Visse mennesker har svært ved at give slip. Og nogle af de mennesker ender med at bo i et kaos af papkasser med bizarre artefakter, nipsgenstande, Starbucks-kopper fra samtlige generiske feriedestinationer, de har besøgt og lignende brugskunst af den komplet ubrugelige slags, der skriger 'socialt tilfælde' til enhver Tinder-scoring, der måtte forvilde sig op i deres lejlighed. Andre prædiker, at du til enhver tid bør eje maksimalt 172 genstande, hvis du vil leve et frit og lykkeligt liv, for ellers bliver du opslugt af postmoderne forbrugsmønstre og hjernevasket af onde, skjulte kapitalistiske strukturer, og så dør baby.

Men langt de fleste af os (nogenlunde afbalancerede og moderat hjernevaskede slaver af kapitalen) ender et sted på mellemvejen, hvor vi samler på ting, der minder os om en uskyldig tid, vi aldrig har lyst til at glemme. Materielle goder, der – af den eller anden grund – bærer vores livshistorie i sig, som vi vænner tilbage til som en skjult skattekiste måske en gang hvert tredje år, og hver gang konstaterer vi, at vi ikke nænner at tage afsked med den.

Vi fik nogle folk vise os, hvilken barndomsting de ikke har kunnet skille sig af med og bad fotograf Sarah Buthmann fotografere dem og deres mest skattede genstand.

VICE: Hvad er det?
Stinna: En grøn Nintendo Gameboy.

Hvor lang tid har du haft den?
Jeg fik den i fødselsdagsgave af mine forældre, da jeg blev 12 år. Sammen med den fik jeg et Super Mario-spil. Der gik nok et år, så var den ikke så spændende mere, og så den blev placeret i kurven ude på badeværelset, hvor den var glimrende underholdning under de længere besøg – faktisk blev alle besøg lange, da jeg lige skulle gennemføre en bane, inden jeg kunne forlade toilettet. Jeg kan huske, at jeg til sidst nåede at gennemføre hele spillet to gange. Da jeg flyttede hjemmefra, glemte jeg alt om den, indtil jeg for nogle måneder siden hjalp min mor med at rydde op i alle de ting, der var blevet gemt væk under sengen. Den lever i bedste velgående efter 14 år og har nu fået sin plads på toilettet tilbage.

Hvorfor har du beholdt den?
Fordi den stadig er "skidegod" underholdning …

Hvad er det for et kamera?
Stefan: Det er et gammelt Kodak-kamera.

Hvornår fik du det?
Jeg gik i folkeskolen, så jeg har været omkring 13 år. Jeg fik det sendt fra min far som boede i USA, mens jeg boede i det kommunistiske Polen. Han sendte en pakke med forskellige små ting, og for at undgå ødelæggelse fyldte han æsken med gamle, krøllede amerikanske aviser. I Polen blev pakken åbnet i tolden, aviserne blev konfiskeret som amerikansk propaganda, og resten af indholdet blev sendt videre til mig. Da jeg åbnede pakken var alt gået i stykker uden avisernes beskyttelse – undtagen kameraet.

Hvorfor har du ikke smidt det ud?
Jeg smider aldrig noget ud, selvom jeg efterhånden mangler opbevaringsplads. Derudover har det en historie, man ikke kan smide ud.

Hvad hedder din bamse?
Lene: Tro det eller ej, den hedder Teddy.

Hvor længe har du haft den?
Den blev 61 år gammel i april 2016. Jeg har gemt den fordi det var min første bamse. Jeg fik Teddy på min et års fødselsdag. Men jeg blev så bange for den, at den akut måtte gemmes væk i et par år. Den er også lidt grim – den er stenhård, blå og har stirrende øjne. Den lignede ikke de andre børns bamser, men nu var det den, jeg havde fået – så jeg lærte at holde af den, selvom Teddy aldrig blev min yndlings.

Hvorfor har du så ikke smidt den ud?
Jeg har ikke smidt den ud, da den er et minde fra en tid. Teddy bor stadig hos mig, gemt godt og grundigt væk i et skab, den har stadig uhyggeligt stirrende øjne, og den er stadig blå og hård.

Hvad er din ting?
Thierry: Det er en gammel, orange hårtørrer.

Hvor længe har du haft den?
Den har været i min familie, fra før jeg blev født.

Hvorfor har du ikke smidt den ud?
Den har en vis affektionsværdi, selv om det er en ret brændt ting at gemme på. Måske er det netop derfor, jeg gemmer den – den er usædvanlig. Da vi flyttede til Danmark i 1989 fra Fransk Guyana, solgte min mor alle vores ting. Min søster havde sin hårtørrer med som noget af det eneste. Som lille gik min søstre og min mor altid op i mit udseende. Min far havde ikke så meget at skulle have sagt. Jeg blev altid stylet godt og grundigt, inden vi skulle ud af døren, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg blev blæst omkuld af den her orange satan. Da den blev erstattet af en ny model, røg den i kælderen. Men jeg har taget den op, og nu blæser den atter hos mig.

