"Hvis man har våben, kan man sgu godt udrette noget, selvom man kun er tre i en hær"

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

"Hvis man har våben, kan man sgu godt udrette noget, selvom man kun er tre i en hær"

Nelson Can udgiver ny EP og tager på turné – vi mødte de tre kvinder til en snak om at skændes, til man har ondt i maven, men "aldrig gå vred i seng", om at turde at være grim og at have optur over Hammerslag.

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

En vild uge på årets Roskilde Festival er netop forbi, da jeg møder de tre kvinder fra Nelson Can i København. Selvom kun to af dem har været afsted i år, er der ingen tvivl om, at festivalen har stor betydning for dem. Det er nemlig fem år siden, at power-trioen blev født, da Selina og Signe, der har været bedste veninder siden 7. klasse, mødte deres trommeslager Maria på festivalen, hvor hun efter sigende "sad og skabte sig i en ordentlig brandert."

Advertisement

Nelson Can brød hurtigt igennem den danske lydmur med deres første EP og en lang række intense koncerter og etablerede sig som en punket og melodisk tremandshær med en no-bullshit-attitude: Selina Jane på hypnotiserende vokal, Maria Juntunen på krigstrommer og Signe Tobiassen på gnistrende bas. Tre veninder med en skarp lyd, der matcher deres udseende.

Siden har bandet turneret verdenskortet tyndt, udgivet endnu en plade, men også haft en pause for at genfinde sig selv og hinanden, færdiggøre uddannelser og fordybe sig i musikken. Med singlerne "Miracles" og "Move Forward", der udkom i foråret, og en vild koncert på SPOT-festival er der dog ingen tvivl om, at Nelson Can stadig har masser af ammunition og store ting i sigte, når de skyder deres nye plade afsted her i efteråret. Nærmere bestemt næste fredag, den 29. september, hvor EP3, som den hedder, udkommer og bliver fulgt op af en række koncerter i rundt om i landet.

Vi tog en snak med de tre våbensøstre om overgivelse til musikken, hvorfor det er godt at skændes, og hvorfor man er nødt til at turde at være grim.

Broadly: Hvilke forskellige typer er I hver især i bandet?
Maria: Jeg er den københavnske kusine, og de to andre er de jyske søstre. Eller ægteparret. De har en meget ægtepar-agtig dynamik, hvor jeg godt kan sidde ovre i hjørnet og tænke: Hvornår fanden er de færdig med at knævre? Haha.
Signe: Ja, der er Maria meget bedre til at skære igennem bullshit og sige: Hold nu kæft, jeg gider ikke mere. Og så elsker alle hende, uanset hvor vi er henne, så vi sender hende altid foran. Totalt likeable.
Selina: Og så har Signe været manager for Nelson Can i 100 år, så hun har ligesom overblikket over, hvor bandet skal hen. Maria er den med fingeren på pulsen, som ved, hvad er det der rør sig, og så ved jeg faktisk ikke, hvad min rolle er.
Signe: Du er da kunstneren!

Advertisement

Har det påvirket jeres venskab at spille musik sammen?
Selina: Da vi startede ud, var vi sammen konstant. Maria kom jo ind i bandet og var den eneste rigtige musiker, så vi brugte virkelig meget tid i øveren og på at spille mange koncerter. Så det var virkelig intenst i starten. Nu er det ret befriende, at vi ikke behøver at være sammen konstant. At bandet ikke går i opløsning, bare fordi man ikke hænger ud sammen hele tiden.
Signe: Og nu går vi for eksempel meget mere ud for at høre andres koncerter og spiser god mad sammen.
Maria: Ja, vi har sgu nærmest spist mere, end vi har øvet på det seneste. Men før det havde vi også siddet i en iskold øvebunker i lang tid, som vi var lige ved at knække halsen på. Til sidst var der ikke nogen god stemning.
Selina: Det blev lidt på et tidspunkt, som om man "gik til band" i stedet for at samles, fordi man syntes, det var det fedeste. Men det er det blevet igen, fordi vi har holdt en pause. Vi kom også i tanker om, at vi jo godt kan lide hinanden som venner – i stedet for altid at være et band.

Hvad har I optur over for tiden?
Selina: Jeg har spillet rigtig meget Playstation på det seneste. Jeg har ikke været på Roskilde, så mit blødende hjerte har skullet beskæftiges med noget andet. Jeg har spillet "Prey", som er et super fedt spil. Det handler om noget ude i rummet, hvor intet er helt, som det ser ud – mere vil jeg ikke afsløre.

Maria: For mig er Roskilde Festival ligesom juleaften. Og det har været en fed festival i år. Jeg spillede selv om torsdagen med et projekt der hedder Hun Solo, hvor jeg blandt andet fik lov til at spille sammen med den svenske sangerinde Mariam the Believer og den islandske sangerinde JFDR på Avalon-scenen. Det var super mindblowing.
Signe: Jeg har super optur over Hammerslag og Udkantsmæglerne. Der er lige kommet nye afsnit fra Bornholm. Hvis der er noget, jeg bare virkelig elsker, så er det udkantsdialekter kombineret med en masse gammelt lort.

