Den tidligere FBI-agent, der er sikker på, at han kunne have forhindret 9/11

Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE US.

Hvert år vågner Mark Rossini d. 11. september med noget i tankerne, som langt de fleste mennesker ikke kan forestille sig, for slet ikke at tale om leve med: at information, han i sin tid som FBI-agent var i besiddelse af, muligvis kunne have forhindret terrorangrebene, der dræbte 3.000 mennesker for 14 år siden i fredags.

Det år forfattede Rossini og hans kollega Doug Miller – en FBI-agent som arbejdede med CIA's Alec-enhed, der havde til opgave at spore Osama Bin Laden – et memo for at informere deres overordnede om, hvad de havde lært fra efterretningstjenesten i månederne op til angrebet. Memoet indeholdt information om en mistænkt al Qaeda-agent ved navn Khalid al-Mihdhar, der havde skaffet sig et amerikansk visum og rejste frem og tilbage mellem USA og Mellemøsten.

Han var i sidste ende med til at kapre og flyve American Airlines afgang nr. 77 ind i Pentagon.

Men det memo nåede aldrig videre til FBI. I stedet beretter Miller, at en CIA-agent sagde, at han skulle "holde igen," og at både Miller og Rossini fik at vide, at de ikke måtte dele, hvad de vidste, med nogen – ikke en gang deres chefer. Det gik de med til, hvilket resulterede i den fejlkommunikation mellem de to bureauer, der siden er blevet betegnet som "efterretningsfejlen," der bidrog til udfaldet af den skæbnesvangre dag.

Det er en byrde Rossini må bære hver dag, hvilket man tydeligt kan se på ham. Da vi mødtes i foyeren af Mercer Hotel midt på Manhattan for at diskutere nationale sikkerhedshensyn og terrorisme, mens happy hour-masserne fandt sig til rette omkring os, fortalte Rossini mig sin beretning i lange monologer. Han reflekterede og aflivede i smertefulde udbrud alle modargumenter, der måtte være til hans beretninger. Det var ligesom at se en en-mands retssag udspille sig i nogens hoved, med mere på spil end nogen enkeltstående person nogensinde kunne forventes at håndtere.

I dag bor Rossini i Schweiz efter at være blevet smidt på porten af FBI og med nød og næppe have undgået fængselsstraf i 2008 for at have lækket dokumenter til en eks-kæreste. For ham handler det ikke kun om de liv, der gik tabt den 11. september – som han vejes ned af hver dag –, men også det land USA er blevet siden den dag.

Natten før årsdagen for den dag, der endegyldigt ændrede USA og Mellemøsten, diskuterede vi, hvad Rossini i virkeligheden tror fandt sted (han hader konspirationsteorier), hvad han ville have gjort anderledes, og hvordan det hele kunne gå så grueligt galt.

VICE: Hvornår vil ordene "11. september" stoppe med at være ensbetydende med tragedien? Jeg tænker, at den sorg først vil begynde at aftage om mange år - især for de New Yorkere, som mig selv, der gennemlevede det. Men jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det må indebære for dig. Er det på nogen måde blevet mere normalt for dig?
Mark Rossini: Det er næsten umuligt. Det er ligesom at tale om 4. juli. Eller Kennedy-mordet. Det er et uforglemmeligt aftryk på vores kollektive bevidsthed. For mig er sagen den, at der ikke går én dag, hvor jeg ikke tænker på det. Jeg lever med det hver evig, eneste dag. Det kan være svært for folk at sætte sig ind i, men jeg kommer ikke videre. Og jeg vågner hver dag til lidelsen af at vide, at det her skete, uden at det var nødt til at ske. Det er det, der har drevet mig til vanvid i alle de her år. Det behøvede ikke at ske.

