Her er alt det, du lærer som studerende, men som ikke har det fjerneste at gøre med din uddannelse

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK og bringes her
med bidrag af Alfred Maddox

Universitetstiden er formativ. Det er en tid til udvidelse af bevidstheden. Forandringens tid. Med det sagt: Der er virkelig lidt af den egentlige lærdom, som du faktisk vil modtage i et klasselokale. Du lærer hovedsageligt ting som: 'ham med det bedste og bredeste udvalg af joints i den første uge af uni er det sjældent en god ide stadig at hænge ud med til marts'. Eller at 'et kondom med blåbærsmag, som du får stukket i hånden til en fest under intro-ugen sjældent har en elastisk evne, der faktisk egner sig til regulært samleje.' Du ved. 'Sene aftenture på døgnapoteket på jagt efter fortrydelsespiller er exceptionelt usjove'. 'Der er ingen panik, som den panik du vil opleve, når du ejakulerer uopfordret inde i et andet menneske!' Den slags ting. Du kommer til at lære så mange ting. Men er det ting, du kan lære på et bibliotek? Nej. Du er nødt til at lære dem derude, i den virkelige verden. Du er nødt til at læse et par semestre på - sig det med mig - Livets Universitet.

Alternativt kan du bare vælge at læse denne informative og delbare artikel fra ende til anden et par gange, indtil du kan hvert ord fuldstændig udenad og derved undgår at begå de samme fejl, som jeg begik på universitetet. Tak! Mit eneste ønske er, at du får et bedre liv end mig!

Jeg vaskede tøj for første gang i et lillebitte vaskerum på mit kollegieværelse. Og det skal siges, at det vaskerum var et helvede. Det siges, at de unge har det godt nu til dags, fordi værnepligten er afskaffet, og de ikke længere bliver indkaldt til hæren og sendt i krig for at dø på fremmede strande - men har du nogensinde prøvet at få adgang til en vaskemaskine og tørretumbler i et vaskerum i et kollegiekompleks, hvor der bor over 500 studerende? På en torsdag, den ene dag om ugen, hvor det overtegnede psykologifakultet har fri, og derfor også den ene dag om ugen, hvor de vasker deres tøj? At vågne brat til lyden af din iPhone-alarm for at vælte forvirret ned af kældertrappen i klipklappere og morgenkåbe klokken et om morgenen bliver pludselig en regulær del af dit liv, bare så du kan nå at få fingrene i en maskine og bruge den, uden at der er nogen, der flår dit sjaskvåde tøj ud og efterlader det på et gulv plettet med skyllemiddel. Dit liv er nu at smugle IKEA-poser fyldt med varmt sengetøj tilbage til dit værelse i nattens mulm og mørke. Du udvikler kompetencer inden for avanceret vaskekort- og vaskechip-teknologi, der ikke opleves andre steder i verden end i automatiserede kollegievaskerier. Kort sagt bliver du dybt forskruet af at vaske tøj på et kollegie.

Men det fik mig også til at elske vasketøj. Fordi din mor altid har vasket dit tøj for dig - bortset fra den der ene weekend, hvor hun ikke var hjemme, og du forsøgte at vaske en fodboldtrøje, og det hele på en eller anden måde endte uden for maskinen og det kostede flere tusinde kroner at reparere den skade, du havde forvoldt, og siden da har hun insisteret på at vaske det for dig, har hun ikke? Men nu er du havnet her, alene, og dine bukser er beskidte, og du skal pludselig kunne kende forskel på finvask og kogevask. Lær at elske det. Velkommen til de voksnes rækker.

Der er selvfølgelig de studerende, der fragter deres vasketøj hele vejen hjem, så deres mor fortsat kan vaske det, og som tager toget hjem hver uge bare for at få rene håndklæder. 'Afskum', kalder jeg disse studerende. De kommer til at fejle i de voksnes verden. Det er de mennesker, der en dag vil arbejde under dig. De er skadedyr, de er ingenting, de er ingenting. Men dig - med din funklende, lyserøde bøtte Vanish Oxi-Action og dit velvalgte, velduftende, men samtidigt miljørigtige valg af vaskemiddel - du er kongen. Kongen af Vasketøjet. Nyd det, Deres Majestæt.