Advertisement

Hvilken slags musik lyttede I til som børn?
Maria: Grunden til at jeg spiller trommer og har rytme i kroppen er klart Michael Jackson. Jeg var kæmpe fan. Mine forældre satte en spejlvæg op på mit lillebitte værelse, hvor jeg så stod og dansede til MJ. Der fik jeg rytmen ind i kroppen.
Selina: Jeg lyttede sygt meget til Spice Girls. Jeg havde alle billederne og alt merch. Jeg har stadig mapperne derhjemme. Og så har jeg en far, der altid har samlet på musik, så jeg hørte også Pink Floyd og The Doors. Det hele blev meget blandet.
Signe: Jeg hørte ikke rigtig musik. Jeg kommer fra sådan et hjem, hvor man ikke hørte musik. Min første CD fik jeg først i 2000 eller 2001 – med Lene Marlin, "Playing My Game".

Har I nogle ritualer, inden I skal på scenen, eller når I er i øveren?
Signe: Vi hopper 10, 20, 30, før vi går på scenen. Ligesom, når man er på stranden. Så hopper man under vandet, når man rammer 100. Og så klapper vi hinanden på brysterne eller røven.

Bliver I nogensinde uvenner?
Signe: It takes a lot of love to fight so much. Men. Vi er en hær, der står med ryggen til hinanden. Så når vi skændes, er det mest praktiske ting: Hvem skal køre bilen, hvorfor har du ikke svaret på den her mail eller sendt den her ansøgning. Men vi har sådan en, "man går ikke vred i seng"-ting. Så hvis der er noget, man er utilfreds med, så skal man ud med det.
Maria: Men det er sgu bedre, end at det er sådan noget leverpostej. Selvfølgelig til en vis grænse. I alle de bands, jeg har spillet i, er jeg aldrig blevet råbt så meget af som af Signe. Det er grænseoverskridende, men også meget dejligt. Så skal man lige have fem minutter, og så taler man om det eller griner af det. Det giver noget kant. Folk er ikke ligeglade. Vi er ikke et kompromisband, hvor ingen er tilfredse, og alle er bange for at tage den. For så bliver det sgu noget halvhjertet pis. Men det er super hårdt nogle gange. Altså, når det er lort, så er det virkelig lort.
Selina: Ja, der kan godt gå lidt høneband i den nogle gange. Heldigvis går de andre to hinanden meget mere på klingen, end de gør med mig. Men i perioder, hvor det har været slemt, kan man kan godt gå rundt og have helt ondt i maven. Det er også, fordi vi har lavet mange ting omkring musikken, og når man så kommer i øveren, har man alle de der ting i kroppen, at man skal have klaret 100 mails i stedet for bare at spille. Men det er vi klart blevet bedre til, fordi vi snakker om tingene.

Advertisement

Hvad er det optimale udgangspunkt for at skabe musik som Nelson Can?
Signe: Det handler om at give slip på kontrollen og så lade musikken styre det. Men det er fandme svært at nå dertil. At give slip på sin egen forestilling om, hvad musik er. Processen bliver først fed, når vi hver især lægger noget på bordet og klipper i det. Skaber noget nyt og større sammen. Det er derfor, vi ikke bare er solister. Vi opnår ikke den der større helhed, før alle har givet deres input.
Selina: Ja, nogle gange, når vi ikke har spillet i 100 år, så går vi i øveren og er vildt stressede. Men så spiller vi noget helt nyt, og pludselig bliver det en jam, som næsten bliver til et nyt nummer. Det er ret fedt. Og så længe vi er stolte af det, vi laver, så gør vi det rigtige. I vores gruppe i hvert fald. Tremandshæren. Og hvis man har våben, kan man sgu godt udrette noget selvom man kun er tre i en hær. Og vores våben er musikken.

