Sådan udviklede "Friend Zone"-begrebet sig fra en uskyldig joke til et sexistisk fænomen

En af virkelig, virkelig mange friend zone-memes.

Denne artikel er oprindeligt publiceret af VICE UK.

Der er noget, jeg er nødt til at sige med det samme: der har været en hel del gange ,hvor jeg var sikker på, at jeg var blevet "friend-zoned". Der var piger, som jeg følte, jeg havde noget specielt sammen med, enten fordi vi havde skrevet sammen dagen lang, ligget i ske og set film, eller bare på grund af det forbløffende fænomen, at de faktisk havde lyst til at tilbringe længere tid af gangen i mit selskab. Men når jeg så endelig tog mig sammen og spurgte, om det skulle være os, fik jeg konsekvent at vide, at det ikke ville fungere. De elskede at hænge ud som venner, og var bange for at jeg ikke ville have lyst til at ses længere, hvis de sagde andet. Dengang var jeg forarget. Hvad bildte de sig ind! Hvor vover en kvinde bare at ønske sig en drengeven?!

Det er pinligt at tænkte tilbage på. Før mit lynkursus på Universitetet i #Woke troede jeg oprigtigt på, at der fandtes noget, der hed "friend zone"; en platonisk skærsild, man blev indlemmet i af piger, der vidste, man kunne lide dem, men ikke var høflige nok til gengælde følelserne.

Men hvordan nåede jeg frem til den indstilling? I min tidlige ungdom havde jeg langt, sort hår og hørte Slipknot. Afvisninger var en almindelig del af min hverdag. Det gjorde stadig ondt, og nogle gange skød jeg skylden på pigen, men jeg forbandt aldrig "friend zone"-fænomenet med min situation. Ifølge internettet stammer begrebet - som alt andet, der er fundamentalt ondsindet på denne kolde, mørke jordklode - fra et afsnit Venner fra 1994. Nærmere betegnet "The One with the Blackout":

En simpel joke fra Joey udviklede sig til en grundpille i Generation Y's livsfilosofi. "Friend zone" blev gradvist et udsagnsord, såvel som et navneord. Det fik sin egen Wikipedia-side; det blev udgangspunktet for utallige memes; det blev inspirationen for et MTV-program, hvis deltagere skal erklære deres kærlighed for en bedste ven foran et helt produktionshold i håb om at slippe ud af vennezonen - hvorefter (venne)parret tager direkte videre på en filmet og ekstremt akavet date.

Hvordan bør man så definere denne tilstand? Google siger, det er "en situation, hvor der eksisterer et venskab mellem to personer, og en af dem har en romantisk eller seksuel interesse i den anden, som ikke gengældes". Så i bund og grund: ugengældt kærlighed eller begær. Men begrebet er med tiden blevet langt mere nuanceret (og kønsbestemt) end som så.

Geoffrey på 26 definerer friend zonen som en "præcis måde at beskrive den barske, kedelige sandhed i den situation, der ofte opstår, når man i et vildledt øjeblik tror, man har en chance hos nogen". Wesley, en 26-årig musiker, siger, at det er "en betegnelse, de fleste drenge eller mænd ville bruge til at beskrive [situationen hvor de har forsøgt at forføre en kvinde], men deres anstrengelser for at få sex eller en date slog fejl. Jeg tror, anvendelsen af begrebet friend zone er en indrømmelse af fiasko - ens venner tager måske pis på en ved at sige, man er blevet 'friend-zoned'."

Og for kvinder? Emily på 24 siger friend zone er "en bullshit-måde, hvorpå mænd kan retfærdiggøre deres følelser af berettigelse over for kvinder. Det er en antagelse af, at kvinder på en eller anden måde har pligt til at gengælde interessen, hvis man er sød ved hende." Vanessa, en 28-årig sanger, siger, at begrebet ofte har "klare og tydelige undertoner af aggression og foragt. Det bruges ofte i en 'hun har krænket mig'- eller 'han har givet mig et uretfærdigt afslag'-sammenhæng. Det insinuerer, at man opfatter sig selv som offer eller en, der er blevet udsat for uretfærdighed."

Forskellen i attituder er skærende. Efter at have talt med folk, jeg kender, er min opfattelse, at mænd ser begrebet som noget, der er associeret med nederlag og desillusion, som om det er en konkurrence eller et spil, som de på en eller anden måde er blevet snydt i. Kvinder forbinder det derimod med berettigelse, fjendtlighed og had - hvilket ikke er så overraskende, når man tænker på, at de er "præmierne" i den her indbildte konkurrence.

Da jeg spurgte ind til nogle af deres erfaringer, beskrev fyrene ofte oplevelser, der mindede om dem, jeg selv havde haft. Dvælende følelser for en pigeven hober sig op, indtil de når bristepunktet og en akavet indrømmelse flyver ud, og så bliver det hele super mærkeligt.

