"Jeg føler ikke, jeg har fået sørget ordentligt over, at jeg ikke kan få børn"

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

Lydia Brain har oplevet kraftige menstruationer, siden hun var teenager. Da hun var i begyndelsen af 20'erne, var det så voldsomt, at hun ofte blødte igennem sit tøj, når hun var ude – men hun havde aldrig gættet, at det skulle være et tegn på, at hun havde kræft i livmoderen.

"Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke har brugt både tampon og hygiejnebind. I mange år blev mine menstruationer bare mere og mere voldsomme," siger Lydia Brain. "Sommetider tilbragte jeg flere timer på toilettet. Jeg kunne ikke tage på ferie eller gå ud, når jeg havde menstruation, fordi jeg altid skulle sikre mig, at der var et toilet i nærheden."

Det påvirkede også hendes kærlighedsliv. "Når jeg fik en ny kæreste, blev jeg nødt til at være åben og ærlig lige fra begyndelsen, fordi jeg simpelthen blødte for kraftigt til, at han ikke ville lægge mærke til det."

Ofte varede hendes menstruationer over en uge, og det var helt udelukket at dyrke sex gennem lange perioder hver måned. Derudover skulle en kæreste også kunne forholde sig til det faktum, at hun satte alarmen til at ringe flere gange i løbet af natten, så hun kunne skifte bind og undgå at bløde i sengen.

"Min daværende kæreste var heldigvis ikke så sart, men det var selvfølgelig ikke en ideel situation. Nogle gange blev han nødt til at hjælpe mig med at komme hjem fra et sted ude i byen, fordi jeg havde blødt igennem mit tøj," siger hun.

Lydia Brain opsøgte for to år siden, da hun var 23, sin læge for at tale om de kraftige menstruationer, og på grund af hendes alder – livmoderkræft rammer fortrinsvist kvinder efter overgangsalderen – var kræft ikke det første, lægen ledte efter.

"Jeg havde akne, så i begyndelsen undersøgte de mig for polycystisk ovariesyndrom. De scannede mig, og så fandt de en lille svulst i min livmoder. De sagde, det var en godartet livmodersvulst," fortæller hun. "De fortalte mig, at mange kvinder rammes af dem, så det var ikke noget at bekymre sig over – så det gjorde jeg ikke."

Først efter flere besøg hos lægen, og kraftige blødninger under menstruation og samleje, blev det endelig besluttet at fjerne svulsten. "Sommetider føltes det, som om jeg havde tisset i bukserne – bare i nogle få sekunder, det gik stærkt, men så strømmede blodet ned af mine ben," fortæller Lydia. "Det var først, da jeg begyndte at udvikle anæmi på grund af blodtabet, at de undersøgte det."

Først i september 2016 fandt lægerne ud af, at svulsten var ondartet. "Da de opererede, fandt de to svulster, men den ene sad dybt i livmodervævet og kunne ikke fjernes. Det var først efter de havde fjernet den anden og foretaget en biopsi, de kunne konkludere, at det var kræft."

Anormale blødninger i underlivet kan pege i retning af mange forskellige sundhedsproblemer, fra polycystisk ovariesyndrom til endometriose til godartede svulster, men det er også en central komponent i alle fem typer underlivskræft: livmoder-, ovarie-, livmoderhals-, vulva- og vaginalkræft.

Ifølge John Butler), der er gynækologisk onkolog og kirurg ved Royal Marsden Hospital i London, så er "livmoderkræft den mest almindelige type underlivskræft." Men det er nok ikke den første, man overvejer, når man er i starten af 20'erne.

Den præcise årsag til livmoderkræft er fortsat ukendt, men risikofaktorerne er blandt andet blevet forbundet med livmoderslimhindens eksponering for østrogen, der kan forårsage abnorm vækst i cellerne – en proces der kaldes hyperplasi – og øge risikoen for kræft. Sygdommen rammer typisk kvinder efter overgangsalderen, og kun "i 2 til 14 procent af tilfælde rammes kvinder under 40," forklarer Butler.

