Sex, sladder og studehandler: Sådan er hverdagen i EU's osteklokke

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK Med deres egen beskatningskodeks og deres egen indforståede jargon er EU's Bruxelles-okrater intellektuelt og socialt en selvstændig klasse. Den osteklokke, de EU-kritiske siger, at politikerne og embedsmændene lever i, findes rent faktisk. Alle steder i verden har de deres eget syn på verden, deres egen antroprologi, og vores "uvalgte, der ikke står til regnskab for noget" (i virkeligheden "valgte og gennemreviderede") repræsentanter i Bruxelles er ikke anderledes.

Den store forskel ligger åbenbart i den halvanden times flyvetur fra Kastrup til Belgien, som pludselig bliver til et afsides liggende land, vi intet ved om. I debatten om fortsat medlemskab, der er blusset op med risikoen for Brexit, flyver det rundt med tvivlsomme påstande, som kun gør det sværere at finde hoved og hale i Bruxelles.

Derfor besluttede vi at ringe til nogle af bureaukraterne, og spørge dem, hvordan det egentlig foregår dernede. Det følgende er deres historier, anonymiseret og blandet rundt, men til gengæld også ordret, som de fortalte den. De er medarbejdere i NGO'er, journalister, funktionærer, lobbyister og konsulenter – tre britter, én irer, én franskmand og én anglo-fransk, som alle indvilligede i at tale så åbent som de kunne om fordele og ulemper ved at bo inde i euro-boblen.

PENGE
"Hvis man arbejder i Kommissionen og er stagiaire, altså i praktik, vil man som oftest være ansat på korte kontrakter og ikke tjene særlig meget. Men hvis man formår at blive fonctionnaire – en rigtig stilling som funktionær – så er det gode penge. Du starter på omkring 34.000 kr. om måneden. Samtidig koster huslejen kun omkring det halve af London."

"Men dem på middelniveau – f.eks. AD12 – som sagtens kunne være en person i 20'erne – tjener over 100.000 om måneden. Det er lige så meget som en minister i den danske regering. Det er helt sikkert mere end nok til et sæt matchende Mercedeser til ham og hende, når man samtidig kun betaler en særlig bureaukrat-skat på 12,5%. Der er et helt indkøbscenter inde i EU-komplekset, hvor alle varer er nedsat i pris – og diplomater får 10% rabat på alt."

"Hvor i verden kan man ellers, som gennemsnitlig funktionær, sende alle fire børn i privatskole, have et dejligt hus i forstæderne, og have alle glæderne ved velstand? De kalder det et gyldent bur. Folk vil virkelig gerne væk derfra, men de er afhængige af livsstilen.

"Hvis du ikke arbejder direkte for Kommissionen, bliver du ramt af trækprocenten i Belgien, som er omkring 50%. Så hvis du har en indkomst på 24.000 kroner, tager du altså kun 12.000 med dig hjem. Mange af dem, som arbejder i periferien af EU-cirkusset kan kun lige klare sig."

SEX
"Ligesom i alle andre internationale miljøer knalder folk ret meget. Når man ankommer, kan det godt føles som en stor sommerlejr, én lang Erasmus-udveksling. Du har en masse mennesker fra forskellige lande samlet, og de fleste er single og skal videre efter et par år eller bare et par måneder. Alle har lignende uddannelsesmæssig baggrund. Det er samtidig en drukkultur. Allerede dér har du opskriften på et miljø, hvor der bliver kneppet igennem. Tinder har ændret scenen en del, som det har alle steder. Nu er det ikke så bar-orienteret.

"Fordi det er så landsby-agtigt, er det meget nemt at holde styr på, hvad alle andre laver. Der er utallige historier med gifte medlemmer af parlamentet, som dukker op på Tinder. Så er der det uundgåelige – og det er sket for mig – at nogen, du har haft sex med pludselig dukker op på den anden side af forhandlingsbordet ugen efter. Eller endnu værre, som din nye chef."

PLUX
"Place Du Luxembourg er legendarisk i Bruxelles. Det ligger lige udenfor EU-komplekset og er fyldt med barer, så det er her, at man ender med at sidde og drikke, når man lige er startet. Efter et par år lærer man at undgå det, at foragte det. Man tager kun tilbage med ironisk distance, eller hvis man er på jagt efter noget ungt og nemt praktikant-kød."

"Torsdag nat, ikke fredag, er den vigtige dag. Der kan være så fyldt, at politiet må omdirigere den offentlige transport. Fredag morgen tager alle medlemmer af parlamentet tilbage til deres egne lande, så cheferne er der aldrig til at se dig vælte rundt med tømmermænd. Det er en mærkelig blanding af sex og networking. Folk uddeler visitkort der.

"Indenfor de seneste år er medlemmerne fra UKIP (Englands svar på Dansk Folkeparti, red.) gået fra at være nogle konservative, gamle mænd til at være en gruppe yngre og tørstigere drengerøve, så hvis der opstår slagsmål i Place Lux, er UKIP næsten med garanti involveret."

