FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Den nazistiske narkobaron, der revolutionerede kokainindustrien

Historien om hvordan Carlos Lehder blev en af verdens største narkobaroner under Pablo Escobar på mindre end et årti.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Carlos Lehder blev involveret i Medellin-kartellet, der var ledet af Pablo Escobar, i midten af 1970'erne, da det stadig benyttede sig af stenalderagtig smuglermetoder. Det berygtede colombianske kartel havde benyttet en række metoder med høj risikofaktor og lavt udbytte til at transportere varer, som for eksempel ved at sætte smuglere ombord på almindelige flyafgange én ad gangen. Carlos Lehder revolutionerede kartellets forretningsmetoder ved at introducere små fly, der kunne flyve lavt og derfor undgå at blive opdaget, og øgede på den måde den mængde kokain, som Pablo Escobars imperium kunne transportere henover grænserne. Da en amerikansk statsanklager, Robert Merkle, retsforfulgte Carlos Lehder i 1988, nævnte Merkle, at Lehder var for kokainsmugling, hvad Henry Ford var for biler.

Advertisement

På under et årti gik Carlos Lehder fra at småkriminel marihuanapusher til seriøs narkobaron - angiveligt med milliardformue. I takt med at hans velstand og status steg, blev den colombianskfødte Carlos Lehder kendt for sin uforudsigelige adfærd, ukontrollerbare hedonisme og udtalte støtte til både Hitler og John Lennon. Lehder hadede samtidig Amerika, og det rygtedes, at han anså kokainhandel som en metode til at sprede kaos i USA. På et tidspunkt købte han en ø i Bahamas kaldet Norman's Cay og brugte den som et transitpunkt for fly fyldt med kokain på vej til Florida. Derudover fungerede øen som et fristed, hvor han kunne skeje ud med stoffer og vilde sexfester.

Til sidst førte hans uregelmæssige personlighed til spændinger mellem ham og hans kokainkolleger, og Lehder blev efterfølgende fanget og udleveret til USA i 1987. Der florerer stadig rygter om, at det var Pablo Escobar selv, der fortalte politiet, hvor Lehder befandt sig, fordi kartellederen var bange for, at hans tidligere logistiske geni ville sabotere hele narkoimperiet.

Lehder har siddet fængslet siden 1988 og er angiveligt beskyttet under US Marshals Service' vidnebeskyttelsesprogram – en sikkerhedsforanstaltning, som blev implementeret efter, at han gik med til at vidne i sagen mod General Manuel Noriega. I en ny bog af true-crime forfatteren Ron Chepesiuk med titlen Crazy Charlie: Revolutionary or Neo-Nazi, bliver den nazisympatiserende narkobaron undersøgt i dybden. Chepesiuk har brugt adskillige år på at tale med anklagere, forsvarere, ansatte ved politiet og indsatte kriminelle forud for denne første biografi om Lehder. VICE tog en snak med ham for at lære mere om Crazy Charlie og kokainkartellet.

Advertisement

VICE: Hvorfor kaldte du bogen for Crazy Charlie?
Ron Chepesiuk: Det er navnet, som Lehder valgte i løbet af sin kriminelle karriere. Det lykkedes mig aldrig at finde navnets præcise ophav, men at dømme efter Lehders excentriske adfærd så synes jeg, at det passer perfekt til ham. Han var impulsiv, uforudsigelig og ikke bange for, hvad offentligheden syntes om ham. Det, at Lehder var sådan en fri sjæl, er en af de ting, der gjorde mig interesseret i at skrive bogen.

Hvad var Lehders baggrund, før han blev involveret i kartellet?
Han var dybest set en taber. Han voksede op i Armenia, Colombia, tog til USA i 1960'erne, hvor han involverede sig i hashsalg og biltyveri, før han blev fanget og smidt ud af USA. I midten af tyverne havde hans liv ingen fremtidsudsigter. Så mødte han George "El Americano" Jung – kokainsmugleren som spillede en kæmpe rolle i Medellin kartellet.

