Til gaderæs i Odense blandt rockere og børn

Hver lørdag aften mødes 100-400 biler fra hele Danmark på Rosengårdcentrets parkeringsplads i udkanten af Odense. Her finder selvudnævnte adrenalinjunkier sammen i grupper inddelt efter deres foretrukne bilmærker og sparker dæk. BMW-gruppen, Toyota Supra-kliken og AVG-crewet deler alle en sygelig fascination med farvestrålende neonlys, og har derudover minimum ét obligatorisk, kriminelt medlem, men holder sig alligevel for sig selv. Hver uge mødes de her for at føle hinanden på tænderne, før de senere kører ud til strækningen, hvor ræset finder sted.

De utålmodige blærer sig og gasser op på p-pladsens lange, lige strækninger. Stanken af brændt gummi og den dunkende lyd af hardstyle fra massive bagagerumsmonterede subwoofere hænger tungt i luften. At lave hjulspin kaldes at lave marmelade, fortæller min kontakt Mads Larsen mig. Skal man ud og køre ræs, mødes man på Striben, inden der køres træk. Han er et stolt medlem af BMW-gruppen og kører selv i en E39, der har kælenavnet Lillepigen og går fra 0-100 på ti sekunder. Han har desuden udskiftet luftfilteret på hende og har planer om at fintune computerchippen.

For Mads handler det mindst lige så meget om sammenholdet som selve ræset. Det hele er ret organiseret, og jeg får at vide, at man bl.a. forsøger at mindske udbredelsen af stoffer ved disse træf. De lader dig heller ikke køre ræs, hvis du er fuld. De forsøger faktisk at få deres eget sted, hvor de helt lovligt kan køre om kap, ligesom de har i Esbjerg, men for nu må de nøjes med parkeringspladsen. Sidste lørdag var alle miljøets levende legender til stede: både "Gammelsmølf", om ham de kalder "Jimmie Begrænseren". Gammelsmølf startede BMW-gruppen i tidernes morgen og er nu i færd med at kultivere en ny generation af racerkørere. Han tager også sine børn med til væddeløbene. Det siges, at Jimmie Begrænseren har presset flere biler til deres begrænsning (og derover) end nogen anden.

Der er hundredevis af biler på parkeringspladsen, da strisserne ankommer. De kører gennem alléen af hækspoilere og uddeler et par enkelte fartbøder. Derefter forlader de stedet for at slå sig ned på udvalgte steder med større indtjeningspotentiale på vejen til striben, hvor ræset skal stå. Folk er efterhånden anspændte, som de begynder at køre mod den aftalte racerbane. De overholder fartbegrænsningerne velvidende om, at politiet ligger på lur. Eftersom gaderæsene altid finder sted på den samme strækning, kunne politiet nemt have trillet ind og arresteret alle, men det gør de ikke. Jeg har ingen anelse om hvorfor. Som solen er ved at være gået ned, samles alle gutterne ude på banen. Det er en 402 meter lang, lige vej i et industriområde. 402 meter er en kvart mil, og det er præcis som de gør det i USA. Mads fortæller mig, at alle er kæmpe fans af The Fast and the Furious-filmene, bortset fra Tokyo Drift -den bryder han sig ikke om.

Menneskemængden fordeler sig ud på begge sider af vejen og drikker bajere og Matilde-kakao, mens racerkørerne triller i position. De laver marmelade og konkurrerer om at være den største blærerøv. En fyr i en Audi 4x4 stopper ved siden af mig, og siger "at jeg ikke skal tage nogen fucking billeder af hans bil, hvis jeg ved, hvad der er godt for mig". Jeg er generelt tilfreds med at have mine kønsdele tilknyttet min krop, så jeg tager hans advarsel til mig. En mekaniker i blåt Kansas-tøj er også interesseret i at vide, om jeg er politibetjent eller ej, hvilket får mig til at tvivle på, om han nogensinde har set en betjent i virkeligheden. En af reglerne for ræset er én mand per bil. Skulle der gå noget galt, er det på den måde kun chaufføren, det går udover. Ikke at der rigtig har været nogen uheld eller noget de sidste tyve års tid, siger Mads. I hvert fald ikke på kørebanen.

Det går nemligt oftest galt for folk, når de tager deres attitude med hjem fra gaderæsene; på vej hjem med adrenalinen brusende i blodet. Det sker ret tit. Det var sådan en af Mads' venner kørte sig selv ihjel for nogle år siden. Hans kammerats død afholder ham dog overraskende nok ikke fra at køre ræs. Han virker oprigtigt talt mere bange for at miste sit kørekort. Det lader i virkeligheden til at være den primære bekymring hos de fleste. Trods udvalget af gejlede biler vil de fleste ikke køre ræs i aften på grund af politiets tilstedeværelse i området.

En karseklippet fyr i baggy camouflagebukser råber racerkørerne hen til startlinjen. Der holdes skarpt øje med alle bilerne i rækken, fordi politiet nogen gange triller om bag ved folk i en civil vogn og arresterer dem i det øjeblik, deres fod rammer speederen. Det afhænger i sidste ende af politibetjenten. Der er også nogen, der er friske på at køre om kap, fortæller Mads.

Der er ingen pansere at få øje på, så en af chaufførerne fyrer op for noget house. Så hyler de afsted med op til 150 km/t, og klimakset af flere timers auto-erotisk forspil er overstået på få sekunder.

Det var vel egentligt lidt poetisk.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Juni 2014.