"Der er en mærkelig regel om, at man skal betale 50 cent, hver gang man skal pisse på barerne."

STEREOTYPER
"Nationale stereotyper passer desværre ret ofte. Tyskerne er energiske. De fleste italienske medlemmer laver nærmest ingenting. Rumænerne og bulgarerne er der knap nok. Man kan finde dem i barerne på Plux fra omkring kl. halv fem hver dag."

Artiklen fortsætter herunder...

BAGGRUND
"Det er alle de unger, som sad forrest i klassen med hånden i vejret. De har alle sammen mindst to kandidatgrader. Mange af dem er CBS-typer – folk, der har læst meget specifikke uddannelser i europæiske studier, føderalisme og bureaukrati."

"Én af de store rugemaskiner er Ecole Nationale d'Administration. Chirac, Hollande, de Villepin, Juppé, selv EU-kommissær Pierre Muscovici – de har alle gået på ENA."

"Men den rigtige afsluttende skole for Bruxelles-eliten hedder College of Europe og ligger i Brügge. Det var her, Nick Clegg mødte sin kone. Der er voldsom rift om pladserne. Det er de 200 bedste kandidater, som tilbringer et år sammen, i en lille by, hvor der ikke er en skid andet at lave end at drikke og kneppe. Så når det er slut, er eliten allerede udformet, og det er meget incestuøst på den måde, fordi de alle sammen vil ende med at udrette store ting, men de kender allerede hinanden meget intimt."

"Over-uddannelse forekommer over det hele. Der er en forholdsvis lille mængde meningsfulde lederjobs og tusindvis af mennesker, som kommer hertil for at få fingrene i et. Der er mange mennesker, som har gået på nogle af de fineste skoler i Europa, og deres job er at uddele navneskilte til konferencer, indtil de kan arbejde sig op. Hvilket kan tage mange år."

ARBEJDET
"Ja, noget af det er meget, meget kedeligt og teknisk. Men det ved du allerede. Det spændende er spillet. Man har 20.000 mennesker, der arbejder for Kommissionen, 5000 i Parlamentet og yderligere 20.000 lobbyister, der alle sammen er dybt involveret i en kamp om indflydelse, tæt spundne interesseområder og personlig magt. Det er alt sammen studehandler, og der er intet, der minder om det andre steder."

"Det bedste job man kan få, hvis man ikke gider anstrenge sig, er at arbejde for en handelsorganisation. Jeg har en ven, som var kommunikationsleder for margarineindustrien. Man skal bare skrive et par rapporter, deltage i et møde hist og her, og håbe at lovgivningen ikke ændrer sig."

AT BLIVE INDFØDT
"For de fleste gælder det, at man når et punkt – normalt efter to eller tre år hernede – hvor man står overfor et valg. De er på stigen, men nu er de låst fast i et system, hvor avancement går uhyre langsomt. I bund og grund venter man på, at en 60-årig Eurokrat skal dø eller gå på pension, så man kan bevæge sig et skridt op. Hvis de synes, det er for kedeligt at vente, flytter de. Hvis ikke, bliver de nok en del af systemet resten af livet. Tilværelsen kan være ret god her, hvis man begynder at blive lidt ældre og borgerlig og tænker på at få børn. Skolerne er virkelig gode. Man kan komme til lægen samme dag, som man bestiller tid. Forstæderne er rare. Det er meget behageligt."

BELGIERNE
"Belgierne er virkelig frygtelige mennesker. De burde blive udryddet fra jordens overflade. De er den mest fatalistiske og uinspirerede af alle de europæiske folkeslag. Der er lidt Lawrence of Arabia over dem, hvor Prince Faisal siger 'It is written', og det er sådan, jeg ser på belgierne – hvis der sker noget, er det fordi der var en procedure, der fik det til at ske, og det tager den tid, det tager. Det kommer ikke som en overraskelse, at belgisk kundeservice vel nok er den dårligste på kontinentet."

"Jeg elsker belgierne. Jeg har gode, belgiske venner i Flanderen. Det tager lidt tid at lære dem at kende, men de er et meget venligt og elskværdigt folk. Meget åbne. Meget imødekommende. Belgierne kommer meget rundt. De rejser meget, så de forstår verden. Det er meget let at socialisere med dem på den baggrund."

BELGIENS SYN PÅ BOBLEN
"Der er en skarp opdeling. De fleste på indersiden har ikke mere end et par belgiske venner."

"Indbyggerne i Bruxelles beklager sig altid over EU. EU-folkene betaler ikke skat, og det har altid været et stridspunkt. Hver gang der er et stort politisk arrangement i byen, lukker de mange af vejene. Da Obama kom, var byen lukket i en uge, og der var en del ledere i aviserne, der erklærede, at hvis det europæiske parlament ikke var der, kunne folk måske få lov til at tage på arbejde. Men hvilket arbejde? Arbejdsløsheden er ret høj i Belgien. Hvis man fjerner EU, er der ikke meget tilbage."

