Sådan er det at være på Tinder som handicappet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Spencer Williams er en 25-årig musiknørd, der af og til laver radio på University of British Columbia. Han lider desuden af spastisk lammelse.

Jeg har altid set min kørestol som en gigantisk cockblocker. Det er virkelig svært at prøve at score og sætte mig selv i en sårbar situation, fordi jeg altid er bange for, at pigerne vil forme deres mening om mig ud fra kørestolen i stedet for min personlighed. Online dating har gjort det nemmere, fordi jeg har mulighed for at tænke mig om og overveje mine svar, men jeg har stadig ikke særlig meget selvtillid, og jeg er altid bange for, at jeg kommer til at sige det forkerte.

Jeg prøvede Tinder for første gang for halvandet år siden, efter mine venner havde fortalt mig om det. Jeg var virkelig overrasket over, hvor mange matches de fik – især kvinderne – så jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det. Ligesom mange andre brugere var jeg ikke på jagt efter et rigtigt forhold. Jeg ville bare gerne møde nogle nye mennesker og have det lidt sjovt.

Jeg fandt hurtigt ud af, at jo mere jeg swipede, desto mere nervøs blev jeg. Når man får et match, er det ligesom at vinde i en omgang sexet roulette, og når det skete, gik jeg helt i panik, og fik svedige håndflader af nervøsitet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Når jeg endelig kastede mig ud i en samtale, førte de aldrig til lige så meget, som jeg gerne ville have. Vi talte mest om mit arbejde på radiostationen i Vancouver. Andre gange var det tydeligt, at mit match var en computergenereret bot.

Skuffet, men alligevel med håbet i behold, besluttede jeg mig for at skrue tempoet ned. Det gik op for mig, at det måske alligevel ikke var et engangsknald, jeg ledte efter. Jeg begyndte at læse profiler, i stedet for bare at swipe alle de ansigter som var tilnærmelsesvis attraktive. Jeg håbede, at hvis jeg var lidt mere selektiv, var der måske større chance for, at jeg mødte en person, som var interesseret i mere end en overfladisk samtale. Det er ikke sket endnu, men jeg prøver stadig.

I mellemtiden er jeg kommet frem til, at jeg ikke udelukkende vil satse på Tinder. Nu bruger jeg også OK Cupid, som virker til at være bedre for sådan en som mig. Platformen lægger op til, at man skal lære folk at kende på et dybere plan end Tinder, og jeg tror, det er bedre, hvis man som mig er på jagt efter et rigtigt parforhold.

Men da jeg begyndte at udfylde min profil, kom alle de gamle bekymringer tilbage til mig. Jeg var bange for at blive dømt, og for at blive afvist. Jeg var bange for at være sårbar, men samtidig erkendte jeg, at det var præcis, hvad jeg var nødt til at gøre.

Handikap burde ikke være det, der afholder dig fra at være sammen med et andet menneske, men jeg må indrømme, at det har taget lang tid, før jeg selv forstod det. Jeg plejede at tænke, at jeg gerne ville have en kæreste med en velfungerende krop. Jeg var så fikseret på at have sex, at jeg ikke rigtig overvejede de andre fede aspekter ved at være i et forhold. I dag er det, jeg kommer mest op at køre over, når jeg formår at finde en, der deler mine interesser, og som jeg kan snakke ordentligt med.

Der var især en oplevelse, der har hjulpet mig til at indse, hvor vigtigt det er at lære folks sande jeg at kende, og hvor lidt et menneskes fysiske begrænsninger betyder i det store hele. For et par år siden tog jeg til koncert med Green Day i Storbritannien, mens jeg var på ferie med min familie. Jeg endte med at sidde ved siden af en sød britisk kvinde, som også sad i kørestol, fordi hun havde brækket ryggen. Hun var meget kontant og spurgte mig ligeud, om jeg havde lyst til at smutte ud på badeværelset til et hurtigt knald. Jeg var ret chokeret og vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg endte med at sige nej. Det var ikke ligefrem min drøm at miste min mødom på et stadion-toilet. Men vi havde en virkelig fed samtale og fik hinandens kontaktoplysninger. Dagen efter sendte hun en besked, hvor hun undskyldte for at have været så bramfri og sagde, hun gerne ville lære mig bedre at kende. I de næste par uger talte vi sammen næsten hver dag, og havde lange samtaler om alt muligt. Hun endte endda med at besøge mig i Vancouver.

Efter hendes tur til Vancouver blev vi enige om, at det var alt for svært at have et langdistanceforhold, men jeg er ikke længere sikker på, det er rigtigt. Mit forhold med hende fik mig til at indse, at jeg ikke har brug for en med en perfekt krop for at være lykkelig. Online-dating er et tveægget sværd: Det kan gøre det lettere at komme I forbindelse med nye mennesker, men det kan også betyde, at du slet ikke lægger mærke til den person, der sidder lige ved siden af dig. Måske til en Green Day-koncert. Der er intet, der kan erstatte menneskelig interaktion, og til næste forår har jeg tænkt mig at besøge hende i England.

Jeg tror helt bestemt, at sider som Tinder og OK Cupid kan noget. De kan være vigtige værktøjer, når man skal finde kærligheden, især hvis man er handikappet og har svært ved at gå hen og tale med folk i virkeligheden. Jeg bruger stadig hjemmesiderne, og selvom jeg ikke har fået så meget ud af det endnu, bliver jeg ved med at prøve. Lige nu er jeg i gang med at lave mine profiler om. Vi lever I en tid, der er domineret af teknologi, og så længe vi stadig har øje på, hvad der virkelig betyder noget, kan vi lige så godt bruge det til vores fordel. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt at date, og der er ikke en rigtig måde at gøre det på. Hvis du ligesom mig er bange for at blive afvist, så er mit råd at kaste sig ud i det alligevel.

Hvem ved hvad der sker, hvis du er ærlig omkring, hvem du er og hvad du vil?

Læs mere på VICE:

Nej, du bruger ikke Tinder til at finde venner, din løgner

Sådan lærer blinde om sex i Danmark

Vi spurgte mænd, hvornår de swiper til højre på Tinder