Den vigtigste evne, du overhovedet kan have som voksent menneske, er at være i stand til at tolerere ekstremt tørre lær hinanden at kende-samtaler med høje, følelsesforladte dudes, der hedder Morten eller lignende. Der er 4-5 stk. Morten på din rustur, der er Morten til uni-fester, der er fredagsbar-Morten, Morten, der på en eller anden måde ser for stor ud til rummet, Morten, hvis hovede støder mod loftet, Morten, der på en eller anden måde har fået klemt sig ind mellem syv eller otte andre mennesker på den samme sofa, en gruppe Mortener ('Mortner'?) der deler deres egen Royal Export 4-pack, Morten med hættetrøjen, Morten i toiletkøen, Morten, der saboterer stemningen ved bare at eksistere, Morten, der på en eller anden måde spiser en frysepizza, selvom det her ikke er hans hjem, eller hans ovn, Morten har muligvis haft sin egen pizza med til festen, i en Netto-pose, hvilket afføder spørgsmålet: hvorfor, ud af alle de pizzaer, man kunne medbringe til en fest, hvorfor så lige skinke/ananas?

Eksempler på udvekslinger med Morten:

(Tom, til dig, mens han hæver det ene øjenbryn og nikker): Hva' så mand?

Eller:

"Hvad læser du?" (Stiller ingen yderligere spørgsmål de næste 40 minutter udover at sige 'yep', mens du snakker dig selv langskægget om dit bachelorstudie i antropologi)

Eller;

"Hvad er din yndlingsfilm? Jeg starter: har du nogensinde hørt om Batman Begins?"

Morten vil plage og forfølge dig resten af livet. Morten, der står stille og spiser müsli i jeres delekøkken. Morten, der har Helly Hansen fleecetrøje på til fredagsbaren på jeres kontor. Morten, den eneste ven, du har fået i en ny by, så I bruger en aften efter arbejdet på at tage i Silvan sammen. Morten fra finansafdelingen, der som den eneste svarede på din 'Fredagsøl?' mail til hele kontoret, så her sidder i, i stilhed, mens Morten sporadisk kigger hen mod baren og hvisker "søde piger". Morten, der er passioneret fan af FC Midtjylland eller HB Køge. Morten, manden der på en eller anden måde står tæt op af dig hver dag i Metroen på vej hjem i træningsbukser. Mortens perfekte, pletfrie, gråtonede soveværelse. Mortens velbetalte IT-job. Lær, hvordan man håndterer Morten - lær at frigøre dig fra samtaler med dem, lær at samtlige henkastede "ja, okay"-weekendaftaler, du laver med dem, står hugget i sten, lær aldrig at bo sammen med dem, fordi de står op klokken seks om morgenen for at lave armbøjninger - lær hvordan du håndterer dem nu, så du er bedre klædt på til den rigtige verden.

Alle kan lave tre retter, når de først starter på uni: pasta med ketchup, havregrød og den der 'familieopskrift', som din mor har lært dig. Det er det. Nogle kan lave pasta-pesto, andre kan ikke. Der er en fyr, der tror, at han kan finde ud af at lave en wokret, men som gør et eller andet fundamentalt og bindegalt med den, som at bruge en halv liter olivenolie. Ingen kan koge ris. Inden længe består din kost ikke af andet end ost, chorizo, udkogt pasta og toastbrød. Du er gul og døden nær. Du er ung, så du er i stand til at overleve det. Hvis du var 80, ville du ende på hospitalet. Du spiser så klamt, at det ville slå din mormor ihjel. Når du til andet år, er du nødt til at tage dig sammen og lære at lave mindst en fucking ret med linser eller sådan noget, ellers runder du ikke de 21.

Spørg mig ikke, hvad det betyder! Det er bare som om, at det her er noget, alle finder ud af! I uni-tiden!

