Jeg er elendig til smalltalk – så jeg brugte en uge på at smalltalke mig gennem København

Smalltalk: Let og uforpligtende samtale om ubetydelige, dagligdags emner, siger Den Danske Ordbog. Med andre ord – to mennesker, der venter på den samme bus ved et øde stoppested eller et par hundeejere, der må finde på noget at sige, mens deres dyr har travlt med at snuse til hinandens røvhuller. Ufarlige sætninger, der udveksles i elevatoren mellem to kolleger, der lige akkurat kender hinanden godt nok til at føle, at tavsheden er værre end de ord, der kun er til for at bryde den. Eller som musikeren og provinsromantikeren Peter Sommer har formuleret det:

Ikke tale, bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke, som man gør det vest for Valby Bakke…

Noget som efter sigende skulle gavne dig både socialt og hjælpe dig med at nå til tops i din karriere. Noget så simpelt, og alligevel slet ikke så let – i hvert fald ikke her øst for Valby Bakke, nærmere bestemt: København. Det har vi simpelthen for travlt til – eller også er det provinsboerne, der ikke har travlt nok, og derfor ikke har noget imod at stoppe op og småsludre med postbuddet eller kassedamen?

Uanset hvad, har den gode Peter Sommer sgu nok lidt ret. Måske er det derfor, sangen irriterer mig. Fordi jeg føler mig truffet. Jeg, et moderne skandinavisk storbymenneske, småsnakker kun med fremmede, hvis jeg er stiv eller nervøs, og jeg krydser hellere end gerne vejen for at undgå at føre en samtale med en, der kender mit navn, fordi vi har været i praktik sammen engang.

Spørgsmålet er så, om man kan rette op på den slags. Kan man blive bedre til at smalltalke som borger i en kold nordisk storby, hvis indbyggere er notorisk kendte for at komme hinanden så lidt ved som muligt i det offentlige rum?

På en helt normal uge satte jeg mig for at smalltalke med tilfældige mennesker, jeg mødte på min vej.

Ekspedienten i Lagkagehuset
Hvilken bedre dag at starte eksperimentet ud end en røvsyg, råkold mandag morgen, hvor der lige er blevet linet en helt ny bæ op til lønslaverne, som det tager alle fem hverdage at gnave sig igennem. Mit smalltalk-game blomstrer op torsdag for at springe ud i fuldt flor fredag, men efter en hård weekend med tømmermænd, der stadig sidder i og udenpå kroppen, er min sociale muskel svundet ind til en lille, ynkelig fugleklat, der kun lige akkurat evner at få et halvkvalt "godmorgen" over mit ansigts læber.

Da mit nummer, 74, bliver vist på tavlen, træder jeg frem til disken og lægger blødt ud med et smil og en bestilling på et styk müslibolle. Så er vi i gang. Betjeningen – en yngre mand, der kun lige akkurat ville kunne købe en øl i Sverige, tager imod min ordre og vender sig mod brødet. Det giver mig et par sekunder til at komme op med en isbryder, men i mellemtiden begår jeg den fatale fejl at proppe mig med gratis wienerbrød fra et fad, som er stillet frem på disken. Og da bagerknægten slår beløbet ind på kassen, flyver der krummer ud af munden på mig, mens jeg spørger: "Hva' så, er du frisk i dag?"

Han kigger forundret på mig og hører, hvad jeg siger, men kan ikke helt tro det, så han beder mig gentage. Men den er god nok. Idioten står og spørger ham, om han er "frisk". Tåbelig idé med et lukket spørgsmål, for der er kun 'ja' og 'nej' at vælge mellem. "Ja", svarer han med et skeptisk smil. "Er du?"

"Nej", siger jeg, og da jeg vender mig om ved udgangen, står han stadig og glor efter mig.

Tjeneren på restauranten
Jeg er træt, halvsnottet og helsulten og kan derfor ikke overskue de store sociale armbevægelser over for den venlige, men fåmælte tjener på den vietnamesiske restaurant, hvor jeg sidder med en ven. Men da hun lidt efter kommer ind med drikkevarerne, kaster jeg mig ud i dagens andet smalltalk-forsøg. Udgangspunktet er et oliemaleri, som hænger på væggen bag mig, der forestiller nogle markante klippeformationer indhyllet i en tågedis. Det er Halong Bay i Nordvietnam, og det ved jeg, fordi jeg var der for halvandet år siden.

