Vi talte med manden, der overlevede ved at spise sine venner efter et flystyrt

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.

Ville du spise en hånd? En menneskehånd. Nej, men; hvad hvis du var virkelig sulten? "Det handlede altid først og fremmest om at overleve. Derfor var det essentielt at få spist ordentligt. Det var mere en instinktiv nødvendighed, end det var en rationel beslutning. Jeg havde altid en hånd eller sådan noget i lommen, og når jeg kunne, begyndte jeg at spise, at putte noget i munden, for at få følelsen af, at jeg fik næring." Det sagde Pedro Algorta, der var strandet i Andesbjergene i 71 dage efter et flystyrt i 1972 og spiste hænder, såvel som lår, arme og stort set alle andre nærende dele af sine afdøde medpassagerer; både dem, der døde i flystyrtet, og dem, der efterfølgende ikke overlevede de to hårde måneder i bjergene. Der var 40 passagerer ombord på det skæbnesvangre fly, da det lettede fra Uruguay med kursen mod Chile. Men efter flystyrt, laviner og de barske overlevelsesvilkår i bjergene var der kun 16, der overlevede. Dem, der nåede tilbage til menneskeheden, efter at to andre overlevende passagerer, Nando Parrado og Roberto Canessa, vandrede efter hjælp i ti dage, overlevede gennem en kombination af mirakuløs psykisk robusthed, massive holdanstrengelser og desperat kannibalisme.

Det er lidt mærkeligt at sidde og snakke ansigt-til-ansigt med en, der har spist en hånd. Da vi mødes på en café i Shoreditch, har jeg svært ved at fjerne blikket fra Pedros tænder, der ser exceptionelt stærke ud. Gad vide, om han har fået stærkere tænder af at spise menneskehænder, tænker jeg. Han er 65, men virker godt ti år yngre, hvilket får mig til at spekulere over, om alt det lårkød mon har indgydet ham med en eller anden form for semi-evig ungdommelighed. For det meste er Pedro ret afslappet omkring alt det der jeg-spiste-hænder-mens-jeg-var-traumatiseret-på-et-bjerg-halløj. I hans bog Into the Mountains, der for nylig er blevet oversat til engelsk, og tilsyneladende er det, som vi skal snakke om i dag, forklarer han nøgternt, hvordan den overlevende gruppes beslutning om at spise deres medpassagerers frosne lig kom fra et fjernt, koldt og logisk sted - spis de døde eller dø selv. Hans holdning har umiddelbart ikke ændret sig. Han er helt og aldeles uvillig til at undskylde og leverer en så nøgtern og faktuel redegørelse for kannibalisme, at man næsten lige så godt kunne tro, at det var et stykke brød, han havde spist, da han var ved at sulte ihjel. "Ser du," forklarer Pedro, mens han forsigtigt holder sig fra ord som 'jeg', 'spiste' og 'hænder', "det var ikke en beslutning, som vi tog med vores hjerner. Det var ikke, fordi der kom en eller anden autoritær type og sagde, 'hey gutter, jeg ved hvad vi skal gøre!' Det var en beslutning, som vi tog med vores maver."

Jeg tog en snak med ham om at spise hænder, hvordan man overlever i en gruppe uden at blive eroderet af mundhuggeri, og hvor ofte man tænker tilbage på alle de mennesker, man har spist, efter man er vendt tilbage til det virkelige liv og bare prøver at nyde en god gryderet.

VICE: Der er mange af de overlevende fra flystyrtet, der har forskellige beretninger om, hvad der skete umiddelbart efter styrtet. Fordi det er så lang tid siden, er der ret mange konflikter - navne har ændret sig, uenighed om folks roller, sådan nogle ting. Følte du på nogen måde, at der blev rodet rundt i din historie? Hvad fik dig til at stå frem med den nu?
Pedro Algorta: For 40 år siden var vi en gruppe, der delte den her forfærdelige oplevelse, og siden er vi gået hver til sit, så i dag er vi er ret forskellige. Derfor kan vi i dag se tilbage på vores oplevelser fra vidt forskellige perspektiver. Og i 35 år var det en historie, som jeg slet ikke fortalte. Der stod en rygsæk i hjørnet på mit værelse, og jeg hørte mine venner fortælle deres historie, så jeg tænkte, at det nok også var min historie. Men da jeg besluttede mig for at åbne munden og begynde at snakke om det, gik det op for mig, at min historie var en anden, fordi den er min. Der er ingen, der har oplevet, hvad jeg har oplevet, og ingen, der har set den her side. Men det gik også op for mig, at alle har deres egen historie, hvilket virkelig er rigtigt. Jeg påstår ikke, at jeg ejer sandheden eller noget; jeg føler, at vi alle sammen har retten til selv at fortælle vores egne historier. Dette er min, det er sådan, jeg oplevede det, hvad jeg lærte af det, og hvad jeg har taget med mig fra min tid i bjergene.

