Dengang jeg var blæst på metamfetamin med min stedmor

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly.

Første gang, jeg bandede, var den aften, hvor jeg fandt ud af, at min far havde en ny kæreste. Det var en kold decemberaften, og jeg var 10 år gammel. Mine tre yngre søskende og jeg stod sammen med vores mor udenfor min fars midlertidige lejlighed, mens skilsmissen stadig stod på, og frøs med favnen fuld af julegaver, som vi ville overraske ham med.

Min far blev uden tvivl overrasket. Han åbnede døren og forsøgte at distrahere os med udenomssnak mens et blond hoved spurtede ind på soveværelset og lukkede døren bag sig. Børn lægger mærke til alting, så vi møvede os selvfølgelig forbi min far, løb ind på soveværelset og flåede døren op. Der så vi Angie, en gudesmuk 22-årig pige med lyst, krøllet hår, som sad med en proptrækker og en flaske rødvin i hænderne og rædslen malet i ansigtet. Ingen af mine forældre drak dengang, så jeg havde aldrig set en proptrækker før. Det lignede et våben. Jeg så hende trodsigt i øjnene uden et ord, og løb så tilbage ud i sneen.

Julebesøget var gået helt galt, og nu stod alle udenfor bygningen og græd – også min far. Jeg havde haft lyst til at bande i lang tid, men jeg vidste, at jeg ville blive skældt ud. For at kunne bande for første gang havde jeg brug for, at universet satte mig i en situation, hvor det var legitimt, og der ikke var nogen konsekvenser. Mens tårerne løb ned af mine kinder, gik det op for mig, at dette var øjeblikket, jeg havde ventet på.

"Far, hvad helvede foregår der?" spurgte jeg.

Jeg kan ikke huske, hvad han svarede.

Første gang, jeg officielt mødte Angie, var også første gang, jeg shoppede rigtigt. Det var ikke et tilfælde, men i stedet en tur, min far havde planlagt. Der var gået et par år, siden den frygtelige lillejuleaften, og vi havde fået så dårligt et førstehåndsindtryk af Angie, at min far mente, det var bedst, hvis jeg lærte hende at kende på en shoppingtur, bare os to. Han kunne ikke have mere ret.

Vi sagde ikke meget til hinanden i bilen. Jeg var intimideret af alt ved Angie, nok fordi hun var 25 år gammel og havde en perfekt krop med store, naturlige bryster. Som lille var Barbie mit idol, og nu sad jeg her som 13-årig i selskab med en levende Barbie, som gerne ville være venner med mig, og derfor tog mig med ud at shoppe. Det var en drøm, der gik i opfyldelse.

Vi startede med at købe adskillige Doc Martens-sandaler. Det var sjovt at shoppe med Angie, for hun satte ikke spørgsmålstegn ved alt det, jeg godt kunne lide, og hun opfordrede mig til at finde flere ting. Da jeg ikke kunne vælge mellem et sort og et brunt par, løste Angie problemet med det samme. "Køb dem begge to!" råbte hun og hev kortet frem. Hun købte endda også et par til sig selv.

Ikke alene fik jeg to par sandaler, jeg fik også Clueless og Tommy Boy på VHS, fem sæt tøj, en milliard ting fra Matas og den smukke storesøster, jeg ikke anede, jeg manglede.

Angies yndlingsbutik i indkøbscentret var et sted ved navn Georgiou, der solgte tøj til den sexede forretningskvinde, og i Oklahoma City var det det tætteste, man kom på Versace. Den dag købte Angie nogle formsyede sæt, et bælte, farverige bukser og nogle forskellige små tørklæder, hun kunne binde om halsen. Georgiou solgte også fine kjoler, så vi prøvede selvfølgelig et par stykker. Da jeg stod der og så mig selv i spejlet iført en sort halterneck-kjole med en meget afslørende slids, var jeg ikke længere en lille 13-årig pige – jeg så voksen ud. Angie sagde, jeg var lækker, og vi købte kjolen på stedet.

Kort tid efter shoppingturen drak jeg mit første glas champagne, da jeg var til middag med min far og Angie. Det var et fint sted med dresscode, men eftersom jeg lige havde fået min første rigtige gallakjole, var det oplagt, at jeg skulle iføre mig den. Tjeneren kom for at tage vores bestilling.

"Vi vil gerne bede om tre glas champagne, tak," sagde Angie med et smil og lignede en million.

"Så gerne," svarede han.

