Jeg kunne ikke huske, om Natasjas 'I Danmark er jeg født' faktisk var god

Året var 2007. Verden blev styret af mænd med navne som Bush, Blair og Fogh. Støvet var stadig ved at lægge sig på Jagtvej efter rydningen af Ungdomshuset, en "finanskrise" var noget, der hørte 1920'erne til – og så tacklede Donald Trump wrestlere i stedet for det etablerede amerikanske politiske system. Samtidig befandt dansk-jamaicansk musik sig midt i en reggaerevolution med Natasja Saad i spidsen. I går var det nemlig 10 år siden, at den rapkæftede dansk-sudanske sangerinde udgav sit multi-prisbelønnede post mortem-album I Danmark er jeg født, der på bare 50 minutter formåede at få hele landet overbevist om, at dansksproget dancehall var dope.

Hvis du har hørt musik i Danmark inden for de sidste 10 år, har du en holdning til Natasja. Måske var du en semi-uskyldig ungmø, og hun reggaeton-storesøsteren, der var der for dig og din fremspirende kvindelighed. Måske lod du dig rive med af den begejstring for dancehall og reggae, som skyllede ind over Danmark og egentlig virkede, som om den var kommet for at blive. Eller også bukkede du bare som resten af landet magtesløst under for sammenvævningen af smældende samfundskritik og et rastaficeret surfguitar riff fra The Surfaris.

Jeg husker tydeligt, hvordan mit 15-årige, avisrutekørende jeg sprang ivrigt med på bølgen. "Ildebrand i byen" og "Gi' mig Danmark tilbage" udgjorde to af de nogle-og-50 tracks, der var plads til på min præ-smartphone-æra Creative Muvo mp3-afspillers 256MB. Som så mange andre danske unge kendte jeg kun til Natasja som "Lille T" fra Bikstok Røgsystems tilrøgede og bulgurfyldte univers. Og på det tidspunkt virkede Natasjas beats groovy og hendes vokal skarp – en frisk og unik lyd for dansk musik. Hendes tekster var nærmest omni-lokale, med et rekordantal shout-outs på "Ildebrand i byen" til alle fra christianitter til aalborgensere (en inklusivitet, der nok faldt på et ret tørt sted, eftersom dobbelt A's ambassadør i dansk hip-hop på det tidspunkt var selveste Niarn). I Danmark er jeg født var sympatisk og tilgængeligt og føltes på en måde som et Støt Asien-album – bare for Jagtvej 69'ere og kampen mod at lade Danmark blive opslugt af global neoliberalisme.

Ud over at sælge 30.000 eksemplarer af I Danmark er jeg født på bare seks uger, opnåede Natasja som feature på Enurs chartbanger af en single, der i dag er kendt som "Calabria 2007", et niveau af international succes, der først ville blive overgået af danske artister næsten et årti senere, da MØ havde brug for nogen at læne sig op af, og Lukas Graham iklædte sig en wifebeater, drak sig fuld om morgenen og insisterede på at synge om det. Tre år efter hendes død beskrev Information sangerinden som "Kim Larsens arvtager."

I Danmark er jeg født fik pludselig næsten hele Danmark op fra kaffebordet – men det er trods alt 10 år siden. Og hvornår har du sidst hørt Natasja? Holder det i dag, eller var det hele bare en følelsesvældet massepsykose? Jeg besluttede mig for at undersøge, om albummet stadig er værd at lytte til, og skamhørte det (og kun det) derfor i en uge. "Ildebrand i byen" som alarmtone om morgenen. "Gi' mig Danmark tilbage" på min cykel på vej på arbejde. "Fi' er min" på repeat i tilsyneladende dårligt lydisolerede høretelefoner på mit arbejde, at dømme ud fra flere kollegers lettere irriterede blikke.

Lad os starte med leveringen. Siden Gnags grundlagde salamireggaen, har et gennemgående problem i dansk dancehall været at få vores kantede, vikinge-agtige modersmål til at lyde bare i nærheden af dope.

