FYI.

This story is over 5 years old.

prævention

Et nyt plantebaseret præventionsmiddel for mænd kan være på vej

Forskere har fundet en ikke-hormonel måde at forhindre sædceller i at trænge ind i ægget på, men de mangler at udføre test.
Foto: MARCEL VIA STOCKSY

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

Jagten på et præventionsmiddel til mænd har været et sejt træk. Forskere har i årevis arbejdet på at udvikle et, men indtil videre har de ikke fundet en løsning. Den mest lovende opfindelse er Vasalgel, der har været effektiv i dyreforsøg. Andre lignende forsøg er stødt på problemer under udviklingsfasen – sidste år måtte man afbryde et banebrydende forsøg med indsprøjtning af et præventionsmiddel før tid, fordi deltagerne ikke kunne holde bivirkninger som humørsvingninger og akne ud.

Advertisement

Forskere ved University of California, Berkeley, prøver nu en ny fremgangsmetode. Sædceller befrugter ægget takket være deres haletudse-agtige vedhæng, der hjælper cellen med at bore sig ind i ægget. Det er en bevægelse, der går i gang, når sædcellen nærmer sig ægget, og calciumkanalen aktiveres. Mekanismen kaldes CatSper, og forskerne ved Berkeley påstår, at de har fundet en måde at slukke for den.

"Den høje koncentration af calcium i cellen udfører to vigtige opgaver. For det første ændrer den måden, hvorpå sædcellens hale bevæger sig og forårsager en meget hurtigere fremdrift, som cellen har brug for at komme gennem æggelederne og i sidste ende æggets yderste lag," siger Melissa Miller, der er medforfatter på undersøgelsen. "For det andet stimulerer den frigivelsen af enzymer, der hjælper med at bore huller i de yderste lag af ægget og baner vej for sædcellen. Den her kaskade af hændelser sættes i gang af hormonet progesteron." Tidligere undersøgelser har påvist, at mutationer i visse CatSper-proteiner er forbundet med infertilitet.

Eftersom man ved, at progesteron kan aktivere CatSper, ville forskerne finde ud af, om der findes kemiske forbindelser, der kan blokere det. De har fundet ud af, at koncentrationer af lupeol, et molekyle man typisk finder i for eksempel olivenplanter, mangoer og druer, kan forhindre calciumioner i at give sædcellen det lille ekstra puf, den har brug for til at penetrere ægget.

Opdagelsen kan føre til et unisex-præventionsmiddel, der fungerer ved at blokere aktiveringen af progesteron. Hos kvinder vil midlet fungerer som en fortrydelsespille, men er dog kun effektiv, før befrugtningen finder sted, eller inden der er gået seks timer, efter man har haft sex. Hos mænd kan det også fungere nogenlunde som med pillen. "Hvis vi tænker på sædcellen som et postbud, så er det lige meget, om hans cykel punkterer, mens han er på posthuset, eller på vej ud med pakken—han kan stadigvæk bringe den ud," siger Miller.

I modsætning til præventionsindsprøjtningen, man testede sidste år, regner forskerne med langt færre bivirkninger ved denne metode, selvom det er umuligt at være sikker, "før vi har en pille i hånden og er i stand til at udføre test," forklarer Miller. "Men det virker utroligt lovende at gå efter CatSper i forbindelse med prævention. CatSper ser man kun i sædceller, og derfor begrænser det omfanget af potentielle bivirkninger."