SPROGET I BOBLEN
"Det er ikke længere fransk. Det plejede det at være, men efter indlemmelsen af de østeuropæiske lande har engelsk, deres andetsprog, fuldstændig taget over."

"Selvfølgelig er det ikke helt rigtigt engelsk – det er mere en slags globalsk, og det er krydret med franske og tyske ord, plus en masse intern jargon – f.eks. siger vi, at hvis man skal til møde, skal man til "bilateral". I stedet for "praktikant" bruger vi det franske ord: "stagiare". Og så videre.

NATTELIVET
"Det er blevet en del mere cool i de seneste år. Bare for fire år siden kunne det føles ret dødt. Men nu er der flere undergrundsfester, og selvfølgelig, fordi det er Belgien, en stærk elektronisk scene, der strækker sig op i Flanderen – hvilket stadig bare er et smut i byen, for det er under en time væk med toget."

"Det er mere eller mindre mund til mund. Man kan ikke bare dukke op og forvente at finde fede steder."

"Det handler alt sammen om hash og coke. MDMA fylder ikke det store.

STAMMERNE
"Franskmændene blander sig ikke med nogle andre. Der er en form for nordeuropæisk forbindelse mellem englænderne, hollænderne, svenskerne og tyskerne. Så er der spanierne og italienerne, der kører deres eget show. De har tit store, selskabelige venskabsgrupper. Man kan ofte ende til en fest hjemme hos nogen, hvor næsten alle er italienske eller spanske. De bevæger sig i samlet flok, så hele stedet bliver rømmet på én gang."

"Generelt er folk ret gode til at socialisere på tværs af nationer. Husk at alle disse mennesker er dedikerede føderalister. De møder folk fra andre nationaliteter og skaber forbindelser, og det er dét, de er der for."

NETWORKING OG LOBBYERING
"Man stopper aldrig med at netværke i Bruxelles. Det er vitalt at kunne genkende ansigter og navne. Så der er altid morgenmad- og solnedgangsevents, og der er frokoster og middage, og endeløse konferencer. Der er altid billig hvidvin og ikke-økologisk appelsinjuice."

"Jeg arbejdede engang for en lobbyorganisation, som afholdt en event, hvor vi serverede forskellige typer svinekødsprodukter til en lang række forskellige medlemmer af parlamentet og kommisærer. Der serverede jeg blandet andet for Nick Griffin og Nigel Farage. Det man søger at få ud af den slags som lobbyist, er egentlig blød magt. Man har ikke umiddelbart noget essentielt eller presserende at tale med dem om, men det gælder om at have kontakterne, til når dagen kommer, hvor de vil sænke den tilladte mængde af knogle og brusk i en standard EU-pølse."

TWITTER
"Når man har så mange mennesker, der udfører det samme job, som samtidig er et arbejde, næsten alle med den samme uddannelse ville kunne udføre, bliver det vitalt at kunne skille sig ud. Normalt er de folk i euro-boblen, som er mest aktive på sociale medier, dem som lige er ankommet. Tit har de ikke så meget at lave, så de dedikerer al deres energi til deres profiler."

"For at være ærlig er det temmelig kedeligt. Folk re-tweeter, hvad Kommissæren sagde, eller hvad et medlem af parlamentet synes om et eller andet. Der er en del røvslikkeri."

BREXIT
"Det er et stort samtaleemne, det er klart. Men det er ikke kommet som en overraskelse. Europæerne har i årevis vidst, hvor ambivalent englænderne havde det med EU. I virkeligheden ser de fleste gerne, at briterne smutter, for de vil gerne skabe et rigtigt, føderalt Europa, og med Englands position kører vi altid med håndbremsen trukket."

"Et af de mest interessante spørgsmål, hvis England forlader EU, er, hvad der skal ske med alle de briter, der arbejder for kommissionen – de bliver udlændinge fra den ene dag til den anden, men betyder det, at de ikke kan, eller ikke bør, være ansat her? Mit gæt er, at de kommer til at betale dem alle sammen en stor kompensation."

"Folk er bekymrede. Meget bekymrede."

"Jeg tror, tingene vil forsætte som de plejer, stort set. Der vil være et par år, hvor vi lige skal have reddet trådene ud, og selv efter det vil Storbritannien stadig være tvunget til at sende permanente delegationer hertil."

DET EUROPÆISKE PROJEKT
"Jeg tror, de fleste, der arbejder her, har gule stjerner i øjnene og er dedikerede europæiske føderalister, som tror på drømmen og gerne vil mødes med andre europæere. Men som tiden går bliver de altså en smule metaltrætte."

"Trods alt mener de fleste stadig, at det er det hele værd. Det er i hvert fald helt sikkert bedre end alternativet."

Læs mere på VICE:

Fire grunde til at du skal give en fuck for sessionslogging

Trump bandlyser 'Washington Post' fra sin kampagne

Vi spurgte Manu Sareen hvordan det er at skifte mening