Hvad er det?
Zenia: En kikkert.

Hvordan fik du fat i den?
Jeg har arvet den fra min afdøde mormor.

Hvorfor beholder du den?
Den minder mig om en tid hos hende, min 'Oma', som boede på Færøerne, hvor jeg som barn tilbragte alle mine ferier. Et af mine stærkeste minder er, at jeg sidder og kigger på havet, fuglene og bjergtoppene – foruden hvalslagtninger og mine indavlede slægtninge – med den her kikkert, så den har stor affektionsværdi. Men jeg kan måske godt se, at det måske er lidt en creepy ting at have liggende, når man bor midt i København.

Hvad er det?
Bjørn: Det er min mors første dukke. Hun fik den, da hun var et år gammel.

Hvor længe har du haft den?
Jeg tror, at jeg har haft den i 15 år – så lidt under halvdelen af mit liv.

Hvorfor har du beholdt den?
Jeg kan huske, at den respektfuldt blev pakket ned i en kasse sammen med nogle andre af min mors gamle ting, og så blev den sat ud i et staldrum på mine forældres gård til opbevaring af gamle minder. Jeg tror, det er en kombinationen af dukkens uskyldige udtryk, dens enorme skrøbelighed efter så mange års levetid og så selvfølgelig det bånd, jeg automatisk knyttede til den, fordi den havde tilhørt min mor, siden hun var et år. Det har gjort, at jeg føler en slags ansvar for at holde i live. Jeg husker tydeligt min mors blik dengang og måden, hvorpå hun sagde: "Nu passer du godt på den" – og hvor meget jeg forstod lige der, at den her dukke var noget helt særligt for hende. Derfor har jeg den stadig, og det vil jeg blive ved med.

Hvad er det?
Karen: Det er min halskæde med en lykkeelefant-vedhæng.

Hvor længe har du haft den?
Siden jeg var omkring 12 år.

Hvorfor har du beholdt den i så lang tid?
Det er en af de eneste ting, jeg har fra min barndom, fordi vi ikke havde så meget. Og derudover er det min lykkeelefant, og jeg kan da ikke smide en lykkeelefant ud, vel? Jeg brugte den, når jeg skulle til eksamener og andre vigtige ting – så selvfølgelig skal den blive hos mig resten af mine dage. Idag bor den i en skuffe, og den har knækket snablen, det er lidt synd for den.

Hvad er det for en ting, du har?
Caddy: Det er en lille fugl, som er utrolig god til at balancere på alt fra en fingerspids til halsen på en ølflaske.

Hvor længe har du haft den?
Jeg må have haft den i 45 år. Jeg har egentlig aldrig syntes, den var særlig sjov eller flot, og jeg aner ikke, hvor jeg har den fra. For det meste ligger den i en kasse på loftet.

Hvorfor har du så beholdt den?
Den har nok været ved at blive smidt ud hundrede gange, men på forunderlig vis er den altid endt i en flyttekasse med gammelt rod, som enten har stået i kælderen eller på loftet, alt efter hvor jeg har boet. Og der får den sgu nok lov til at følge med mig videre i livet.

Hvad er din ting?
Randi: En indtørret søhest, som jeg fandt på en sort lavastrand, da jeg var på ferie på Tenerife.

Hvornår var det?
Jeg var vel omkring 8 år, så jeg har haft den i 17 år nu.Jeg har altid være meget fascineret af naturen – især af døde og forstenede dyr. Det er klart et af mine præmiefund.

Hvorfor har du ikke smidt den ud?
Jeg har aldrig overvejet at smide den ud, men den har været gemt væk i en kort periode, hvor jeg troede, det var sejt at vise så lidt personlighed som muligt på sit værelse. Hold nu op, hvor var jeg uvidende! Men den minder mig også om en simpel tid, hvor de største dilemmaer i mit hoved handlede om, hvad jeg skulle ønske mig til min fødselsdag, og at jeg ikke kunne tåle citrusfrugter.

Hvad er det for en flyver?
Stig: Det er en DC8-flyver.

Hvor lang tid har du haft den?
Jeg må have haft den i 53 år.

Hvorfor har du ikke smidt den ud?
I sin tid fik jeg den af min yndlingsonkel og tante, som jeg holdt meget af, hvilket nok er den bedste grund til at beholde den. Derudover var der ingen af de andre rødder i Valby, som havde sådan et stykke legetøj. Den kunne både køre selv, larme og blinke rødt med motoren, og det var altså ret vildt den gang.