Med en fod i Danmark og den anden i sit andet hjemland Sudan – og derudover et ekstremt nært forhold til Jamaica, der på tragisk vis også ville blive den dengang 32-årige sangerindes dødssted – legitimerede Natasja sig ret naturligt som dansk dancehalls dronning. I Venn-diagrammet af jamaicanske rastavibes, pæredanskhed og den verdensborgerlighed, der følger med at have to vidt forskellige nationaliteter, lykkedes det hende at skabe og slippe afsted med sin egen stil uden at virke som en akavet wannabe. // I Sudan er jeg en blegfis og i Danmark det sorte får // sang hun på albummets titelnummer. Hun var dansk nok til at sige ord som "nederen" og give samfundet tørt på, samtidig med at kunne smide et yo eller rrah! på et reggaenummer uden at lyde tåkrummende. Natasjas korte, men slagkraftige tid på Danmarks dancehalltrone må i retrospekt desværre siges at være det absolutte højdepunkt for scenens sejhed (sorry, "Faxe Kondi"-fans, men come on, sangen handler om en sodavand), der efter hendes alt for tidlige død hurtigt løb ud i sandet i form af sommer-flirt med Wafande, og alt, hvad BliGlad nogensinde har besudlet dit forhold til kærlighed med.

Men I Danmark er jeg født er ikke bare noget så sjældent som et ikke-kikset dansksproget dancehall-album – det er i det helt taget ret godt skruet sammen. Med et rent og autentisk reggae-backtrack som den røde tråd og velplacerede features (som Blæs Bukkis kolde levering på "Monaco" og det eksplosive Eagger-vers på "Mer vil ha' mer") står albummet i dag ikke bare frem som det suveræne højdepunkt for Natasjas karriere, men som en kollektiv guldalder for 2000'ernes danske reggae- og dancehall-artister.

Så snart du faktisk begynder at lytte til teksterne på I Danmark er jeg født, bliver du mindet om en mere uskyldig og mindre kynisk tid som dansk musiklytter. Fordyber man sig i den påny, runger Natasjas mange kække, samfundskritiske stikpiller i dag højere end nogensinde før. Hendes numre er fyldt med konkrete budskaber uden at være hadske slagsange eller direkte opsange til ungdomsoprør som "Killing in the Name" eller "Fuck Tha Police". Linjer som // rødvin og piller // hele fuckin' landet chiller // ("Gi' mig Danmark tilbage") er derimod humoristiske konstateringer om det danske samfunds mangler og forfald; lykkepille- og spiritus-zombieficeringen af landet, der i 2007 stadig blev hyldet som "verdens lykkeligste land", pointeret i øjenhøjde.

Der kan naturligvis altid spekuleres i, hvorvidt Natasjas eftermægle blev forstærket af hendes død, som Politiken skrev tre måneder efter sangerindens fatale bilulykke om det svimlende salg af I Danmark er jeg født. Hun var én af de mest folkekære sangerinder, Danmark nogensinde havde mistet. Hendes død og musik vil altid være uadskillelige – hvilket har efterladt os med en skov af spørgsmål, vi aldrig vil finde svarene på; Havde I Danmark er jeg født solgt lige så godt, og fået fire eller fem stjerner i alle store danske medier, hvis sangerinden havde været i live? Hvordan havde Natasjas stil og stemme udviklet sig med årene? Og hvad ville hun have at sige om det Danmark, vi lever i i dag?

Selvom sangerinden ikke er her til selv at give svarene, kan vi med rimelig sikkerhed – og linjer som // en grådig mand har aldrig været svær at forføre // og // prøv at fatte det // Danmark har det fint og USA kan ikke erstatte det // ("Gi' mig Danmark tilbage") – gisne om, hvordan hun havde set på verden og Danmark anno 2017. Bare se jer omkring. Hun havde nok ikke haft færre ting at sige. Den neoliberalistiske amerikanisering af vores politiske system, der for alvor slog rødder under Anders Fogh Rasmussen, kan ikke ligefrem siges at være fordampet i dag. Tværtimod har landets øverste ministerpost stagneret i en ping-pong mellem nærmest uadskillelige Bilderbergmøde-deltagere lige siden. Lars? Helle? Who's flying this plane? Gør det nogen forskel? Does anyone even care anymore?

Natasja ville næsten være 43 år i dag. Selvom vi får aldrig svaret på, hvordan hendes lyd ville have udviklet sig, og om hun stadig ville have været fed et årti senere, har I Danmark er jeg født absolut ikke mistet sin relevans – hverken på indhold eller lyd. Sammenlignet med resten af mit mp3-kartotek som 15-årig er cringe-faktoren minimal, og i dag svier Natasjas kommentarer på samfundet mere end nogensinde før.