Jeg tog mikrodoser af LSD i en uge og fandt ud af, at jeg er ude af stand til beherske mig

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE Australia

At mikrodosere betyder, at man tager lige nok af et psykedelisk stof til at få et blidt boost af kreativitet, energi, humør og fokus, men ikke tager nok til at trippe rigtigt. Der har været en del information om det i de seneste år, især med fokus på Silicon Valley-typer, som sværger på, at mikrodoser gør dem til bedre mennesker. De kunne have ret, men jeg har altid tænkt, at syre i små doser er et misforstået koncept. Det er ligesom at have en kæmpe joint i hånden og kun tage et lille sug, duppe munden med en serviet, og sige "så er jeg tilfreds, tak for skænken."

Men fordelene er veldokumenterede, og selvom nogle få journalister har prøvet det, har jeg ikke. Så jeg besluttede mig for at gøre det.

Det sværeste var at skaffe selve syren. Frimærker og sukkerknalder er overalt, men jeg ledte efter flydende LSD. Jeg ville egentlig kun have det, der svarede til én eller to normale doser, men pusheren gav mig en god deal, fordi han godt kunne lide en lignende historie, jeg skrev for et stykke tid siden om at leve kun af Nutella.

Selvom han gav mig nok LSD til ti solide trips, var det stadig kun et par enkelte dråber i en lille flaske. Hvis jeg skulle dosere det præcist, var jeg nødt til at fortynde det og lave en mikstur. Jeg ringede til min kemikerven "Bob," og han guidede mig gennem processen, så jeg kunne lave en saltbaseret, volumetrisk blanding.

Det var lidt af et regnestykke.

Men det lykkedes til sidst. Det her var også de eneste kanyler, Bob havde. Jeg havde ikke tænkt mig at skyde det i årerne. Slap af.

Et almindeligt frimærke indeholder omkring 80-100 mikrogram syre, så jeg regnede ikke med, at jeg kunne mærke noget af kun 15 mg. Men det kunne jeg. Det var lidt som at drikke en halv øl på tom mave, ikke noget vildt, men bestemt noget. Jeg var i godt humør, og jeg var motiveret til at skrive, hvilket har været sjældent på det seneste.

Om eftermiddagen gik jeg en tur alene i parken. Jeg følte næsten afsky overfor alt menneskelavet. Jeg hungrede efter natur, og LSD'en i mit system gav træerne et liv, jeg aldrig normalt lægger mærke til. Den første dag var faktisk rigtig god.

Min ven ringede til mig om morgenen, omkring en time efter jeg havde taget det, for at bede mig beskrive, hvordan jeg havde det. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle forklare det. Jeg endte med at sige "kraftfuldt."

Skud af intenst fokus kom i bølger. Jeg kom ind i en zone, hvor ord bare flød ud på papiret, og tid mistede sin betydning. En time føltes som fem minutter. Men styrken var flygtig. Efter et par timers intenst fokus, ramte jeg en væg og blev virkelig træt. Alt for træt. Jeg blev ved med at falde hen. Dag to startede rigtig godt, men endte med at være udmattende.

Jeg forøgede dosen på dag tre, fordi jeg allerede havde opbygget en tolerance. Og det var min fødselsdag.

Det var surrealistisk at være sammen med min familie med LSD i systemet. Det var ikke fordi, jeg var bange for, at de skulle finde ud af det - faktisk gjorde den subtile ændring i min opfattelse af tingene, som var frembragt af en vidunderlig cocktail af syre og rødvin, at alle deres smukke, positive sider blev fremhævet.

Jeg så mig omkring og alle skinnede. Så kom en stor kage på bordet, som min ældre søster havde bagt, og et stort lysende 23-tal stirrede på mig. Men jeg stirrede ikke tilbage. I stedet så jeg rundt på hvert et ansigt i rummet og begyndte næsten at græde, fordi jeg ikke var et barn længere, og de alle sammen var så smukke. Jeg blev ved med at se på min mor, og ønskede, at jeg en dag ville have bare en fjerdedel af den styrke hun har. Det var en skøn dag, alt gik bare som det skulle. Alt, jeg havde, var glæde.

Du har måske lagt mærke til, at min daglige dosis blev ved med at stige. Jeg sagde til mig selv, at det var fordi, jeg var ved at opbygge en tolerance, men det er ikke helt sandt. Da vi nåede til torsdag, vidste jeg, at det var fordi, jeg ikke har nogen selvkontrol. Jeg ville ikke have en mikrodosis. Jeg ville have en rigtig dosis.

Den tilgang gjorde, at jeg lå på sofaen klokken 18. Jeg havde egentlig bare lyst til en stille aften, da min ven Sean ringede.

Sean: Hey mand, jeg har billetter til Hot Dub Time Machine i aften.
Mig: Det ved jeg ikke hvad er

Det ved jeg heller ikke. Men lad os tage til det.
Okay.

Har du stadig gang i den der syreting?
Ja

Tag det med.