Lehder er ligesom Jung skildret i filmen Blow. Hvordan vil du beskrive deres forhold?
I starten var det rimelig godt. De havde et godt arbejdsforhold. Lehder havde brug for det, som Jung havde på den amerikanske side af deres partnerskab, og Jung havde brug for det, som Lehder havde på den Colombianske side. De tjente virkelig mange penge sammen, men der gik skår i deres forhold. Lehder var nådesløs i sine forretningsmetoder, og han fik til sidst Jung til at afsløre sin [narko]forbindelse. Da han fik det at vide, smed han Jung ud af forretningen, overtog den selv og blev en stor kanon i Medellin-kartellet. Jung blev bitter og overvejede endda at slå Lehder ihjel.

Advertisement

Hvilken rolle spillede Carlos Lehder i Medellin-kartellet?
I starten spillede han en virkelig vigtig rolle. Han opfandt transportsystemet, som muliggjorde massemarkedsføringen af kokain på det amerikanske marked - det største i verden - hvilket førte til en narkoepidemi, som hærgede USA i slutningen af 1970'erne og 1980'erne. Før Lehder var Medellin-kartellet afhængig af narkokurerer – mennesker, der smuglede narko på deres person. Det er ikke en særlig effektiv metode, og man kan ikke smugle særlig store mængder stoffer på den måde.

Lehder købte en ø i Bahamas kaldet Norman's Cay, som blev til en transitpunkt - stofferne blev fløjet til øen, hvorefter nogle mindre fly blev brugt til at flyve stofferne til USA. Før de startede på det, var turen direkte fra Colombia til USA for lang, men nu kunne Medellin-kartellet smugle flere tons per gang. Smuglingsruten gennem Norman's Cay blev brugt fra 1978 og indtil 1982 eller '83, hvor USA lukkede den ned, og tvang Medellin-kartellet til at udvikle nye metoder til at smugle stofferne ind i USA. Derefter var Lehder ikke lige så værdifuld for kartellet.

Kan du fortælle lidt mere om Norman's Cay? Hvad foregik der på øen?
Øen ligger omkring 340 kilometer fra Floridas kyst – en ideel beliggenhed til at smugle stoffer. Officielle kilder fortæller, at Lehder brugte den til kriminelle formål fra 1978 til 1982, men jeg tror, at den blev brugt indtil midten af 1980'erne. Lehder gjorde præcis, hvad han ville på øen, og han havde de rigtige bahamanere på sin lønningsliste. Lehder importerede kvinder, og under hans styre blev øen berygtet for sine stoffer og sexfester.

Advertisement

Hvordan var hans personlighed?
Den var meget interessant og kompliceret. Hvis man taler med kilderne, både de gode og de skidte fyre, så anerkender de, at han havde karisma. Han så godt ud, og både kvinder og mænd fandt ham attraktiv. Der er historier om, at Lehder var biseksuel. Han var hedonist, og jeg tror, at han havde svært ved at kontrollere sig selv. Når han derimod var i kontrol, hvilket var tilfældet i mindre og mindre grad som tiden gik, var han ret handlekraftig og endda genial af og til. I modsætning til fortællingen om ham, så var han ikke særlig voldelig. Da jeg skrev bogen færdig, spekulerede jeg på, om han nogensinde har slået nogen ihjel.

Man siger, at Lehder havde nazistiske sympatier. Hvor stærk var hans støtte?
Lehders far Wilhelm var nazisympatisør og en stor beundrer af Hitler. Wilhelm emigrerede til Colombia fra Tyskland før Anden Verdenskrig. Han var civilingeniør og spillede faktisk en stor rolle i at modernisere transportsystemet i landdistrikterne i Colombia. Under Anden Verdenskrig holdt den amerikanske ambassade i Colombia øje med Wilhelm på grund af hans nazi-sympati. Jeg tror, at Lehder absorberede sin fars nynazistiske overbevisning og antisemitisme, mens han voksede op. For eksempel benægtede han, at Holocaust havde fundet sted. Der er masser af beviser for, at Lehder var nynazist. Han var bestemt ikke tilbageholdende med at give interviews, hvor han gav udtryk for sine synspunkter. Han hyldede ofte Hitler og skældte jøderne ud.

