ting, som jeg drømte om ville eksistere i min levetid. Det flyvende skateboard føles længere og længere væk hver dag, mens tanken om din chef, som bruger sin iPhone til at finde ud af, hvor du er, og hvorfor du er forsinket med den der rapport, virker meget tættere på.

Dels fordi jeg kan melde mig ud af en kapitalisme, som jeg ikke har lyst til at støtte, dels fordi jeg simpelthen har det bedre uden, og dels fordi jeg bare ikke rigtig tænder på dem, så er jeg glad for, at jeg ikke har en iPhone. Jeg tror endda, at jeg snart opsiger det abonnement, som jeg stadig betaler for.

Mere fra VICE:

Hvad fanden vil det sige at være afhængig af sin smartphone?

'Her,' det lesbiske Grindr, der intet har at gøre med uforpligtende sex

Derfor valgte jeg at blive jomfru igen som 31-årig