Billeder af min døende bedstemors sidste dage

Alle billeder af Rachel Cox

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

I 2010 blev fotografen Rachel Cox' bedstemor diagnosticeret med en degenerativ demenssygdom. Som reaktion besluttede Rachel at dokumentere sin bedstemor Barbaras sidste tid i Texas i en række billeder, som blev "skabt i øjeblikke med samtaler og oplevelser med døden."

Cox fortæller, at hun følte et stærkt behov for at dokumentere sin bedstemors langsomme vej ind i demensen, og at hun håbede, at de skildrede øjeblikke ville hjælpe hende til at huske sin bedstemor, som hun var. Derfor har hun lavet fotoserien "Shiny Ghost," som for nylig vandt prisen LensCulture portrait award i Storbritannien, og som udstilles i Derby indtil midten af juni.

Hendes billeder viser to kvinder fra meget forskellige tidsperioder, som alligvel deler et betydningsfuldt og gensidigt bånd. Vi talte med hende om forskelle på generationer, hvordan man ikke vælger sin famile og den følelsesmæssige oplevelse at fotografere sin bedstemors lig.

VICE: Hvornår fotograferede du din bedstemor for første gang?
Rachel Cox: Jeg var på mit første fotokursus, da jeg var 17, og jeg fik lov at låne min bedstemors kamera. Jeg øvede mig ved at fotografere hende, og dengang føltes det ikke som et kunstprojekt. Jeg fandt ud af, hvilken slags fotograf jeg gerne ville være ved at tage billeder af hende.

Hvor længe har du arbejdet med "Shiny Ghost?"
I 2010 blev min bedstemor diagnosticeret med en afart af demens, som angriber den del af hjernen, der påvirker vores personlighed og vores evne til at udtrykke os. Det var første gang, jeg fotograferede nogen, der betød så meget for mig. Fra det tidspunkt blev min kreative opmærksomhed ligesom fokuseret på hende.

Hvordan var din bedstemor?
Selvom man ikke er bekendt med sydstaterne i USA, så tror jeg, man vil identificere min bedstemor som en meget traditionel sydstatskvinde. Hun var meget forfængelig og meget interesseret i sladder – både om folk i familien, men også store politiske figurer i TV. I hendes selskab gik tiden mest med at lytte til hende snakke om alle de ting, som hun havde ventet på at kunne snakke om. Hun ophobede ting, hun gerne ville fortælle. Hun var også ekstremt gavmild og kærlig og meget engageret i sin familie.

Hvordan var jeres relation?
Jeg er enebarn, og fordi jeg er en pige, hvilede der også et andet ansvar på mig. Det blev ligesom antaget, at vi havde fællesinteresser såsom shopping og hår og make-up. Fra jeg var barn, og til jeg var i starten af tyverne, havde vi en del sammenstød. Jeg følte ikke, at vi havde noget tilfælles. Jeg var liberal og ateist, og hun var ekstremt konservativ baptist. Det betød, at jeg havde svært ved at skabe en forbindelse til hende på ethvert andet niveau end det familiemæssige.

Kunne du forlige dig med, at I havde forskellige syn på verden?
Det eneste tidspunkt, jeg virkelig følte mig forbundet til hende, var, når jeg fotograferede hende. Hun kunne godt lide at blive fotograferet, og jeg kunne godt lide at fotografere hende. Hun var så sær og anderledes i mine øjne, og på den måde blev hun vildt interessant som kunstnerrisk motiv. I arbejdsprocessen med projektet her fandt jeg ud af, at hendes politiske og religiøse overbevisninger ikke rigtig betød noget. Hun blev lige så stille villig til at vise sig frem for mig i en "uattraktiv" tilstand – uden make-up og meget skrøbelig. Hendes villighed til at være sårbar over for mig blev et nyt fundament for vores relation.

Hvordan påvirkede sygdommen hendes personlighed?
Hendes demens var usædvanlig. De fleste mennesker med demens får hukommelsestab, men min bedstemors hukommelse var fin. Til gengæld havde hun svært ved at udtrykke sig. Hun gik ikke længere op i, hvordan hun så ud, eller hvordan huset fremstod. Det var en kæmpe ændring.

Da I havde fået etableret den dynamik, og hun var villig til at blive fotograferet, hvilken æstetik gik du så efter på billederne?
Jeg ville gerne undgå, at de så poserede ud. Der er en lang tradition for komposition i poserede portrætter, og jeg ville gerne gå i en anden retning. Jeg ville gerne indfange ting, som jeg har set hundredevis af gange før – den måde, hun holdt hænderne på, eller den måde, hun krydsede sine ben på. Billederne blev altid taget under en samtale, og fordi hun blev så vant til kameraet, forstyrrede billederne slet ikke vores tid sammen, og vi kunne fortsætte helt naturligt.

Er der et særligt billede fra serien, som du synes indkapsler hende bedst?
Det billede, jeg bliver ved med at vende tilbage til, har titlen 'Last Picture Together.' Det er et selvportræt, jeg tog sammen med hende på kapellet, efter hun døde, og før de gjorde hendes lig klar til kremering. De ventede i to dage, før de gjorde noget med hendes lig. Da jeg kom derhen, tilbragte jeg flere timer sammen med hende og tog billeder af hendes lig. Jeg tog kun ét billede af os sammen, hvor jeg brugte en kabeludløser. Jeg har aldrig inkluderet mig selv på mine billeder, men jeg kiggede direkte i kameraet. Det var en måde at konfrontere mig selv i det øjeblik.

Hvorfor var lige det billede så specielt?
Det føltes, som om jeg tog billedet for min egen skyld. Indtil den dag havde jeg troet, at jeg bare øvede mig ved at tage billeder af hende, men i virkeligheden var hun en central del af min identitet som fotograf. Jeg var blevet afhængig af at fotografere hende.

Jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre uden hende. Hun var både en del af min familie, men også en meget indflydelsesrig person i mit eget liv og en kreativ muse. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at tage et sidste billede af hende og mærke hendes tilstedeværelse på den måde. Det billede hjalp mig til at håndtere hendes død og det faktum, at jeg skulle leve videre uden hende.

Tak, Rachel.

Her er et udvalg fra fotoserien.

Mere fra VICE:

Jeg fotograferede min morfar, mens han mistede sig selv til alzheimers

Når cannabis er den eneste medicin, der virker

En fotografs smukke billeder af ungdom, flugt og sine forældres forliste ægteskab