Forskellene på at gå i skole i Eritrea og i Europa

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

–––

Yonas Gebrehiwet er 20 år og fra Eritrea. I dag bor han i Rheineck i Schweiz.

Hvis du er født i et land, hvor du uden en universitetsuddannelse ikke rigtig har nogen mulighed for at skabe et godt liv for dig selv, er du tvunget til at tage dig sammen i skolen. Derfor var jeg allerede hårdtarbejdende som studerende, da jeg boede i mit hjemland, Eritrea. Mine forældre plejede at sige: "Du er nødt til at lære, ellers bliver du aldrig til noget!" Det lagde pres på mig, og som resultat arbejdede jeg hårdt i alle mine skolefag. For fem år siden, da jeg flyttede til Schweiz som 15-årig, viste det sig at være en kæmpe fordel for mig. Det eneste, jeg var tvunget til at lære fra bunden, var sproget og kulturen.

På min første skoledag i Rheineck var jeg et nervevrag. Jeg vidste, at alt, jeg kunne komme til at stå over for her, potentielt kunne være noget nyt. For eksempel gik der noget tid, før jeg kunne se forskel på folk. Til at begynde med syntes jeg, at alle de lyshudede mennesker så ens ud – især fordi jeg mødte så mange af dem hver dag.

Jeg var også overrasket over de små klasser med kun 15 elever. I Eritrea havde jeg gået i en klasse med over 60 elever, hvilket var en ulempe. Vi fik for eksempel ikke udleveret papirark, fordi læreren ikke havde nok penge til rådighed, så vi var tvunget til at kopiere alt, der blev skrevet på tavlen, i hånden. Det var ekstremt kedeligt. I Schweiz havde jeg også mere tid til at snakke med læreren, og atmosfæren i klasselokalet var også meget mere rolig.

I Eritrea var jeg kun i skole en halv dag, fem dage om ugen. Jeg havde fri hele eftermiddagen til at lave mine lektier. I den halvdel af dagen, hvor vi var i skole, lærte vi kun teoretiske fag. Vi blev stort set ikke undervist i fysiske fag – udover madlavning eller håndværk, for eksempel syning.

I Afrika er det et stort problem at transportere sig selv til skolen. I Eritrea kunne det tage nogle elever en eller flere timer at komme i skole med bil eller til fods. Heldigvis boede jeg fem minutter væk fra skolen. I Schweiz er det ikke så stort et problem. Hvis elever bor langt væk, tager de bare bussen eller cykler i skole. Men jeg bed mærke i, at det personligt tog mig dobbelt så lang tid at gå til min skole i Schweiz.

Fra den allerførste skoledag måtte jeg nedkæmpe stereotyper om Afrika. De fleste gik ud fra, at jeg ikke havde haft et rigtigt hus i Eritrea. Selv efter jeg havde vist dem billeder af min hjemby, spurgte de: "Findes der rigtige huse i Afrika?" Det var ekstremt belastende at skulle forklare de samme ting igen og igen.

Jeg havde heller ikke nemt ved at få venner. Jeg var god i skolen, og det vakte en del jalousi og trang til at konkurrere hos nogle. For eksempel havde jeg gået på skolen i seks måneder, da vores matematiklærer gav os en opgave, som jeg var den eneste, der kunne løse. Den elev, der havde været bedst til matematik før mig, hadede mig for det og forsøgte at vende de andre elever imod mig.

Det var også udfordrende at lære sproget. Det allerværste var at skulle kende forskel på tysk og schweizisk. Det virker morsomt nu, men jeg bemærkede først efter seks måneder, at folk uden for skolen (hvor det var meningen, at vi skulle snakke rigstysk) talte med schweizisk dialekt. Jeg følte mig uduelig i mange måneder – at jeg ikke havde lært noget, fordi jeg ikke forstod et ord af, hvad der foregik, når jeg hørte folk snakke i sociale sammenhænge. Det var så frustrerende. Der var ikke noget, jeg ville mere end at mestre sproget hurtigst muligt.

Der var også mange øjeblikke, hvor mine klassekammerater talte langsomt eller gebrokkent tysk til mig med vilje, fordi de tænkte, at det ville gøre det nemmere for mig at forstå. Men de hjalp mig ikke med at lære – jeg var nødt til at skære ud i pap for dem, at de måtte snakke normalt til mig, hvis de virkelig ønskede at hjælpe.

Det er nu fem år siden, jeg kom til Schweiz. I dag arbejder jeg hovedsageligt med at skabe opmærksomhed omkring eritreere i Schweiz og deres livssituationer. Men udover at skrive artikler og medvirke i interview arbejder jeg som tekstilingeniør for et firma, hvis kontor kun ligger et par kilometer fra der, hvor jeg gik i skole. Alligevel tager det mig under ti minutter at komme på arbejde, hvis jeg tager toget.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Vi du støtte lokalt, kan du donere til den schweiziske organisation Schweizerische Flüchtlingshilfe via dens hjemmeside.