Nogle kvinder kan være genetisk disponerede for at udvikle livmoderkræft, kendt som Lynch-syndrom, mens livsstilsvalg kan udløse det hos andre.

"Et overskud af østrogen kan opstå hos kvinder, der har gennemgået overgangsalderen og er i hormonbehandling, men man er også i risikozonen, hvis man er overvægtig, fordi vi bærer østrogen i fedtvævet," forklarer Tracie Mills, der er sygeplejerske med speciale i underlivskræft ved velgørenhedsorganisationen The Eve Appeal.

Symptomerne dukker typisk op forholdsvist tidligt, og den mest almindelige behandlingsform er fjernelse af livmoderen. Som Butler siger, "det er en af de mest lige til typer kræft at behandle, og patienten har som regel gode fremtidsudsigter."

For Lydia Brain var det bare ikke helt så lige til. "Jeg var meget bevidst omkring det, fordi kvinder, der får livmoderkræft, typisk er ældre, så de kan godt få fjernet livmoderen, uden det påvirker dem videre – men der findes ingen alternativer for yngre kvinder, fordi det sjældent er et problem," siger hun.

"Jeg har altid gerne villet have en masse børn, og jeg tror, at på daværende tidspunkt var jeg mere bange for at miste den mulighed, end jeg var for at miste mit liv," tilføjer hun. "Det var virkelig vigtigt for mig at få børn, og vi kæmpede længe for at redde min livmoder."

Fordi Lydias situation var så unik, og svulsten ikke kun fjernes ved et kirurgisk indgreb, eksperimenterede lægerne med en hormonbehandling, Zoladex, der hyppigt bruges i behandlingen af brystkræft.

Behandlingen indebærer blandt andet indsprøjtninger med en hormonblokker, der forhindrer æggestokkene i at producere østrogen og udløser en midlertidig, kemisk overgangsalder.

"Jeg holdt op med at få min menstruation. Det var rart. Men hormonmanglen gjorde også, at jeg oplevede svedeture, havde det skidt og fik problemer med min hukommelse," forklarer Lydia Brain.

"Dengang mente jeg, det var en relativt lille pris at betale," tilføjer hun. "Hormonbehandlingen kunne ikke gøre mig rask, men den kunne måske give mig nogle år, før det blev nødvendigt at fjerne livmoderen. Jeg ville have haft tiden, indtil jeg blev 27 til at få et barn – selv hvis det betød, at jeg skulle bruge en sæddonor. Jeg var single på daværende tidspunkt."

Desværre virkede hormonkuren ikke. Svulsten begyndte faktisk at vokse hurtigere, og lægerne havde derfor ikke andet valg end at fjerne hendes livmoder. "Det gik lige pludseligt virkelig hurtigt. Jeg havde fire uger til at forberede mig på operationen, så jeg lavede en masse mad og lagde det i fryseren, og arrangerede aftaler med venner, der skulle komme og se til mig bagefter."

"De første dage efter operationen var virkelig smertefulde – det er nok det værste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kunne ikke gå ordentligt, det var svært at gå på toilettet eller hoste eller nyse eller noget som helst," siger hun.

Lydia Brain beholdt sine æggestokke efter operationen, så hun oplever fortsat, at hendes hormonniveauer svinger en gang om måneden – selvom hun ikke længere får menstruation, og det er en lettelse for hende. Nu, tre måneder efter hun har fået fjernet livmoderen, har Lydia Brain fået et normalt liv igen. Men trods for lettelsen, siger hun: "Jeg føler ikke, jeg har fået sørget ordentligt over, at jeg ikke kan få børn. Jeg tror, når jeg bliver ældre, og flere af mine venner begynder at få børn, vil det nok ramme mig hårdt." "Jeg er også bekymret over, hvordan det vil påvirke fremtidige forhold," siger hun. "Det er en ret intens ting at tale om med folk, man lige har mødt, når man er 25. Man har ikke lyst til at skræmme en potentiel partner væk ved at tale om babyer og adoption, men man har heller ikke lyst til at vente for længe med det, hvis man nu finder ud af, at det er vigtigt for vedkommende at få børn, der biologisk er deres."