Min far skulle til at brokke sig, men Angie afbrød ham, inden han kunne få et ord fremført.

"Hvad er det? Det er et glas champagne, slap nu af!"

Før min far kunne svare, var tjeneren kommet tilbage med champagnen til bordet. Jeg jublede indeni, mens jeg nippede til min champagne, og Angie sendte et trodsigt smil til min far. Uden et ord udfordrede hun ham til at sætte en stopper for vores ballade. Han drak sit glas og sagde ikke noget, velvidende at jeg brød reglerne, men at han ikke kunne gøre noget ved det.

Da min far flyttede fra lejligheden til et nyt hus, flyttede Angie også ind, og med hende kom trangen til altid at indtage et eller andet. Det var sjældent, jeg så hende uden en øl, et glas vin eller en drink i hånden. Hun havde ikke noget arbejde, så hun brugte sin tid på at lave mad, gøre rent og indrette min fars nye hjem med latterligt dyre flettede kurve, som et firma ved navn Longaberger producerede, og som hun var helt besat af. Hun fyldte dem med magasiner, udstoppede dyr, frugt og alt mulig andet, som hun kunne få ned i en kurv. Mens Angie passede sin voksende interesse for kurve, begyndte min far at samle på særlige bamser, som han var sikker på ville stige i værdi en dag.

Første gang, jeg var fuld, var sammen med Angie. Det var lørdag aften, og vi sad sammen i soveværelset og så fjernsyn, da hun tilbød mig en øl, som jeg begejstret tog imod. Fire øl senere dansede vi rundt i sengen til Madonnas Immaculate Collection. Sådan var livet med Angie: Det var ligesom at sove hos en veninde, men uden nogle regler.

Angie var også den første person jeg så, der havde fået for meget. Min far havde inviteret hende, mig og mine søskende en weekend til Dallas. Vi var til en havefest og Angie, som var 26 år på det tidspunkt, var vin-stiv og blev mere og mere højlydt og provokerende. Hun skændtes med min far og hans venner, og der var færre og færre af de andre voksne, som alle var i 40'erne, der ville kendes ved hende. Hun kunne ikke holde balancen og flåede sit vinglas til sig, hvis nogen prøvede at tage det fra hende. Til sidst faldt hun, smadrede sit glas og spildte vin ud over det hele. I stedet for at undskylde, grinede hun højt mens hendes korte, blomstrede kjole var gledet op, så man kunne se hendes undertøj.

Jeg observerede det hele lidt på afstand, og var på sin vis fascineret, men også bevidst om, at der var noget galt. Angie havde valgt at være del af en verden, hvor hun ikke passede ind. Kvinderne hadede hende, og mændene var bange for hende. Hun var alene.

Næste gang, Angie gik over stregen, var på en sommerferie, da mine søskende og jeg var sammen med hende og min far i en uge. Vi skulle på tur, og det første sted, vi stoppede, var en by i Oklahoma, der hedder Bartlesville. Det skyldtes, at min far var træner for et highschool baseballhold, og de skulle spille årets sidste turnering i den by. Det var meningen, vi skulle køre videre til Grand Lake og tilbringe resten af ugen der.

I løbet af den første weekend af turen tog jeg til kampene sammen med min far, mens mine søskende blev sammen med Angie på hotellet. Søndag aften vandt holdet deres sidste kamp, og jeg troede, at vores ferie kunne starte rigtigt. Så ringede min mor og sagde, at Angie var fuld og kørte rundt i hele byen med mine søskende.

Angie havde åbenbart bundet den ene øl efter den anden på hotellet, inden hun gennede mine søskende ind i bilen og kørte afsted mod baseballbanen. Hendes vilde opførsel og vanvittige kørsel havde skræmt min bror Jake så meget, at han stjal hendes mobiltelefon og ringede til min mor for at sige, hvad der foregik.

Min far lagde på, lige da Angies blå SUV kom slingrende ind på parkeringspladsen. Det, der fulgte, var det største skænderi i historien: Mine søskende og jeg skyndte os over i min fars bil, mens han prøvede på at berolige en hysterisk Angie. Til sidst stormede hun over mod os, som alle sad og græd, og begyndte at gå rundt om bilen som en morder i en gyserfilm, mens hun svinede os til én efter én.

Først gik hun efter Jake, fordi han havde stjålet hendes telefon.