Advertisement

Hvordan gik han i spænd med den berygtede Pablo Escobar?
Escobar havde et anspændt forhold til Lehder på grund af hans uforudsigelighed og hedonistiske personlighed. Escobar kunne godt lide at gøre tingene lidt mere low-key. Man kan godt sige, at deres personligheder skabte nogle gnidninger. I starten, da Lehder fandt på Norman's Cay forbindelsen, var han ekstremt værdifuld for Escobar, som derfor tolererede deres forskelligheder. Med tiden dalede Lehders værdi for Medellin-kartellet, og de betragtede ham til sidst som en risikofaktor, som gjorde dem til grin i offentligheden. Escobar nåede derfor et punkt, hvor han ikke længere respekterede Lehder. Helt ærligt, så er jeg overrasket over, at Escobar ikke fik Lehder slået ihjel. Der er endda gisninger om, at det var Escobar som sladrede om, hvor Lehder befandt sig, hvilket gjorde, at de amerikanske myndigheder kunne afsløre og udlevere ham til USA. Escobar benægtede i et åbent brev til offentligheden, at han havde stukket Lehder.

Han var en af de første store kartelledere, som blev fanget og udleveret, ikke?
Før Lehder blev fanget og udleveret til USA, sendte Colombia ikke narkobaroner afsted til USA, bare fordi staterne bad om at få dem udleveret. Men i kølvandet på Lehder er der blevet udleveret hundredevis af narkobagmænd til USA. Udleveringerne blev til sidst så almindelige, at de amerikanske medier slet ikke rapporterer om udleveringerne længere. Dengang var Lehders retssag den største sag om udenlandsk narkosmugling i amerikansk historie.

Advertisement

Endte han med at vidne mod nogle andre?
Mange af hans sammensvorne vidnede imod ham ved retssagen i 1988 i Jacksonville i Florida, men han gjorde faktisk ikke gengæld mod nogen. Han var et vigtigt vidne i sagen mod General Manuel Noriega – Panamas diktator – i 1982. USA havde invaderet Panama i 1989 og sendt generalen tilbage til USA for at afvente retssag. Lehder håbede på at få en nedsættelse af sin afsoningstid. Rygterne sagde, at han gerne ville afsone i enten Colombia eller Tyskland. Lehder skulle afsone en livstidsdom plus 135 år. I 1992 blev hans dom angiveligt reduceret til 55 år, imod at han indvilgede i at vidne mod Noriega.

Er det sandt, at Lehder er med i vidnebeskyttelsesprogrammet, mens han er i fængsel? Det virker ret usædvanligt.
Han er med i det der kaldes WITSEC – det statslige vidnebeskyttelsesprogram som administreres af det amerikanske justitsministerium og opereres af United States Marshals Service. Dets funktion er at beskytte vidner før, under og efter en retssag. Tre år efter Noriega blev dømt, skrev Lehder et brev til den statslige distriktsadvokat i Jaksonville og klagede over, at USA havde svigtet deres aftale om at overflytte ham til et fængsel i Tyskland. Brevet blev tolket som en trussel mod dommeren. Ifølge flere vidner blev Lehder hentet midt om natten fra Mesa Unit i Arizona, hvor han sad fængslet, et par uger efter at have sendt brevet. Lehder er dukket op i retten et par gange siden da, men jeg er sikker på, at han stadig er i WITSEC.

Hvor tror du, at han er nu?
Der her været mange konspirationsteorier om, hvor Lehder befinder sig, og nogle af dem er fuldstændig vanvittige. En af teorierne er, at han slet ikke sidder i fængsel, men arbejder for CIA. Den teori blev dog modbevist for et par år siden, da Lehders advokat dukkede op i retten i USA for at sagsøge landet på vegne af Lehder. Jeg er ikke i tvivl om, at Lehder sidder i fængsel og kommer til at gøre det resten af sit liv.

Mere fra VICE:

Virkelighedens narkobagmænd, der får Scarface til at ligne en vatpik

Pablo Escobars voldelige arv og den nye krig mellem kartellerne – del 3

Her er vores bedste artikler om stoffer fra 2015