Okay, så. Hvordan er det at sidde i et fly, når det styrter ned?
Hvis man er involveret i et flytstyrt, kommer man døden ekstremt nær. Man aner ikke, om man overlever eller ej, og har paniske øjeblikke, hvor man mister kontrollen over sig selv og sine omgivelser. Man bliver kastet rundt, og alt kan ske, og det var det, jeg oplevede. Flyet rystede kaotisk og smadrede ind i det ene bjerg efter det andet, indtil vi til sidst nåede til bunden af en dal, der var omgivet af bjerge. Så forsvandt lydene, og alt var stille. Sneen dryssede stille ned, mens vi, de overlevende, sad i flyet.

I bogen omtaler du styrtet med en vis afstand, næsten som om det ikke føles virkeligt, når du tænker tilbage på det.
Pointen er, at selvom jeg har billeder i hovedet - og jeg ved, at de er mine egne, fordi jeg husker billedet af min ven Felipe, der ligger død ved siden af mig - kan jeg ikke huske så mange detaljer om, hvad der egentlig skete, forstår du? Der er en form for emotionel begrænsning, og det er ikke alle detaljerne, der hænger fast i hukommelsen. For eksempel kan jeg ikke huske, hvad plads jeg sad på, eller hvad jeg sagde, et minut før vi styrtede ned, fordi det var så følelsesmæssigt intenst, og der var så meget panik. I mange år spekulerede jeg over, om jeg burde prøve at huske det eller arbejde med at rekonstruere hele styrtet mentalt og alt det, men det kan jeg ikke, så jeg lod det ligge. Det ligger et sted i min underbevidsthed, der er ret… det kommer ikke tilbage. Jeg har aldrig mareridt eller noget, og jeg har forsøgt at leve et normalt liv i de nogle-og-40 år, der er gået siden.

En ting, jeg bemærkede i bogen, var, hvordan jeres følelse af at være en gruppe - at I var sammen om det - faktisk opstår langsommere, end man måske ville tro. Lige efter styrtet var der undergrupperinger, ledere og folk, der var sammen, og så forandrede omstændighederne sig, folk døde, og hakkeordnen ændrede sig, men jeres følelse af at være en gruppe opstod ikke lige med det samme.
I starten var vi en gruppe mennesker, der var rodfæstet i et rugbyhold, og i den gruppe var rugbyholdets kaptajn den vigtigste. Han vidste, hvordan han skulle kommandere gruppen, og blev med det samme delegationens autoritetsfigur. Han spillede faktisk en meget vigtig rolle i løbet af de første par dage, hvor vi var i bjergene. Han prøvede at organisere, hvad han kunne, og vandt respekt gennem sin autoritet. Men i bund og grund sagde han bare, 'hold ud, vi bliver reddet meget snart'. Det der skete var, at vi ikke blev reddet. Og da han sagde, 'hold ud, vi bliver reddet meget snart', forhindrede han egentlig gruppen i ordentligt at tilpasse sig den kritiske situation, som vi befandt os i. Vi havde ikke brug for en autoritetsfigur på det tidspunkt. Det, vi havde brug for, var en leder, der kunne gøre gruppen opmærksom på den problematiske situation, vi var i.

I sidste ende døde han i en lavine. Efter han døde, var vi bare en gruppe unge uden en voksenskikkelse. Efter det begyndte vi alle sammen hver især at arbejde for os selv og for gruppen med vores egne unikke styrker og relative svagheder, så det var muligvis ikke det værste, der kunne være sket. Hver aktivitet, hver ting, som en af os måtte lave, var vigtig for gruppens udvikling.

Stemningen var ofte ret trykket, vi havde diskussioner, vi var ikke lige gode venner alle sammen. Folk måtte kæmpe for at få deres ideer hørt, for deres autoritet i gruppen, for ikke at blive syndebukke og for at være til stede, når der blev truffet beslutninger. Den dynamik, som vi havde oppe på bjerget, opstår også i enhver anden gruppe - også i grupper, som jeg har skulle styre senere. De ting, der skete med os deroppe på bjerget, er også ting, der udspiller sig ude i samfundet. Man kæmper om autoritet, ledere kommer og går, der er syndebukke, der er eksperimenter - man fejler, ellers får man ret - og det lærer man af. På den måde er vi ikke en undtagelse. Og det var sådan, det lykkedes os at danne den her gruppe, der var i stand til at tilpasse sig og gøre fremskridt i så barske omgivelser.

Så går jeg ud fra, at det at begyndte at spise de afdøde var en fællesbeslutning i gruppen?
Det var ikke en beslutning, som vi tog med vores hjerner. Det var ikke, fordi der kom en eller anden autoritær type og sagde, 'hey gutter, jeg ved, hvad vi skal gøre!' Det var en beslutning, vi tog med vores maver. På samme tid begyndte forskellige folk fra forskellige steder alle sammen at indse, at vi var nødt til at fylde os med noget, hvis vi ville overleve, og vi havde ikke noget at spise. Derfor reagerede vi bare på vores svaghed, vores overlevelsesinstinkt, uden at behøve en logisk redegørelse for det. Vi gik i en gruppe hen til et af de lig, vi havde, og begyndte at lave et lille indhug i det med et glasskår, og så begyndte vi at spise, og det var det. Det var det mest normale og det mest logiske, vi kunne have gjort for at blive ved med at spise.

