Vi fik en newb til at spille det nye 'Destiny: The Taken King'

I min verden er PlayStation synonymt med ydmygelse.

Jeg kommer fra et PlayStation-frit hjem, og jeg var gennem min barndom lykkeligt uvidende om Spyro, Lara Croft, Yoshimitsu og Crash Bandicoot. Jeg spillede PC og blev aldrig fortrolig med PlayStation-controlleren. Når jeg endelig forsøger, tæsker min tommelfinger hjælpeløst rundt mellem trekant, firkant, cirkel og kryds i et desperat forsøg på at ramme en heldig kombination. Det går til nøds i Tekken, men kommer til kort i et lidt mere raffineret spil som Destiny.

Første gang jeg spillede FIFA på PlayStation var mod min ven Kristoffer, som hurtigt måtte indse, hvor elendig en spiller, jeg er. I en træningskamp mellem Herfølge og Real Madrid, hvor han styrede Herfølges lallende amatører med sine bare fødder, måtte kongeklubben tage til takke med et ydmygende 2-0-nederlag til de østsjællandske bønder. Få ting er så ydmygende som at tabe til sin kammerat, der spiller med fødderne og alligevel indkasserer 3 point i sikker stil.

Den ydmygelse stod ubestridt indtil jeg som pædagogmedhjælper i en fritidsklub hurtigt blev den mest populære voksen at spille PlayStation mod. Jeg var en stensikker genvej til et hurtigt selvtillidsboost, og der gik hurtigt sport i at se, hvem der kunne tvære mig mest eftertrykkeligt ud. Du kender ikke til ydmygelse, før du er blevet hånet kollektivt af 4.b på Sølvgade Skole.

Netop derfor gør jeg mig også ekstra umage og forsøger at læse lidt op på Destiny-universet og persongalleriet, inden jeg går i gang med spillet, men universet er absurd kompliceret og lyder som L. Ron Hubbards første kladde til Dianetics. For mig er det ét fedt, om jeg skal spawne tusind gange som "human", "awoken" eller "exo" - der er de tre racer, man indledende kan vælge imellem. Jeg vælger at spille som exo, der beskrives som en "self-aware war machine built for a long-forgotten struggle". "Struggle" er nøgleordet for mig her.

Mine kvaler starter i det, vi engang kaldte Rusland, på en nu forladt og gold Jord. Hvis det her er bare en nogenlunde realistisk fremskrivning af Jordens fremtid, burde selv den sorteste klimafornægter kunne finde vej til indercirklen af Uffe Elbæk-sekten. Midt i en bilkirkegård af rustne og udbrændte biler, troner en stor bygning, der godt kunne minde lidt om den store B&W-hal på Refshaleøen. Men vi er langt fra DR's vamle glimmerbombe af en Eurovision Island. Det her Copenhell for psykopatiske robotter med dræberrifler fra fremtiden.

Jeg bliver budt velkommen af min eneste ven og fælle: en svævende robot, der mest af alt minder om en blanding af C3PO og den der svævende, grønne diamant, der hænger over hovederne på karaktererne i Sims. Hans nævenyttige kommentarer til mig virker overdrevent ironiske, hvis det ikke var fordi, spiludviklerne selvfølgelig ikke aner, hvor hjælpeløs jeg er i deres omhyggeligt designet verden. "You're gonna see a lot of things you don't understand" fortæller han mig - og det havde han da virkelig ikke behøvet at påpege. Senere, da jeg samler mit første våben op, kommenterer han henkastet, "I hope you know how to use that thing." Han skulle bare vide…

Jeg bliver opfordret til at komme væk fra det åbne terræn og ind i sikkerhed i bygningen. Jeg lunter af sted, men min robotven beder mig om at sætte farten op. Man løber åbenbart ved at trykke på den knap, der hedder L3, og den leder jeg længe efter uden held. Jeg må pause spillet og sende en sms til min "ven":

Min "vens" unødigt nedladende forklaring og mit løgnagtige "hahaha" skulle blive min sidste interaktion med den virkelige verden i en rum tid. De næste par timer var der kun mig, Destiny og en konstant vibrerende controller.

