FYI.

This story is over 5 years old.

Penge

To dage i jobaktiveringens buzzword-helvede

Andendagen er knap begyndt, og jeg har allerede mindet mig selv om, at Kurt Cobain døde smertefrit.

Vi fandt det her billede på Flickr. Det er ikke det kursus, skribenten var til, men det ser rigtigt kedeligt ud. Via Flickr-brugeren David.

Denne artikel er fra sektionen VICE PENGE.

Niels Jakob læser Film- og Medievidenskab og har været arbejdsløs i et halvt år. Før det arbejdede han i tv-branchen. Her følger, hvad han kalder et rasende rejsebrev fra dagpengebureaukratiets forgård:

FØRSTE DAG: ANSØGNINGEN

Der er naturligvis problemer med projektoren. Vi kan ikke gå i gang før HDMI-kablet - kursuslederens digitale aorta - har skabt forbindelse mellem projektoren og det fyrværkeri af en PowerPoint-orgasme, der venter os. I mellemtiden underholder kursuslederen os med sin livshistorie.

Hun er uddannet cand.merc, og alle mine alarmklokker ringer. Hendes unaturlige bronzehud, Pandora-smykker og flerfarvede brillestel indbyder til øjeblikkelig fordømmelse: Hun har aldrig holdt en højskolesangbog i hånden eller besøgt Den Hirschsprungske Samling. Hun har ikke hørt ét sekunds jazz i sit liv, og film er for hende noget, man ser i lædersofaen. Denne kursusleder - undskyld, "career coach" - stinker af åndløshed, og jeg kan lugte det på kilometers afstand.

Advertisement

Det er min første dag i aktivering. Jeg skal gøre mig fortjent til min arbejdsløshed, og derfor er jeg sendt på skrivekursus. Hvordan skriver man den optimale jobansøgning? Det spørgsmål besvares bedst med burgerbolle-diagrammer og en syndflod af buzzwords.

Vi lærer, at man ikke skal pynte sit CV med sjove skrifttyper, emojis og iPhone-billeder fra en bytur. Det er denne type uundværlig information, der skal katapultere mig tilbage på arbejdsmarkedet.

De andre kursusdeltagere synes ikke at nære samme glødende skepsis som jeg. De sidder bag deres Hewlett Packard-laptops og notesblokke, klar til at mæske sig i karriere-oraklets fedtemad af floskler og New Public Management-idéer.

Det er en broget forsamling af andre cand.merc'ere, HR-konsulenter, senioranalytikere, informationsvidenskabere (bibliotekarer ≈ bogopsættere) og den sædvanlige sump af niche-humanister. Vi er alle ledige, arbejdsløse dagpengemodtagere, der leger chicken med genoptjeningsperioden. Jeg sidder bag ved en tidligere frisør, som - heldigvis for hende - har fundet ud af, at præmatur leddegigt og giftige L'Oréal-dampe er en selvfølgelig del af frisørbranchen. Nu forsøger hun sig så som erhvervspsykolog - held og lykke med det.

Gudsketakoglov… Kursuslederen får gang i projektoren, og PowerPoint-showet oplyser nu endelig bagvæggen i mødelokalet. Lad os begynde med en matrice. Ja, det er et godt sted at starte. Pointerne skæres ud i pap: "Hvis du vil VISE, hvem du er, skal du VIDE, hvem du er. Hvis du har vist, hvem du er, må du også vise, HVAD du vil. Og det du vil, siger noget om, HVEM du er." Ja, identitet er en cirkulær bevægelse. Akkurat som et hamsterhjul…

Advertisement

Mine medkursister nikker og noterer, og kursuslederen gestikulerer sig videre gennem PowerPoint-showet. Vi lærer, at man ikke skal pynte sit CV med sjove skrifttyper, emojis og iPhone-billeder fra en bytur. Det er denne type uundværlig information, der skal katapultere mig tilbage på arbejdsmarkedet. Det er guld værd, og det kan alle blive enige om.

Vi lærer at opstille vores kompetencer i punktform, så de dovne chefer lettere kan skimme overfladen af din personlighed. Mig bekendt formulerede Grundtvig ikke sit dannelsesbegreb i punktform, men dannelse er naturligvis heller ikke noget, vi behøver at forholde os til i det moderne samfund.