Selv hvis man fjerner Doug og jeg, burde FBI stadig være blevet underrettet. Og det presserende spørgsmål i mit hoved er, at Doug skrev sin CIR [central intelligence report], som blev videresendt til den næste i systemet, der hed Michelle, hvortil hun svarede: "Hold venligst igen for nu, for vicedirektøren af Alec." Ingen har nogensinde bebrejdet hende, eller personen der gav hende ordrer; der er aldrig nogen, der har spurgt, "hvorfor skrev du det?" Nu er hun åbenbart blevet spurgt til det, og hun kan ikke huske det. Og så spurgte de manden, der instruerede hende i at svare sådan. Han mindes ikke at have skrevet det. Det svar køber jeg ikke. Hvordan husker man ikke at have skrevet det? OK, hvis du ikke mindes at have skrevet det, kan du så give mig en logisk grund til, at du ville have skrevet sådan? Hvad var det ved Dougs memo, der var så følsomt, at du ikke kunne sige det til FBI?

Hvad er dit svar på det spørgsmål efter alle de her år?
Den eneste logiske årsag, man kan komme frem til, er, at CIA arbejdede side om side med saudierne for at rekruttere nogen i terrorcellen og ikke ville have FBI i form af [tidligere overansvarlige specialagent] John O'Neill til at forkludre deres mission… I sidste ende tror jeg, at vi havde en indforstået aftale med saudierne om, at hvis vi stødte på deres uberegnelige soldater rundt omkring på kloden, ville vi ikke hænge dem ud ved offentligt at arrestere dem – men at vi i stedet ville hjemsende dem, så de kunne blive rehabiliteret.

Richard Clarke [tidligere koordinator for national sikkerhed, forvaring af infrastruktur og anti-terror] udtaler i flere interviews, at CIA ikke havde nogen kilder i al Qaeda, da Cofer Black overtog Counterterrorism Center (CTC). Det var han fast besluttet på at lave om på. Man havde en masse skurke, der fløj verden rundt og havde amerikanske visa, og så sagde man, Her er chancen for at rekruttere dem. Husk på, at de forsøgte at rekruttere Anwar al-Awlaki. Så det virker plausibelt nok, at der er en rekrutteringsmission i gang, i håb om at infiltrere den celle. Og hvordan finder vi logisk ud af, hvad der sker med de her gutter? Lad os trænge ind. Lad os finde ud af, hvad der sker. Hvem er det mest logisk at rekruttere? Nok en af de to mænd vi ved har et visum… Så jeg kan ikke bevise det, men jeg vil altid forsøge på at bevise, at der var en rekrutteringsmission i gang.

Samtalen mellem de to CIA-ansatte bør undersøges nærmere. Der må være en forklaring – særligt når man kender til det tværagenturiske had til O'Neill, der figurerede i min enhed. Der refereres til det i 9/11 Commission Report. Min mor sagde altid, "Man hader det, man er mest jaloux på." Det er i virkeligheden, hvad ofrene og verden har brug for at vide. Jeg vil ikke sende nogen i fængsel eller noget – det er ikke det, jeg er ude efter. Men sandheden kan ikke komme ud, fordi sandheden er knyttet til de 28 sider, der blev undladt fra kommissionens rapport.

Hvad forsøgte USA så at dække over? Hvis en rekrutteringsmission fandt sted, hvorfor ville man så ikke offentliggøre det?
Saudierne ønskede på ingen tænkelig måde, at det her skulle ske. Der var ingen, der ville have, at det her skete. Det altoverskyggende er ikke at fornærme kongeriget. Det saudi-arabiske kongerige er vores vigtigste allierede i Mellemøsten af flere grunde. Primært på grund af det sorte snask, der siver ud af jorden derovre. Og derudover har vi flyvebaser der, og vi anser dem for at være stabile, og de anser os for at være stabile. Kineserne er ligeglade med deres religion, og russerne støtter alawitter og shiaer gennem Assad i Syrien. Vi er den eneste spiller på banen, der respekterer dem og vil beskytte dem.

Jeg har boet i Mellemøsten, og har mange muslimske venner, og der findes klart en passion for at værne om islam. Det er noget, man udviser respekt og beundring for. Det, der er med saudierne, er, at de betegnes som Vogterne af de To Hellige Steder. Legitimiteten af deres evne til at beskytte de hellige steder og deres teologi er hvad, der var på spil, eller hvad der er på spil. Og de 28 sider udgør en potentiel skændsel i den respekt.

