FYI.

This story is over 5 years old.

internettet

Det er 13 år siden, men Prins Joachim, der rocker den til "Proud Mary", vinder stadig internettet

Ligesom en fin fransk vin bliver Joachims "regndans-lignende svingom med armene over hovedet" kun bedre med årene.

Det er vigtigt at slå fast, at jeg er stor tilhænger af stærke udtryk for personlig indlevelse til koncerter. Hvis du har brugt 600+ kroner på en billet til Major Lazer (foruden garderobe og fadøl), så har du også optjent retten til at twerke med bare brystvorter op ad en væg. Det er klart.

Til gengæld skal du være taknemmelig for, at dine koncert-udskejelser ikke bliver transmitteret direkte ud til en hel nation af forsvarsløse danskere. Og ligger på YouTube 13 år senere.

Advertisement

Det privilegium havde Prins Joachim nemlig ikke, da hans meget energiske publikumsindsats – Gaffa beskrev den som en "regndans-lignende svingom med armene over hovedet" – til Sanne Salomonsens udgave af "Proud Mary" fuldstændig stjal billedet til Rock 'n' Royal i Parken den 7. maj 2004. Rockkoncerten med blandt andre D.A.D, TV2 og Led Zeppelin Jam (!) blev omtalt som en blanding mellem "hofbal og halbal" og blev afholdt som velgørenhedsarrangement for Red Barnet i anledning af Frederik og Marys bryllup en uge senere. Man kan måske betragte Rock 'n' Royal som det polterabend, vi allesammen blev inviteret med til? Prins Joachim festede tilsyneladende ligeså dedikeret, og jeg elsker ham for det.

Klippet har mig bekendt været lidt af en legende lige siden. For nylig er det så kommet tilbage på YouTube takket være kanalen 'PikkemandensSang', hvor det dog i skrivende stund kun har 563 visninger. Det kan ikke være rigtigt. Lad os allesammen støtte op om Kongehuset og få det tal højere op. Du får lige fem minutter til at se dette kulturkanon-værdige klip. Du vil aldrig fortryde det.

Ja? Har du set det nu? Og jeg mener ikke bare de første 20 sekunder, som er det maksimale, din Generation Y-fordærvede opmærksomhedsspændvidde kan holde til. Nej, hele klippet. Du vil være beriget på næsten alle fronter, hvis du klarer dig igennem samtlige fem minutter og 41 sekunders cringefest.

Pinlighederne er næsten for voldsomme og for mange til at kunne rummes i en enkelt artikel, så mens vi venter på Prins Joachims tal-ud-bog "Proud Joachim: The Untold Story", vil jeg nøjes med at fremhæve højdepunkterne:

Advertisement

- Joachims visuelle udtryk gennem hele nummeret (fra 1:28) er åbenlyst fantastisk. Jeg ville dog give alt for at høre lydsporet til, for jeg er næsten 100 på, at han growler heavy metal-style. Bedømt udelukkende på det visuelle derimod, minder han mere om én, der hører hjemme på kantinescenen i en mellemstor revisionvirksomhed, hvor der er karaokeanlæg til julefrokosten. Med undtagelse af luftguitaren (1:58).

- Nu er jeg selvfølgelig ikke tankelæser, men Alexandra ligner igennem hele forløbet en, der hellere ville overdynges med naturgødning importeret direkte fra Shackenborg end at være til Rock 'n' Royal, men som alligevel formår at skjule det. Hvis det var mig, der skulle bruge så mange muskler på at fastholde en royalt acceptabel grimasse, ville mit ansigt have brug for rekonstruerende plastikkirurgi. Alexandra fik 2,3 millioner kroner i apanage i 2016, så der er råd til det.

- Alexandra og Joachim annoncerede deres seperation i september 2004 – fire måneder efter Rock 'n' Royal. Just saying.

- Men Joachim og Alexandra var jo slet ikke de egentlige hovedpersoner til Rock 'n' Royal, som jo handlede om at byde Kronprinsesse Mary velkommen til Danmark. Og oh boy, hvor blev hun budt velkommen. Sanne Salomonsen indleder "Proud Mary" med at beskrive Mary som både 'sweet', 'beautiful', 'strong', 'talented', 'awesome', 'balanced' og selvfølgelig 'proud'. Ikke at jeg er uenig, men wow Sanne. Det 34-sekunder lange ubrudte close-up af Marys reaktion på de rosende ord synes at kommunikere nogenlunde samme reaktion.

- Mimi Jakobsen var i 2004 generalsekretær for aftenens arrangør, Red Barnet, og formentlig derfor var hun placeret ved Kronprins Frederiks side. Thank goodness for det, for så er det foreviget på kamera, hvordan hun forsøger at synge med på Sannes "HEY!" (1:41), men desværre får jokket lidt i timingen, hvorefter hun forsøger at skjule sin ærgrelse. Jeg bruger stadig udtrykket "at lave en Mimi", når noget tilsvarende sker for mig.

- Før der var Nicole Kidman til Oscaruddelingen, var det Alexandra og Kronprins Frederik, der sammen tog prisen for at klappe mærkeligst. Eller i hvert fald bare på mærkelige tidspunkter (3:24). Aldrig på 1 og 3, Frede. Aldrig.

- Og så har vi slet ikke talt nok om Sanne. Sanne siger mærkelige ting (0:22): "Jeg kan se, folk de lige skal sætte sig ned. Men lige om lidt står de op igen. De ved det bare ikke helt endnu." Sanne går mærkeligt (2:05). Sanne får vidst også klokket i timingen (0:35). Og Sanne er forpustet (hele klippet).

Men okay, jeg er også lidt hård ved dem. I virkeligheden elsker jeg hele banden – Frede, Jokke, Sanne, Mimi og Balanced Mary. Og jeg elsker 2004. Og jeg håber, det her klip bliver opbevaret i en brandsikker boks 100 meter under Amalienborg, så det er sikret for al eftertid som det nationalklenodie, det er.