Når cyklen kan flyve – historien om LSD i Danmark

I dag i København fejrer foreningen Psykedelisk Samfund Bicycle Day, som er markeringen af årsdagen for opdagelsen af LSD. Det psykedeliske stof er fortsat strengt forbudt, men for første gang i årtier er der tegn på, at LSD og lignende stoffer kan få comeback i psykiatrien. Her er historien om et dæmoniseret rusmiddel, som har haft en lang og broget historie i Danmark.

Vi havde taget det en time før, og nu var det begyndt at virke. Alting pulserede roligt omkring mig. Vi gik rundt i den lille lysning, hvor vi havde slået lejr, og alt skinnede af grønligt liv. En mild rastløshed spredte sig i vores kroppe og et øjeblik efter følte vi en dyb trang til at cykle en tur. De andre kørte i forvejen, og da jeg cyklede efter dem, blev den lille grusvej med buske og træer på begge sider til en grøn pulserende tunnel, som var det eneste, der eksisterede i mit sind. Forgrunden gled væk og fór imod mig på samme tid. Min cykel havde ikke længere hjul, og jeg svævede gennem den svenske skov. Eufori spredte sig i mit bryst, og jeg kunne ikke lade være med at grine, mens jeg fløj op til de andre. Vi tre venner cyklede gennem en verden, der var mere grøn end nogensinde før, og intet var umuligt. Foran os tronede et bjerg. Stigningen var nærmest lodret, og vi racede mod toppen som psykedeliske bjergryttere. Det var en mur, vi kørte op ad, og da tyngdekraften til sidst vandt, væltede vi om i græsset af udmattelse og grinede til himlen. Sådan lå vi længe, under et ældgammelt egetræ, og lo, fordi livet var så forbandet værd at leve.

Sådan husker jeg den første gang, jeg prøvede LSD, og det var en livsforandrende oplevelse, jeg havde på min cykel.

For 74 år siden, 19. april 1943, havde en schweizisk kemiker ved navn Albert Hoffmann en lige så livsforandrende, men historisk langt vigtigere, oplevelse på sin cykel. I byen Basel, hvor Hoffmann arbejdede for medicinalfirmaet Sandoz, havde den unge forsker netop testet D-lysergsyrediethylamid på sig selv, og han begyndte at mærke effekterne af et stof, der tyve år senere ville kickstarte antikrigsbevægelsen.

I bogen "LSD, my problem child", beskriver han oplevelsen sådan her:

"Jeg bad min laboratorieassistent om at følge mig hjem. Vi tog cyklen. På vejen hjem udviklede min tilstand sig mere truende. Alt i mit synsfelt bølgede og var fordrejet, som kiggede jeg i et buet spejl. Jeg havde det, som om vi ikke flyttede os ud af stedet, men min assistent forklarede, at vi kørte virkelig stærkt. Svimmelheden og følelsen af at besvime blev så voldsom, at jeg ikke længere kunne holde mig oprejst, og jeg blev nødt til at lægge mig ned på min sofa, da jeg kom hjem. Alt i rummet drejede rundt, og de velkendte genstande og møbler antog groteske, truende former. De var i konstant bevægelse, som var de i live og drevet af en indre rastløshed. Endnu værre end de diabolske forandringer i mine omgivelser var de forandringer, jeg oplevede inde i mig selv, i mit inderste. En dæmon havde besat mig, overtaget min krop, mit sind og min sjæl. Jeg blev overvældet af en rædselsfuld frygt for at være sindssyg. Jeg blev transporteret til en anden verden, et andet sted, en anden tid. Var jeg ved at dø?"

Hoffmanns oplevelse var det første bevidste LSD-trip i verden, og hvis den skræmmende fortælling endte der, sad jeg næppe og skrev denne artikel 74 år senere. Men det gjorde den ikke.

Da rusen fra stoffet faldt til et tåleligt niveau, oplevede Hoffmann "hidtil usete farver og former" samt synæstesi, hvor lyde omkring ham blev til visuelle indtryk. Han faldt i en tung og tilfreds søvn, og da han vågnede dagen efter, var han helt klar i hovedet og havde ikke de mindste tømmermænd.

"Jeg havde en følelse af velvære og fornyet liv, der flød gennem mig. Morgenmad smagte skønt og fyldte mig med et overordentlig velbehag. Da jeg senere gik ud i haven, hvor solen skinnede på mig efter lidt forårsregn, glitrede og skinnede alting i det friske lys. Det var, som om verden var skabt på ny. Alle mine sanser vibrerede i en tilstand af ophøjet følsomhed, som varede ved resten af dagen," beretter Hoffmann i sin bog.

Efter Hoffmanns oplevelse var det tydeligt for enhver, at der var tale om et ufattelig potent stof, som potentielt kunne revolutionere måden, vi ser på og behandler sindet. Det varede da heller ikke længe, før diverse efterretningstjenester, især CIA, begyndte at forske i LSD. I Danmark blev der også eksperimenteret, især på Frederiksberg Hospital, hvor det foregik med rystende foragt for patienternes ve og vel. Over 400 patienter blev givet kraftige doser og spændt fast til deres senge i mørke lokaler, hvor de gennemlevede op til 12 timer lange vågne mareridt præget af dyb katatonisk fortvivlelse og dødsangst. Mange af patienterne fik varige psykiske men eller begik ligefrem selvmord, og selvom de overlevende ofre fik erstatning for deres lidelser, er LSD-eksperimenterne i kælderen under Frederiksberg Hospital stadig en af de mest opsigtsvækkende medicinske skandaler i Danmark.