Hvad handler jeres tekster om?
Selina: Uden vi har tænkt særlig meget over det, tror jeg, vi har skrevet rigtig meget om venskab. Meget mere end om kærlighed. Og så er også vores sangskrivning blevet bedre med tiden, fordi vi har afprøvet en masse skrivemetoder. Nogle gange virker det så i vores band-konstellation, og andre gange gør det ikke. Og hvis ikke, er det bare too fucking bad.
Signe: Jeg føler meget, at jeg er inspireret af LGBTQ, når jeg skriver tekster. Det handler om at have selvtillid omkring det, man laver, og den, man er. At tænke: "Det er faktisk godt nok, det jeg laver. Det behøver jeg ikke at have det ringe over." Tit har jeg skrevet et omkvæd og tænkt, jamen, det handler om det her, men så kommer man ikke videre, og så bliver man inspireret af noget andet til et vers, og så passer det sgu egentlig meget godt sammen. Så i virkeligheden kan man godt have en sang som "Miracle", der er fire forskellige ting. Men jeg vil ikke sige hvad.
Maria: Aaaarh, jeg skal lære teksterne, haha.
Selina: Til at starte med havde man det lidt "uuh"-nervøst over, hvordan de andre ville tage det, når man kom med noget ned i øveren. Nu glæder jeg mig bare til at vise de andre det. Jeg vil meget hellere have en kommentar om, at det ikke virker, end slet ikke at få noget at vide. Det er også visionen med det her band: Vi vil gerne have at folk tager stilling til os. Om de kan lide os eller ej. Så længe de ikke kan lide os eller elsker os. Det der midt imellem med tre stjerner. Fuck, tre stjerner er nederen. I har haft mange koncerter både herhjemme og i udlandet. Er det fedt at rejse rundt som band?
Selina: Jaaa! Det er nærmest det, vi har gjort mest. Jeg har fået et tarveligt verdenskort, hvor jeg kradser alle de steder ud, vi har været.
Signe: Ja, for man glemmer det sgu. England, Tyskland. Sverige, Norge, Island, Skotland, Holland, Schweiz… Og så har vi spillet rigtig meget i Spanien på det seneste. Det er fucking fedt. Publikum er vilde der.
Maria: De køber ikke så meget merch, men hold kæft, de er party i Spanien. Party, party, party. Folk er bare så søde og skæve. På et tidspunkt, hvor vi skulle ned og hente bandbussen om morgen, så lå der seriøst en dude og sov ovenpå bussen. Det siger lidt om, hvor vildt de har det. De går amok.
Signe: At rejse rundt er klart et af pejlemærkerne for os. Vi vil have god mad, rejse på andres regning og møde en masse fede folk. Så kommer vi hjem og har ikke rigtig tjent så meget, men vi har været i solen og drukket sangria uden at bruge penge. Det er fucking fedt.

Hvad er så det mærkeligste I har været ude for til en koncert?
Maria: Der var på et tidspunkt efter en koncert, da vi kom ud bagved, at Signe bare begyndte at tudbrøle, fordi hun fået stød under hele koncerten, og der havde været gnister og alt muligt. Det var ret mærkeligt.
Signe: Ja, det var sgu ikke så rart. Det er heldigvis kun sket den ene gang. Jeg er jo koblet op til fire forstærkere, og hvis der ikke er nogle af dem, som rammer noget jord eller et andet kredsløb, så rammer det mig. Og hvis jeg så ikke lige har gummistøvler på, så rammer det mig rigtig hårdt. Det var sådan, at lyset dæmpede ned, hvis jeg bare kom til at ramme mikrofonen, fordi jeg var så elektrisk. Og man står bare og tænker: The show must go on.
Selina: Jeg har prøvet, hvor jeg hoppede ned og gik rundt og sang blandt publikum, og så var der nogle virkelig stive fyre, som syntes, jeg skulle bades i øl. Så flere af dem hældte deres bajer ned over hovedet på mig, mens jeg sang. Jeg tænkte bare: WTF DUDE? Men så kom en gruppe kvinder lige pludselig og trak de her mænd væk og råbte: I SKAL FANDME IKKE HÆLDE ØL PÅ HENDE! Haha. Vi er måske ikke et regulært punkband, men vi har ligesom nogle ting i den måde, vi performer på, som sætter gang i en punket stemning.

Nu har I været i gamet længe og rejst meget rundt, men hvad har I gjort jer af observationer på den danske musikscene? Hvad er forcer og svagheder herhjemme?
Signe: Jeg savner, at folk tager nogle chancer. At folk tør at være grimme og udtrykke deres grimme følelser. Jeg synes, First Hates nye plade er virkelig interessant, fordi de har taget chancer i mixet. Det lyder bare anderledes. 2015 var et pisse godt dansk musikår med masser af nyskabende lyd. Men det er, som om at alle så bare har hægtet sig på den lyd frem for at skabe deres egen. Folk er for bange for at lave noget, der lyder ad helvede til.
Selina: Ja, i Danmark er vi rigtig gode til at se godt ud. Det handler om image appearance. Men det er, som om sangene bare ikke helt er der. Men det er så noget af det, som sker lidt i dansk hiphop lige nu. Vilde tekster og anderledes lyd. Måske man skulle begynde at rappe, haha. Det kommer så ikke til at ske. Men mixet mellem urbant og rock, hvor de to undergrundskulturer rammer hinanden, der sker noget fedt.

Hvad kan vi så forvente af Nelson Can i den nærmeste fremtid?
Signe: Tingene skal selvfølgelig blive større og vildere. Men med den nye plade har vi også fokuseret på at komme tilbage til rødderne. Nu skal det handle 100 procent om kærligheden til musikken og vores venskab med hinanden, som det gjorde, da vi startede. Både for vores egen og vores fans skyld. Tremandshæren har aldrig været stærkere.