Vi spurgte folk i trediverne om, hvorfor de hader deres jobs

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Du opgiver karriereræset, når du bliver 36. Det konkluderer en ny undersøgelse. 20'erne går mere eller mindre med, at man prøver at få styr på sit liv, så man kan få et job, og før man ved af det, er man midt i 30'erne og har overhovedet ikke tid til at overveje, om man lever det liv, man egentligt gerne vil. Livet går ligesom bare videre. Kontrakter og excelark om dagen og Netflix om aftenen. Grey's Anatomy. Man bladrer igennem det nye IKEA-katalog. Den slags ting.

Revisionsfirmaet AAT har udført en undersøgelse, som viser, at folk begynder at føle sig "fanget" i deres karriere, når de når midten af trediverne. 31% af de adspurgte svarede, at de overvejede at skifte karriere mindst to gange om måneden, men at deres primære problem med at lave noget andet var, at det ville være alt for dyrt at starte forfra.

Vi har talt med seks mennesker i midten af trediverne om, hvilken rolle jobbet spiller i deres liv i dag.

Habib, 34, dørmand
"Mit job er ikke noget, jeg nogensinde havde drømt om at lave. Jeg troede, at jeg ville ende med at lave noget langt mere interessant og glamourøst end det her. Jeg plejede at arbejde som manager i et bookmakingfirma, og det kunne jeg også bedre lide, men dørmandsjobbet gav min kone og jeg en bedre økonomi. Vi er skilt nu, men vi har to små piger, og hvis jeg arbejder om aftenen, og hun arbejder om dagen, så er der altid nogen, der kan passe børnene."

"Jeg var ikke særligt flittig i skolen og regnede aldrig med at skulle have et job, hvor man skal have en strøget skjorte på. Det kan dog godt være ret hårdt at arbejde i døren – man vænner sig ikke rigtig til at sove om dagen, men jeg klager ikke over det til mine venner. Mine kollegaer er flinke, og vi har det virkelig sjovt sammen. Jeg er vidne til virkelig meget dårlig opførsel på de klubber, jeg arbejder på, så jeg har altid nogle gode historier at fortælle. Det er godt nok til mig lige nu."

Abigail, 34, freelance journalist og har et lille barn
"Jeg var mest ambitiøs i slutningen af tyverne, men omkring de 30 besluttede jeg mig for, at det hele var noget lort, og det var der, jeg blev freelance. For mig og mange af mine venner handler trediverne om at starte en familie og slå rødder. Nu vil jeg gerne bare have, at arbejdet skal være nemt og med en god løn. Når man har lavet mere eller mindre det samme i 15 år, så bør det også være ret nemt, ellers er man nok ikke så god til det."

"Jeg tror, at det er rigtig svært at skifte karriere, når man først tjener et vist beløb. Undtagelsen er måske for folk, som starter deres egen virksomhed. Det er den alder, hvor man tænker, 'jeg vil starte en hjemmeside/pladeselskab/cupcake butik,' men det er der virkelig få, der rent faktisk kan. Hvis man havde en partner, der tjente virkelig godt og som kunne støtte en, så kunne det måske lykkes. Ligesom sådan en finanstype, der støtter sin kones boligindretningshalløj… men jeg tror, at det sker ret sjældent, og det er også ret gammeldags."

James, 36, arbejder med marketing
"Min far arbejdede for det samme firma i 40 år. Hans største råd til mig og min bror, da vi var børn, var, 'Lad være med at gøre det, jeg gjorde, vær kreativ i stedet.' Så jeg studerede drama på universitetet og tænkte, at jeg skulle arbejde med TV. Det gjorde jeg i et år eller to, og så stoppede jeg med det for at starte en comedy-sketch gruppe. Vi arbejdede relativt hårdt på at få en karriere ud af det. Nogle af mine venner vinder priser nu og skriver ting for radiostationer. De fleste gør bare ikke. Jeg havde nogle små kontorjobs for at kunne klare mig imens, men så tænkte jeg, at det kunne være rart ikke at skulle kæmpe for at kunne betale husleje i en periode, så jeg tog et fast marketingsjob og tænkte, at jeg kunne skrive i min fritid."

"Så blev jeg gift og fik et andet marketingsjob med bedre løn, som det var endnu sværere at sige op fra. Jeg skriver stadig, men forestillingen om, at det er min egentlige karriere, er ved at forsvinde. Jeg tror stadig, at jeg har ambitionen, selvom jeg er 36, men der er flere ting, der kæmper om min opmærksomhed. Et ægteskab, der skal holdes i live, børn, et lån… Og så lever den slags arbejde i virkeligheden heller ikke op til den ambition, jeg havde, da jeg var i tyverne. De fleste kreative stand-uppere får i bedste fald lov til at være med i kiksede panelprogrammer på TV. Jeg tror, at ens ambition stilner af i takt med, at man ser, at ens jævnaldrendes bedrifter også er relativt begrænsede. Man mister ikke nødvendigvis lysten til at skifte job, men måske mister man evnen."