"Er det Halong Bay på billedet dér," spørger jeg og forsøger mig med en positiv, nysgerrig tone.

"Det ved jeg ikke".

"Men er du ikke fra Vietnam," svarer jeg, lettere rystet.

"Jo, men nu bor jeg jo her."

Jeg slubrer Pho-suppen i mig, mens jeg aktivt undgår yderligere øjenkontakt med tjeneren.

Naboen
Da jeg senere står foran min bygning og roder med min lås, kommer min underbo trillende på sin velsmurte herrecykel. Med sin overskudsagtige udstråling og det faktum, at vi kender hinanden (jeg lånte engang en køkkenvægt af ham), er han en oplagt mulighed for genoprejsning efter Pho-fadæsen. Jeg maser min cykel ind mellem to andre, hilser entusiastisk – og så sker miraklet. Han begynder at smalltalke med mig, spørger mig, om jeg har haft en god dag på jobbet og så videre, og vi følges ad op ad trapperne, og det går så godt, at jeg i nogle minutter bliver stående foran hans dør og fortæller ham om mig selv, før jeg ønsker ham en god aften og går op til mig selv. Hvis du læser det her, så tak, Rune, af hjertet tak. Og så lige et spørgsmål: Hvordan gør du det?

Bankmanden
En virkelig slem forkølelse har fået mig så meget ned med nakken, at jeg bliver under dynen og afskærer mig totalt fra hverdagens buket af smalltalk-muligheder. Og dog. Om eftermiddagen får jeg et opkald fra en Nordea-medarbejder, som vil høre, om jeg er interesseret i at få en kassekredit på min nyoprettede konto?

"Jo, måske. Synes du da, jeg bør", spørger jeg i et muntert toneleje, men min nasale forkølelsesrøst får det til at lyde, som om jeg netop har grædt, og hvem gider have en grådkvalt stakkel i røret? I hvert fald ikke min bankmand.

"Det koster dig ikke noget…," lyder det tørt. Han spiller ikke bold, så jeg dropper mit opfølgende spørgsmål, som var noget med efterårsvejret. Jeg har ikke noget at vinde her. Han har jo mit navn stående på en skærm foran sig, og jeg fornemmer, at jeg er ét idiotisk spørgsmål fra at genvinde min status som problemkunde.

Kassedamen
Stadig snottet og feberramt, men jeg får dog slæbt mig ned til SuperBrugsen på Sønder Boulevard for at købe nogle krydderboller og noget frugt. Jeg har på forhånd bestemt mig for, at den unge kassedame med Ny I Job-skiltet på polotrøjen er den heldige vinder af 30 sekunders tomgangssnak med mig, og jeg tager mod til mig, mens jeg nærmer mig rullebåndet. Desværre kommer der flere og flere kunder bag mig, som ikke har andet at lave end at spidse ører, idet jeg fremfører den geniale åbningsreplik:

"Nå, så du er ny i jobbet?"

"Ja, det er jeg", svarer hun og slår mine bananer ind. "Hvordan går det så med jobbet," prøver jeg og insisterer på øjenkontakt.

Kvinden tager det overraskende pænt, hun smiler endda oprigtigt (ser det ud som om) og svarer: "Det går fint tak," og jeg belønner hende med en kompliment:

"Du klarer det flot."

På vej ud bemærker jeg, at flere i køen kigger forundret efter mig, og jeg bliver forlegen. Så kommer jeg i tanke om den der Fucking Flink-bog fra 2010, der med forfatterens egne ord var et forsøg på at "skrue op for den sociale termostat" i det offentlige rum. Danskerne skulle lære at være 'flinkere' ved hinanden. Hvis forfatteren havde stået i køen, ville han formentlig have brændt restoplaget af sin bog.