"Din lille retarderede tyv!" råbte hun - fordi han har Asperger's. "Fucking baby!" sagde hun til min yngste bror Kurt, som hylede og var ked af det. Hun kaldte vores yngste søskende, Claire, for en "tudende lille kælling", før hun så på mig.

"Din forkælede fucking møgunge," snerrede hun.

Jeg var rystet – jeg troede, at Angie og jeg var venner.

Prikken over i'et var, da hun løb tilbage til sin SUV, rev bagdørene op, og tog det transportable TV, vi skulle have med til søen, og smadrede det ned i jorden.

Sådan begyndte en tid, hvor Angie gled ind og ud af vores liv. For det meste forsvandt hun efter at have været alt for fuld eller påvirket af stoffer. Så slog min far op med hende, men de var altid sammen igen kort tid efter.

Da jeg flyttede ind hos min far som 15-årig, var Angie flyttet ind i en lejlighed længere nede ad vejen. Jeg vidste det ikke dengang, men det var, fordi hun var blevet snuppet i at bruge min fars recepter til at få en masse smertestillende, så en dommer havde besluttet, at hvis min far stadig ville se sine børn, så måtte Angie ikke bo sammen med ham. Alligevel blev Angie lige så langsomt igen en del af vores liv, og til sidst besluttede min far sig for at gifte sig med hende.

Angie fortalte mig selv om deres forestående vielse.

"Jeg skal vise dig noget," sagde hun en aften. Så smilede hun manisk og viste mig forlovelsesringen, og nød, hvor chokeret jeg så ud.

Min far flyttede ind i sit nye hus (som Angie straks fyldte med flere dekorative kurve og æsker) da jeg blev 16, og jeg holdt min første fest i huset, mens Angie og ham var på St. John for at blive gift.

Det var meningen, at det bare skulle være et stille og roligt bryllup for to, men da min far kom tilbage, var han tydeligt rystet. Angie havde opført sig, som om hun var på Sunny Beach og i løbet af 72 timer var hun næsten blevet smidt ud af både hotellet, hotellets bar og strandbaren. Deres bryllupsfoto sagde det hele: Min far og hende på stranden. Han holder hende i sine arme og bruger alle sine kræfter på ikke at tabe hende. Hun har et smil helt op til ørerne, en drink i den ene hånd og brudebukketen i den anden.

Efter brylluppet levede Angie og jeg med et anspændt passivt-aggressivt had til hinanden. Jeg havde fået øjnene op for pot, da jeg gik i 1.g, og jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jeg bedre kunne lide at ryge end at læse op på biologi. Det betød, at jeg endte med at skulle tage faget om sammen med en masse kogehoveder. Det var for fedt. Vi røg os skæve hver dag til frokost, og så hang vi bare ud og røg joints, indtil vi havde fri. Næste dag stod jeg op og gjorde det hele forfra.

En aften, da jeg var virkelig skæv, kom jeg hjem, mens min far og Angie var midt i en skrigekonkurrence. Hun var så stiv, at hun knap nok kunne stå op, og hun forsøgte at anklage min far for at kvæle hende (min far er ikke, og har aldrig været, en voldelig person.) Da hun begyndte at true med at ringe til politiet, kunne jeg ikke tage det mere.

"Hold nu din kæft, din stive fucking kælling!" råbte jeg inde fra stuen.

Angie kom stormende ud af soveværelset med den trådløse telefon i hånden.

"Hvad sagde du til mig?" sagde hun med vred, sløret stemme.

"Du hørte mig udmærket godt. Hvorfor skrider du ikke bare ud af vores liv!"

Angie løftede telefonen op over hovedet, som om hun havde tænkt sig at slå mig med den.

"Nåh, du har tænkt dig at slå mig nu? Fuck. Dig."

Jeg skubbede mig forbi hende og løb op ad trapperne til min værelse. Jeg prøvede at smække døren, men Angie fulgte efter mig. Hendes ansigt var forskruet af vrede.

"Ved du hvad, Lara? Jeg har kneppet din far, siden du var syv år gammel!" skreg hun. Så så hun mig lige ind i øjnene. "Jeg har kneppet din far, siden du var syv." Tårerne løb ned ad mit ansigt.

"Fuck det her, jeg ringer til politiet," mumlede hun, mens hun gik væk.

Politiet kom, og vi skulle alle sammen udtale os om, hvad der var sket. Jeg var overbevist om, at det var dråben, der ville få bægeret til at flyde over. Jeg var sikker på, at min far ville kræve skilsmisse.

Jeg tog fejl.