Og efter vi havde gjort det, føltes det ikke, som om vi havde overskredet nogen særlig grænse, hverken etisk eller moralsk. Vi følte bare, at vi havde taget et skridt fremad, tilpasset os overlevelsen i fjendtlige omgivelser og lært at gøre ting, som vi ikke var vant til.

Så det føltes aldrig unormalt at spise menneskekød?
Nej, på ingen måde. Selv når jeg tænker tilbage på det nu, forstår jeg, at jeg ikke ville være her i dag, hvis jeg ikke havde gjort det. Det var vores mest primitive urinstinkter, der tog over, og sådan var det bare. Det er derfor, det ikke skildres så voldsomt i bogen, fordi jeg tager dig med gennem beslutningsprocessen et skridt ad gangen, og når først vi når dertil, er man klar over, at vi ikke kunne have gjort andet, og jeg er fuldstændig overbevist om, at alle andre ville have gjort det samme, hvis de havde stået i samme situation.

Det interessante var de religiøse temaer, som nogle i gruppen citerede, med menneskekødet som 'Jesu legeme', og ideen om, at din ven hjælper dig med at overleve ved, ja, ikke ved at ofre sig, men næsten. Hvor meget indflydelse havde det på den endelige beslutning?
Det blev sagt, og vi sagde det, men jeg er ret sikker på, at der ikke var nogen, der blev overbevist udelukkende af den grund. Vi gjorde det, fordi vi var sultne, vi var svage. Der er et eller andet behov for den her slags logiske retfærdiggørelse, men i sidste ende var det maven, der var drivkraften. Vi havde ikke tid til så meget rationel planlægning. Planlægningen og samtalerne, alt, hang sammen med, hvordan vi skulle overleve hver dag i bjergene. Og vi vidste ingenting. Vi havde intet værktøj eller grej, ingen friluftserfaring, vi havde aldrig været i sneen før, vi anede ikke, hvad vi skulle gøre for at overleve, vi var ikke forberedt på det. Så alt kom fra vores instinkter og fra at prøve, ved at begå en milliard fejl, og nogle gange lykkedes det at tage et skridt fremad.

Jeg kan forstå på det hele, at der var en pressekonference, kort tid efter I blev reddet, hvor I på en måde blev tvunget til at indrømme det med kannibalismen. Hvordan var folks attituder?
Nyheden var allerede sluppet ud, så der blev talt om det. Nogle af vores forældre nægtede at tro på det. Vi sagde bare; 'ja, vi gjorde det' og ikke mere end det. Vi behøvede ikke at sige andet. Da det kom frem, og det blev anerkendt, at vi havde gjort det, fik vi et rungende bifald. Og de pårørende til dem, der ikke vendte hjem, sagde: 'det er okay'. Det har ikke været et problem i omkring 40 år. Alt blev sagt, alle vidste det, for os er det normalt. Vi regnede ikke med, at det ville være et problem, fordi vi ikke tænkte på problemer på det tidspunkt - vi tænkte bare på at overleve. Det har vi skulle leve med lige siden, og vi har det stadig på samme måde.

Hvor stor en del af din hverdag bruger du så på at tænke tilbage på bjerget i dag, 40 senere?
Der må jeg sige, at det aldrig vender tilbage til mig. Det rammer mig aldrig, med mindre jeg taler om det som nu. Som jeg sagde før, er det ikke noget, der giver mig mareridt. Vi har kunne leve med det og har fået fred for bjerget.

Siden det bifald har vi kunne leve et stille og normalt liv. Jeg lader ikke, som om det ikke har påvirket mig, fordi det har været traumatisk. Et traume begynder, når man ikke ved, hvordan man skal håndtere det, og vi ved, hvordan vi skal håndtere det, fordi vi er aldrig blevet anklaget eller marginaliseret for noget. Jeg læste på et godt universitet, jeg har haft gode jobs, jeg har en dejlig familie, så bjerget er i vores fortid, men det vender aldrig tilbage. Pointen er, at vi har kunne leve et normalt liv. Det tror jeg virkelig er det vigtigste, vi kan sige om det, fordi det illustrerer, hvor meget folk kan komme sig over ting, der er sket i fortiden.

I har normale liv, mens dem, der ikke overlevede, kunne have haft normale liv.
Ja, selvfølgelig. Drengene, der ikke klarede den, er ikke hos os længere, og det er altid spørgsmålet - hvorfor er vi her, når de ikke er her. Men det har jeg ikke svaret på. Det er et religiøst eller moralsk eller etisk spørgsmål. Det har alle forskellige svar på. Jeg har ikke noget svar.

Du kan købe Into the Mountains lige nu.

Mere fra VICE:

For et år siden sked nogen så voldsomt på et fly, at det måtte nødlande

Vi snakkede med manden, der ikke har været i bad i 12 år

SE: Dokumentaren 'Legenden om Cambo', om drengen, der flyttede ud i skoven