Offentliggør de 28 sider. Indholdet er nok ret barskt, men det kommer ikke til at vende noget på hovedet. Saudierne bliver ikke afsat fra magten. Men de har en stolthed og en arv, der må beskyttes for enhver pris. Og vi har ikke brug for et opgør med dem – især med alt hvad der sker i øjeblikket med Iran og ISIS. Det er et spørgsmål om, hvordan det ville have ændret opfattelsen af dem til det værre. Det er det, de 28 sider handler om.

Har du nogen ide, om der var andre der kendte til det her udover dig og Doug?
Det er uoprigtigt af CIA at sige, at vi vidste det. Vi vidste ikke en skid. Når individer går på TV og siger, at FBI havde adgang til al informationen, så er det bullshit. Fordi jeg har memoet, jeg skulle skrive under på, hvor der står, at jeg ikke måtte snakke om noget af det, jeg så, uden deres tilladelse. Jeg måtte ikke en gang sige det højt uden deres tilladelse. Så det argument er noget bras. Og lad os bare sige, at det memo ikke eksisterer. CIA er forpligtet til at orientere FBI om folk, der har amerikanske visa. Og hvorfor gør vi det? Det hænger sammen med rekrutteringsindsatsen.

Hvor går stregen mellem vores nationale interesser og vores moralske autoritet? Jeg er halv armenier, og en af de største ting, jeg ikke kan komme mig over, er at tyrkerne ikke vil indrømme at folkemordet skete, og at USA heller ikke vil. Det er alt sammen fordi, det vil pisse [den tyrkiske præsident] Erdogan af. Så hvad er vigtigere end sandheden om, hvad der skete? Hvor er vores moralske kompas i alt det her? Hvor tegner vi stregen mellem det, der er sandt og rigtigt, og vores nationale interesser? Hvad er vores moralske kodeks?

I sidste ende er alle bare ude efter sandheden uanset om den er god, dårlig eller ligegyldig. Lad sandheden komme ud, lad hvad der vil ske, ske. Det bliver ikke en kataklysme; vi ved godt, hvad der skete. Hvis man bare sagde, "Vi foretog en rekrutteringsmission og den slog fejl. Vi burde have meddelt FBI om disse individer i USA. Men der var ingen beviser for, at deres penge gik til at støtte terrorisme." Ah, katarsis. Vidunderligt. Anger gør sjælen godt. Lad os så komme videre. Men det kommer ikke til at ske.

Hvor meget af det her tror du handler om stolthed?
Jeg tror 80 procent er stolthed. De prøvede at få en rekrutteringsring op at køre, om den så var ulovlig eller ej. Det ville være en skændsel, at de prøvede at rekruttere nogen eller lod saudierne prøve, hvorefter de mistede kontakten til personen, de forsøgte at rekruttere. Men der er ingen logisk grund til, at den kvinde skrev, "Vær sød at holde igen." 9/11 Commissons Report behandler [Dougs] CIR som om, at det var den eneste, der nogensinde blev skrevet. Der blev udvekslet memoer mellem CIA og FBI hver dag. Ingen har nogensinde set på den CIR, der op til 11. september ville have nævnt Dougs memo. Jeg kan fortælle dig, at en del af min daglige funktion var, at CIA opsøgte mig næsten hver dag og bad mig om at gøre et eller andet. Hende kvinden, Michelle, sagde hun tog fat i sine "FBI partnere," men hvorfor fik Doug og jeg aldrig det at vide? Det blev ikke gjort. Det var ikke på papir nogen steder.

Som min chef ville sige det, "jeg blev ikke født i går." Desuden var der en anden, der fortalte kongressens efterforskere, at Michelle personligt var taget til FBI's hovedkvarter, og havde fortalt det til nogen der. Først og fremmest kunne hun ikke huske hvem, så vi checkede vores logbøger, som alle skal skrive sig ind i, og der står hun ikke i. Hvorfor vender ingen tilbage til FBI og spørger, "Hey, hvad sker der med det her?" Hvad bliver der dækket over her? Man kan ikke bare tilføje, som fodnote, at det var en efterretningsfejl. Dem, der døde den dag, er ikke en fodnote. De er ikke fodnoter, de er mennesker. Og det er det, der går mig på, hver evig eneste dag i mit liv. Jeg stopper aldrig. Jeg er såret af det. Jeg er ødelagt af det. Det ved jeg. Det slår mig hele tiden. Og når jeg ser alle de her anti-terror tiltag, siger jeg til mig selv, "Det her behøvede ikke at ske." Det behøvede det bare ikke.