Ekspedienten
Det er faktisk forbandet hårdt at være en ferm smalltalker, når man har hovedet fuld af snot og asociale tanker, men jeg gør dog ét forsøg på denne ellers fuldstændig begivenhedsløse torsdag. Jeg har for en stund parkeret mit sociale eksperiment på blokken, men da jeg står og blomstrer ved dankortterminalen og venter på at betale for mine dumplings på en takeaway-restaurant i Blågårdsgade, minder de få sekunders tavshed mig om opgaven. Jeg koldstarter den motor, der få sekunder efter spytter følgende ud af munden på mig:

"Hvordan er jeres hjemmelavede chili?"

Vent, det er jo overhovedet ikke smalltalk, det er et reelt spørgsmål om det måltid, jeg lige har bestilt, tænker jeg og skifter spor.

"Hvor længe har I ligget her," ryger det så ud af mig.

"Siden starten af juni."

Stilhed. Det var alt, jeg kunne mønstre. Jeg har mistet modet efter et hav af perspektivløse samtaler, så jeg giver mig selv fri fra opgaven om fredagen.

Nabobordet
Jeg er tilbage på banen med fornyet energi og veloplagte samtalestartere på tungen. Det går ned på en traditionel frokostrestaurant på Frederiksberg, mens jeg med en stor fadøl indenbords venter på min pariserbøf. Ved nabobordet sidder et par og fylder sig med smørrebrød, og man kan se, de har været kærester så længe, at de kan give sig hen til maden uden at skulle holde en samtale i gang. Jeg ødelægger øjeblikket for dem med ordene:

"Smager det lige så lækkert, som det ser ud?"

Manden skynder sig at synke sin fiskefilet og siger bare: "Ja."

Hvad fanden skulle han ellers sige? Men han smiler og virker ikke irriteret. Han sidder også og drikker. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om noget opfølgende spørgsmål, som ikke ville virke decideret upassende. Ellers alt vel? Hvad skal I senere? Går det godt på arbejdet? Det giver jo for helvede ikke mening, når vi ikke kender hinanden.

"Velbekomme", siger jeg blot.

Manden på bænken
Nu gider jeg ikke fyre flere konstruerede komplimenter af, for uanset hvor meget jeg prøver, så er det gået op for mig, at den ideelle smalltalk bare ikke kan opstå – i hvert fald ikke for mig – når man tænker for meget over det. Eller også er jeg bare så gennemført træt af hele tiden at forsøge på det, at jeg beslutter mig for at prøve noget helt andet.

I stedet for at lire ligegyldigheder af over for folk i arbejde går jeg hen til en ældre herre, som sidder på en bænk ved Ulrikkenborg Plads bag Lyngby Station og hviler benene. Jeg slår mig ned ved siden af ham, smiler, og så sker det fandme. Og det vildeste er, at der ikke skulle andet til end et "hej" fra min side. I løbet af et kvarter kommer han ind på, hvordan det var at springe ud som bøsse i 50'ernes Danmark, og derfra bevæger vi os over i safarirejser i Kenya og ender med en stedkendt diskussion om Lyngby Hovedgades udvikling. Jeg går nærmest beruset derfra med en følelse af, at jeg endelig er lykkedes med min mission.

På vej hjem i toget rammer tvivlen mig. Var det overhovedet smalltalk? Det var jo en ganske almindelig samtale, som netop ikke bare var den der ketsjer og fjerbold-snak, der finder sted mellem to mennesker, der af en eller anden grund samarbejder om at sige ligegyldige ting til hinanden. Vi hyggede os faktisk. Men er det ikke netop succeskriteriet for god smalltalk?

Måske skyldes min foragt for den letbenede samtaleform, at jeg er så dårlig til den. Det er jo også derfor, jeg ikke bryder mig om bowling og bordfodbold. Men modsat bowling og (især) bordfodbold så tjener smalltalk et vist formål, det kan jeg godt se. Der er en social værdi i at kunne føre friktionsløse samtaler med alle mulige mennesker, man tilfældigt render i.

Det er nok bare bedst, at det ikke er mig, der starter de samtaler.

Læs mere fra VICE:

Sådan håndterer du akavet smalltalk

Nu findes der endelig en videnskabelig forklaring på, hvorfor teenagedrenge er så akavede

Vi besøgte Københavns værste turistattraktioner