Der er forholdsvis store chancer for, at du tropper op på universitetet med godt seks år solid, intens drukerfaring med i bagagen - tænk, at du er blevet lukket ind på diskoteker hele tre gange nu uden at skulle vise ID. Du har drukket både vodka OG whisky! Du kan næsten kende forskel på en Grøn Tuborg og en Guinness! Men desværre er du stadig lort, når det kommer til den fine og subtile drikkekunst. Som i: du sutter. Du ved ingenting om at drikke. Svagdrikker. Du er den værste af de værste. Beklager.

Men det er en god ting, fordi alle befinder sig på det samme niveau. Hvis jeg skulle give et råd til en uskyldig førsteårselev, ville det nok være: 'lad være med at prøve på at få venner ved at prale af, hvor god du er til at drikke'. For det første er alle ligeglade. Det er ikke en holdbar teknik til at få nye venner. For det andet: Du graver din egen grav. Men forhindrer det folk i at begå præcis denne samme fejl, år efter år? Forhindrer det folk i at sige 'sambuca? To, tak!' efterfulgt af 'ring efter en ambulance, Lukas, min hjerne er ved at dø!' 30-40 minutter senere? Nej, det gør det ikke. Du kommer til at lære, hvordan man drikker. De næste tre år kommer til at være et alkoholvædet kaos. Men prøv nu bare at undgå - i hvert fald i den første uge - at fortælle alle den der helt-sikkert-bullshit historie, om hvordan du var 'så skæv' engang og drak 'omkring 100 shots i Sunny Beach' og nu bare er 'klar til at hamre nogle stifter, og har købt for en plov, WOOOOO!', bare for dit eget egos skyld.

Den første dag, hvor det gik op for mig, at jeg talte med lollandsk accent, var, da jeg højlydt udbrød 'Hvor?' som svar på et eller andet i et klasselokale omgivet af københavnere, og de alle sammen begyndte at gøre nar af den måde, jeg udtalte vokaler på, og for at være helt ærlig er jeg stadig ikke helt kommet mig over det, seks år senere.

Det er sjovt at se unge, hårde Brian-typer, der tror, at de ved en ting eller to om stoffer, få en tålmodig forklaring om, hvad et kongehvæs er af en hærget stener-type fra dit køkken, og mindst lige så underholdende at se dem få deres første kongehvæs. Det gælder også dig. Det gælder helt klart også mig. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det er, og har aldrig fået et. Kongehvæs? Kongeblæs? Er det en sex-ting? Eller ikke?

'Thor' kan rulle joints med en hånd og er ikke mødt op til en eneste af sine psykologi forelæsninger endnu, og du synes, han er så sej, at du begynder at lade dit hår gro bare for at være mere som ham.

Mange af de mennesker, som du vil komme til at bo tæt sammen med gennem de næste tre år er opfostret i naturen, de er vilde børn, de blev fundet boende sammen med en flok ulve som 15-årige, knurrende og smittede med hundegalskab, og med det samme tvunget på HF, så de ikke havde tid til at lære ting som 'lad være med at bruge tallerkner med mad på som askebæger' eller 'vær venlig ikke at spraymale dit navn henover vinduerne i delekøkkenet, vi har alle sammen lige mistet vores depositum' og ting som 'lad være med at opbevare råt kyllingekød i et skab? Put det i køleskabet? Især i påskeferien? Jeg har gået og undret mig over, hvor den lugt kom fra i fire dage? What the fuck, mand? Jesus?'

