Vi snakkede med tre grækere i København om, hvordan det er at blive stemplet som luddovne nasserøve

Denne artikel er fra sektionen VICE Penge

Den græske gældstragedie udvikler sig dag for dag, og desværre går det fortsat i den forkerte retning. Hjælpepakkerne lader vente på sig, og grækerne har stemt nej til flere brutale reformer, mens landet med den stolte fortid glider mod den totale økonomiske afgrund. Grækenland er med andre ord gået godt og grundigt på røven, og virkeligheden er nu, at mange helt almindelige grækere ikke længere har penge til helt basale udgifter såsom hverdagsindkøb og regninger.

Ungdomsarbejdsløsheden er over 50%, selvmordsraterne er på himmelflugt, og de ressourcestærke og veluddannede vender hjemlandet ryggen og søger mod udlandet, hvor fremtiden ser lysere ud. Men hvordan oplever grækerne i København situationen? Forstår danskerne krisen, og giver medierne et retvisende billede af situationen? Det talte vi med to herboende grækere og en dansk græker om.

Kom til Danmark for tre år siden. Flyttede til København, fordi han er vild med byen, og fordi arbejdsvilkårene ifølge ham er bedre her. Ejer i dag en græsk delikatesseforretning på Frederiksberg.

Krisen er præcis lige så alvorlig, som medierne og politikerne giver udtryk for - men til gengæld passer det på ingen måde, at grækerne er ugidelige og arbejdssky. Jeg skal være den første til at indrømme, at vi har brug for reformer og bedre organisering, men vi er fandme ikke dovne. Vi knokler på livet løs - mere end før - og dem af os, der ikke har arbejde, har altså ikke valgt at være arbejdsløse. Sagen er, at situationen er fuldstændig umulig i Grækenland. Af samme årsag er flere af mine venner på vej til udlandet, og jeg har fået henvendelser fra grækere, der overvejer at komme hertil.

For grækerne handler det ikke længere om sparsommelighed, men om overlevelse. Ren og skær overlevelse. Bilerne er parkeret og afregistreret, familier flytter sammen igen, indkøbene er minimale, og alle kreditkort er klippet over. Hver en sten bliver vendt for at få det til at hænge sammen, selvom det aldrig er nok.

I min familie er det min far, som er hårdest ramt. Han har slidt sig selv ned over et langt arbejdsliv, men den pension, han får udbetalt, er i dag 40 procent af det oprindelige beløb. Beløbet er blevet nedsat indtil videre 15 gange, i takt med at reformerne træder i kraft. Han aner simpelthen ikke, hvor meget der går ind på hans konto - hvis overhovedet noget.

Her i Danmark bliver jeg kun mødt med sympati i forhold til den tragedie, der udspiller sig i mit hjemland. Mange danskere har et nært forhold til Grækenland, og de har stor forståelse for, hvor svær situationen er. Jeg fortæller dem, at jeg udmærket ved, at vi har et stort politisk og organisatorisk problem, og jeg har ikke indtryk af, at nogen her i landet oprigtigt tror, at det er den menige grækers skyld, at vores land er gået i opløsning.

Hendes fars familie er græsk, og hun har en tæt tilknytning til både familie og venner i Grækenland.

I min familie er der ingen, der for alvor er på røven, og det hænger sammen med, at de ejer og har betalt deres bolig. Så er der grænser for, hvor langt ud i tovene man kan komme.

Til gengæld har jeg venner i Grækenland, der virkelig kæmper en desperat kamp.

Tag for eksempel min ven i min families landsby, Lidoriki. Hun tjener til dagen og vejen ved at gøre rent, og det er familiens eneste indkomst. Manden og deres to sønner er arbejdsløse, og hun ligger vågen hver nat og aner ikke, hvordan det skal gå med familien. Det er en typisk situation. Folk er urolige, angste, usikre og hårdt pressede.

Alligevel er der lyspunkter. Midt i al den økonomiske elendighed har jeg bemærket en fremspirende solidaritet, hvor man hjælper hinanden på kryds og tværs, så godt man nu kan. De familier i landsbyen, som har fået lukket for strømmen, får hjælp til elregningen via indsamlinger, og folks køkkenhaver forsyner de hårdest trængende med grøntsager. Det er smukt, at folk står sammen i nøden.

Det er mest på Facebook, at jeg ser de hadefulde og unuancerede kommentarer om Grækenland, men jeg hører dem også i virkeligheden.

Der er virkelig mange danskere, som tror, at ganske almindelige grækere er nogle luddovne driverter, der er skyld i deres egen ulykke. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Ifølge en undersøgelse fra 2012 knokler vi faktisk mere end tyskerne! De mange grækere, jeg kender, er hårdtarbejdende og stolte folk, som er blevet stillet i en umulig situation, som kun bliver værre af, at politikerne anført af Angela Merkel tegner et billede af dem som dagdrivere.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at der blandt mine græske venner og familiemedlemmer var et spinkelt håb om bedre tider, men lige nu ser det sort ud. Folk tænker, at det kun bliver værre.

Har boet i Danmark i 40 år. Hans nærmeste familie i Grækenland er hans mor og stedfar.

Henvendelserne kommer næsten dagligt. Emails og telefonopkald fra unge grækere, der har fået nok. De står med diplomer og kvalifikationer, men der er intet at gøre, intet arbejde at få i Grækenland. Derfor forlader de deres hjemland. Som formand for Den Græske Forening er det mit job at vejlede dem og hjælpe dem så godt jeg kan, inden de drager nordpå, for desværre er der mange, der tager afsted uden at være ordentligt forberedt. Det kan ikke gå stærkt nok. Det gælder også de dansk-græske familier, som forlod Danmark for mange år siden for at starte en ny tilværelse i Grækenland. De giver op og vender "hjem".

Er grækerne nogle forkælede nasserøve? Tja, min far har arbejdet hele sit liv i et privat selskab, og derfor er han en af de heldige, der ikke har fået skåret i sin pension. Han har fyrstelige 370 euro at leve for om måneden, men så skal han også hjælpe sin kone, der har mistet 40% af sin pension.

Det er mit indtryk, at mange danskere ikke har forstået, hvad gældskrisen i Grækenland egentlig handler om - og hvem der er skyld i den. I mit job i hjemmeplejen møder jeg mange forskellige mennesker, og når jeg fortæller dem, at jeg er græker, udbryder de:

"Nå, var det ikke på tide, at grækerne tog sig sammen og begyndte at arbejde?" Jeg smiler venligt og prøver at forklare, at krisen er skabt af uansvarlige banker og politikere, og det bliver der lyttet til.

Alligevel gør det ondt - på mig såvel som på alle grækerne, for vi er et stolt folkefærd, der lige nu bliver rakket ned af hele Europa. Det er til dels mediernes skyld, for dækningen af krisen er for ensidig. Ingen går i dybden med, hvilke mekanismer der har forårsaget situationen, og politikere får lov til at komme med populistiske udsagn, der smitter af på befolkningen.