Der er totalt mørkt inde i bygningen. Musikken ulmer ildevarslende i baggrunden og fjenderne lurer i skyggerne. Det er højlys dag, jeg sidder i en minimalistisk indrettet lejlighed på Christianshavn og er pissebange. Jeg har slet ikke lyst til at bevæge mig videre. Jeg farer hele tiden vild, og det er nemt at miste orienteringen, for det er tilsyneladende umuligt at justere blikretningen op eller ned uden at ende med enten hovedet mellem benene eller øjnene ubehjælpsomt rettet mod loftet. Jeg humper akavet op ad trappen, robotten finder mig en riffel og det står hurtigt meget klart, at min helt store udfordring bliver at sigte. Det viser sig at være en ikke helt uvæsentlig del af et first person shooter-spil. Who would have known.

Jeg bevæger mig dybere ind i B&W-hallen, og der går ikke længe, før det første store chok indtræffer: "The Fallen", fjenderne - the reason I'm here. To meter høje humanoids pakket ind i uigennemtrængelig panser springer frem fra mørket og sender snurrende, blå projektiler med uhyggelig fart direkte mod mig. Jeg hamrer R2-knappen i bund og pløkker vildt efter tilfældighedsprincippet. Jeg rammer intet og tager imod tusind fuldtræffere fra en uhyggeligt effektiv monsterduo. Det er et mirakel, jeg ikke er død endnu. Den her exo-krop, jeg befinder mig i, må være udstyret med en seriøs omgang kevlar. Der går mange hårde minutter, før jeg har nedkæmpet de to første fjender på min vej. Jeg er lettet, men frygter for det videre forløb. Musikken er steget i intensitet og mine håndflader er svedige.

Jeg er nervøs som en akneramt teenager på første efterskoledag, og jeg har slet ikke lyst til at bevæge mig videre. Hvorfor skulle jeg forlade mit trygge, lille hjørne af det post-apokalyptiske Rusland, når jeg ved hvilken indvirkning det har på mine nerver? Alt, der venter mig rundt om det næste hjørne, er et trecifret antal respawns og et knægtet ego…

Jeg træder forsigtigt over de nyligt nedlagte monstre, samler ammo op og orienterer mig. B&W-hallen synes uoverskuelig, og hvis det fortsætter på samme intensive niveau, får jeg brug for mere end held og exo-kevlar. Jeg tager en cola og mander mig op. Aldrig mere vil jeg lade mig kue af et PlayStation-spil.

Jeg runder det næste hjørne og bliver mødt af en lang, mørk gang spækket med tripmines à la Lokkeduen. Hvordan fanden regner de med, at jeg skulle kunne gøre kål på tre monstre og samtidig undgå tripmines, når mine panisk rystende hænder og ustyrlig tommelfingre ikke engang kan sigte med mit derfor fuldstændigt ubrugelige våben? Min finmotorik er slet ikke gearet til det her.

Respawn følger respawn, men jeg er velsignet med et gudsbenådet held - eller også har Destinys bots forbarmet sig over mig. Jeg ved ikke hvordan det er lykkedes, men jeg har lært ikke at stille spørgsmål, når ting endeligt går min vej: Jeg er kommet ud af B&W-hallen og når hen til AeroFlots svar på Tusindårsfalken og flygter fra Sovjet i en allerhelvedes fart.

Til min gru må jeg indse, at det helvede, jeg lige har været igennem, kun var begyndelsen. Bogstaveligt talt begyndelsen. Først efter B&W-mareridtet folder Destiny-universet sig ud og viser sig som det MMORPG, det retteligt er. Newben er havnet i nørdernes epicenter. Al den kamp, alle de timer, al den ydmygelse og jeg belønnes med et fripas til Planet Nerd i et spil, der knap er begyndt. Jeg er ikke engang steget i level, jeg har blot gennemført et særligt grusomt tutorial.

Den øvede gamer må ryste på hovedet over min uvidenhed. Det er jo først nu, det sjove starter. Jeg magter derimod ikke mere. Jeg føler mig svækket både psykisk og fysisk. Jeg kan jo for helvede ikke engang få oplyst min plads på high score-listen.

Det er her jeg må trække på min tidligere nævnte "vens" evner til rent faktisk at nå til The Taken King-udvidelsen af spillet. Det er fuldstændigt overvældende og helt igennem udmattende, som havde jeg været til mental spinning i helvedes inderste cirkel. Det kan varmt anbefales. Jeg beslutter dog for mit helbreds skyld at hive stikket og stoppe på toppen.

Destiny: The Taken King er et virkeligt fedt spil, men hvis du har lige så meget tæft for PlayStation som mig, vil jeg anbefale at starte fra bunden og gennemføre Crash Bandicoot inden du bevæger dig op i de hellige haller, hvor Destiny befinder sig. Og sørg for lokalisere L3-knappen, inden du går i gang.