Så alle mine venner hoppede på syrevognen, og jeg kunne ikke bare sidde der og se på. Så jeg tænkte, at jeg bare ville tage en lille smule.

Vi nåede frem til, hvad end det der Hot Dub Time Machine var for noget, og var på et sted mellem to og tre doser LSD hver. Jeg var hyper opmærksom på alt, og jeg forstod alle universets mysterier. Jeg vidste alt. Seriøst mand.

Den følelse af uendelig viden, der flyder over én, hver gang man tripper, ramte mig hårdt, selvom en del af mig vidste, at jeg bare funderede over ting, jeg godt vidste i forvejen. Storhedsvanvid og for meget gratis øl. Musikken var fantastisk. Menneskerne var fantastiske. Gulvtæppet var fantastisk.

Da jeg vågnede fredag, havde jeg det af helvede til. Min hjerne var kartoffelmos, men jeg tog alligevel en lille dosis i videnskabens navn. Jeg gik ind i værelser og glemte, hvorfor jeg var gået derind. Jeg stirrede forgæves ind i køleskabet, blot for at ende med at gøre det samme få minutter efter. Jeg prøvede at skrive, men det, der kom ud, mindede om en fristil fra tredje klasse. Jeg opgav at være voksen og så Invader Zim, indtil en veninde kom på besøg om eftermiddagen. Hun grinede af mine fragmenterede forsøg på at beskrive min uge, så jeg opgav, og vi dovnede resten af dagen væk, mens flashbacks fra natten før dansede rundt i mit hoved.

Jeg havde ikke lyst til syre mere, så jeg holdt mig til den anbefalede dosis. Jeg ville gerne undgå kontakt med andre mennesker, men min familie havde arrangeret en stor middag, så de kunne sige farvel, inden jeg tog på backpacking til Asien. Vi spiste sammen og jeg var helt væk, men jeg var glad. Jeg tror, den mest fremtrædende følelse ugen igennem var taknemmelighed og påskønnelse af den mad, jeg spiste, den seng jeg sov i, og de folk, der var omkring mig. Jeg er meget, meget heldig.

Jeg sov slet ikke lørdag nat, så dag seks og syv flød sammen. I stedet for at sove, brugte jeg aftenen på at skrive og pakke alt, jeg skulle bruge til de næste tre måneder. Få timer efter, ville jeg være på et fly til Singapore. Jeg var så fucking træt af syre, men det var min sidste dag, så jeg tænkte 'fuck det' og øgede dosen. Jeg skulle flyve med et lavprisselskab, så jeg tænkte, at syre kunne underholde mig i fraværet af den lille vidunderskærm, som mere velstillede passagerer morer sig med.

Jeg håbede at den øgede dosis ville give mig optur, men der skete det modsatte. Jeg dummede mig og googlede Singapores narkolovgivning, så da jeg gik gennem lufthavnen, havde jeg noia på. På overfladen virkede jeg rolig og klar, men jeg blev ved med at glemme, hvor jeg havde lagt min billet, og beskederne over højtalerne var så høje.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle tage syre på et fly, det var bare ikke på min to-do-list, men sådan endte det. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn, mens flyet stadig var på landingsbanen, og da jeg vågnede igen, var jeg over skyerne. Det fuckede med mig. Måske var det højden, men det føltes som om, trippet voksede i intensitet. Jeg sagde faktisk farvel til alle, jeg elsker inde i hovedet, fordi jeg mente, der var mindst 40% chance for at denne store, metalliske fugl ville dykke med hovedet først ned i havet.

Jeg var selvbevidst nok til at vide, at det var åndssvagt, men jeg var også høj nok til mentalt at forberede mig på det værste. Jeg tænkte en del på døden, mens jeg sad og spiste kiks. Ikke fordi jeg var bange for døden, jeg bekymrede mig bare om hvilken måde, jeg ville dø på, og hvordan det ville påvirke dem, jeg holder af.

Jeg kan se fordelene ved ansvarlig brug af mikrodoser, og hvis jeg havde holdt mig til den regulære dosis, ville jeg havde styret totalt på arbejde, men det gjorde jeg ikke, fordi jeg har samme evne til at beherske mig, som en tyk dreng uden opsyn til en fødselsdagsfest. Jeg havde aldrig en chance.

Alligevel fortryder jeg ikke min uge, og helt ærligt, gav det ikke den smadrede følelse, man har efter at have været på festival. Faktisk mærkede jeg tydeligt en forøgelse i produktivitet og kreativitet på de få dage, hvor jeg doserede ansvarligt. Mens jeg sidder her og skriver på en lummer bar i Singapore, kan jeg stadig mærke det varme genskær af lidenskab, der kom ud af en ugelang psykedelisk rutsjebane.

Læs mere på VICE:

Jeg trippede på LSD i et topsikret fængsel

Jeg stoppede med at ryge efter et LSD-trip

Sådan køber du et kilo MDMA lovligt