Jay, 31, møbelpolstrer
"Jeg har ikke tjent en skid hele mit liv. Jeg er ret glad for mit karrierevalg, men jeg ville gerne lave noget, hvor jeg tjente lidt bedre. Det tager en evighed at starte på noget nyt, og det er som regel også virkelig dyrt. Det tog mig cirka 25 år at finde ud af, hvad jeg ville bruge mit liv på, så jeg burde nok bare holde fast i det og få folk til at betale mig lidt bedre. Jeg læste filmvidenskab på universitetet, for det var dengang, hvor alle fik at vide, at de skulle læse på universitetet."

"Jeg arbejdede i en biograf i noget tid bagefter, fordi jeg ikke var kvalificeret til noget. Jeg flyttede hjem til mine forældre i et år for at få råd til uddannelsen til det job, jeg har nu. Det bliver sværere at lære, jo ældre man bliver. Det er heller ikke særlig sjovt, at lave det man elsker, når man skal bekymre sig om, hvordan man skal betale for sin husleje eller fødselsdagsgaver til vennerne flere måneder i forvejen. Jeg vil gerne være elektriker i fremtiden – man tjener gode penge, og man får lov at se andre folks hjem!"

Daisy, 38, grafisk designer
"Jeg føler overhovedet ikke, at jeg sidder fast – det ville være virkelig deprimerende. En af grundene til det er, at jeg ikke er drevet af forbrug. Mine månedlige udgifter er lave, og det er vigtigere for mig at spare op end at bruge penge på ting, der skal gøre mig midlertidigt i bedre humør. Min opsparing giver mig flere muligheder, end noget nyt tøj eller elektronik nogensinde ville kunne give mig."

"Så er jeg heller ikke bange for at tage store beslutninger. Jeg rejste verden rundt i et år, da jeg var 33. Jeg kom tilbage til London uden noget som helst, og nu kan jeg se alt det, jeg har bygget op siden da. Jeg kunne godt gøre det igen. Det gør det selvfølgelig nemmere, at jeg ikke har børn, for så påvirker mine valg kun mig og min mand. Der er mange, der mener, at man virkeligt skal leve, mens man er ung, men med alderen får man jo en vis erfaring og visdom, som man kan bruge, hvis man vil ændre noget i sit liv, og det skal man også huske."

Tom, 33, forfatter
"Jeg tror ikke, jeg holder op med at være ambitiøs. Jeg har aldrig rigtig haft adgang til den der slags lineære karriere, hvor man bliver forfremmet og trinvist får bedre løn, som mange af dem jeg kender har haft. Jeg har måttet løbe en risiko for at klare mig. Det hele løser sig for det meste, og ellers lærer man noget af det. I forhold til ydre faktorer, så ville jeg helt sikkert bekymre mig mere om det, hvis jeg havde nogen, jeg skulle tage mig af. Jeg har altid fået noget godt ud af at løbe en risiko, så det tror jeg, at jeg vil tage med mig ind i fyrrene."

"Det er ikke så overraskende, at folk eksperimenterer med deres karriere, inden de får børn. Når man er i halvtredserne, og børnene er flyttet hjemmefra, så kan man begynde at tænke på sig selv igen."

Margarita, 34, arbejder for en menneskerettighedsorganisation
"Før arbejdede jeg i Storbritannien, men nu bor jeg i Argentina. Der er et meget større fokus på at anskaffe sig materielle ting i Storbritannien. Jeg er rimelig venstreorienteret, så jeg synes helt klart, at senkapitalismen opfordrer til det. Jeg har ikke et "traditionelt" liv på den måde. Jeg har også haft åbne forhold med folk af forskellige køn, siden jeg var teenager, og jeg har aldrig været fristet til at blive gift. Jeg har været i forhold, hvor jeg havde det primære ansvar for den andens børn, men jeg har aldrig rigtig ønsket mig børn selv. Jeg bryder mig heller ikke om at skulle være bundet af et stort lån. Det betyder rimelig meget for de beslutninger, jeg har taget i min karriere. Mit job er fra 8-14, hvilket giver mig masser af tid til at dyrke mine hobbier. Jeg arbejder med menneskerettigheder, hvilket er virkelig givende, men jeg er også kunstner og interesserer mig for elektronik. Jeg laver egentlig ret præcist det, som jeg havde lyst til, da jeg var teenager, men det har taget mig lang tid at finde balancen."

Nogle navne er ændret for at beskytte de medvirkendes karriere.

Mere fra VICE:

Sådan føles det at gå ned med stress i 20'erne

Derfor giver det ikke mening at arbejde

Ting du lærer på dit første kontorjob