Senere den sommer røg Angie og jeg vores første joint sammen. Vi havde taget hinanden i at ryge fed på en familieferie ved søen, og da gik det op for os, at selvom vi var forskellige, havde vi meget til fælles. Selvom hun var 28, og jeg var 16, havde vi det samme mål med livet: At få lommepenge og fucke os selv op. Den joint, vi delte, genoplivede fuldstændig vores venskab, så jeg vaskede tavlen ren og tilgav Angie for alt, hun havde gjort. Vi begyndte at ryge pot og drikke, når min far ikke var der - og det var ret ofte. Og når han var der, lod jeg dem passe sig selv og tog ud og røg og drak med mine egne venner. Livet var godt.

Vores hyggestunder begyndte at blive ret ekstreme, da Angie introducerede mig til meth. Min far skulle på en forretningsrejse, og jeg overbeviste ham om, at jeg kunne sove hos ham, hvis Angie var den voksne. Min mor havde en ret præcis mistanke om, hvor meget lort vi ville lave, hvis vi fik lov at være alene, så hun mente, at jeg skulle sove hos hende, men jeg argumenterede for min sag og lovede, at jeg ville komme i skole til tiden dagen efter. Jeg gik på en kristen privatskole, og jeg mødte sjældent til tiden, så mit løfte om at være punktlig var det springende punkt. Jeg fik lov.

Angie og jeg begyndte at drikke og ryge joints det øjeblik min far forlod huset. Efterhånden som aftenen gik, blev vi mere og mere fucked. Jeg gik ind på mit værelse omkring kl. 3 om natten, fordi jeg blev svimmel, og jeg faldt i søvn med ansigtet ned i puden og alt lyset tændt. Jeg vågnede kl. 7:35 og havde kun ti minutter til at komme ud af døren. Jeg kastede noget tøj på og sprang ned ad trapperne.

Mens jeg dovent hældte kaffe i en plastikkop, dukkede Angie op i køkkenet. Hun så overordentlig frisk ud når man tænker på, at hun var 28 år og gammel og kun havde fået 3,5 times søvn ovenpå en nats dødsdruk. Hun smilede sørgmodigt og rystede på hovedet over mine problemer.

"Jeg har faktisk noget meth, hvis du har lyst. Jeg tror virkelig det vil hjælpe dig!"

Normalt ville jeg havde sagt nej, men jeg var i en alvorlig situation. Jeg havde de sygeste tømmermænd og skulle nå i skole – ellers var jeg død. Det virkede fornuftigt at tage noget meth.

"Øh, okay. Hvis du tror, det hjælper."

Som ud af det blå stod en tallerken med to bittesmå baner og et sugerør foran mig.

"Snif en bane i hvert næsebor. Det brænder, men det holder op igen."

Jeg sniffede. Det brændte helt vildt, så jeg sniffede lidt vand for at få det til at holde op, og det hjalp lidt. Så hældte jeg fløde i min kaffe og gik ud af døren.

"Where is My Mind" begyndte at spille, da jeg var på vej til skole, og jeg var helt skudt af. Jeg kørte som en fokuseret og beslutsom psykopat, mens jeg hørte Pixies på repeat. Jeg connectede totalt med den sang, og jeg følte, det var min sang resten af dagen. Hver gang jeg hører den, tænker jeg på at være 16 år gammel og skudt af på meth.

I starten var det faktisk virkelig fedt at være på meth. Jeg kom på plads på kirkebænken præcis kl. 8, forberedte mig på en historieeksamen, som jeg fik topkarakter i, og hele dagen føltes det, som om jeg gik på skyer – det føltes bogstaveligt talt, som om jeg svævede en halv meter over jorden hele tiden. Jeg snakkede med mennesker, jeg normalt hadede, uden problemer, og jeg spiste ingenting til frokost, fordi mad bare føltes forkert i munden. Jeg var overbevist om, at det var det nye mig.

Hele dagen forsvandt i et glimt, og før jeg vidste af det, hang mine venner og jeg ud på en café i nærheden. Det var på det tidspunkt, at det begyndte at gå ned ad bakke.

Jeg begyndte at ryste let, og jeg havde svært ved at sammensætte sætninger. Jeg havde ikke fortalt nogen, at jeg havde været på meth hele dagen, for selv om jeg hang ud med nogle rimelig friske typer, tænkte jeg, at det med at tage meth med min stedmor umiddelbart var noget, jeg skulle holde for mig selv. Jeg sagde farvel til mine venner og kørte hjem med "Where Is My Mind" på repeat. Da jeg kom hjem, var Angie helt oppe at køre og i gang med hektisk rengøring, mens en eller anden gut var i gang med at reparere min fars computer på kontoret.