Den seneste opdatering af 11. september-kommissionens opdagelser melder om, at der stadig er kæmpe huller i vores efterretningsprocedurer – at mange af de problemer du bar vidne til stadig i den grad er aktuelle: fejlkommunikation, rivalisering mellem bureauer og mangel på gennemskuelighed. Så hvordan vil du vurdere vores fremgang siden 11. september?
Vi lever i et samfund, hvor ingen stoler på hinanden. Alle bliver overvåget. Der er et kamera herinde lige nu. Der er kameraer overalt. Alle tror, at de er terroreksperter – det er det vildeste af det hele. Det er grinagtigt. Du er ikke terrorekspert. Du prøver bare at følge med. Ingen udover terroristen selv kan være terrorekspert. En aktion sker hurtigere end en reaktion, og vi reagerer bare. Vi foretager os ikke noget, vi prøver bare at lure, hvad det næste skaktræk bliver. Der er ingen her, der er ekspert. Læs det, lev det, studér det, foretag en logisk efterforskning, kig på de mistænkte og hvor pengene flyder hen. Alle efterforskninger er ens, lige meget om man efterforsker mafiaen, al Qaeda eller Bernie Madoff. Ligesom dig, der gør dit job som journalist – du stiller logiske spørgsmål, kræver logiske svar og følger op. Det er hvad en FBI-agent laver. Journalister har stillet spørgsmål i årevis nu, og der er aldrig nogen, der har fået et svar.

I dag indsamler vi så meget information, at vi ikke har nok folk til at analysere det. En af de eneste ting, Bush gjorde rigtigt, var at stifte NCTC (National Counterterrorism Center). Det var den organisation, der hele tiden havde været brug for. Før det sad 500 mennesker og granskede de samme ting. Som modsvar til, at Bush stiftede NCTC, følte kongressen sig forpligtiget til at skrue bissen på overfor terrorisme, og derfor stiftede de Department of Homeland Security. Så i sidste ende forsvandt logikken fra et område, der kræver knivskarp analyse og efterforskning. I stedet blev det spredt ud til folk, der ikke havde den fjerneste ide om, hvad de lavede. Man skriver i lovgivningen, at de skal "beskytte fædrelandet." Hvad betyder det? Alt man gjorde var at sætte CIA og FBI i direkte konflikt med Homeland Security. Så nu er alle terroristjægere. Alle er eksperter. Nej, de er ej.

Det eneste, der var brug for, var Dougs memo. Det eneste, der var brug for, var en instans som NCTC, hvor alle har overblik over missionen og koordinerer løsninger med hinanden. Nu har vi skabt den her multitrilliard-økonomi, og vi foretager os i virkeligheden ingenting. Hvem bliver vi angrebet af? Enkeltpersoner. Det er problemet. Da vi bombede Afghanistan sagde John Miller, der nu er leder for NYPD's anti-terror division, at al Qaeda er ligesom en mafiafamilie. Efter vi havde sprængt det hele i stykker, havde vi ingen ide om, hvem der havde ansvaret. I sidste ende var der ingen, der havde ansvaret. Der er ingen central lederstruktur, som der var i gamle dage. Sådan kan de ikke kommunikere længere. De her enkeltpersoner får ikke deres instrukser fra nogen overordnet kommando. De er bare sindssyge fucking mennesker. Det er faren. Det vil alle vores tiltag aldrig kunne forhindre. Hvis nogen ønsker at dø og tror på, at de kommer i paradis, når de dør – det kan man ikke bekæmpe. Det kan man ikke gøre noget ved. Du kan ikke forhindre det med hverken aflytning eller våben. Det er en forestilling, der skal skabe falsk tryghed for folk som dig og mig. Men ikke for dem. Det er bare en del af udfordringen. Det er nemt.