"Kompetence" er et ord, der stinker af selvfedme og indbildskhed. Det er desuden et unødvendigt ord, som vi bruger, fordi vi tror, det pynter… men det pynter som en lort på et stræklagen og bør fjernes fra vores kollektive ordforråd hurtigst muligt. Det samme gælder idéen om punktopstillinger, der kun bør bruges i fakturaer og huskelister. Alt andet er at spille fallit som et uddannet, tænkende menneske. Vores kursusleder har dermed sparket bunden ud af den selvstændige tænkning. Hun insisterer dog på punktformen, og kun frokostpausen forhindrer mig i at ty til selvskade.

Billede af skribentens noter.

ANDENDAGEN: JOBSAMTALEN OG HADSONANI

Jeg er tilbage i Mordor og Mørkets Fyrste regerer stadig. Dronning Djøf er også i dag kursusleder, og hun har et nyt PowerPoint-show med, men charmen har hun øjensynligt ladet blive hjemme igen.

De er jo i bund og grund funktionærer, disse jobkonsulenter og kursusledere. De pryder sig med titler som "consultant", "senior adviser", "projektleder" og "career manager", men de tilhører det funktionærvælde, som har udbygget velfærdsstatens hamsterhjul siden 1960'erne. De er åndløse excelslaver med automatiske garageporte, Herstal-lysestager og årlige familieferier til Dubai, og det er næsten ikke til at holde ud. I dag har jeg taget pen og papir med. Jeg vil forsøge at få noget konstruktivt ud af min tid.

Advertisement

Andendagen er knap begyndt, og jeg har allerede mindet mig selv om, at Kurt Cobain døde smertefrit. I dag skal vi lære at gå til jobsamtale. Jeg bemærker enkelte eksempler på genbrug af slides fra gårsdagens PowerPoint-show, men ellers formår vores kursusleder at krydre dagens anretning med nye anekdoter og en lang række nye buzzwords. Jeg føler mig som en slagteko med mund- og klovsyge: dårligt tilpas og afklaret med min snarlige død. Mine medkursister er imidlertid ved at falde over hinanden for at få lov til at sige ord som "supply chain", "human resources", "teamwork" og "cases".

I næste uge skal jeg til LinkedIn-kursus og telefon-workshop, hvor jeg skal lære at ringe uopfordret til arbejdsgiverne. Ja, de lærer voksne mennesker at tale i telefon!

Når man har gået ledig længe nok, må man kaste sin opsparede energi ind i aktiveringen, så man i det mindste kan overbevise kursuslederen om, hvor genial man er, når nu arbejdsgiverne ikke orker mere. En time inde i seancen slipper kursuslederen en veritabel bullshit-tornado løs i hønsegården. Hun lancerer mantraet "fake it 'til you make it". Det mødes med jubel og lettelse blandt de langtidsledige. Det er sådan noget, de kan lide at høre: en opfordring til at springe over, hvor gærdet er lavest.

Stemningen vender dog lynhurtigt, da hun opfordrer til at lyve om civilstand og eventuelle planer om familieforøgelse. Kvinderne i selskabet bliver rasende over at høre, at arbejdsgivere kan finde på at spørge kvinder, om de påtænker at blive gravide inden for den nærmeste fremtid. Det er egentligt ulovligt, men cheferne gør det alligevel.

Virksomheder fokuserer jo på vækst, og der er sgu ikke meget vækst i en nyansat kunsthistoriker på barselsgangen på Hvidovre Hospital. Og dog - det er måske i virkeligheden den reneste form for vækst, et menneske kan præstere…

Men snakken går, og de langtidsledige får talt hinanden op i et felt så rødt, at selv PET's anti-terrorenhed ville mane til besindighed. Jeg holder mig uden for diskussionen og lader dem buldre af sted i deres verbale hadsonani akkompagneret af et knævrende soundtrack af barselsregler, glaslofter og aldersdiskrimination. Verden er uretfærdig.

Jeg selv er ved at blive kvalt i workshops, coaching og kompetenceudvikling. Det eneste, der adskiller mig fra en ambulancetur til Rigshospitalets traumecenter, er min pen og mit papir, som jeg har taget med som selvforanstaltet, palliativ behandling. Jeg har overlevet to dage i aktiverings-helvede, og jeg har lært absolut intet. I næste uge skal jeg til LinkedIn-kursus og telefon-workshop, hvor jeg skal lære at ringe uopfordret til arbejdsgiverne. Ja - de lærer voksne mennesker at tale i telefon! Det kræver en styrke og udholdenhed at bevæge sig i dagpengebureaukratiets snævre, kafkaske labyrint som er de færreste forundt… man kan jo næsten ikke undgå at sidde der og identificere sig med de helt forkerte karakterer fra Ondskabens Hotel.