"Hey!!! Hej. Ej, hvor fedt, du er hjemme!" sagde Angie og gav mig et alt for voldsomt kram. "Hvordan har du det?"

"Ikke… Ikke så godt," stammede jeg.

"Du skal bare lige have et lille dyp for at komme ovenpå igen. Kom."

Hun førte mig ind på badeværelset hvor hun hev en tallerken med flere små baner på frem. Jeg lænede mig ned for at sniffe, og så op på hende.

"Angie," hviskede jeg spidst, "hvad med ham computer-fyren?"

"Årh, han er helt cool. Jeg gav ham noget tidligere! Her."

Lige så snart, jeg havde taget min bane, ringede telefonen. Det var min far, der spurgte, hvorfor jeg var derhjemme og ikke hos min psykolog. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg fuldstændig havde glemt det, og at det bare ville være mega fedt, hvis jeg ikke behøvede tage derhen, men det gad han ikke høre på og forlangte, at jeg skyndte mig derover.

Jeg fløj ud af døren, men kom stadig en halv time for sent og var helt fucked. Den anden bane meth havde ikke forbedret min situation - i stedet svedte jeg og stammede og lignede lort. Efter femten minutters samtale kom jeg frem til, at jeg hellere måtte se at komme væk derfra, inden min psykolog fattede mistanke. Jeg opfandt en eller anden åndssvag undskyldning, mens jeg langsomt bakkede ud af kontoret. Jeg løb ud til bilen, tændte for den eneste sang, der betød noget ("Where Is My Mind"), og skruede op på fuld drøn, mens jeg kørte hjem.

Huset var tomt, da jeg nåede frem. Min far og Angie var taget ud at spise. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var på vej ned, og det gik hurtigt, så jeg sad i fosterstilling i en stol i haven og røg smøger, indtil de kom tilbage. Da Angie trådte ind af døren, sendte hun mig kun et enkelt blik, før hun vidste, hvad jeg havde brug for. Hun hev mig til side, røg mig skæv og gav mig en pille, så jeg kunne sove.

Angie og min far blev skilt kort tid efter mit meth-eventyr. For mig var stoffet kun en engangsfornøjelse og ikke noget, jeg rigtig brød mig om. Men Angie var på vej ud i et heftigt misbrug og blev hurtigt helt udmagret og psykotisk, selvom hun stadig var meget glad for flettede kurve. Hun tog dem alle sammen med, da hun flyttede ud. Der var hyret en sikkerhedsvagt, som kunne holde øje med alting i huset, mens hun flyttede ud - hvis nu hun skulle finde på at gøre noget sindssygt. Jeg var trist over, at hun forsvandt.

Historien har det med at gentage sig selv, så min far og Angie begyndte at se hinanden igen efter skilsmissen. Seks måneder senere var hun også tilbage i mit liv.

Jeg var 17 år gammel og i gang med det sidste år på gymnasiet. Mit liv var totalt kaos takket være en lang række virkelig dårlige beslutninger (mest på grund af stoffer, alkohol og ensomhed) havde jeg næsten ingen venner. Angie blev min vej ud af ensomheden. Hun hentede mig fra skole, tog mig med hjem til sig, lavede en bloody mary til mig, og så gik der ikke længe, før jeg havde glemt mine problemer.

Men selvfølgelig gik alt galt igen. Sidste gang, jeg hørte Angies stemme, var, da jeg ringede til hende fra fængslet, og den gik på telefonsvarer.

Som jeg sad der med håndjern på, anholdt for at være i besiddelse af pot, smertestillende og valium, vidste jeg, at jeg var færdig. Min mor og far var begge udenbys, og det eneste, jeg havde lyst til, var, at Angie hentede mig og hjalp mig med at lade som om, at alt var ok. Hvis nogen kunne hjælpe mig ud af den situation, var det hende.

"Hey Angie, det er Lara. Øh, jeg er blevet arresteret, og jeg håbede, at du kunne komme og hente mig? Jeg tror bare, du skal møde op eller ringe til dem, og så fortæller de, hvordan det fungerer. Okay, vi ses om lidt, håber jeg."

Hun kom aldrig. Og efter den aften så jeg aldrig Angie igen.