På græsmarker, i kollektiver og i parker foregik samtidig en anden type eksperimenter.
Hippierne i Danmark havde hørt om LSD fra USA og England, og ved hjælp af rejsende blev stoffet hurtigt udbredt. Kort tid efter – i 1965 – dukkede LSD op på politiets radar via svenske kolleger, som ringede og advarede om en halvnøgen mand i Göteborg, som havde opført sig "fuldstændig afsindigt" i en LSD-rus. Få måneder efter blev stoffet ulovligt i Danmark.

Ligesom med al anden narkotikalovgivning afholdt det selvfølgelig ikke folk fra hverken at skaffe eller bruge stoffet. Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich var blandt de fortalere, som opfordrede befolkningen til at "åbne deres tredje øje" ved hjælp af LSD, og i samarbejde med magasinet Politisk Revy arrangerede han "det første officielle LSD-trip" her til lands i sensommeren '67, inspireret af de eksperimenter, som Ken Kesey og hans Merry Pranksters havde lavet i USA. En anden fremtrædende kulturpersonlighed, som talte varmt om LSD, var forfatteren Dan Turéll, der beskrev sig selv som "syredigter". I en kronik i Politiken fra 1984 ved navn "100 trip ud i det ukendte" forklarede han sin fascination af stoffet:

"Selvfølgelig véd man godt, sådan rent statistisk, at man kun er én af et par milliarder mikroceller i et ubegribeligt - men eksisterende – univers. Selvfølgelig véd enhver det," skrev Turéll. "Men det er noget ganske andet at føle, sanse, mærke det ind i skelettet. Det kan LSD gøre, fordi det - fremfor noget - er et fremragende koncentrationsmiddel."

Den amerikanske præsident Nixon indledte sin "War on Drugs" i 1972 og formåede at få forbudt LSD på verdensplan, hvilket satte en brat stopper for de ellers lovende kliniske eksperimenter, der fandt sted rundt omkring i verden. Herefter var LSD forvist til små undergrundsmiljøer og hippiernes batikfarvede minder. Den udviking havde Dan Turéll ikke meget tilovers for.

"Sundhedsmyndighederne og lægestanden snød slet og ret en hel generation og proppede den med løgn. Så er det sagt, klart og direkte. Man rodede alt fra LSD til morfin sammen i én stor bunke og solgte den som 'narkotika' i en pakkeløsning. Det var både dumt og kortsynet. Men det solgte. Og hvor tåbeligt det var, véd naturligvis kun det mindretal der prøvede," skrev han i sin kronik.

I dag er forskningen igen blevet syret, og Hoffmanns forhåbninger om, at LSD kunne revolutionere psykiatrien har fået nyt liv. Som vi skrev for et par måneder siden, er David Erritzøe, en fremtrædende danske hjerneforsker, fortaler for brugen af psylocybinsvampe i behandlingen af depressionsramte, og han er en af mange videnskabsmænd, der ser et potentiale i de psykedeliske stoffer.

"I kraft af de resultater, som vi og alle de andre, som kigger på det her, har, så kan jeg ikke se, at der skulle være grund til at holde igen. Jeg ville faktisk synes, det var decideret uetisk at bremse udviklingen, som det ser ud nu," mener David Erritzøe.

Andre kræfter går endnu længere og arbejder for en "fuld reintegration af psykedeliske stoffer i det moderne samfund." Det er foreningen Psykedelisk Samfunds erklærede mål, som i dag inviterer alle psykonauter til en cykeltur gennem København til ære for Albert Hoffmann.

"Vi vil fejre, hvad LSD har givet os af personlige oplevelser, men vi vil især sætte fokus på, hvor banebrydende en opdagelse LSD var for vores psykologiske velbefindende," fortæller Casper Møller, formand i Psykedelisk Samfund, om Bicycle Day.

Ifølge formanden er der flere grunde til, at LSD og de øvrige psykedeliske stoffer nyder fornyet opmærksomhed. En af dem er, at ikoner som Steve Jobs har udtrykt begejstring for stoffet, hvilket har smittet af på mange kreative nytænkere. Fænomenet mikrodosering, hvor man tager en meget lille dosis (eksempelvis) LSD og går på arbejde, har vundet indpas i Silicon Valley og andre steder.

"Det har sat LSD i relief for mange, som nu ser stoffet som meget andet end bare et kraftigt trip. Ligesom det sker med medicinsk cannabis er folk i højere grad begyndt at se på alternative behandlinger uden for traditionel medicin - folk har erkendt, at vi er blevet løjet for - og derfor modtager vi også flere og flere forespørgsler fra folk, som er interesseret i mikrodosering," siger Casper Møller.

Fejringen starter på Den Røde Plads på Nørrebro klokken 15, mens selve cykelkaravanen ruller afsted en time senere. Selvom Hoffmann trippede, da han drønede rundt på sin cykel, opfordrer arrangørerne af hensyn til trafiksikkerheden ikke til, at deltagerne gør ham kunsten efter.

Men hvis Psykedelisk Samfund lykkes med sit formål, går vi en fremtid i møde, hvor Hoffmanns opfindelse spiller en langt større rolle i samfundet.