Dette er den mest rystende lektie, du kommer til at lære som voksent menneske. Når du er et barn, er det at være syg det bedste i verden: du råber ned af trappen med en svagelig stemme og fyrer op for noget amatørskuespil for at sikre dig en fridag fra skolen, som du tilbringer under dynen på et bjerg af puder foran fjernsynet, din mor kommer med suppe og snacks, du får lov til at drikke hostesaft, du får lov til at spise morgenmad til aftensmad, alt hvad du behøver, min stakkels, lille skat. Så bliver du ramt af influenza seks sekunder inde i din første dag på universitetet, og der er ingen, der gider at gå i supermarkedet for dig, og det eneste, du har i køkkenet, er et kilo pasta og ingen vitaminer, så du er tvunget til at slæbe dit eget betændte korpus ned i Aldi for at købe appelsinjuice, sugetabletter og næsespray, og så er du nødt til at tage en taxa tilbage til kollegiet, fordi du er så afkræftet, og fordi du passer dig selv, og ingen gider at hjælpe dig, varer din forkølelse i 18 dage, og det eneste, du kan få dig selv til at spise, er skyr, og så ringer du til din mor, med en helt ødelagt stemme, du har bare brug for et kram og en hånd på panden, du har bare brug for, at nogen fortæller dig, at du er okay, og så siger hun bare: 'Er det her en rigtig influenza, eller bare en af dem, du altid plejede at få præcis to uger inde i skoleåret? Jeg troede aldrig på det.'

Det er den akademiske verden generelt. Den akademiske verden holder op med at være en ædel stræben efter viden cirka halvanden uge inde i uni-tiden, og bliver i stedet til dig i cowboybukser og t-shirt, der vandrer fortabt rundt på dit fakultets lange gange, mens du siger 'hov, skal vi aflevere en udprintet version? Jeg troede kun, at vi skulle aflevere digitalt! JEG SKAL BRUGE 100 KRONER PÅ MIN PRINTERKONTO MED DET SAMME.' Din indstilling går hurtigt fra 'Jeg er her ikke for at have det sjovt, jeg er her for at sikre mig en bedre fremtid' til 'det er også kun det andet år, der gælder' og så 'man kan faktisk gøre op for det hele i sin bacheloropgave på tredjeåret'. Inden længe er universitetet blevet den der konstante løgn, hvor du fortæller dig selv, at den mest minimale indsats faktisk er mere end nok. Tænk: findes der noget andet tidspunkt i dit liv, hvor du vil rose dig selv for at gå så sent fra noget, at du er tvunget til at være vågen hele natten på et bibliotek for at lave det? Det gør der ikke. Jeg afleverede ikke en eneste opgave i mit tredje år, som jeg ikke skrev mellem midnat og klokken fire om morgenen, midt i en livstruende koffeinrus. Derfor fik jeg kun 02 i engelsk, et sprog jeg allerede kunne tale, flydende.

Okay: nej, du har udsat det længe nok, du fik den opgave for tre uger siden, og nu skal den afleveres, du har afsat en dag til det, nu er det tid til at fokusere, virkelig tage hul på bylden, kilde og andenhåndskilde, og tertiær kilde, virkelig booste den karakter, hæve den op til et 4-tal - Lad Os Gøre Det. Men…men et enkelt afsnit Breaking Bad gør vel ikke noget, gør det? Mm: et til, det sidste sluttede med en cliffhanger. Et mere. Så lige et til, mens du spiser aftensmad - du kan ikke skrive og spise en sandwich på samme tid! - så arbejde. Så: vent engang, hvordan kom du lige pludselig til at se 35 afsnit Breaking Bad? Har… har du lige trodset naturlovene for tid og rum? Er…er du Gud?

Nogle gange kan det være svært at indrømme, hvem du er, også over for dig selv, og det er aldrig mere sandt, end når klokken er tre om morgenen, og lyset bliver tændt, og du er sjaskvåd af dit eget dansesved, og DJ'en smider 'Don't Look Back In Anger' på, og du bare skråler med, hvert ord, med øjnene lukket, og du kan ikke engang lide Oasis, men det her er på en eller anden måde de vigtigste ord, i den mest essentielle rækkefølge, der nogensinde er blevet ytret, det her betyder alt for dig, alt, og når den sidste dvælende tone svinder bort og bliver til ingenting, står du bare der, midt på dansegulvet, alene, med udstrakte arme som en statue af Jesus, og du er den største douchebag, årh, holy shit, og du kan ikke engang selv se det?