Så hvad forhindrede vi? Vis mig, hvad vi forhindrede. Vi forhindrer i virkeligheden ingenting. Vi skræmte en masse mennesker, især dem, der måske skulle til at gøre noget dumt. Men et al Qaeda angreb? Nej. Ham, der kørte lastbilen ind på Times Square – der var politi over det hele, og alligevel kørte han bare direkte ind.

Hvad tror du, der sandsynligvis var sket, hvis det havde lykkedes dig at dele den information, du havde, i dagene op til d. 11. september?
Hvis jeg havde fortalt John O'Neill om det, ville John først og fremmest være gået amok over, at Dougs memo var blevet afvist. Det ville have været en helt anden krig. Men han ville have sendt et hold af agenter hen til bureauet og spurgt om, hvad fanden de havde gang i. Han ville have fået Udenrigsministeriet og INS [Immigrationsstyrelsen] og alle andre til at kode de navne ind i systemet i lufthavnene.

Vi ville have haft agenter i lufthavnen det øjeblik, de mistænkte viste sig. De ville være blevet overvåget hele vejen til deres destination, som vi ville have fået en FISA-kendelse [Foreign Intelligence Surveillance Act] til at aflytte. Vi ville have aflyttet deres bil og deres bygninger. Vi ville have nedlagt cellen. Det er hvad, der ville være sket. Det her ville ikke være sket. Og det er det, der driver mig til vanvid. Antallet af gange jeg så John og kunne have sagt, "hey chef, har du hørt om det her?" Fordi jeg troede virkelig på det, jeg fik at vide af kvinden, at der var en legitim grund til, at de sagde som de gjorde, og at FBI ville blive underrettet, når tiden var til det. Jeg troede på det.

Vidste du med det samme, hvad der var sket om morgenen d. 11. september?
Nej, jeg vidste det ikke lige med det samme. Jeg kan huske, at jeg vidste det, da navnene kom ind, og de begyndte at snakke med folk på kontoret. Om det var den dag, den efterfølgende dag eller tre dage efter, ved jeg ikke. Men det var der, det slog mig. Det var der, jeg gik ind på min chefs kontor og sagde, "jeg er ved at blive sindssyg af det her."

Er du så overrasket over "9/11 Truther" konspirationsteorier? Det lader til, at der er nogæe tydelige huller i tidslinjen, som de her mennesker bare udfylder på en anderledes, omend paranoid måde.
Jeg er forfærdet og nedslået over de her teorier. Man lader en brøkdel af tvivl hænge over et ubesvaret spørgsmål, og de går amok i en helt anden retning. Alt det der bullshit med WTC 7 og zionist-teorien – stop nu. Få jer et liv. Der er ingen, der ønskede 3.000 mennesker slået ihjel den dag. Det er noget vrøvl. Det er uansvarligt at tænke sådan. Jeg er nødt til at forlade rummet, når jeg hører sådan nogle konspirationsteorier. Det værste er, når nogen siger Saddam Hussein havde noget med 11. september at gøre. Bin Laden afskyede ham! Han mente, han var en kætter.

Jeg har været igennem alt det her. Hvorfor tror du, jeg er blevet sindssyg? Jeg fik på mange måder et nervøst sammenbrud. Jeg husker bare at være til møder, før Irak skete, og at jeg fik at vide, at det var ved at ske. Man sidder der bare, magtesløs. Man er ingenting. Og når vi torturerer uskyldige mennesker, tænker man bare, what the fuck? Hvad er det, vi er blevet? Man bliver sindssyg.

Jeg er fortaler for at slå FBI og CIA sammen til ét bureau. Jeg er også fortaler for et bureau, der udelukkende håndterer anti-terror, bestående af de bedste folk fra både CIA og FBI. Man bør afskaffe de lokale faktioner til fordel for et overordnet bureau, der tager sig af det. Der er behov for total transparens, ligesom med Dougs memo og de 28 manglende sider i 9/11 Commission Report. Giv det lys. Lad folk se det. Det er virkelig det, det handler om.

Dette interview er blevet redigeret for længde og sammenhæng.