Kevin fortæller derimod, at han var klar over, at hans pigeven havde en kæreste, men blev ved med at hænge ud med hende "fordi hun så virkelig godt ud, og jeg havde ikke noget selvtillid". En aften besluttede han sig for, at det var tid til at "lægge kortene på bordet" og fortælle hende, hvordan han havde det. Hun sagde, at hun var smigret siger Kevin, men at hun ikke gengældte hans følelser. "Hun inviterede mig stadig med hjem. Vi sov i samme seng, men der skete ikke noget," siger han. "Hver gang jeg tænker tilbage på det, råber jeg til mit yngre jeg: 'Gå hjem og ha' noget respekt for dig selv!"

Den slags stille og rolige oplevelser blev ikke delt af de kvinder, jeg talte med. Deres historier involverede som regel en mand, som de var gode venner med, indtil han en dag indrømmer sine følelser, umiddelbart ud af det blå. Når han afvises, bliver situationen kaotisk: vennen bliver vred på kvinden for at have vildledt ham, eller siger i hvert fald, at han ikke kan se hende længere. Fyren opfører sig fortsat som en baby, og venskabet møder en brat ende.

Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver mand, hvis romantiske tilnærmelser er blevet afvist, har reageret ved at flippe fuldstændigt ud. Der er mange mænd, der sagtens kan være empatiske og læse helt basale følelsesmæssige og fysiske signaler, og derfor vil forstå, at deres følelser ikke nødvendigvis vil blive gengældt, bare fordi de er lune på nogen. Men det er der er tydeligvis også nogle mænd, der ikke er i stand til - eller de har i hvert fald brug for at se situationen i bakspejlet, før de indser, at forhold ikke udelukkende er bygget på transaktioner. Det er ret fældende for heteroseksuelle mænd, at der er så mange os, selvom det måske er underbevidst, der går rundt med opfattelsen af, at man investerer sød opførsel og venskab, og til sidst får allokeret det sex, man er berettiget til.

Jeg siger "heteroseksuelle mænd" fordi alle dem, jeg talte med, mente, at friend zonen udelukkende er et fænomen, der forekommer mellem heteroseksuelle mænd og kvinder. Eksempelvis fortæller Emily, der er biseksuel, at hun har befundet sig i friend zone-situationer med "drengevenner" men aldrig med sine "homoseksuelle veninder". Ligeledes siger 25-årige Todd, der er homoseksuel: "Jeg tror aldrig, jeg er blevet det, man ville betragte som friend-zoned. Næsten alle de homovenner, jeg har, er fyre, som jeg tidligere har datet, så det er vel egentlig lidt det modsatte af friend zone? Jeg er blevet date-zoned og har fået venner ud af det."

Alle dem, jeg talte med, var forresten også enige om, at hetero-venskaber mellem mænd og kvinder sagtens kan forblive lykkeligt platoniske. Det viser sig, at heteroseksuelle singler af modsatte køn sagtens kan tilbringe tid sammen uden enten at knalde, eller at en af parterne opfatter det som en personlig fornærmelse, at der ikke foregår noget knalderi.

"Det er muligt at have et fuldstændigt platonisk venskab, men jeg tror klart, de fleste venskaber starter med en eller anden basal form for tiltrækning, og at ønsket om at knalde på et eller andet tidspunkt bliver filtreret fra, hvilket kun efterlader et platonisk forhold," siger Kevin.

26-årige Laura er enig, og siger: "Jeg tror, de fleste forhold mellem mænd og kvinder begynder med en eller anden form for lunhed, eller at man bliver forvirret og tror, man er lun på dem, fordi man er pige, og han er en fyr, og man virkelig godt kan lide at hænge ud, og så må man jo være lun på ham, ikke?"

Hvad fortæller det os så om kærlighed og sex mellem mænd og kvinder? At nogle mænd føler, at kvinder fornærmer dem ved ikke at være med på den, når de pludselig erklærer, at de har lyst til at begynde at kysse og pille i stedet for bare at hænge ud (det afhænger naturligvis af alder, modenhed eller din holdning til mænds rettigheder).

Begrebet "friend zone" er gået hen og blevet en acceptabel måde at få afløb for den følelse, hvilket helt klart ikke er en positiv ting. En kultur, der skyder skylden på kvinder, når mænd ikke får, hvad de vil have, er ikke noget, vi burde stå inde for i dette Herrens år 2016.

Men okay, konklusion: hvis du er lun på nogen, men de ikke er lune på dig, så lad være med at gå amok og sige, at I ikke kan ses mere. Du kommer til at fortryde det.

Mere fra VICE:

Sådan slår du op med din kæreste

Jeg opsøgte alle de fyre, der aldrig skrev tilbage

Hvorfor er teenagepiger så glade for bøsseporno?