Samtlige danske universiteter har deres egne druk-ritualer, der ikke foregår nogle andre steder, og ingen aner, hvem der har opfundet dem, eller hvorfor, men nu er klokken to om morgenen, og du befinder dig af en eller anden grund på et knæ, i en halvcirkel af dine pegende og skrålende medstuderende, mens du forsøger at bælle aftenens syvende Smirnoff Ice, fordi du er blevet 'Iced' af din nådesløse og uendeligt-sejere-end-dig supertutor, der på mystisk vis stadig virker fuldstændigt ædru, og så vakler du hjem og melder dig ind i en lukket Facebook-gruppe, der hedder 'Get Iced' og håner studerende på andre universiteter, der ikke kender til 'Iced'-ritualet, fordi de udelukkende drikker Breezers i stedet, og fra nu af er det ikke en 'rigtig fest', hvis der ikke er nogen, der bliver 'Iced', du går konstant rundt med to Smirnoff Ice i baglommerne, og en dag vågner du med smagen af vodkabræk i munden, dine bukser lugter af citrus og en russisk oligarks polterabend, og det slår dig, hvor sørgeligt og miserabelt et rod, dit liv egentlig er blevet.

"Hey guys! Ikke for at være et 'buzzkill', men jeg har en eksamen i morgen tidlig, og I har været vågne i køkkenet, og røget, og råbt på spansk i…hmm, wow, to timer nu. Så hvis I måske bare kunne dæmpe jer lidt, ville det være fantastisk, jeg ville være så taknemmelig."

"Guys, hej! Sorry - gab - det er mig igen. Nu er klokken bare tre om natten, og som jeg sagde, skal jeg være oppe klokken - nå, ok, I er ved at dæmpe jer lidt nu. Helt sikkert. Sorry!"

"(Ekstremt lang stilhed mens de af en eller anden grund spiller volleyball i køkkenet, mens du står i dit nattøj og ser på, indtil der endelig er en, der bemærker dig, grinende, og peger) Hejsa, ja: kan du ikke gå ind på dit værelse og gøre det der, tak? Det er bare - mit kollegieværelse er ved siden af køkkenet og - ja, fedt, tak, gutter, super. Jeg vil bare nødigt skulle ringe til - nej, fedt, tak, ses."

Klokken fire om morgenen går brandalarmen i gang, og på en eller anden måde ved du bare, hvem der er skyld i det, før du overhovedet rigtigt er vågnet. Men det er trods alt…gud, det er september. Kun…otte måneder til af det her? Var du ikke sej engang? Var der ikke engang, hvor du var ligeglad med den her slags ting?

Ja, okay, du fik et 12-tal i studenterhuen, og du havde endda 5 fag på A-niveau, og din mor var så stolt, at hun sagde, hun ville betale for din Roskilde-billet til næste år som belønning, men første gang du møder et rigtigt intellektuelt menneske, der faktisk kan tænke selv og ikke bare gylpe side 88 af grundbogen op, springer dit hjerte op i halsen på dig, og det føles, som om du falder i af en bundløs elevatorskakt, og alt, hvad du troede, du vidste om dig selv, og det du ved, viser sig at være løgn. Fordi du er hamrende uintelligent, mand. Din professor står og fyrer et eller andet, "Hvad sagde Kant i Grundlæggelse af sædernes metafys—" og allerede er der en eller anden nørd på forreste række, der har armen i vejret og svarer, mens han samtidigt stiller et spørgsmål, "tror du, den menneskelige sjæls ensomhed er forbundet med blah blah bluu", og du sidder bare og tænker: vent lidt, jeg sidder stadig og tager noter, er det her bullshit nu noget, vi skal revidere, eller hvad foregår der? Desværre er du blevet overhalet på en måde, som du aldrig vil kunne indhente igen: nu er du dum, og du vil aldrig ikke være dum. Du vil aldrig være klog på det niveau. Rigtig visdom er selvopfyldende, selvforstærkende, hvert sekund af livet er et eventyr, hvor man lærer nye ting, men det vil du i bund og grund aldrig komme i nærheden af, fordi du har bare fundet dit niveau, og det niveau er at tage noter i et rasende tempo og konstant håbe på, at du i det mindste ikke dumper til re-eksamen.

Den sjoveste fyr på dit universitet citerer bare Family Guy afsnit, du ikke har set endnu. Jo hurtigere du finder ud af det, jo bedre.

Alle dine venner fra de gode, gamle dage har klemt sig sammen i en lille Yaris for at besøge dig, og de bliver fucking ved med at fortælle interne jokes om jeres gamle fysiklærer, og hvor grineren den der ting, du gjorde for seks år siden var, og alle dine uni-venner sidder bare og nipper til billig rødvin og griner gennem stramme, lukkede læber, og alle dine venner derhjemmefra skal skrives på gæstelisten til uni-fester og betale 20 kroner ekstra for at komme ind, og alle dine uni-venner dukker først op på diskoteket ved midnatstid, fordi de har stået og ventet ude bagved DøgnNetto på at alle de gamle lasagner blev smidt ud, og i bund og grund er alle dem, du kender, nederen, og det er ikke til at komme udenom.

Trin et: Indse, at du nu er alene, og at ingen nogensinde vil hjælpe dig igen. Trin to: Stik dine hænder ind i dynebetrækket, når det er vendt på vrangen, tag fat i to af hjørnerne på dynen, gå hen til en trappe, og ryst det hele. Bare hold fast, og ryst som en sindssyg. Lige meget om der er nogen på vej op af trappen med en skål suppe i hænderne. Ikke mit problem.

Der var to-tre gutter, som jeg var venner med gennem hele universitetstiden, som jeg mødte i rus-ugen, og bare nikkede ordløst til i tre år, fordi jeg ikke rigtig vidste mere om dem, end at 'jeg havde mødt dem engang'. Hvis jeg nogensinde glemte, hvad de hed, kaldte jeg dem bare 'Rasmus'. De hed altid Rasmus.

Det er jo, der er med studielivet: teknisk set er du voksen og uafhængig, du styrer selv din økonomi og din kost, du disponerer over din egen tid, du kan drikke dig stiv om formiddagen og æde et rør Pringles med kanelgifler til aftensmad, fordi du ikke skal stå til ansvar over for nogen, der er ingen, der ejer dig, der er ingen, der er herre over dig, Du Er Kongen, men samtidig er du også ekstremt paranoid over, at alt, hvad du gør og ikke gør, føles som om, det på en eller anden måde har betydning, at dette er den sidste forhindring, du skal klare dig igennem, inden du kravler videre ud i Det Fuldgyldige Voksenliv, og på en eller anden måde går tiden både for langsomt og for hurtigt, man kunne realistisk set fyre hele pensum og alle forelæsningerne af på omkring seks måneder, men i stedet er du her, du gasser op på startlinjen, fyldt med frygt for, at verden når at ændre sig på de tre år, det tager dig at blive klar til livet, åh gud, nogle af dine venner derhjemme tjener allerede penge, flytter ud, køber biler, måske skulle du have fundet dig et job i stedet, måske kan du ikke bruge uddannelse til en skid, åh gud, åh fuck, du fulgte reglerne, og alligevel er alt ved at falde sammen omkring dig, åh fuck, åh gud, var tre år med et par aftener på Studenterhuset og 10% rabat i Humac virkelig det hele værd? Og det er det, du i virkeligheden lærer på universitetet: om det er det værd, eller ej, om det er det bedste, eller det værste, du nogensinde har gjort - noget, du kun kan lære ved selv at opleve det. Okay! Ha' det sjovt! Husk at bruge gummi!

Læs flere ting fra VICE og Joel Golby:

Jeg tog på rustur og endte med at hade mig selv og alle andre

En dybdegående analyse af datingshowet, hvor folk bedømmer hinandens nøgne kroppe

En lektion i smerte fra maratonløberen, der sprintede ind i en pæl med pikken først